Om fordybelsens farer

Jeg er faldet ned i et hul, og jeg har svært ved at komme op igen. Faktisk ved jeg ikke, om jeg har specielt meget lyst til at komme op igen. Det er et fantasy-hul jeg er faldet ned i, befolket med væsner og karakterer fra utallige verdener. Sagen er den, at det eneste jeg har rigtig lyst til at læse for tiden er fantasy, det startede helt tilbage i maj måned, hvor Bogudfordringen lød på at læse fantasy-værker. Siden da har jeg haft en næsten umættelig sult efter at begrave mig i genren og læse både nye værker og ældre klassikere inden for genren. Således har jeg påbegyndt en fem-seks nye serier (hvad er det i øvrigt med fantasy-genren og serier?) inden for de sidste par måneder, hvoraf flere af serierne er vel over fem romaner lange. Nu er fantasy forfattere ikke kendt for deres evne til at fatte sig i korthed, så mange af romanerne har været på den tunge side af 700 sider. Ikke at det gør noget, for de fleste af forfatterne forstår at holde læserens opmærksomhed fanget, og selv de bøger der er lige lovligt melodramatiske i tonen, eller hvor få eller ingen af karaktererne er sympatiske udvider min horisont og kendskab til denne genre, som jeg holder så meget af.

Problemet ved sådan at fortabe sig i en enkelt genre, bortset fra faren ved en morgen at vågne op og tro jeg kan zappe folk med tankens kraft, er at ens læsning bliver for ensidet, Det er ikke kun i forhold til mad, at variation i kosten er vigtig. Jeg har været så optaget af drager og magi, at jeg fuldstændig glemte Bogudfordringen i juli måned. Jeg havde endda været nede og låne et par Kim Fupz Aakeson dramaer på biblioteket, men de har bare fået lov til at samle støv på hylden. Det er i det hele taget ikke gået så godt med Bogudfordringen indtil videre i år, måske har jeg været for distraheret. Men det vil jeg straks sætte en stopper for: August bliver måneden, hvor jeg igen kommer med på Bogudfordringsvognen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad udfordringen er.

Om genvejens overraskende frydefuldhed

Til sidste måneds bogudfordring skulle jeg finde en bog skrevet af en forfatter fra et land udenfor Europa og Nordamerika. Egentlig burde det ikke være så svært, jeg har læst både Haruki Murakami og Amitav Ghosh og kan godt lide det indblik romanerne giver til en fremmed kultur og fortælletradition. Men nu sad jeg lige fast i fantasy-genren og havde overhovedet ikke lyst til at læse en mere realistisk roman, og da slet ikke en mursten af den slags de to ovennævnte herrer plejer at levere. Så da jeg kiggede reolen igennem for passende læsemateriale faldt jeg over Marjane Satrapis grafiske roman ”Persepolis”, som jeg engang fik af min søster, men som siden har stået ulæst hen på reolen. Den passede kriterierne for Satrapi er iraner, og min folkeskole geografi sagde mig, at Iran helt bestemt ligger i Asien (nu er jeg selvfølgelig ikke en autoritet indenfor geografi, det tog mig en betragtelig mængde tid, før jeg uden tøven kunne sige om Oslo er hovedstad i Norge eller Sverige). Desuden er ”Persepolis” forholdsvis kort og da det er en grafisk roman (smart udtryk så intellektuelle voksne ikke behøver at skamme sig over at læse tegneserie), er den oven i købet hurtigt læst, så jeg kunne komme tilbage til fantasy’en og ”Wise Man’s Fear”.

Men jeg havde forregnet mig for godt nok er ”Persepolis” både kort og hurtig at læse, men den er mere end blot en hurtig måde at opnå kvoten på i Bogudfordringen og fortjener fuld opmærksomhed under læsningen. Bogen er en selvbiografisk fortælling om Satrapis opvækst i et Iran i forandring under forskellige revolutioner i starten af 1980’erne, som barn af intellektuelle forældre. Satrapi skildrer volden og den øgede islamisering side om side med den hverdag, der fortsatte ufortrødent med skolegang og ungdomsfester. Stregen er simpel men effektfuld og medrivende, og det er umuligt ikke at leve sig ind i historien. Bogen har en dobbelt styrke, idet den på den ene side gjorde mig klogere på en del af den moderne historie, jeg ikke kender så meget til. På den anden side har tegneserien en emotionel råstyrke, som kun bliver fremhævet af det absolutte fravær af melodrama. Satrapi ligger i ord og billeder historien på bordet uden at fortælle læseren, hvordan han eller hun bør føle og netop derfor bliver de rørende scener så meget mere akutte, noget hun til fulde mestrer især i bogens sidste ramme.

Og hvad er så moralen i denne fortælling? Jo, den er helt simpel: Af og til er genvejen ikke blot nem, men også underholdende, dannende og rørende.

Sommerlæsning 1: Fantasy

Nu er sommeren over os (selvom man ikke umiddelbart kan se det) og sommeren kræver bøger. Bøger til stranden. Bøger til campingturen. Bøger til når det står ned i stænger og man ikke kan holde ud at spille Yatzy mere. Så derfor har jeg besluttet at yde en særlig service her på ”En læsers bekendelser” og i løbet af en række indlæg komme med forslag til læsning inden for forskellige genrer, lige fra fantasy over krimier til de gode gamle klassikere. Nogle af bøgerne har jeg læst og holder af, andre kunne jeg godt selv tænke mig at læse, hvem ved måske får jeg tid i løbet af sommeren.
Jeg starter serien i fantasy-genren med fem fantastiske forfattere (i mere end én forstand), som alle hver især har gjort mig en lille smule mere forelsket i genren.

Neil Gaiman: ”American Gods”
”American Gods” er en fantastisk fortælling om den nyligt løsladte Shadow, der møder Mr. Wednesday på et fly og pludselig bliver rodet ind i en underliggende krig af mytiske proportioner i den amerikanske kulturelle selvforståelse. Det er en udsøgt mørk og dyster historie Gaiman har komponeret, hvori det amerikanske folks sammensatte natur udrulles igennem de mange forskellige guder og religioner, de har slæbt med sig til det nye land. På én gang en fængslende historie om USA’s mytologiske baggrund og en dyster fortælling om en mands forsøg på at finde fodfæste i en fremmedgjort verden uden at lade sig slå omkuld af højere kræfter. Både velskrevet og svær at lægge fra sig.

Patrick Rothfuss: ”The Kingkiller Chronicle”
I mit sidste indlæg anbefalede jeg etteren i Rothfuss’ stort anlagte trilogi ”The Name of the Wind”, hvor toeren (”Wise Man’s Fear”) også er udkommet her i løbet er foråret, så dette er blot en gentagelse af den anbefaling. Hen mod slutningen af etteren fornemmer man, at der er en rumlen af vigtige begivenheder ude i verden, der alle har med Kvothes selvbiografi at gøre, begivenhederne er ved at indhente vor helt. Det bliver interessant at se, hvad der sker, når de gør.

Trudi Canavan: ”The Age of Five”
Trudi Canavan er en australsk forfatter og ”The Age of Five” var den første af hendes trilogier; efter min mening er den stadig den bedste af dem. Serien handler om Auraya, der bliver en af de fem ledere af Circlianerne, en af to dominerende og stridende religioner. Det er umuligt at beskrive handlingen uden at afsløre noget, men trilogien handler til dels om magtens korrumperende kraft. Canavans univers er befolket af mange interessante og sære væsner, og der er masser af kærlighed, krig og passion i romanerne, Og så kan hovedpersonen flyve, hvilket må være en af de sejeste superkræfter at have. Trilogien består af romanerne ”Priestess of the White”, ”The Last of the Wilds” og ”The Voice of the Gods”

J.K. Rowling: ”Harry Potter”-serien
Man kan næsten ikke have en af de her lister uden at inkludere ”Harry Potter”. Der er nok ikke nogen af jer derude, der ikke kender serien om den faderløse troldmand, der må så grueligt meget igennem for at overkomme ondskaben i form af Lord Voldemort. Men hvis du ikke har læst serien, fordi den er for børn, så tænk om igen. Jo, bogen handler om børn og unge. Jo, de første par bind er en smule naive i deres fremstilling af godt og ondt. Jo, Harry er helt ubeskriveligt irriterende teenager-agtig i bind fem. Men overordnet set er serien en smuk fortælling om kærlighedens subversive kraft. Og så skriver Rowling helt sublimt.

Philip Pullman: ”His Dark Materials”
Pullmans trilogi om pigen Lyra er bedre kendt i Danmark som ”Det gyldne kompas”. Her er tale om en brillant saga om at blive voksen sat i et fremmed univers fyldt med flyvende hekse, talende isbjørne og magi. ”His Dark Materials” er inspireret af John Miltons ”Det tabte Paradis”, hvor englene gør oprør mod Gud og bliver kastet ned i Helvede. I nærværende serie er det mennesket i form af Lord Asriel, Lyras far, der gør oprør ikke så meget mod Gud, men mere mod den undertrykkende kirke, der har taget Gud som gidsel og ønsker magt mere end andet. Pullman væver på smukkeste vis de to tråde, historien om at blive voksen og fortællingen menneskets ret til at bestemme over sig selv, sammen i en episk trilogi.

Et overraskende genlæs

For nogle år siden købte jeg ”The Name of the Wind” i en boghandel i Göteborg, der udelukkende sælger sci-fi og fantasy romaner. Jeg havde ikke hørt om Patrick Rothfuss’ debutroman, men bagsideteksten, denne vigtige men vanskelige disciplin, fangede min opmærksomhed. Her er et uddrag:

”My name is Kvothe.

I have stolen princesses back from sleeping barrow kings. I burned down the town of Trebon. I have spent the night with Felurian and left with both my sanity and my life. I was expelled from the University at a younger age than most people are allowed in. I tread paths by moonlight that others fear to speak of during day. I have talked to Gods, loved women, and written songs that make the minstrels weep.
You may have heard of me”

Hvordan kunne en roman med dén bagsidetekst undgå at være fantastisk? Faktum er, at romanen overhovedet ikke fangede mig første gang jeg læste den, den var langtrukken med en uendelig afstand mellem snapsene. Bogen leverede ikke halvdelen af det, der blev lovet på bagsiden, så jeg var vældig skuffet efter endt læsning. Så gik der et par år, hvor ”The Name of the Wind” lå uforstyrret hen på min reol, men så skete der to ting. For det første blev toeren i trilogien, ”Wise Man’s Fear”, udgivet 1. marts i år, og hvis der er noget jeg ikke kan stå for, så er det at færdiglæse trilogier, også selvom jeg ikke er vild med dem. Det er bare mere ordentligt på den måde. For det andet opdagede jeg Rothfuss’ blog, som åbenbarede de sære, indviklede og morsomme måder hans hjerne arbejder på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om jeg ikke skulle give serien en chance til. Men det var så længe siden, jeg havde læst etteren, at det ikke ville give mening at kaste mig over toeren uden et genlæs af ”The Name of the Wind”.

På mange måder har jeg det samme indtryk af ”The Name of the Wind”, som jeg havde første gang, jeg læste den, men hvad der forekom negativt virker nu positivt. Ja, bogen er lang og nej, der er mange af tingene fra bagsideteksten, der ikke er med i denne roman, men længden giver Rothfuss mulighed for virkelig at folde sig ud og de begivenheder der er, bliver grundigt forklaret og sat i kontekst.

Romanen handler om Kvothes udvikling fra dreng til spirende helt, fra et sigøjnerliv over hjemløshed til Universitetet, og gennem det hele svæver Chandrianerens tilstedeværelse, væsnet ansvarlig for Kvothes forældres død, over vandene som en skygge i mørket. Det bogen gør helt fremragende er at vise, hvordan virkelighed bliver til legende, at der bag enhver helt findes et mere eller mindre almindeligt menneske, der gør sit bedste i usædvanlige omstændigheder.

Så efter anden gennemlæsning må jeg sige, at ”The Name of the Wind” faktisk er anbefalelsesværdig og det skal blive interessant at se, hvor Kvothes eventyr fører hen i ”Wise Man’s Fear”.

Om kategoriseringens veje og vildveje - del 2

Maj måned er nu overstået og dermed også maj måneds Bogudfordring med fantasy genren som tema. I alt nåede jeg at læse fire romaner inden for genren, hvis jeg synes er et meget respektabelt tal, fantasy forfatteres generelle mangel på evnen til at fatte sig i korthed taget i betragtning. (Det er rigtig nok at jeg kun har anmeldt tre af dem indtil videre, den fjerde, Patrick Rothfuss’ ”The Name of the Wind”, er hverken gemt eller glemt, der kommer en anmeldelse af den om et par dage.) Statistisk set er fire romaner selvfølgelig ikke en stor nok pulje til at konkludere noget ud fra, men nu er det så heldigt, at jeg ikke er statistiker, men humanist, så det skulle ikke være noget problem.

I begyndelsen af maj lavede jeg et indlæg om de forskellige måder, man kan inddele fantasy på, hvoraf opdelingen i høj og lav fantasy måske nok er den mest basale. For de af jer der ikke kan huske det foregår høj fantasy i en verden, der er fundamentalt fremmed fra vores og omhandler oftest kampen mellem det gode og det onde. Derimod foregår lav fantasy i vores egen verden tilsat forskellige overnaturlige elementer. Her er bekymringerne lidt mere jordnære end i den høje fantasy, idet det der er på spil for det mest er hovedpersonernes egen overlevelse og velvære.

I løbet af den sidste måneds tid har jeg læst to bøger fra hver kategori: ”Alkymisten” og ”Anansi Boys” er lav fantasy, mens ”Wicked” og ”The Name of the Wind” er høj fantasy. Men man skal ikke kaste et særligt dybdeborende blik på dem, før man ser, at de ikke holder sig pænt indenfor deres respektive kategorier. ”Anansi Boys” og ”The Name of the Wind” opfører sig som man kan forvente af dem; den førstnævnte foregår i vores verden og handler i al væsentlighed om forholdet mellem to brødre og deres afdøde far. Den sidstnævnte foregår i en fremmed verden og lægger i høj grad op til et opgør mellem godt og ondt. Men både ”Wicked” og ”Alkymisten” udfordrer inddelingen, ”Wicked” ved mestendels at fremlægge en filosofisk diskussion af begrebet ”ondskab”, ”Alkymisten” ved at sætte godhed op mod ondskab i vores egen verden, med menneskeheden som indsats. Når opdelingen i høj og lav fantasy allerede mudres til med disse fire bøger, som jeg ikke engang havde udvalgt specielt til formålet, hvordan skal man så gøre sig forhåbninger om at inddele hele genren på en fornuftig måde?

Hvad har vi så lært af dette? For det første at selvom mange kritikere mener det modsatte, er fantasy litteratur ikke skabelon litteratur, der findes mange forskellige måder at dreje en historie på, og fantasyforfatterne er ikke bange for at overskride grænser og blande forskellige elementer sammen. For det andet er det måske nødvendigt at indse, at den bedste måde at gå til fantasy litteraturen på ikke nødvendigvis er at dele den ind i kategorier, men at se genren som et hele bestående af mange forskellige typer fortællinger, hver med sin definition.

Underholdende mytologi biksemad

Nogle bøger læser jeg, fordi venner og bekendte har anbefalet dem. Andre fordi jeg har hørt eller læst, at de minder om andre bøger, jeg godt kan lide. Af og til får jeg lyst til at læse et helt forfatterskab på baggrund af én god bog. Og så sker det også at jeg får en bog i hånden, som jeg hverken har læst eller hørt om, og som jeg bare læser, fordi forsiden er flot eller resuméet på bagsiden af bogen er spændende. Sådan en bog er ”Alkymisten” af Michael Scott. Jeg fik den i hænderne på mit arbejde og den lignede lige præcis sådan en bog jeg trængte til at læse: let at gå til, spændende historie og på alle måder ukompliceret.

”Alkymisten” er første del af en serie på seks, hvoraf fire allerede er udkommet, de er oveni købet alle oversat til dansk. Dermed behøver jeg ikke at vente så længe på resten af historien, hvilket nok er meget godt, både fordi jeg er utålmodig af natur, og fordi at selvom fortællingen er spændende, er jeg ikke sikker på, at jeg ville huske at vende tilbage til den for at få hele historien med. På trods af at romanen holder én fanget under læsningen, gælder der for denne, som for så mange andre, at den hurtigt læst og hurtigt glemt.

”Alkymisten” handler om de 15-årige tvillinger Sophie og Josh, der det ene øjeblik lever et forholdsvist almindeligt liv, men det næste er hvirvlet ind i et eventyr af enorme proportioner. Det viser sig nemlig, at Nick Fleming, i hvis boghandel Josh arbejder, i virkeligheden er den udødelige alkymist Nicholas Flamel. Han er beskytter for en magisk bog skrevet af Abraham Magikeren, kaldet Codex, som i de forkerte hænder ville bringe død og ødelæggelse over verden og gøre mennesket til slaver af de magtfulde Mørke Ældste. I starten af ”Alkymisten” lykkes det den onde dr. John Dee at kidnappe Nicholas’ kone og stjæle Codex, bortset fra to vigtige sider som Josh får revet ud af den. Og går den gensidige jagt, for dr. John Dee vil have de manglende sider, men Flamel vil have bogen og sin kone igen og i øvrigt forhindre De Mørke Ældste i at sejre. Josh og Sophie bliver ufrivilligt en del af den store kamp, og måske har de også en vigtig rolle at spille, for er de de tvillinger, som omtales i Codex?

Michael Scott har i denne serie taget en lang række sagn og mytologier, puttet dem ned i blenderen og trykket på knappen. Resultatet er måske en smule rodet, men også veludført, og det er en spændende præmis, at alle guder i verdens forskellige mytologier i virkeligheden blot er en race forskelligt fra mennesket, tilbedt fordi de var så uendeligt mere magtfulde. Scott har med denne historie om kampen mellem godt og ondt sat i vores verden skabt en underholdende tjubang-roman af en ungdoms-fantasy.

Om ondskab og relativisme

Som I sikkert ved, findes der noget der hedder ”kontrafaktisk historieskrivning”, hvilket er en historisk øvelse, der går ud på at sige ”Hvad nu hvis?”. Hvad nu hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig? Hvad nu hvis russerne ikke havde forladt Bornholm dengang i 1946? Hvad nu hvis Stavnsbåndet aldrig var blevet ophævet? I ved, den slags spørgsmål. Gregory Maguires roman ”Wicked”, som er baggrunden for musicalen af samme navn, der går på Det Ny Teater for tiden, kunne man kalde for en form for ”kontrafaktisk romanskrivning”. Romanen baserer sig nemlig på L. Frank Baums klassiske børnefortælling ”Troldmanden fra Oz”, men Maguire vender landet Oz på hovedet, så man må opgive alle fordomme om, hvem der er gode og hvem der er onde. Nu er ”Troldmanden fra Oz” selvfølgelig fiktion og ikke fakta, så der er nok snarere kalde det ”kontrafiktionel romanskrivning”. Man kunne selvfølgelig også bare kalde det ”intertekstualitet”, men nu skal vi ikke blive for akademiske.

Faktum er, at Maguire har skabt en rigtig interessant roman ved at tage en historie de fleste kender, sætte spørgsmålet ved det grundlæggende præmis om godt og ondt og dermed dreje hele univers, så det på trods af sin genkendelighed, bliver helt fremmed.

I romanen følger man Elphaba, ”The Wicked Witch of the West”, lige fra hun til sin forældres forfærdelse bliver født grøn, over skoletiden i Shiz, hvor Elphaba selv bliver forfærdet over samfundets behandling af Dyr (besjælede dyr) og beslutter at kæmpe mod Troldmanden til hun til sidst dør for menneskepigen Dorothys hånd. Elphaba forsøger at kæmpe mod troldmandens fornedrelse af både Dyr og befolkningsgrupper, som han ikke kan kontrollere, men igen og igen oplever hun blot sin egen magtesløshed, hvilket gør hende mere og mere frustreret. Det er en blanding af hendes anderledes udseende og aktivisme, der gør at hun i sidste ende bliver kendt som Vestens Onde Heks, på trods af at hun egentlig ikke udøver voldsomt meget magi. Således er Oz i Maguires fortolkning præget af fordomme og overtro.

I det hele taget er det Oz, man ser i ”Wicked” et ubehageligt, gråt og utrygt sted, hvor al anderledes tænkning eller opførsel hurtigt bliver undertrykt af den despotiske Troldmand. Således fremstår ”Wicked” nærmest som en dystopi, især fordi Elphaba, i modsætning til mangen en helt, ikke formår at vælte despoten. Selvom den berømte Troldmand fra Oz her bliver portrætteret som magtsyg og ond, er der ikke mange andre karakterer, bortset fra Madame Morrible, der gennemgående er onde. Til gengæld er der heller ikke så mange ”gode” karakterer. Derfor er ”Wicked” på mange måder en deprimerende, men spændende undersøgelse af ondskab, og hvad der egentlig skal til før nogen er direkte onde.

”Wicked” bruger altså temaet om godt og ondt, som det sig hør og bør for høj fantasi, men i modsætning til hvad traditionen foreskriver, er der ikke nogen endegyldig kamp mellem de to sider, eller for den sags skyld en afklaring af, hvem der tilhører hvilken side, og på den måde forekommer romanen noget uforløst, hvilket har ekko i Elphabas liv, der også ender uforløst. Fordi romanen ikke har nogen sejr over ondskaben, er ”Wicked en noget anderledes fantasy roman, men den er absolut anbefalelsesværdig og giver lejlighed til at tænke over, hvad ondskab er og om det overhovedet er en størrelse, der kan defineres entydigt.

Om familier og deres genvordigheder

Alles familier er problematiske og alle mennesker, selv dem der kommer fra velfungerende og helt og aldeles normale hjem, skal finde en måde at løsrive sig fra familien og blive individer, selvfølgelig med den indflydelse der uvægerligt kommer fra søskende og forældre. I Neil Gaimans roman ”Anansi Boys” er temaet netop at blive individ, ikke automatisk en forlængelse af sine forældre, men heller ikke en fuldstændig afvisning af dem. Desværre for Charlie Nancy, der står med problemet er hans familie alt andet end normal.

Romanen indledes med at Charlies far dør. Denne mand er den pinligste af alle pinlige forældre (bortset selvfølgelig fra moren i ”Max Pinlig), og han har brugt hele Charlies barndom på at gøre ham til grin på tusind forskellige måder. Så da Charlie hører, at hans far er død, føler han, udover en voldsom pinlighed over måden Charlies far dør på, ikke så meget sorg som en svag lettelse. Men Charlies trængsler er kun lige begyndt, for det viser sig, at hans far var ingen ringere end edderkoppeguden Anansi, hvis største fornøjelse er at narre andre, både guder og dødelige, gennem forskellige practical jokes. Derfor bliver Anansis død startskuddet for en omvæltning af Charlies liv, heriblandt introduktionen af broderen han ikke vidste han havde, men som viser sig at være mindst lige så besværligt et bekendtskab som faderen.

Romanen følger Charlie efterhånden som han lærer at komme overens med sig selv og sin familie og erkender at han er en del af sin familie på godt og ondt. Gaiman gør dette rigtig godt og det er et interessant tema for hvem er ikke blevet flov over sine forældre eller har følt sig tilsidesat af sine søskende. ”Anansi Boys” handler ikke om den store kamp mellem godt og ondt, men udnytter fantasy formen til at fortælle en historie om en udfordring, de fleste kan nikke genkendende til.

”Anansi Boys” falder ind under kategorien ”lav” fantasy, idet den foregår i vores velkendte verden, tilsat en smule magi. Her har Gaiman ladet sig inspirere af den caribiske mytologikreds, som bogen giver en interessant, uden dog at være udtømmende, indføring i. Gaiman gør mytologien levende gennem guderne, der på samme tid er dyr og menneske, og på en eller anden måde formår han at introducere denne gamle sagnverden i den moderne verden på en både naturlig og interessant måde, uden at tabe den underliggende historie af syne. Selv om jeg normalt foretrækker fantasyromaner, der foregår i fremmede verdener, viser ”Anansi Boys”, at det er fuldt ud muligt at lave fascinerende og vedkommende fantasy, der finder sted i vores ”normale” verden, uden at det bliver prosaisk og mister magien.

Neil Gaiman: "Anansi Boys", 2005

Om kategorisering veje og vildveje

Så gik der alligevel noget tid inden jeg vendte tilbage, men jeg har brugt tiden fornuftigt (hvis jeg selv skal sige det, og hvem skulle ellers?) og læst tre fantasy romaner, som jeg vender tilbage til inden for den næste uges tid. Det er dog ikke dem indlægget skal handle om i dag, jeg kunne nemlig godt tænke mig at fabulere lidt om fantasy genren som sådan og nogle af de kategorier den kan opdeles i. Udbuddet af fantasy romaner er enormt, i hvert fald hvis man regner det engelsksprogede marked med, og bøgerne er uhyre varierede og forskellige, så selv hvis man kan lide én type fantasy, er det langt fra sikkert at resten af genren taler til ens smag. Derfor ville jeg gerne tilbyde en knivskarp opdeling af genren i undergenrer og kategorier, og det er i virkeligheden derfor, det har taget mig så længe at vende tilbage, for det er slet ikke så nemt som det (måske) lyder.

Som forberedelse til indlægget søgte jeg lidt på nettet, for at se hvordan andre har inddelt genren, men i stedet for at føle afklarelsens beroligende omfavnelse blev jeg blot mere forvirret, for der er som sagt uendelig mange underinddelinger. Det største problem er dog ikke mængden af kategorier, men at afgrænsningen foregår på forskellige præmisser. Således kan man se undergenrer, der er defineret af hvilken type verden de foregår, andre kendetegnes ved deres temaer og atter andre grupperes ud fra hvilke væsner, der befolker romanerne. Problemet her er, at de forskellige præmisser gør kategorierne usammenlignelige, og desuden kan det sagtens forekomme, at én roman opfylder kriterierne for indtil flere undergenrer på én gang, og så er spørgsmålet, hvor effektive inddelingerne egentlig er.

Så sad jeg der fortvivlet og vidste slet ikke, hvad jeg skulle skrive til jer, kære læsere, og tænkte at nogen burde redde trådene ud, så de forskellige inddelinger blev klarere og mere brugbare. Og det tænker jeg sådan set stadig, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke har gjort så meget ved det endnu; det er et større stykke arbejde, som man hurtigt kunne bruge en hel bog på at udrede. Måske får jeg engang taget mig sammen til at skrive sådan en. Måske ikke.

Men for ikke at afslutte på et fuldstændigt nulpunkt, vil jeg kort forklare om én opdeling, der opdeler genren i to afgrænsede grupper (der er selvfølgelig altid undtagelser, der forsøger at unddrage sig klassifikation, men for klarhedens skyld ignorerer vi disse renegater i første omgang). Jeg taler selvfølgelig om opdelingen mellem høj og lav fantasy. Betegnelserne er ikke udtryk for en vurdering af romanerne, men hentyder derimod til om romanerne foregår i vores almindelige verden, kaldet primærverdenen (lav fantasy), eller om forfatteren lader sine karakterer rende rundt i et helt andet univers med andre naturlove og traditioner, kaldet sekundærverdenen (høj fantasy). Rigtig meget af det mest kendte fantasy er høj fantasy, lige fra ”Ringenes Herre” til serien om Narnia, men jeg synes, der er en tendens i retning af at mere og mere fantasy foregår i vores egen verden, og at den lave fantasy dermed er på vej fremad. Det ses for eksempel i de nye vampyr-serier som ”Twilight” og ”True Blood” og i flere af Neil Gaimans romaner. Selvom det igen er generalisering er der en tendens til at temaet i høj fantasy er kampen mellem godt og ondt, med menneskehedens skæbne som indsats. I lav fantasy er der som oftest ikke helt så meget på spil, her er det sædvanligvis mest hovedpersonens eget liv, der skal kæmpes for.

Det var så det første (overordentligt) forsigtige skridt i retningen af en kategorisering af fantasy genren, men som vi skal se, når jeg senere anmelder de tre fantasy romaner, jeg har læst på det sidste, er selv denne basale inddeling tåget og usikker, når det kommer til de enkelte værker. På genlæs…

Dystopisk ungdomssci-fi

Til jeres adspredelse bringer jeg her en anmeldelse af Ally Condies nye roman Matched, som jeg har prøvet at afsætte til Politiken. De bed desværre ikke på, men det kan jo så komme jer til gode.

Selvom den amerikanske forfatter Ally Condie har en længere produktion af ungdomsbøger bag sig, er Matched den første af hendes romaner, der er oversat til dansk, og i USA har den gået sin sejrsgang med fansites og rygter om kommende filmatisering til følge. Denne første del af en kommende trilogi er udråbt til Twilight-seriens efterfølger, fordi den primært henvender sig til teenagepiger og i øvrigt er ved at opnå en lignende popularitet. Men Matched er både bedre skrevet og plotmæssigt mere sofistikeret end vampyrfortællingen.

Matched er en science fiction roman, der foregår i en ikke nærmere specificeret fremtid. Her lever den 17-årige Cassia i Samfundet, hvor alt fra karriere til ægtefælle bestemmes ud fra statistiske beregninger af borgernes mest sandsynlige adfærd. Sidstnævnte offentliggøres ved store banketter, hvor unge mænd og kvinder får at vide, hvem samfundet har besluttet er deres mest optimale ”match”. Romanen begynder netop ved Cassias egen banket, hvor hun højst usandsynligt bliver sat sammen med en dreng hun kender i forvejen, hendes barndomsven Xander, og det ser ud til, at scenen er sat til en lykkelig slutning. Lige indtil Cassia kommer hjem med mikrokortet, hvor Samfundet har gemt oplysninger om hendes match, sætter det i computeren og en anden dreng, Ky, der er endnu en barndomsven, pludselig toner frem på skærmen. Denne tilsyneladende fejl fra myndighedernes side kombineret med et Dylan Thomas digt Cassia får af sin bedstefar, bliver afsættet for hendes begyndende desillusionering overfor Samfundets manipulation. Hvad der for Cassia hidtil har syntes at være et utopisk samfund, hvor alle lever behagelige, sygdomsfri liv, viser sig i stedet at være en klaustrofobisk og determineret dystopi.

Hovedintrigen i romanen består i Cassias valg mellem Xander og Ky, der er valget mellem det forudbestemte, statistisk optimale og det utæmmelige, lidenskabelige. Cassias dilemma forøges af to omstændigheder, for det første at begge fyre er sympatiske og for det andet, og mere interessant, at ingen af forholdene opstår uden indblanding fra Samfundets side. Dermed bliver spørgsmålet om, hvorvidt følelser overhovedet kan være ægte, hvis de er fremmanipuleret af en tredje part centralt for Cassia.

Trekantsdramaet forekommer måske på overfladen en smule banal, men nedenunder det umiddelbare teenagefnidder fungerer Cassias dilemma som et billede på den større konflikt i bogen, nemlig Cassias afvisning af Samfundets overherredømme og manipulation. Og det er netop i afdækningen af Samfundet og diskussionen af bekvemmelighedens pris, at romanen har sin helt store styrke.

Ally Condie lancerer bestemt ikke et frontalangreb mod problematikken omkring fri vilje og afgivelsen af samme til fordel for tryghed, men temaet ligger hele tiden under overfladen og det underspillede heri giver romanen en god dybde, som ellers ofte er fraværende i ungdomsbøger af denne type. At Condie mestrer antydningens kunst viser sig også i kærlighedsforholdet mellem Cassia og Ky, der får sin intensitet af en blanding af de to unge menneskers fælles udforskning af forbudte tanker, samt det faktum at deres kærlighed er illegal.

Matched er en velafrundet roman, der har en fin balance mellem på den ene side at være et værk i sig selv og på den anden side pege videre frem i trilogien. Faktisk er mit eneste kritikpunkt, at Condies poetiske sprog af og til bevæger sig over på den forkerte side af grænsen til det banale. Ellers er Matched i det store og hele en rigtig fin ungdomsbog, der forstår at udnytte velkendte plottråde fra science fiction-genren og gøre dem til sine egne. Tiden må vise om Condies tankevækkende værk har styrken til at vælte de seksuelt frustrerede vampyrer af blockbuster-pinden.

Svar på anden runde

Deltagelsen i alletiders mest fantastiske quiz har været noget sløj - for slet ikke at sige ikke-eksisterende, men derfor skal I jo ikke snydes for svaret. Og det er selvfølgelig, at citatet stammer fra fantasy klassikeren Ringenes Herre, nærmere bestemt "Eventyret om ringen", hvor Gandalf belærer Frodo, om at selv om Gollum er en grimmer en, der har forrådt Bilbo, kan man ikke bare gå rundt og ønske ham død. Jeg indrømmer, at Gandalf er noget mere veltalende end jeg er, men meningen er den samme.

Imorgen vender jeg tilbage, ikke med en ny omgang quiz, men derimod med en anmeldelse af Ally Condies bog "Matched", der spås en fremtid på linje med "Twilight"-serien, se mere i morgen.

Runde to

Jeg har fundet et nyt og, synes jeg selv, nemmere citat til denne anden runde i den verdensberømte citatquiz. Denne gang bringer jeg det både på originalsproget engelsk og i dansk oversættelse, så er der flere, der kan lege med.

Her er citatet på dansk:

" 'Mange levende fortjener døden, og nogle af dem, der dør, fortjener livet. Kan du skænke dem livet? Så vær dog ikke så ivrig efter at uddele dødsdomme.' "

Og på engelsk:

" 'Many that live deserve death. And some that die deserve life. Can you give it to them? Then do not be too eager to deal out death in judgement' "

Eftersom det er et meget kort citat, får I lidt bonusinfo: Romanen er oprindeligt udgivet i 1954 og er en af de mest kendte fantasyromaner nogensinde. Kom med jeres bud, svaret kommer jeg med i morgen.

Svar på citatquizzen

Selv om der ikke er nogen, der har svaret på quizzen, skal sandheden jo frem, så her kommer svaret. Citatet stammer fra Philip Pullmans roman Det Gyldne Kompas, den første bog i trilogien af samme navn, på engelsk His Dark Materials. Det er en absolut genal trilogi, som jeg vender tilbage til senere i denne majs Fantasy Festival her på bloggen. Scenen som jeg tog citatet fra er den hvor Lyra får overrakt Alethiometeret af Rektor på Jordan-kollegiet, en handling der for alvor sætter gang i fortællingen.

Nu gik det jo ikke så godt med at få nogle bud på, hvor citatet kommer fra, men kig forbi i morgen aften hvor jeg har et nyt citat klar, jeg prøver at finde et, der er lidt nemmere.

Fantasy citatquiz

Så er dagen endelig omrunden, det vi alle har ventet på. Det er blevet tid til at prale skamløst med sin overvældende viden indenfor fantasy litteratur. Nu skal vi nemlig lege fantasy citatquiz, eller "gæt-en-fantasy-roman-udfra-et-citat"-legen, hvad end der er mest mundret.

Reglerne er simple: Nedenfor kommer med et citat fra en fantasyroman og det er så op til jer at gætte, hvilken roman der er tale om. Det er absolut ingen præmier, men man vinder æren, og det er slet heller ikke nogen dårlig præmie.

Så hvis alle er klar, kommer nu det citatet:

"Han gik over til sit skrivebord, trak en skuffe ud og tog en lille bylt svøbt i sort fløjl. Da han tog klædet af, kom noget, der lignede et stort lommeur til syne: Det havde en tyk skive af messing og krystal. Det kunne godt ligne et kompas eller noget i den stil.

'Hvad er det?' spurgte hun.
'Det er et alethiometer. Det er det ene af seks, der nogensinde er fremstillet [...]'"

Så skriv en kommentar og kom med jeres bud på hvilken roman citatet stammer fra. I morgen aften kl ni afslører jeg det rigtige svar, så det er bare med at komme i gang. Til årerne folkens!

I'm back!

Nøj, hvor er det længe siden jeg sidst har fået lavet et indlæg herinde, men det er åbenbart lidt ligesom motion: Hvis man springer en træningsgang over, går der gerne et par måneder eller tolv inden man kommer i gang igen. Behøver jeg at sige, at mine motionsvaner ikke ligefrem er regelmæssige?

Det startede alt sammen med, at jeg tog tre uger til USA, hvor jeg ikke lige fik skrevet nogen indlæg (men fik dog købt nogle bøger, og det er jo det vigtigste), så kom jeg hjem og havde ambitioner om, at nu skulle jeg helt bestemt finde mig et forlagsjob (for det er jo så nemt), og så gled bloggen desværre i baggrunden. Det helt nødvendige spark i bagdelen kom fra Bogklubben mener, der har bedt mig om at skrive et indlæg til deres serie ”Min bogverden”, men så bliver jeg jo næsten nødt til at have min blog op at køre igen, hvilket bringer os frem til nutiden.

Det eneste problem med at starte bloggen op nu er, at jeg har haft travlt med at læse de bøger, jeg skal anmelde til BogMagasinet, Arnold Buscks gratis magasin (prøv at se nederst side 54, bare et forslag), at jeg ikke rigtig har nogen jeg kan anmelde her, men så kan jeg jo fortælle lidt om, hvad der er på tapetet det næste stykke tid her på siden. Men lad os først kaste et blik på min bogfangst ovre fra den anden side af Atlanterhavet, hvor bogindkøbsmulighederne er rigelige og priserne er dejligt lave:

Som I kan se er der lidt af hvert: et par tøsebøger af Jill Mansell (noget bedre end Katie Ffordes bøger), Kraken af China Miéville og Wicked af Gregory Maguire er begge fantasy bøger, som jeg endnu ikke fået læst, og så er der de amerikanske klassikere To Kill a Mockingbird af Harper Lee og en samling af Hemingways avisreporter. Alt i alt en temmelig god fangst og hvis det ikke var så forbandet dyrt at sende bøger hjem fra Florida, ville jeg nok have købt et par stykker til.

Det er ikke kun min blog, jeg har forsømt på det sidste, også Bogudfordringen 2011 er blevet fuldstændig negligeret de sidste to måneder, men nu skal det være slut skal det, og det bringer os samtidig frem til, hvad jeg vil fylde bloggen med den næste måneds tid. I anledning af maj udfordringen erklærer jeg nemlig hermed (trompetfanfare) maj måned for fantasy måned her på En læsers bekendelser. Ikke blot vil jeg anmelde disse to bøger:

Der vil også være små essays om fantasygenrens mange ansigter, forslag til læsning inden for genren og mine favorit fantasy romaner. Så glæd og husk at følge med, for denne gang kan det ikke gå galt!

Om spøgelser og moral

Tonya Hurley: Ghostgirl og Ghostgirl Homecoming, 2009 og 2010.

På det sidste har der været forskellige bølger af trends indenfor teenage fantasy litteraturen. Først kom vampyr/varulvebølgen med værker som Twillight og serien om Sookie Stackhouse. Så kom engel/spøgelsebølgen, som Ghostgirl placerer sig solidt indenfor. Bøgerne foregår i den traditionelle, amerikanske High School verden vi alle kender fra utallige film og serier, hvor cheerleaderne er populære, men lede og overfladiske og altid dater quarterback’en. Midt i denne verden finder vi Charlotte, der er så usynlig for omverdenen at selv pedellen overser hende, noget hun er fast besluttet på at ændre. Charlotte vil simpelthen bruge skoleåret på at blive ligesom cheerleaderen Petula og score den lækre football-spiller Damen, så hun endelig kan blive anerkendt som et medmenneske. Desværre kommer der nogen i vejen for hendes plan, hun bliver nemlig kvalt i en vingummibamse. Charlotte vågner op på skolen igen som spøgelse, men i stedet for at koncentrere sig om at være spøgelse og komme over på ”den anden side”, insisterer hun på at blande sig i de levendes verden i et fortsat forsøg på at blive accepteret. Det afstedkommer selvfølgelig en masse problemer inden Charlotte indser, hvor hun nu hører hjemme og redder sine medspøgelser samtidig med at den lede Petula får sin bekomst.

I toeren er Charlotte og medspøgelserne kommet videre til, hvad der ser ud til at være et enormt, himmelsk telefoncenter, hvor de døde teenagere skal hjælpe de levende i en slags underbevidsthedens Børnetelefon. Også i dette bind handler konflikten om sammenblandingen af de dødes og de levendes verdener, idet Scarlet (Charlottes ven fra etteren) overskrider tærsklen mellem død og levende i et forsøg på at redde sin søster Petula, der svæver i livsfare efter en fejlslået pedicure. Men udover den helt åbenlyse konflikt, der bunder i at få oprettet balancen, så de døde og de levende holdes adskilt, er der også en gennemgående morale, omkring nødvendigheden af at stole på andres troskab, både i venskab og i kærlighed.

Der er en tyk og synlig morale i begge bøger, det skulle jo nødigt være sådan, at læseren ikke forstod meningen, men der er til gengæld også en befriende humor til at skylle moralen ned med. Det er den satiriske tilgang til teenage-livet, der gør serien værd at læse, på trods af stiliserede karakterer og forudsigeligt plot. Men hvor børnefantasy af og til stiller så store spørgsmål, at det også bliver interessant for voksne, holder Ghostgirl sig på et niveau, der trods alt nok er mest interessant for unge.

Om det rare ved tomme kalorier

Katie Fforde: Practically Perfect og Thyme Out, henholdsvis 2006 og 2000.

At sammensætte sin læsning er som at sammensætte sin kost: Man skal huske det, der måske er lidt svært fordøjeligt, men til gengæld er fuldt af fibre og så skal man af og til læse det letfordøjelige, der får de andre bøger til at glide lidt lettere ned. Katie Ffordes bøger hører afgjort til den sidste kategori. Disse bøger er hverken nyskabende, udfordrende eller tankevækkende, alligevel har jeg læst samtlige værker i Ffordes oeuvre. Jeg kan ikke helt forklare det, for selv om bøgerne selvfølgelig er underholdende, kører de stort set alle sammen efter den samme, lettere reaktionære, skabelon. Bøgerne handler (stort set) altid om en kvinde der er ved at starte en virksomhed op, eller få den til at blive rentabel. Hovedpersonen går altid enormt meget op i sin selvstændighed, men på en måde der får hende til at opføre sig barnligt overfor den mandlige hovedperson, som hun uundgåeligt forelsker sig i. Selvom kvindens forretning altid kommer på benene, ender hendes selvstændighed ofte med at bringe hende i situationer, hvor hun skal reddes af den mandlige hovedperson, som hun altid ender med at gifte sig med i en endelig underkastelse af kvindelig impulsivitet overfor mandlig fornuft. Feminismen bliver slået år tilbage i hver eneste af bøgerne. Og alligevel læser jeg dem igen og igen, jeg forstår det faktisk ikke. Jeg tror måske det har noget med trygheden ved gentagelser at gøre, jeg ved, hvad der kommer, så jeg behøves ikke at være bange for overraskelser. Det kan også have noget med kvindernes foretagsomhed at gøre, de har alle som en et unikt talent, som de forstår at lave en forretning ud af. Så sidder jeg jo tilbage og tænker, at så kan jeg da også tjene penge på min kager, hvor ikke? Jeg kan ærlig talt ikke forklare det, men faktum er at Katie Ffordes bøger er min yndlings tøse litteratur. (Og bedst læst med en kop te og et stykke svumset kage).

Om humor og jordens undergang

Terry Pratchett & Neil Gaiman: Good Omens, 1990.

Lige siden jeg læste American Gods har Neil Gaiman været en af mine favorit forfattere indenfor fantasy-genren. Han kreerer nogle fantastisk dystre, interessante og dybt originale verdener som lige er til at fortabe sig i. Da jeg så denne bog, hvor han har slået sig sammen med Terry Pratchett, forfatteren til den humoristiske og efterhånden temmelig lange fantasyserie Discworld, kunne jeg ikke dy mig for at købe den med hjem, så jeg kunne undersøge resultatet af samspillet. For hvad sker der lige, når man kombinerer to vidt forskellige forfattere, der på hver sin måde har været nyskabende indenfor fantasy-genren? Svaret er, at man ender med en endog vældig morsom bog om jordens undergang.

Aziraphale, en engel, og Crowley, en dæmon, har været på jorden siden begyndelsen, hvilket rundt regnet vil sige seks årtusinder, og de kan egentlig ret godt lide stedet, i hvert fald meget bedre end de kan lide Himlen eller Helvedet. Og det er der sådan set kun ét problem med, nemlig at jorden snart vil gå under i den endelige kamp mellem Gud og Satan, den såkaldte Dommedag. Idet Armageddon sættes i gang af Antikrists ondskab, beslutter Aziraphale og Crowley at forsøge at udsætte den sidste dag ved at påvirke hans opvækst med både gode og onde indflydelser. En rigtig god plan, bortset fra at Antikrist bliver forbyttet én gang for meget og derfor vokser op i fred og ro med en rent menneskelig påvirkning, hvilket viser sig at have en afgørende betydning for Dommedagens udvikling. Andre karakterer er Anathema Device, der er i besiddelse af sin formoder Agnes Nutters uendeligt præcise og meget udechifrerbare forudsigelser, Newton Pulsifer, menig i Heksefindernes hær der samlet set består af to personer, samt Madam Tracy, dels løsagtig kvindemenneske, dels passende okkult medium.

Good Omens’ skøre, kaotiske og satiriske univers minder om Douglas Adams på en god dag, hvilket ikke er nogen moderat ros. I særlig grad skal forfatterne lykønskes med den lille bande børn, der både er underfundige, sjove og barnlige på den bedst mulige måde. Men nok fra mig, herfra skal kun lyde et højt: ”Læs den”!

Novellens vanskelighed

Vibeke Marx: Et godt ben og andre noveller, 2000.

Jeg kan ikke hitte ud af noveller. De er for korte til at gå i dybden med, hvad de nu end handler om, så de må nøjes med at vise overfladen og hentyde til det, der ligger under den, hvilket formentlig også er novellens styrke. Den kan ikke pensle det hele ud for læseren, der således bliver sat i arbejde for at finde ud af, hvad meningen egentlig er. Måske er jeg bare for doven til noveller. Jeg kan i hvert fald godt lide den langsomme og grundige udvikling, som romanen i sine bedste inkarnationer kan tilbyde. Så jeg nærmede mig Vibeke Marx’ novellesamling forsigtigt og uden nogen anelse om, hvordan man griber sådan én an. Læser man det hele på en gang, eller nøjes man med en lille bid af og til, der så fordøjes i fred og ro? Jeg endte med at læse hele samlingen i et hug, mest fordi den er så dejlig kort og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle mene om det. Og det gør jeg egentlig stadigvæk ikke.

Samlingen består af 21 korte brudstykker, de fleste ikke længere end et par sider. Det er svært samlet set at sige, hvad de handler om, bortset fra at de handler om relationer mellem nære mennesker, forældre og børn, ægtefolk, søskende, men det gør det meste jo. Størstedelen af novellerne fanger karaktererne i de valg, store eller små, der ender med at have en afgørende (ofte negativ) indflydelse på deres liv. Sproget er ligetil og dets simpelhed fungerer rigtig godt i de kortfattede brudstykker. De bedste af stykkerne, som Rekonstruktion, En fejl, Fotografiet og Alexander, sætter på fremragende vis en finger på det smertelige i relation til ens allernærmeste. Alligevel havde jeg svært ved at blive fanget af samlingen, der manglede en kontinuerlighed, som den man finder i romaner. Så det er nok bare sådan at Et godt ben og andre noveller er en rigtig fin novellesamling, men at genren ikke rigtig passer til mig.

Om vold og Haiti

Nick Stone: Mr. Clarinet, 2006. Så vidt jeg ved endnu ikke oversat til dansk.

Som jeg tidligere har skrevet, skal manden og jeg til Florida i løbet af det tidlige forår, allerede om et par uger faktisk. I forberedelse hertil har jeg lånt lidt forskelligt på biblioteket. Det drejer sig eksempelvis om fagbøger om Den Amerikanske Borgerkrig og raceforholdene i Syden, som jeg udmærket godt ved jeg aldrig får læst, og skønlitterære titler som På udkig efter Hemingway af Leif Davidsen samt Mr. Clarinet af Nick Stone som dette indlæg handler om. I min guidebog står Nick Stones thrillere nævnt underholdende læsning om Miami, men denne første i serien foregår hovedsageligt på Haiti, hvilket vidste sig at være heldigt, for hvis den faktisk havde forgået i Solskinsstaten er jeg ikke sikker på, jeg havde turdet tage af sted.

Mr. Clarinet handler om den tidligere privatdetektiv Max Mingus, hvis kone dør kort tid før han bliver løsladt fra fængslet (hvor han har opholdt sig på grund af en iboende tendens til selvtægt). For at udskyde øjeblikket, hvor han bliver nødt til at se sit gamle, nu tomme, hus og dermed konens død i øjnene indvilger Mingus i at prøve at finde Charlie Carver, en lille dreng der blev kidnappet på Haiti to år før historien begynder. Belønningen er penge. Rigtig mange penge. Ulempen er at de andre detektiver, der før har forsøgt at finde drengen enten er forsvundet, kvalt i deres egen penis eller har fået opereret deres mavesystem om, så de lider af konstant dysenteri. Ikke rart. Men vores Mingus er en hård cowboy med den rette blanding af sympati for sine medmennesker forståelse for selvtægt, der gør at han selvfølgelig er den rette mand til at opklare forbrydelsen. En opklaring der, uden at afsløre for meget, involverer en organisation, som sælger børn som velopdragne sexslaver til (indflydelses)rige mænd.

I det store og hele kan jeg godt lide Mr. Clarinet, plottet er spændende, overraskelserne kommer uventet og bogen tilbyder interessante glimt af Haitis religiøse kultur med voodoo ritualer og mørk magi uden at opklaringen af forbrydelsen på nogen måde bevæger sig over i det, for krimigenren, irriterende overnaturlige. På den anden side var romanen længe om at fange mig, måske fordi den sine steder er så udpenslet, overdrevet voldelig, måske fordi der er en implicit anerkendelse af selvtægtens nødvendighed, måske fordi den i desperat grad mangler selvironi, måske fordi der simpelthen sker mere i den anden halvdel af bogen. Læs den for underholdningens skyld, hvis du er glad for den allermest hårdkogte og voldelige del af krimigenren. Ellers er tiden bedre brugt på andre romaner.

Om stolthed og krimier

Philip Kerr: Martsvioler, 1996. Oversat fra March Violets, 1989.
Månedens udfordring i Bogudfordringen 2011 lyder på at læse en krimi udgivet før 2000. Det i sig selv forekommer ikke så svært, jeg føler mig rimeligt velbevandret indenfor genren, og det burde ikke volde mange problemer at finde den helt rigtige krimi til udfordringen. Og der, mine damer og herrer, har vi det første problem, for af uvisse årsager fik jeg bildt mig selv ind, at den krimi jeg læste i denne sammenhæng, skulle være den helt rigtige og på en og samme gang demonstrere min fantastiske smag og sige noget om, hvem jeg er. Hvilket i sidste ende måske er lidt vel meget at forlange af én enkelt bog. Især når min smag slet ikke er så fantastisk. Men i hvert fald bevirkede min, kun halvt indrømmede, målsætning, at jeg har lånt endog vældig mange krimier og spændingsromaner hjem den sidste måneds tid (og at jeg fik læst Chabons Pittsburgh-Mysterierne). Jeg var forbi Sue Grafton, Robert Ludlum (fordi Matt Damon er så pæn i Bourne-filmene), Patricia D. Cornwall og Leif Davidsen, men jeg havde ikke rigtig lyst til at læse nogen af dem. Så kom jeg i tanke om, at jeg aldrig har fået læst Philip Kerrs Berlin Noir-trilogi, og vupti, havde jeg svaret på alle mine problemer.
Martsvioler handler om privatdetektiven Bernhard Gunther, der lever og arbejder i mellemkrigstidens Berlin, under Hitlers dystre styre. Gunther bliver hyret af en rig stål-magnat til at undersøge omstændighederne omkring hans datters død, men det viser sig at flere sager vikler sig sammen og Gunther involveres i mange ubehagelige kredse, lige fra Berlins organiserede kriminalitet til Görings hof. Martsvioler fornyer ikke Noir-genren, men udnytter den derimod fuldt ud til at beskrive angsten og håbløsheden i det korrupte styre, hvor mennesker forsvinder hver dag uden at nogen hæver et øjenbryn og opportunister melder sig under Nazi-fanen for egen vindings skyld (det er dem titlen hentyder til). Gunther selv er en typisk hårdkogt detektiv, desillusioneret og uden for mange samvittighedskvaler, men dog med moralen på det rette sted. Han er et behageligt bekendtskab, både på grund af sit sarkastisk-skarpe syn på det nazistiske styre, men også fordi han balancerer sine moralsk korrekte holdninger med en praktisk sans for overlevelse, hvilket trods alt gør ham til en rimelig realistisk karakter. Én ting der er karakteristisk for Noir-genren er, at selv om krimigåden altid løses, betyder det langt fra, at verdensordenen er genoprettet, som regel er detektiven i en værre situation ved afslutningen af romanen end i starten. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det også gælder for Martsvioler, men her er det ikke kun Gunther, men hele Berlin, hvis situation forværres gennem romanen. Eller måske er det blot udtryk for at Gunther opdager, hvor slemt det egentlig står til. Under alle omstændigheder kan Martsvioler varmt anbefales, både for krimihistorien og for indblikket i mellemkrigstidens Berlin.

Om bøger og filmatiseringer

Robert J. Sawyer: Flashforward, 1999. Så vidt vides er romanen endnu ikke oversat til dansk.
Fordi jeg havde hørt godt om tv-serien, og fordi jeg godt kan lide Dominic Monaghan, gav jeg min mand tv-serien Flashforward på DVD til jul. Efter et jævnt underholdende gennemsyn af serien, fik jeg lyst til at læse romanen bag, for som alle ved er romanen altid bedre end tv-serien/filmen, ikke sandt? Nej, det er åbenbart ikke sandt. Romanen Flashforward handler om et hold fysikere ved CERN, der i forsøget på påvise eksistensen af Higgs-bosonen (den teoretiske partikel, der giver andre partikler masse), får hele klodens befolkning til at kollapse, da deres bevidsthed transporteres over tyve år ud i fremtiden. Og romanens største plus er netop idéen bag: Hvad ville der ske, hvis hele jordens befolkning fik et glimt af deres liv 21 år ude i fremtiden, og kan fremtiden overhovedet forudsiges helt entydigt? Disse spørgsmål er interessante, men desværre står skrivningen ikke mål med idéen. Det største problem er karakterernes indre monologer, der enten er vildt melodramatiske eller kedeligt lommefilosofiske, hvilket simpelthen er for irriterende. Romanen fungerer bedst, om end ikke optimalt, i de mere handlings- og dialogprægede sekvenser, og Sawyer kunne med fordel have udvidet disse dele på bekostning af de indre monologer, der flere gange fik mig til at vende det hvide ud af øjnene og mumle utydeligt om amerikanere og deres melodrama (Sawyer er vist egentlig canadier, men man skal jo ikke diskriminere).
Det taget i betragtning undrer det mig egentlig ikke så meget at ABC, der har lavet bogen til en tv-serie, har nøjedes med at plukke præmissen og enkelte hændelser ud og ellers fuldstændig omskrive forlægget. Der er nemlig ikke meget af Sawyers værk tilbage i serien, så det var som at komme ind i et komplet anderledes univers, da jeg læste romanen. Så hatten skal af for ABC, der har skabt en serie med mere handling, bedre udviklede karakterer og mere spænding end bogforlægget. Det er da (normalt) noget af en bedrift.

Et (mestendels) glædeligt gensyn

Bill Bryson: A Short History of Nearly Everything, 2003. Findes på dansk under titlen En kort historie om næsten alt.
Efter i sidste uge at have læst to bøger, der på forskellige måder overraskede mig, trængte jeg i denne uge til noget velkendt. Til at læse en bog, som jeg vidste hvad indeholdt, og hvor jeg var klar over, at jeg ville blive underholdt. Det resulterede alt sammen i en uoverstigelig trang til at genlæse Bill Brysons mesterværk om naturvidenskabens historie. Problemet var blot, at jeg jo allerede har læst den, at det var sådan set meningen, at bloggen skulle indeholde nylæsninger, ikke genlæsninger af de samme syv bøger om og om igen. Så slog det mig, at selvom jeg har læst A Short History of Nearly Everything før, har jeg ikke skrevet om den før, og da slet ikke herinde. Denne (for mig) geniale tanke gav mig den fornødne undskyldning til at gå i gang med værket.
Genlæsningen mindede mig om alle de fantastiske ting ved Brysons bog, der udover at være et formidlingsmesterværk også er velsignet med kortfattede og underholdende biografier over alverdens excentriske videnskabsmænd. Eksempler på dedikerede videnskabsmænd er Cavendish, der gav sig selv stød for at observere påvirkningen, og J.B.S. Haldane der undervejs til at forstå, hvordan højt tryk påvirker den menneskelige organisme, var skyld i eksploderende tandfyldninger, voldsomme anfald og følelsesløshed, både hos sig selv og de venner og bekendte der agerede forsøgspersoner. Bryson formår at fortælle om udviklingen i de mange forskellige grene af naturvidenskaben klart og præcist, så jeg har følelsen af at have lært noget nyt uden for alvor at blive sat af undervejs. Selvom gennemgangen af de forskellige discipliner nødvendigvis må være overfladisk, sidder jeg tilbage med en følelse af indsigt blandet med en fornemmelse af universets kompleksitet, både i det meget store og i det meget små. Derudover informeres man som læser også om de måder mennesket gennem de sidste par hundrede år har påvirket naturen. Bryson holder disse afsnit korte og kammer aldrig over i det hellige, hvilket gør meddelelsen så meget desto mere slående.
Som den opmærksomme læser nok har bemærket, er jeg voldsomt glad for bogen, men (for selvfølgelig er der et men) jeg er muligvis nået til grænsen for hvor mange gange, jeg kan genlæse A Short History of Nearly Everything (dette må være fjerde eller femte gennemlæsning). Da jeg begyndte på bogen, var jeg fuldt af motivation og læselyst, men jo længere hen jeg nåede, desto sværere blev det at holde koncentrationen. Jeg tror, at det mestendels skyldes, at jeg trods alt har set det hele før, men det er også muligt, at fortællingen taber pusten lidt i de midterste kapitler, muligvis fordi der er færre skøre videnskabsmænd og flere kolde facts. Dette skal dog ikke afskrække nye læsere, der trygt kan regne med et velskrevet og fascinerende blik langt ud i universet og helt ind i jordens indre.

Om forventninger og fejltagelser

Når jeg starter på en bog, har jeg en forventning om, hvad jeg har i vente. Nogle gange er det en vag forestilling, udelukkende baseret på titlen og forsiden, andre gange er den helt klar, baseret på anbefalinger og anmeldelser. I denne uge blev amerikanernes udtryk ”don’t judge a book by its cover” eftervist, idet begge bøger på forskellige måder viste sig at være noget andet end det jeg havde forventet. Således troede jeg, at Martin Krasniks bog havde mere geografisk variation, samt at Michael Chabons var en krimi. Selvom bøgerne gjorde op med mine forventninger, var det alligevel nogle interessante oplevelser. Det viser bare, at det er sundt en gang i mellem at blive overrasket, og at man af og til burde læse en bog, der var valgt helt tilfældigt og uden forudgående viden. Måske.

Martin Krasnik: Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Forlaget Bianco Luno, 2008. Min amerikanske drøm består af en række interviews, som Martin Krasnik har lavet med forskellige amerikanske forfattere med det erklærede mål at genfinde den amerikanske drøm. Samtalerne knytter især an til det politiske med stort fokus på censur i forhold til Muhammed-tegningerne, invasionen af Irak og forholdet mellem det politiske højre og venstre i USA. Jeg læste bogen, fordi jeg er så heldig at skulle til Florida om en måneds tid, og hvilken bedre måde at forberede sig til en rejse, end at læse om destinationen? I den henseende var Krasniks bog nok ikke den mest velvalgte, idet hans interesseområde i bogen hovedsageligt ligger noget nordligere: i New York og Washington DC. Det sagt, så er interviewene rigtig interessante, først og fremmest fordi personerne er tegnet meget fint, så de står lyslevende under læsningen. Således krympede jeg mig under Philip Roths bryske svar (dét interview misunder jeg bestemt ikke Martin Krasnik) og holdt vejret for at høre Joan Didions sagte stemme fortælle om sin mands og datters død. Man får også en idé om, hvor bøvlet det kan være at komme tæt på litteraturens store stjerner, som da Krasnik ihærdigt forsøger at få et interview med Salman Rushdie, men i sidste ende må nøjes med et hurtigt spørgsmål til en velgørenhedsmiddag. Interviewene giver ligeledes et fascinerende indblik i den politiske situation i USA på et tidspunkt, hvor Irak-krigen bliver et mere og mere betændt emne og valget for Demokraterne står mellem Hilary Clinton og Barack Obama, et valg der bliver kogt ind til valget mellem en kvinde og en sort. Netop den fortsatte fokus på race behandler Krasnik i et medrivende og interessant interview med Bliss Broyard, hvis far først på sit dødsleje afslørede, at han var afroamerikaner, et fænomen der åbenbart har været ret almindeligt. Samlet set er Martin Krasniks fragmenterede skildring af Amerika bestemt værd at læse, både for analysen af et samfund og karakteriseringen af de mennesker, der udgør en del af den kulturelle elite på den anden side af Atlanterhavet.

Michael Chabon: Pittsburgh-Mysterierne, Lindhardt og Ringhof, 1988. Original titel: The Mysteries of Pittsburgh.
Jeg besluttede mig for at læse Pittsburgh-Mysterierne, fordi ordet ”mysterierne” indgår i titlen, hvilket fik mig til at tro, at der var tale om en krimi, hvorved jeg kunne få sat et hak i det bælte, der hedder Bogudfordringen 2011. Min fejl. For romanen er overhovedet ikke en krimi, der er godt nok gangstere med, og der bliver da også begået forbrydelser, men hele humlen i bogen ligger i, hvordan man skaber sin identitet. Arthur Bechstein, kaldet Art, er netop blevet færdig med college og imødeser en sommer fuld af sjov og kvinder, i stedet, eller måske imens, bliver sommeren en eksistentiel udfordring for Art. Spørgsmålet for hovedpersonen i løbet af sommeren er nemlig, hvem han vil være, hvilket i denne roman betyder, hvem han vil ligne. Svaret er at han i hvert fald ikke vil ligne sin gangsterfar, der i øvrigt ihærdigt forsøger at holde sin søn ude af den forbryderiske underverden. Derimod vil Art rigtig gerne være cool, aristokratisk og ovenpå som Arthur Lecomte, som først bliver hans ven og siden hans elsker. Der er nemlig også en seksuel forvirring i Art, der helt bestemt mener, at han er heteroseksuel, indtil han opdager, at han er forelsket i Arthur, samtidig er han også forelsket i den måske smukke og lettere sære Phlox, eller er han? Mysterierne som titlen henviser til, er mysterierne i at kende sig selv og andre. Spørgsmålet i romanen synes at være, om man nogensinde kan kende nogen helt, og om det overhovedet er ønskværdigt. Selv om romanen er godt skrevet og har et fint plot, fangede den mig ikke, måske fordi den tematisk er skrevet til mænd. Jeg har dog ikke opgivet forfatteren, der også har skrevet Den utrolige historie om Kavalier & Clay og Det Jiddische Politiforbund, som jeg glæder mig til at læse.

Bogprojekter til det nye år

Et nyt år er begyndt, og det er tradition i den anledning at udstikke mål for det kommende år. Normalt hopper jeg ikke på den vogn, jeg er simpelthen for glad for kage til overhovedet at forsøge at opgive de søde fristelser og fitnesscentrets kalden er nem at overhøre. I år har jeg dog opdaget indtil flere litterære projekter, jeg kan kaste mig ud i, heriblandt Bogudfordringen 2011 hos Bogklubben mener, hvor hver måned har et tema, man skal læse en bog indenfor for at gennemføre udfordringen. På den måde bliver jeg tvunget til at tænke lidt bredere end jeg måske normalt gør, jeg forudser at ”dramaer” og ”novellesamlinger” umiddelbart bliver mine største udfordringer. Andre boglige udfordringer inkluderer at læse flere bøger fra mine reoler end jeg indkøber for dermed på et tidspunkt at have læst alle bøgerne i min samling, et utopisk håb. I løbet af den sidste uge har jeg dog hjulpet det projekt en smule på vej ved blandt andet at læse den nyindskaffede Flavia de Luce og Hævneren fra Ulster af Alan Bradley, så måske det lykkes en dag.

Peter Carey: Parrot and Olivier in America, Faber and Faber, 2010.
Læsningen af Parrot and Olivier in America har været længe undervejs, ikke fordi den er kedelig eller svært tilgængelig, men simpelthen fordi jeg begyndte på den i slutfasen af mit specialeskriveri i efteråret, hvor jeg ikke havde plads i hovedet til den. Heldigvis afleverede jeg den ikke bare på biblioteket igen, men gemte den derimod til juleferien, hvor der, teoretisk set, er oceaner af tid til at fordybe sig i en god historie. Romanen handler om den franske adelsmand Olivier de Garmont, der bliver sendt til USA af sin mor for at undgå at få kappet hovedet af i den turbulente tid efter den franske revolution. Faktisk bliver han ikke så meget sendt som kidnappet, og vores aristokratiske ven vågner først op, da skibet er godt på vej til Amerika. Med sig har han englænderen Parrot, der i princippet er hans tjener, men som ikke er så nem at hundse rundt med. Bogen har en fin beskrivelse af det unge USA, dens virkelige styrke ligger dog i forholdet mellem de to umage mænd og det venskab der langsomt spirer mellem dem. Romanen er bygget af en række kapitler, der skiftevis fortælles af Parrot og Olivier, og forskellen mellem deres forskellige syn på de samme oplevelser er både tankevækkende og til tider rigtig sjov. Så vidt jeg kan se er bogen endnu ikke oversat til dansk, men måske det sker i det nye år?

Alan Bradley: Flavia de Luce og Hævneren fra Ulster, Punktum 2010. Original titel: Sweetness at the Bottom of the Pie.
Flavia de Luce og Hævneren fra Ulster er Alan Bradleys debutroman, og det er bestemt en værdig én af slagsen. Krimien handler om den elleveårige Flavia de Luce, der en tidlig morgen opdager et lig i sin fars agurkebed og beslutter sig for at opklare mordet. Nu er Flavia på mange måder ikke nogen almindelig lille pige, for det første skræmmes hun ikke af liget, men finder det derimod spændende, at der endelig sker noget i landsbyen. For det andet er hun enormt fascineret af kemi, især gifte, og i sit laboratorium destillerer hun blandt andet giftig efeu og blander det i sin ældste søsters læbestift som hævn. Flavia er måske ikke en udpræget realistisk figur, men hun er konstrueret så godt, at jeg bare læner sig tilbage og lader mig underholde. Og krimien ér virkelig underholdende både i kraft af mysteriet og hovedpersonen, men det er i Flavias forsøg på at relatere til sin mentalt fraværende far, at romanen danner et robust fundament, der gør, at jeg glæder mig til at følge Flavia på videre eventyr.

Onsdag i den kommende uge, d. 12/1, er der Onsdagsalon i Vangsgaards Antikvariat, der ligger i Fiolstræde 34-36 lige ved Nørreport station. Denne gang fortæller Birthe Lassen om bogbindets historie fra middelalderen til 1800-tallet, og som sædvanligt vil der være rødvin og kage. Arrangementet er helt gratis og starter kl. 17, så kom glad og vær med!