Anmeldelse: "Stormfront"

For at være helt ærlig troede jeg i ført omgang, at bøgerne ville handle om Tyskland under 2. Verdenskrig. Serien hedder trods alt ”The Dresden Files”, og hvad andet kunne det være end en eller anden form for spionthriller der foregik under krigen? Jeg ved godt, jeg burde have regnet ud, at det var noget helt andet, anbefalingen kom jo fra bloggen tilhørende Patrick Rothfuss, den geniale fantasy forfatter med det ærefrygtindgydende skæg. Men sagen er den, at man ikke kan styre de associationer, man får på et givet ord, og for mig er Dresden altså lig med en tysk by, der blev bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig, ikke en amerikansk privatdetektiv/troldmand.

Men det er ham ”The Dresden Files” handler om, Harry Blackstone Copperfield Dresden (nårh, det var et navn!), troldmand og privatdetektiv. Der er efterhånden tretten bøger i serien og flere på vej (Tellerup udgav i 2009 første bind på dansk under titlen ”Stormfront”, men jeg ved ikke, om de har planer om at udgive flere bind), så der er nok at give sig i kast med, hvis man kan lide den første, ”Stormfront”, og det kunne jeg.

Romanen introducerer os for Dresden, der er både hovedperson og fortæller i historien. Som det så ofte er tilfældet, har privatdetektiven problemer med at få privatøkonomien til at hænge sammen, der er sjovt nok ikke så mange, der har brug for en troldmands assistance. Så da den smukke, men nervøse Monica beder Dresden om at finde hendes mand, som går lidt for meget op i hjemmebrygget magi, efter han mistede sit job, slår troldmanden straks til, selv om sagen ikke umiddelbart synes af meget. Kort tid efter at Dresden har talt med Monica, bliver han kaldt til et mord af politikommissær Karrin Murphy, der bruger troldmanden som konsulent på sager af overnaturlig karakter, som offentligheden måske ikke anerkender eksistensen af, men som ikke desto mindre skal opklares. I dette tilfælde er der tale om en mand og en kvinde, der ved hjælp af voodoo har fået revet deres hjerter ud af brystet, mens de har sex; kvinden sidder stadig overskrævs på manden, da Dresden dukker op.

Med de to sager har Dresden et reelt håb om at kunne betale huslejen, men kun hvis han kan holde sig i live. Både Chicagos gangsterkonge Johnny Marcone og Bianca, vampyr og ejer af et escort-bureau er overordentligt interesserede i dobbeltmordet, og nogen prøver at forhindre Dresden i at opspore Monicas mand. Sidst men ikke mindst er Dresden under mistanke for selv at stå bag dobbeltmordet, så han bliver nødt til at opklare det inden troldmændenes White Council forsamles for at idømme ham dødstraffen. Så alt i alt har Dresden nok at se til.

Jim Butchers blanding af fantasy og hårdkogt krimi fungerer overraskende godt.  Det er lykkedes ham at skabe et univers, hvor magien blander sig lydefrit både ind i vores velkendte verden og i krimi genren. Magien føles ikke påklistret, men snarere som endnu et redskab i detektivens arsenal på linje med gode kontakter og evnen til at slå en proper næve. ”Stormfront” er ikke noget dybt bekendtskab, men er god sommerferie underholdning på linje med Raymond Chandler og Dashiell Hammett, den hårdkogte krimi amerikanske Godfathers og bør nydes med en livstræt attitude og en dobbelt whisky.

Smugkig #2: "Kraken"

Jeg er ved at læse China Miévilles sci-fi roman ”Embassytown”, og der bygger han et meget fascinerende univers op. Og det har givet mig lyst til at dele den herligt syrede og inderlige bizarre måde hans hjerne fungerer på med jer, så derfor bringer jeg her et (lidt langt) citat fra hans bog ”Kraken”, som udkom i 2010. Det Miéville gør bedre end nogen anden, jeg er stødt på, er, at han giver lods for sin fantasi, der får frit spil til at skabe væsner og situationer er altid er forunderlige og som regel også temmelig foruroligende.

”Kraken” handler om Billy, der til daglig arbejder på Londons naturhistoriske museum. En dag bliver kæmpeblæksprutten fra samlingen bortført og en mand findes død i den beholder, hvor blæksprutten før var i. Billy bliver hurtigt hvirvlet ind i opklaringen af forbrydelsen, idet alle (bortset fra Billy) tilsyneladende gerne vil involvere ham.

Den følgende passage viser til fulde Miévilles intuitive forståelse af en uhygge, der ligger på grænsen mellem det hverdagsagtige og det fantastiske. Læs og nyd:

‘Billy looked at the mail that Leon had brought from downstairs. Two bills and a card and a heavy package in brown paper, tied up old-style with hairy string. He put on his glasses and cut the string.

[…] He frowned. He did not understand what he was unwrapping. Inside the package was a rectangle of black cotton. […] He prodded the cloth.

The package moved.

“Fuck…”

"What? What? What?”

They were both standing. Billy stared at the package, unmoving on the table where he had dropped it. There was a silence. Billy took a pen from his pocket and poked the cotton gently.

The cloth gave. The package opened.

It bloomed. With a gasp of air it concertinaed, expanding, outflicking and filling out, and what reached from its end was a hand. A man’s arm, in a dark jacket sleeve. The flash of white shirt at its end. The emergent hand grabbed Billy by the neck.

"Jesus –“ Leon pulled Billy away, and the package, still gripping, pulled back, braced against nothing.

Billy was held, and the package continued to unfold. Tongues of cotton flap-flapped open, black and blue and shoes now at the end of limbs bulking into presence, as if the matter of them was uncramping. More arms unrolled clumsy as fire hoses and shoved Leon hard away.

Like plants in sped-up motion, emitting grunts of release, a stale sweat-and-fart smell, and a man and a boy stood suddenly on Billy’s table. The boy stared at Leon staggering to rise. The man still gripped Billy’s throat.’

Al begyndelse er svær...

Det har kun været et spørgsmål om tid, inden jeg kastede mig over Terry Pratchetts ”Discworld”-serie. Med sine 39 bind er det en af de længste fantasy-serier nogensinde, og samtidig en af de mest ikoniske: Den verden Pratchett her har skabt er et standard referencepunkt for alle fantasy- og sci-fi nørder og er derfor helt uomgængelig.

Det første problem, når man vil i gang med serien er at finde ud af, hvor man skal starte. ”Discworld”-bøgerne hænger nemlig ikke kronologisk sammen i en nydelig række, men består af forskellige serier og enkeltbind, der har det tilfælles, at de foregår på den samme planet: The Discworld. Eftersom de forskellige serier er blevet udgivet indimellem hinanden, er det ikke helt nemt at holde redde på, og så er det rigtig skønt, at der findes fagnørder derude, som gider og sidde at kompilere komplicerede kort over rækkefølger. Krzysztof K. Kietzman er et af disse herlige individer, der har lavet et dejligt overskueligt kort over alle 39 bøger i serien og deres indbyrdes rækkefølge, kortet kan ses hér.

Men traditionalist som jeg er, endte jeg med at starte fra begyndelsen af, med Pratchetts allerførste roman på Discworld ”The Colour of Magic”. Fordelen ved at starte med etteren er, at man får bygget verden op fra starten af, så man lærer universet at kende i samme rækkefølge som forfatteren (formentlig). Ulempen er, at eftersom dette er Pratchetts første roman, er den lettere ujævn i kvaliteten med en noget episodisk opbygning og lidt for meget slapstick-humor, hvor de senere bøger skulle være skrevet af en mere sikker og erfaren hånd.

Når det er sagt, er ”The Colour of Magic” faktisk en ret sjov roman om troldmanden Rincewind, der bliver påduttet at passe på den håbløst naive og nysgerrige turist Twoflower. Faktisk er Rincewind ikke rigtigt troldmand, idet han blev smidt ud fra Det Usete Universitet, inden han blev færdig med sin uddannelse og uden en brugbar trylleformular i hovedet. Hvad han til gengæld har er en sund portion selvopholdelsesdrift (somme ville muligvis kalde ham en kujon), der som oftest får ham til at ønske sig langt væk fra de situationer, som samværet med Twoflower sætter ham i. Twoflower er til gengæld Discworlds allerførste turist og ivrig efter at opleve det kontinent, som er basis for alle fortællinger om helte og magi i hans hjemland. Troskyldig og optimistisk kaster han sig ud i alle eventyrene for at opleve så meget som muligt uden at indse, at han ofte svæver i livsfare.

Sammensætningen af de to umage figurer skaber en fin dynamik og er samtidig grobund for den satire over turisme, som romanen egentlig er. Jeg genkender i hvert fald mig selv i Twoflowers ønske om at få så autentiske oplevelser som muligt og kan kun forestille mig, hvor mange lokale der i sit indre har rystet på hovedet over dét ønske. Som for eksempel her, hvor Twoflower forklarer Rincewind, at han godt kunne tænke sig at møde nogle ægte helte:

"Good. You say this is a tough place. Frequented, you mean, by heroes and men of adventure?"
Rincewind considered this. “Yes?” he managed.
"Excellent. I would like to meet some
An explanation occurred to the wizard. “Ah,” he said. “You’ve come to hire mercenaries […]?
“Oh no. I just want to meet them. So that when I get home I can say that I did it.”
Rincewind thought that a meeting with most of the Drum’s clientele would mean that Twoflower never went home again, unless he lived downriver and happened to float past.

”The Colour of Magic” er som sagt meget episodisk, det er i virkeligheden lidt ligesom at læse en novellesamling, hvor figurerne går igen fra en historie til den næste. For mig var det lidt frustrerende, fordi det gjorde det svært at bevare koncentrationen, når der ikke rigtig var en samlende overordnet historie. På trods af den ujævne oplevelse skal jeg bestemt aflægge Discworld endnu et besøg i fremtiden.

Læs mere om serien og de enkelte bøger på Terry Pratchetts hjemmeside.

Omslag #1: "The Mirage"

Umiddelbart virker det måske overfladisk, men forsider og omslag er virkelig vigtige sager for en bog, Jo, det kan da godt være, at bogen hverken bliver dårligere eller bedre af omslaget, ordene på papiret er trods alt de samme. Men forsiden er nu engang det første læseren møder, det første og altafgørende indtryk man får af bogen, og hvis forsiden ikke fænger, når man sandsynligvis ikke til ordene indeni, hvor velskrevne de så end er. Derfor introducerer jeg nu et nyt fast indlæg, hvor jeg viser de forsider frem, som jeg bedst kan lide og snakker lidt om, hvorfor de fungerer, eller hvorfor jeg kan lide dem (det er ikke altid det samme).

Jeg lægger ud med Matts Ruffs forholdsvist nye roman ”The Mirage”, der foregår i et alternativt univers, hvor kristne fundamentalister kidnapper fire passagerfly den 9/11 2001 og flyver dem ind i højtprofilerede mål i Mellemøsten, heriblandt de to World Trade Towers i Bagdad.

Omslaget fanger øjnene med sin fantastiske azurblå farve og de markante bogstaver, der tilsyneladende er ved at opløses til ørkenstøv. Men det der virkelig gør forsiden fantastisk er, at illustratoren har forstået at udnytte den simple, men effektive symbolik, der ligger i de to tvillingetårne, drejet over i en mellemøstlig variant. Man er på samme forvirret og helt med, for tvillingetårne betyder 11/9, men hvorfor har den ene en løgkuppel i stedet for et mere strømlinet og vestligt tag? Og netop dér går det op for én, at man befinder sig i et alternativt univers, men samtidig føler man, at historiens udgangspunkt er velkendt. Og alt det helt uden at læse på bagsiden, se dét er en vellykket forside.

Bogudfordringen 2012: Natur

At en bog er en klassiker er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er velskrevet. Således også Frank Herberts ”Dune”, der med sin fantastisk velgennemtænkte opbygning af bogens univers er en af science fiction-genrens ubestridte klassikere. Problemet er bare, at de fleste andre elementer i bogen, så som personkarakteristik, dialog og handling, er stive og uorganiske og faktisk gør bogen til noget af en udfordring at komme igennem.

Bogens hovedperson, Paul Atreides, er en dannet hertugsøn med alt hvad det indebærer af nærkamps- og strategitræning. Derudover er han synsk og har lært at kontrollere sine tanker i en ekstrem grad af sin mor, så da hans far bliver myrdet af en konkurrerende adelsslægt, og Paul flygter ud i den barske ørken på planeten Arrakis, er han klar til at opildne den barske lokalbefolkning, frimenerne, til guerillakrig.

Grunden til at jeg har valgt ”Dune” til Bogudfordringen 2012’s naturtema er, at ørkenen og dens indbyggere, både menneskelige og ikke-menneskelige, er romanens anden hovedperson. Ørkenen danner bagtæppet for en lang del af bogen, men den er også med til at skabe frimenerne, idet den dikterer de begrænsninger og muligheder folket har, og dermed hvordan de lever. På den ene side er naturen i ”Dune” hård og uforsonlig, på den anden side bærer den løftet om en rigdom, både i kraft af stoffet melange, der er kostbart på grund af dets livsforlængende og bevidsthedsudvidende egenskaber, og løftet om en mere frodig natur, som kun kan ses af dem, der lever i overensstemmelse med ørkenen.

På mange måder er ørkenen faktisk romanens mest afbalancerede og interessante karakter, måske fordi den ikke bliver overforklaret, som mange af de andre karakterer gør i lange indre monologer, men får lov at stå åben for fortolkninger.

Sproget er også både arkaisk og (melo)dramatisk, hvilket også bliver trættende i længden. Af og til bliver det så overdrevet, at man brutalt bliver revet ud af romanens illusion, som for eksempel da Pauls kæreste og moren til hans barn, siger ”I have prepared thy breakfast”. Sætningen bremsede min læsning med sin opstyltede og overformelle formulering: Hvis man har været sammen længe nok til at få et barn sammen og i øvrigt er alene, er det lidt (eller meget) unaturligt at tiltale sin mand som ”thy” (eders), hvor adelig han så end måtte være.

”Dune” er bestemt værd at læse, idet den er en klassiker inden for genren, og det er godt at have en fornemmelse af, hvilket muld den moderne science fiction er rundet af, men det er også på mange måder en frustrerende oplevelse at læse romanen. Når både personerne og dialogen bliver stiv og stiliseret, bliver det hurtigt en træg oplevelse at skulle igennem de omkring 400 sider, og det er ærgerligt, når idéen er så god.

Om trilogier og evnen til at begrænse sig

Hvorfor er det så vanskeligt for fantasy forfattere at holde sig til én bog? Det ville ikke undre mig, hvis det var en del af deres hemmelige kodeks, at man ikke må begynde at skrive en historie, hvis man ikke er sikker på, at den mindst bliver til en trilogi. (Man kan lige se hemmelige agenter i lange gevandter liste sig ind på de stakkels få forfattere, der drister sig til at skrive enkeltstående romaner.)

Nu er det jo ikke, fordi jeg ikke bryder mig om trilogier, men det sker desværre lidt for tit, at især andet bind lider af ”forstrukketheds”-syndrom, eller som Bilbo forklarer det: ”som for lidt smør spredt ud over for stort et stykke brød” (eller sådan cirka, alle mine bøger er desværre pakket ned, så mere præcist bliver det ikke). Af og til kunne man godt ønske sig, at flere fantasy forfattere havde modet til at indse, at idéen ikke rækker til mere en én bog, der så til gengæld kan blive virkelig god.

Et andet problem er, at der er en grænse for hvor mange bøger man kan nå at læse i løbet af et liv, og jeg kan godt vægre mig ved at gå i gang med en serie, når det betyder, at der så er tilsvarende mange bøger, jeg aldrig får læst.

Heldigvis er der nogle forfattere, der beskæftiger sig med de enkeltstående romaner, og her har jeg fundet tre eksempler frem. Én har jeg allerede læst, de to andre står på min liste over bøger, jeg skal have læst. Klik på titlen for at se
flere anmeldelser på Goodreads.

Neil Gaiman: ”American Gods” (udgivet af Headline Review)

To dage inden Shadow bliver løsladt fra fængslet dør hans kone i et mystisk biluheld. I flyveren på vej hjem møder han Mr. Wednesday, der påstår at være en tidligere Gud og forklarer at en krig er under opsejling. Mere eller mindre villigt bliver Shadow involveret i konflikten mellem Amerikas nye og gamle guder, og i løbet af et roadtrip af mytologiske dimensioner lærer Shadow både noget om sin egen og USA's identitet. Dette er en helt fantastisk roman med en unik stemme, der slet ikke behøver tre bind for at fungere.

Daniel O’Malley: ”The Rook” (udgivet af Little, Brown and Company)

Jeg er (næsten) slet ikke flov over at indrømme, at langt størstedelen af grunden til, at jeg godt kunne tænke mig at læse ”The Rook” er det vidunderlige omslag. Men historien lyder nu også meget spændende. Myfanwy Thomas vågner i en park med en masse latexklædte mennesker liggende døde omkring sig. Hun ved ikke, hvem hun er, eller hvordan hun er kommet hen i parken, men et brev i lommen afslører, at hun er Myfanwy II, anden sjæl i den samme krop. Tricket er så, at ingen må opdage, at hun pludselig er en helt anden, heller ikke kollegerne i den tophemmelige, overnaturlige efterretningstjeneste. Det lyder lidt som Jason Bourne med overnaturlige væsner. Hvis du er interesseret, så kig her, hvor du kan læse de første par kapitler.

Nick Harkaway: ”The Angelmaker” (udgivet af Knopf Doubleday Publishing Group)

Hovedpersonen i denne blanding af noir-krimi og urban fantasy er Joe Spork, søn af en berømt London gangster og dedikeret urmager. En dag kommer han ved et uheld til at sætte gang i mekanikken i en dommedagsmaskine, han får i hænderne. Sammen med Edie Banister, der er en tidligere superspion i 80’erne, må Joe forsøge at undgå, at verden går under. Romanen lyder dejligt humoristisk og hvis den så også bare er velskrevet, bliver det ikke meget bedre. Tjek bogtraileren nedenfor, den er vældig cool.

Kan I anbefale nogle enkeltstående fantasy eller science fiction romaner?

Smugkig # 1: "Broken"

Lad fanfarerne gjalde for nu vil jeg introducere et nyt fast indslag: ”Smugkig” også kendt som ”små-tekstuddrag-der-forhåbentlig-kan-bruges-som-inspiration-til-kendte-og-ukendte-bøger” (på trods af undertitlens akkuratesse kan man ikke kalde den mundret, så jeg degraderede den. Det er hårdt at være undertitel.). I al korthed vil jeg i disse indslag præsentere bøger, jeg godt kan lide gennem citater, der kan være sjove, dramatiske, gribende eller sørgelige, men som under alle omstændigheder er sigende for resten af bogen.

I dette første indlæg vil jeg præsentere et citat fra Susan Jane Bigelows superhelte roman ”Broken”. Jeg kendte ikke forfatteren i forvejen, men den kunne downloade gratis som e-bog fra forlaget Candlemark & Gleams hjemmeside, og gratis bøger er altid velkomne. Det var et yderst glædeligt møde
med Bigelows verden, hvor superhelte ikke nødvendigvis er heroiske. Kort fortalt handler romanen om den synske teenager Michael, der opsøger den tidligere superhelt Silwerwyng, nu Broken (hvorfor kan sci-fi/fantasy forfattere ikke bare stave navne rigtigt? Det er jo ikke, fordi navnet er genialt skjult). Han har fået ansvaret for et spædbarn, der enten kan blive menneskehedens frelser eller undergang, og ønsker Brokens hjælp til at få babyen væk fra Jorden, hvor den med sikkerhed vil blive depraveret.

Uddraget hér er fra begyndelsen af bogen, hvor Michael ved et held støder på Broken:

”Broken had been trying to kill herself again. What else could she do, after the day she’d had? She’d chosen drowning this time, because it was much more painful and took a very long time. She’d jumped off a low bridge and fought to stay under the icy water. But this time, her heart wasn’t in it. She’d just come back to life and be as miserable as ever. So she let the current bear her south, towards the sea. Maybe she’d float to Australia, or to China.

The cold numbed her, and eventually she felt like getting out. She swam to shore, and dragged herself up onto the beach.

Four men were menacing a kid and a small baby.

Staying out, she told herself forcefully. She wasn’t in the LED anymore. Everything she tried to save ended up worse off than before, like the cat.

But the kid turned to her and, pleadingly, said her name.

Her old name.

And what could she do after that? She rushed them.”

Læs bogen for dens portrætter af superhelte, som måske nok har overnaturlige kræfter, men som ikke af den grund har bedre liv end andre, snarere tværtimod. Især Brokens historie er interessant og gribende uden at miste den selvironi, som er helt grundlæggende for karakteren.

P.S.: Foromslaget er i øvrigt helt vidunderligt, men det vender jeg nok tilbage til en anden gang.