Om humor og jordens undergang

Terry Pratchett & Neil Gaiman: Good Omens, 1990.

Lige siden jeg læste American Gods har Neil Gaiman været en af mine favorit forfattere indenfor fantasy-genren. Han kreerer nogle fantastisk dystre, interessante og dybt originale verdener som lige er til at fortabe sig i. Da jeg så denne bog, hvor han har slået sig sammen med Terry Pratchett, forfatteren til den humoristiske og efterhånden temmelig lange fantasyserie Discworld, kunne jeg ikke dy mig for at købe den med hjem, så jeg kunne undersøge resultatet af samspillet. For hvad sker der lige, når man kombinerer to vidt forskellige forfattere, der på hver sin måde har været nyskabende indenfor fantasy-genren? Svaret er, at man ender med en endog vældig morsom bog om jordens undergang.

Aziraphale, en engel, og Crowley, en dæmon, har været på jorden siden begyndelsen, hvilket rundt regnet vil sige seks årtusinder, og de kan egentlig ret godt lide stedet, i hvert fald meget bedre end de kan lide Himlen eller Helvedet. Og det er der sådan set kun ét problem med, nemlig at jorden snart vil gå under i den endelige kamp mellem Gud og Satan, den såkaldte Dommedag. Idet Armageddon sættes i gang af Antikrists ondskab, beslutter Aziraphale og Crowley at forsøge at udsætte den sidste dag ved at påvirke hans opvækst med både gode og onde indflydelser. En rigtig god plan, bortset fra at Antikrist bliver forbyttet én gang for meget og derfor vokser op i fred og ro med en rent menneskelig påvirkning, hvilket viser sig at have en afgørende betydning for Dommedagens udvikling. Andre karakterer er Anathema Device, der er i besiddelse af sin formoder Agnes Nutters uendeligt præcise og meget udechifrerbare forudsigelser, Newton Pulsifer, menig i Heksefindernes hær der samlet set består af to personer, samt Madam Tracy, dels løsagtig kvindemenneske, dels passende okkult medium.

Good Omens’ skøre, kaotiske og satiriske univers minder om Douglas Adams på en god dag, hvilket ikke er nogen moderat ros. I særlig grad skal forfatterne lykønskes med den lille bande børn, der både er underfundige, sjove og barnlige på den bedst mulige måde. Men nok fra mig, herfra skal kun lyde et højt: ”Læs den”!