Om stolthed og krimier

Philip Kerr: Martsvioler, 1996. Oversat fra March Violets, 1989.
Månedens udfordring i Bogudfordringen 2011 lyder på at læse en krimi udgivet før 2000. Det i sig selv forekommer ikke så svært, jeg føler mig rimeligt velbevandret indenfor genren, og det burde ikke volde mange problemer at finde den helt rigtige krimi til udfordringen. Og der, mine damer og herrer, har vi det første problem, for af uvisse årsager fik jeg bildt mig selv ind, at den krimi jeg læste i denne sammenhæng, skulle være den helt rigtige og på en og samme gang demonstrere min fantastiske smag og sige noget om, hvem jeg er. Hvilket i sidste ende måske er lidt vel meget at forlange af én enkelt bog. Især når min smag slet ikke er så fantastisk. Men i hvert fald bevirkede min, kun halvt indrømmede, målsætning, at jeg har lånt endog vældig mange krimier og spændingsromaner hjem den sidste måneds tid (og at jeg fik læst Chabons Pittsburgh-Mysterierne). Jeg var forbi Sue Grafton, Robert Ludlum (fordi Matt Damon er så pæn i Bourne-filmene), Patricia D. Cornwall og Leif Davidsen, men jeg havde ikke rigtig lyst til at læse nogen af dem. Så kom jeg i tanke om, at jeg aldrig har fået læst Philip Kerrs Berlin Noir-trilogi, og vupti, havde jeg svaret på alle mine problemer.
Martsvioler handler om privatdetektiven Bernhard Gunther, der lever og arbejder i mellemkrigstidens Berlin, under Hitlers dystre styre. Gunther bliver hyret af en rig stål-magnat til at undersøge omstændighederne omkring hans datters død, men det viser sig at flere sager vikler sig sammen og Gunther involveres i mange ubehagelige kredse, lige fra Berlins organiserede kriminalitet til Görings hof. Martsvioler fornyer ikke Noir-genren, men udnytter den derimod fuldt ud til at beskrive angsten og håbløsheden i det korrupte styre, hvor mennesker forsvinder hver dag uden at nogen hæver et øjenbryn og opportunister melder sig under Nazi-fanen for egen vindings skyld (det er dem titlen hentyder til). Gunther selv er en typisk hårdkogt detektiv, desillusioneret og uden for mange samvittighedskvaler, men dog med moralen på det rette sted. Han er et behageligt bekendtskab, både på grund af sit sarkastisk-skarpe syn på det nazistiske styre, men også fordi han balancerer sine moralsk korrekte holdninger med en praktisk sans for overlevelse, hvilket trods alt gør ham til en rimelig realistisk karakter. Én ting der er karakteristisk for Noir-genren er, at selv om krimigåden altid løses, betyder det langt fra, at verdensordenen er genoprettet, som regel er detektiven i en værre situation ved afslutningen af romanen end i starten. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det også gælder for Martsvioler, men her er det ikke kun Gunther, men hele Berlin, hvis situation forværres gennem romanen. Eller måske er det blot udtryk for at Gunther opdager, hvor slemt det egentlig står til. Under alle omstændigheder kan Martsvioler varmt anbefales, både for krimihistorien og for indblikket i mellemkrigstidens Berlin.