Til jeres adspredelse bringer jeg her en anmeldelse af Ally Condies nye roman Matched, som jeg har prøvet at afsætte til Politiken. De bed desværre ikke på, men det kan jo så komme jer til gode.
Selvom den amerikanske forfatter Ally Condie har en længere produktion af ungdomsbøger bag sig, er Matched den første af hendes romaner, der er oversat til dansk, og i USA har den gået sin sejrsgang med fansites og rygter om kommende filmatisering til følge. Denne første del af en kommende trilogi er udråbt til Twilight-seriens efterfølger, fordi den primært henvender sig til teenagepiger og i øvrigt er ved at opnå en lignende popularitet. Men Matched er både bedre skrevet og plotmæssigt mere sofistikeret end vampyrfortællingen.
Matched er en science fiction roman, der foregår i en ikke nærmere specificeret fremtid. Her lever den 17-årige Cassia i Samfundet, hvor alt fra karriere til ægtefælle bestemmes ud fra statistiske beregninger af borgernes mest sandsynlige adfærd. Sidstnævnte offentliggøres ved store banketter, hvor unge mænd og kvinder får at vide, hvem samfundet har besluttet er deres mest optimale ”match”. Romanen begynder netop ved Cassias egen banket, hvor hun højst usandsynligt bliver sat sammen med en dreng hun kender i forvejen, hendes barndomsven Xander, og det ser ud til, at scenen er sat til en lykkelig slutning. Lige indtil Cassia kommer hjem med mikrokortet, hvor Samfundet har gemt oplysninger om hendes match, sætter det i computeren og en anden dreng, Ky, der er endnu en barndomsven, pludselig toner frem på skærmen. Denne tilsyneladende fejl fra myndighedernes side kombineret med et Dylan Thomas digt Cassia får af sin bedstefar, bliver afsættet for hendes begyndende desillusionering overfor Samfundets manipulation. Hvad der for Cassia hidtil har syntes at være et utopisk samfund, hvor alle lever behagelige, sygdomsfri liv, viser sig i stedet at være en klaustrofobisk og determineret dystopi.
Hovedintrigen i romanen består i Cassias valg mellem Xander og Ky, der er valget mellem det forudbestemte, statistisk optimale og det utæmmelige, lidenskabelige. Cassias dilemma forøges af to omstændigheder, for det første at begge fyre er sympatiske og for det andet, og mere interessant, at ingen af forholdene opstår uden indblanding fra Samfundets side. Dermed bliver spørgsmålet om, hvorvidt følelser overhovedet kan være ægte, hvis de er fremmanipuleret af en tredje part centralt for Cassia.
Trekantsdramaet forekommer måske på overfladen en smule banal, men nedenunder det umiddelbare teenagefnidder fungerer Cassias dilemma som et billede på den større konflikt i bogen, nemlig Cassias afvisning af Samfundets overherredømme og manipulation. Og det er netop i afdækningen af Samfundet og diskussionen af bekvemmelighedens pris, at romanen har sin helt store styrke.
Ally Condie lancerer bestemt ikke et frontalangreb mod problematikken omkring fri vilje og afgivelsen af samme til fordel for tryghed, men temaet ligger hele tiden under overfladen og det underspillede heri giver romanen en god dybde, som ellers ofte er fraværende i ungdomsbøger af denne type. At Condie mestrer antydningens kunst viser sig også i kærlighedsforholdet mellem Cassia og Ky, der får sin intensitet af en blanding af de to unge menneskers fælles udforskning af forbudte tanker, samt det faktum at deres kærlighed er illegal.
Matched er en velafrundet roman, der har en fin balance mellem på den ene side at være et værk i sig selv og på den anden side pege videre frem i trilogien. Faktisk er mit eneste kritikpunkt, at Condies poetiske sprog af og til bevæger sig over på den forkerte side af grænsen til det banale. Ellers er Matched i det store og hele en rigtig fin ungdomsbog, der forstår at udnytte velkendte plottråde fra science fiction-genren og gøre dem til sine egne. Tiden må vise om Condies tankevækkende værk har styrken til at vælte de seksuelt frustrerede vampyrer af blockbuster-pinden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar