Så gik der alligevel noget tid inden jeg vendte tilbage, men jeg har brugt tiden fornuftigt (hvis jeg selv skal sige det, og hvem skulle ellers?) og læst tre fantasy romaner, som jeg vender tilbage til inden for den næste uges tid. Det er dog ikke dem indlægget skal handle om i dag, jeg kunne nemlig godt tænke mig at fabulere lidt om fantasy genren som sådan og nogle af de kategorier den kan opdeles i. Udbuddet af fantasy romaner er enormt, i hvert fald hvis man regner det engelsksprogede marked med, og bøgerne er uhyre varierede og forskellige, så selv hvis man kan lide én type fantasy, er det langt fra sikkert at resten af genren taler til ens smag. Derfor ville jeg gerne tilbyde en knivskarp opdeling af genren i undergenrer og kategorier, og det er i virkeligheden derfor, det har taget mig så længe at vende tilbage, for det er slet ikke så nemt som det (måske) lyder.
Som forberedelse til indlægget søgte jeg lidt på nettet, for at se hvordan andre har inddelt genren, men i stedet for at føle afklarelsens beroligende omfavnelse blev jeg blot mere forvirret, for der er som sagt uendelig mange underinddelinger. Det største problem er dog ikke mængden af kategorier, men at afgrænsningen foregår på forskellige præmisser. Således kan man se undergenrer, der er defineret af hvilken type verden de foregår, andre kendetegnes ved deres temaer og atter andre grupperes ud fra hvilke væsner, der befolker romanerne. Problemet her er, at de forskellige præmisser gør kategorierne usammenlignelige, og desuden kan det sagtens forekomme, at én roman opfylder kriterierne for indtil flere undergenrer på én gang, og så er spørgsmålet, hvor effektive inddelingerne egentlig er.
Så sad jeg der fortvivlet og vidste slet ikke, hvad jeg skulle skrive til jer, kære læsere, og tænkte at nogen burde redde trådene ud, så de forskellige inddelinger blev klarere og mere brugbare. Og det tænker jeg sådan set stadig, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke har gjort så meget ved det endnu; det er et større stykke arbejde, som man hurtigt kunne bruge en hel bog på at udrede. Måske får jeg engang taget mig sammen til at skrive sådan en. Måske ikke.
Men for ikke at afslutte på et fuldstændigt nulpunkt, vil jeg kort forklare om én opdeling, der opdeler genren i to afgrænsede grupper (der er selvfølgelig altid undtagelser, der forsøger at unddrage sig klassifikation, men for klarhedens skyld ignorerer vi disse renegater i første omgang). Jeg taler selvfølgelig om opdelingen mellem høj og lav fantasy. Betegnelserne er ikke udtryk for en vurdering af romanerne, men hentyder derimod til om romanerne foregår i vores almindelige verden, kaldet primærverdenen (lav fantasy), eller om forfatteren lader sine karakterer rende rundt i et helt andet univers med andre naturlove og traditioner, kaldet sekundærverdenen (høj fantasy). Rigtig meget af det mest kendte fantasy er høj fantasy, lige fra ”Ringenes Herre” til serien om Narnia, men jeg synes, der er en tendens i retning af at mere og mere fantasy foregår i vores egen verden, og at den lave fantasy dermed er på vej fremad. Det ses for eksempel i de nye vampyr-serier som ”Twilight” og ”True Blood” og i flere af Neil Gaimans romaner. Selvom det igen er generalisering er der en tendens til at temaet i høj fantasy er kampen mellem godt og ondt, med menneskehedens skæbne som indsats. I lav fantasy er der som oftest ikke helt så meget på spil, her er det sædvanligvis mest hovedpersonens eget liv, der skal kæmpes for.
Det var så det første (overordentligt) forsigtige skridt i retningen af en kategorisering af fantasy genren, men som vi skal se, når jeg senere anmelder de tre fantasy romaner, jeg har læst på det sidste, er selv denne basale inddeling tåget og usikker, når det kommer til de enkelte værker. På genlæs…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar