Om vold og Haiti

Nick Stone: Mr. Clarinet, 2006. Så vidt jeg ved endnu ikke oversat til dansk.

Som jeg tidligere har skrevet, skal manden og jeg til Florida i løbet af det tidlige forår, allerede om et par uger faktisk. I forberedelse hertil har jeg lånt lidt forskelligt på biblioteket. Det drejer sig eksempelvis om fagbøger om Den Amerikanske Borgerkrig og raceforholdene i Syden, som jeg udmærket godt ved jeg aldrig får læst, og skønlitterære titler som På udkig efter Hemingway af Leif Davidsen samt Mr. Clarinet af Nick Stone som dette indlæg handler om. I min guidebog står Nick Stones thrillere nævnt underholdende læsning om Miami, men denne første i serien foregår hovedsageligt på Haiti, hvilket vidste sig at være heldigt, for hvis den faktisk havde forgået i Solskinsstaten er jeg ikke sikker på, jeg havde turdet tage af sted.

Mr. Clarinet handler om den tidligere privatdetektiv Max Mingus, hvis kone dør kort tid før han bliver løsladt fra fængslet (hvor han har opholdt sig på grund af en iboende tendens til selvtægt). For at udskyde øjeblikket, hvor han bliver nødt til at se sit gamle, nu tomme, hus og dermed konens død i øjnene indvilger Mingus i at prøve at finde Charlie Carver, en lille dreng der blev kidnappet på Haiti to år før historien begynder. Belønningen er penge. Rigtig mange penge. Ulempen er at de andre detektiver, der før har forsøgt at finde drengen enten er forsvundet, kvalt i deres egen penis eller har fået opereret deres mavesystem om, så de lider af konstant dysenteri. Ikke rart. Men vores Mingus er en hård cowboy med den rette blanding af sympati for sine medmennesker forståelse for selvtægt, der gør at han selvfølgelig er den rette mand til at opklare forbrydelsen. En opklaring der, uden at afsløre for meget, involverer en organisation, som sælger børn som velopdragne sexslaver til (indflydelses)rige mænd.

I det store og hele kan jeg godt lide Mr. Clarinet, plottet er spændende, overraskelserne kommer uventet og bogen tilbyder interessante glimt af Haitis religiøse kultur med voodoo ritualer og mørk magi uden at opklaringen af forbrydelsen på nogen måde bevæger sig over i det, for krimigenren, irriterende overnaturlige. På den anden side var romanen længe om at fange mig, måske fordi den sine steder er så udpenslet, overdrevet voldelig, måske fordi der er en implicit anerkendelse af selvtægtens nødvendighed, måske fordi den i desperat grad mangler selvironi, måske fordi der simpelthen sker mere i den anden halvdel af bogen. Læs den for underholdningens skyld, hvis du er glad for den allermest hårdkogte og voldelige del af krimigenren. Ellers er tiden bedre brugt på andre romaner.