Alles familier er problematiske og alle mennesker, selv dem der kommer fra velfungerende og helt og aldeles normale hjem, skal finde en måde at løsrive sig fra familien og blive individer, selvfølgelig med den indflydelse der uvægerligt kommer fra søskende og forældre. I Neil Gaimans roman ”Anansi Boys” er temaet netop at blive individ, ikke automatisk en forlængelse af sine forældre, men heller ikke en fuldstændig afvisning af dem. Desværre for Charlie Nancy, der står med problemet er hans familie alt andet end normal.
Romanen indledes med at Charlies far dør. Denne mand er den pinligste af alle pinlige forældre (bortset selvfølgelig fra moren i ”Max Pinlig), og han har brugt hele Charlies barndom på at gøre ham til grin på tusind forskellige måder. Så da Charlie hører, at hans far er død, føler han, udover en voldsom pinlighed over måden Charlies far dør på, ikke så meget sorg som en svag lettelse. Men Charlies trængsler er kun lige begyndt, for det viser sig, at hans far var ingen ringere end edderkoppeguden Anansi, hvis største fornøjelse er at narre andre, både guder og dødelige, gennem forskellige practical jokes. Derfor bliver Anansis død startskuddet for en omvæltning af Charlies liv, heriblandt introduktionen af broderen han ikke vidste han havde, men som viser sig at være mindst lige så besværligt et bekendtskab som faderen.
Romanen følger Charlie efterhånden som han lærer at komme overens med sig selv og sin familie og erkender at han er en del af sin familie på godt og ondt. Gaiman gør dette rigtig godt og det er et interessant tema for hvem er ikke blevet flov over sine forældre eller har følt sig tilsidesat af sine søskende. ”Anansi Boys” handler ikke om den store kamp mellem godt og ondt, men udnytter fantasy formen til at fortælle en historie om en udfordring, de fleste kan nikke genkendende til.
”Anansi Boys” falder ind under kategorien ”lav” fantasy, idet den foregår i vores velkendte verden, tilsat en smule magi. Her har Gaiman ladet sig inspirere af den caribiske mytologikreds, som bogen giver en interessant, uden dog at være udtømmende, indføring i. Gaiman gør mytologien levende gennem guderne, der på samme tid er dyr og menneske, og på en eller anden måde formår han at introducere denne gamle sagnverden i den moderne verden på en både naturlig og interessant måde, uden at tabe den underliggende historie af syne. Selv om jeg normalt foretrækker fantasyromaner, der foregår i fremmede verdener, viser ”Anansi Boys”, at det er fuldt ud muligt at lave fascinerende og vedkommende fantasy, der finder sted i vores ”normale” verden, uden at det bliver prosaisk og mister magien.
Neil Gaiman: "Anansi Boys", 2005
Ingen kommentarer:
Send en kommentar