Om forventninger og fejltagelser

Når jeg starter på en bog, har jeg en forventning om, hvad jeg har i vente. Nogle gange er det en vag forestilling, udelukkende baseret på titlen og forsiden, andre gange er den helt klar, baseret på anbefalinger og anmeldelser. I denne uge blev amerikanernes udtryk ”don’t judge a book by its cover” eftervist, idet begge bøger på forskellige måder viste sig at være noget andet end det jeg havde forventet. Således troede jeg, at Martin Krasniks bog havde mere geografisk variation, samt at Michael Chabons var en krimi. Selvom bøgerne gjorde op med mine forventninger, var det alligevel nogle interessante oplevelser. Det viser bare, at det er sundt en gang i mellem at blive overrasket, og at man af og til burde læse en bog, der var valgt helt tilfældigt og uden forudgående viden. Måske.

Martin Krasnik: Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Forlaget Bianco Luno, 2008. Min amerikanske drøm består af en række interviews, som Martin Krasnik har lavet med forskellige amerikanske forfattere med det erklærede mål at genfinde den amerikanske drøm. Samtalerne knytter især an til det politiske med stort fokus på censur i forhold til Muhammed-tegningerne, invasionen af Irak og forholdet mellem det politiske højre og venstre i USA. Jeg læste bogen, fordi jeg er så heldig at skulle til Florida om en måneds tid, og hvilken bedre måde at forberede sig til en rejse, end at læse om destinationen? I den henseende var Krasniks bog nok ikke den mest velvalgte, idet hans interesseområde i bogen hovedsageligt ligger noget nordligere: i New York og Washington DC. Det sagt, så er interviewene rigtig interessante, først og fremmest fordi personerne er tegnet meget fint, så de står lyslevende under læsningen. Således krympede jeg mig under Philip Roths bryske svar (dét interview misunder jeg bestemt ikke Martin Krasnik) og holdt vejret for at høre Joan Didions sagte stemme fortælle om sin mands og datters død. Man får også en idé om, hvor bøvlet det kan være at komme tæt på litteraturens store stjerner, som da Krasnik ihærdigt forsøger at få et interview med Salman Rushdie, men i sidste ende må nøjes med et hurtigt spørgsmål til en velgørenhedsmiddag. Interviewene giver ligeledes et fascinerende indblik i den politiske situation i USA på et tidspunkt, hvor Irak-krigen bliver et mere og mere betændt emne og valget for Demokraterne står mellem Hilary Clinton og Barack Obama, et valg der bliver kogt ind til valget mellem en kvinde og en sort. Netop den fortsatte fokus på race behandler Krasnik i et medrivende og interessant interview med Bliss Broyard, hvis far først på sit dødsleje afslørede, at han var afroamerikaner, et fænomen der åbenbart har været ret almindeligt. Samlet set er Martin Krasniks fragmenterede skildring af Amerika bestemt værd at læse, både for analysen af et samfund og karakteriseringen af de mennesker, der udgør en del af den kulturelle elite på den anden side af Atlanterhavet.

Michael Chabon: Pittsburgh-Mysterierne, Lindhardt og Ringhof, 1988. Original titel: The Mysteries of Pittsburgh.
Jeg besluttede mig for at læse Pittsburgh-Mysterierne, fordi ordet ”mysterierne” indgår i titlen, hvilket fik mig til at tro, at der var tale om en krimi, hvorved jeg kunne få sat et hak i det bælte, der hedder Bogudfordringen 2011. Min fejl. For romanen er overhovedet ikke en krimi, der er godt nok gangstere med, og der bliver da også begået forbrydelser, men hele humlen i bogen ligger i, hvordan man skaber sin identitet. Arthur Bechstein, kaldet Art, er netop blevet færdig med college og imødeser en sommer fuld af sjov og kvinder, i stedet, eller måske imens, bliver sommeren en eksistentiel udfordring for Art. Spørgsmålet for hovedpersonen i løbet af sommeren er nemlig, hvem han vil være, hvilket i denne roman betyder, hvem han vil ligne. Svaret er at han i hvert fald ikke vil ligne sin gangsterfar, der i øvrigt ihærdigt forsøger at holde sin søn ude af den forbryderiske underverden. Derimod vil Art rigtig gerne være cool, aristokratisk og ovenpå som Arthur Lecomte, som først bliver hans ven og siden hans elsker. Der er nemlig også en seksuel forvirring i Art, der helt bestemt mener, at han er heteroseksuel, indtil han opdager, at han er forelsket i Arthur, samtidig er han også forelsket i den måske smukke og lettere sære Phlox, eller er han? Mysterierne som titlen henviser til, er mysterierne i at kende sig selv og andre. Spørgsmålet i romanen synes at være, om man nogensinde kan kende nogen helt, og om det overhovedet er ønskværdigt. Selv om romanen er godt skrevet og har et fint plot, fangede den mig ikke, måske fordi den tematisk er skrevet til mænd. Jeg har dog ikke opgivet forfatteren, der også har skrevet Den utrolige historie om Kavalier & Clay og Det Jiddische Politiforbund, som jeg glæder mig til at læse.