Vibeke Marx: Et godt ben og andre noveller, 2000.
Jeg kan ikke hitte ud af noveller. De er for korte til at gå i dybden med, hvad de nu end handler om, så de må nøjes med at vise overfladen og hentyde til det, der ligger under den, hvilket formentlig også er novellens styrke. Den kan ikke pensle det hele ud for læseren, der således bliver sat i arbejde for at finde ud af, hvad meningen egentlig er. Måske er jeg bare for doven til noveller. Jeg kan i hvert fald godt lide den langsomme og grundige udvikling, som romanen i sine bedste inkarnationer kan tilbyde. Så jeg nærmede mig Vibeke Marx’ novellesamling forsigtigt og uden nogen anelse om, hvordan man griber sådan én an. Læser man det hele på en gang, eller nøjes man med en lille bid af og til, der så fordøjes i fred og ro? Jeg endte med at læse hele samlingen i et hug, mest fordi den er så dejlig kort og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle mene om det. Og det gør jeg egentlig stadigvæk ikke.
Samlingen består af 21 korte brudstykker, de fleste ikke længere end et par sider. Det er svært samlet set at sige, hvad de handler om, bortset fra at de handler om relationer mellem nære mennesker, forældre og børn, ægtefolk, søskende, men det gør det meste jo. Størstedelen af novellerne fanger karaktererne i de valg, store eller små, der ender med at have en afgørende (ofte negativ) indflydelse på deres liv. Sproget er ligetil og dets simpelhed fungerer rigtig godt i de kortfattede brudstykker. De bedste af stykkerne, som Rekonstruktion, En fejl, Fotografiet og Alexander, sætter på fremragende vis en finger på det smertelige i relation til ens allernærmeste. Alligevel havde jeg svært ved at blive fanget af samlingen, der manglede en kontinuerlighed, som den man finder i romaner. Så det er nok bare sådan at Et godt ben og andre noveller er en rigtig fin novellesamling, men at genren ikke rigtig passer til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar