Maj måned er nu overstået og dermed også maj måneds Bogudfordring med fantasy genren som tema. I alt nåede jeg at læse fire romaner inden for genren, hvis jeg synes er et meget respektabelt tal, fantasy forfatteres generelle mangel på evnen til at fatte sig i korthed taget i betragtning. (Det er rigtig nok at jeg kun har anmeldt tre af dem indtil videre, den fjerde, Patrick Rothfuss’ ”The Name of the Wind”, er hverken gemt eller glemt, der kommer en anmeldelse af den om et par dage.) Statistisk set er fire romaner selvfølgelig ikke en stor nok pulje til at konkludere noget ud fra, men nu er det så heldigt, at jeg ikke er statistiker, men humanist, så det skulle ikke være noget problem.
I begyndelsen af maj lavede jeg et indlæg om de forskellige måder, man kan inddele fantasy på, hvoraf opdelingen i høj og lav fantasy måske nok er den mest basale. For de af jer der ikke kan huske det foregår høj fantasy i en verden, der er fundamentalt fremmed fra vores og omhandler oftest kampen mellem det gode og det onde. Derimod foregår lav fantasy i vores egen verden tilsat forskellige overnaturlige elementer. Her er bekymringerne lidt mere jordnære end i den høje fantasy, idet det der er på spil for det mest er hovedpersonernes egen overlevelse og velvære.
I løbet af den sidste måneds tid har jeg læst to bøger fra hver kategori: ”Alkymisten” og ”Anansi Boys” er lav fantasy, mens ”Wicked” og ”The Name of the Wind” er høj fantasy. Men man skal ikke kaste et særligt dybdeborende blik på dem, før man ser, at de ikke holder sig pænt indenfor deres respektive kategorier. ”Anansi Boys” og ”The Name of the Wind” opfører sig som man kan forvente af dem; den førstnævnte foregår i vores verden og handler i al væsentlighed om forholdet mellem to brødre og deres afdøde far. Den sidstnævnte foregår i en fremmed verden og lægger i høj grad op til et opgør mellem godt og ondt. Men både ”Wicked” og ”Alkymisten” udfordrer inddelingen, ”Wicked” ved mestendels at fremlægge en filosofisk diskussion af begrebet ”ondskab”, ”Alkymisten” ved at sætte godhed op mod ondskab i vores egen verden, med menneskeheden som indsats. Når opdelingen i høj og lav fantasy allerede mudres til med disse fire bøger, som jeg ikke engang havde udvalgt specielt til formålet, hvordan skal man så gøre sig forhåbninger om at inddele hele genren på en fornuftig måde?
Hvad har vi så lært af dette? For det første at selvom mange kritikere mener det modsatte, er fantasy litteratur ikke skabelon litteratur, der findes mange forskellige måder at dreje en historie på, og fantasyforfatterne er ikke bange for at overskride grænser og blande forskellige elementer sammen. For det andet er det måske nødvendigt at indse, at den bedste måde at gå til fantasy litteraturen på ikke nødvendigvis er at dele den ind i kategorier, men at se genren som et hele bestående af mange forskellige typer fortællinger, hver med sin definition.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar