Anmeldelse: "Stormfront"

For at være helt ærlig troede jeg i ført omgang, at bøgerne ville handle om Tyskland under 2. Verdenskrig. Serien hedder trods alt ”The Dresden Files”, og hvad andet kunne det være end en eller anden form for spionthriller der foregik under krigen? Jeg ved godt, jeg burde have regnet ud, at det var noget helt andet, anbefalingen kom jo fra bloggen tilhørende Patrick Rothfuss, den geniale fantasy forfatter med det ærefrygtindgydende skæg. Men sagen er den, at man ikke kan styre de associationer, man får på et givet ord, og for mig er Dresden altså lig med en tysk by, der blev bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig, ikke en amerikansk privatdetektiv/troldmand.

Men det er ham ”The Dresden Files” handler om, Harry Blackstone Copperfield Dresden (nårh, det var et navn!), troldmand og privatdetektiv. Der er efterhånden tretten bøger i serien og flere på vej (Tellerup udgav i 2009 første bind på dansk under titlen ”Stormfront”, men jeg ved ikke, om de har planer om at udgive flere bind), så der er nok at give sig i kast med, hvis man kan lide den første, ”Stormfront”, og det kunne jeg.

Romanen introducerer os for Dresden, der er både hovedperson og fortæller i historien. Som det så ofte er tilfældet, har privatdetektiven problemer med at få privatøkonomien til at hænge sammen, der er sjovt nok ikke så mange, der har brug for en troldmands assistance. Så da den smukke, men nervøse Monica beder Dresden om at finde hendes mand, som går lidt for meget op i hjemmebrygget magi, efter han mistede sit job, slår troldmanden straks til, selv om sagen ikke umiddelbart synes af meget. Kort tid efter at Dresden har talt med Monica, bliver han kaldt til et mord af politikommissær Karrin Murphy, der bruger troldmanden som konsulent på sager af overnaturlig karakter, som offentligheden måske ikke anerkender eksistensen af, men som ikke desto mindre skal opklares. I dette tilfælde er der tale om en mand og en kvinde, der ved hjælp af voodoo har fået revet deres hjerter ud af brystet, mens de har sex; kvinden sidder stadig overskrævs på manden, da Dresden dukker op.

Med de to sager har Dresden et reelt håb om at kunne betale huslejen, men kun hvis han kan holde sig i live. Både Chicagos gangsterkonge Johnny Marcone og Bianca, vampyr og ejer af et escort-bureau er overordentligt interesserede i dobbeltmordet, og nogen prøver at forhindre Dresden i at opspore Monicas mand. Sidst men ikke mindst er Dresden under mistanke for selv at stå bag dobbeltmordet, så han bliver nødt til at opklare det inden troldmændenes White Council forsamles for at idømme ham dødstraffen. Så alt i alt har Dresden nok at se til.

Jim Butchers blanding af fantasy og hårdkogt krimi fungerer overraskende godt.  Det er lykkedes ham at skabe et univers, hvor magien blander sig lydefrit både ind i vores velkendte verden og i krimi genren. Magien føles ikke påklistret, men snarere som endnu et redskab i detektivens arsenal på linje med gode kontakter og evnen til at slå en proper næve. ”Stormfront” er ikke noget dybt bekendtskab, men er god sommerferie underholdning på linje med Raymond Chandler og Dashiell Hammett, den hårdkogte krimi amerikanske Godfathers og bør nydes med en livstræt attitude og en dobbelt whisky.

Smugkig #2: "Kraken"

Jeg er ved at læse China Miévilles sci-fi roman ”Embassytown”, og der bygger han et meget fascinerende univers op. Og det har givet mig lyst til at dele den herligt syrede og inderlige bizarre måde hans hjerne fungerer på med jer, så derfor bringer jeg her et (lidt langt) citat fra hans bog ”Kraken”, som udkom i 2010. Det Miéville gør bedre end nogen anden, jeg er stødt på, er, at han giver lods for sin fantasi, der får frit spil til at skabe væsner og situationer er altid er forunderlige og som regel også temmelig foruroligende.

”Kraken” handler om Billy, der til daglig arbejder på Londons naturhistoriske museum. En dag bliver kæmpeblæksprutten fra samlingen bortført og en mand findes død i den beholder, hvor blæksprutten før var i. Billy bliver hurtigt hvirvlet ind i opklaringen af forbrydelsen, idet alle (bortset fra Billy) tilsyneladende gerne vil involvere ham.

Den følgende passage viser til fulde Miévilles intuitive forståelse af en uhygge, der ligger på grænsen mellem det hverdagsagtige og det fantastiske. Læs og nyd:

‘Billy looked at the mail that Leon had brought from downstairs. Two bills and a card and a heavy package in brown paper, tied up old-style with hairy string. He put on his glasses and cut the string.

[…] He frowned. He did not understand what he was unwrapping. Inside the package was a rectangle of black cotton. […] He prodded the cloth.

The package moved.

“Fuck…”

"What? What? What?”

They were both standing. Billy stared at the package, unmoving on the table where he had dropped it. There was a silence. Billy took a pen from his pocket and poked the cotton gently.

The cloth gave. The package opened.

It bloomed. With a gasp of air it concertinaed, expanding, outflicking and filling out, and what reached from its end was a hand. A man’s arm, in a dark jacket sleeve. The flash of white shirt at its end. The emergent hand grabbed Billy by the neck.

"Jesus –“ Leon pulled Billy away, and the package, still gripping, pulled back, braced against nothing.

Billy was held, and the package continued to unfold. Tongues of cotton flap-flapped open, black and blue and shoes now at the end of limbs bulking into presence, as if the matter of them was uncramping. More arms unrolled clumsy as fire hoses and shoved Leon hard away.

Like plants in sped-up motion, emitting grunts of release, a stale sweat-and-fart smell, and a man and a boy stood suddenly on Billy’s table. The boy stared at Leon staggering to rise. The man still gripped Billy’s throat.’

Al begyndelse er svær...

Det har kun været et spørgsmål om tid, inden jeg kastede mig over Terry Pratchetts ”Discworld”-serie. Med sine 39 bind er det en af de længste fantasy-serier nogensinde, og samtidig en af de mest ikoniske: Den verden Pratchett her har skabt er et standard referencepunkt for alle fantasy- og sci-fi nørder og er derfor helt uomgængelig.

Det første problem, når man vil i gang med serien er at finde ud af, hvor man skal starte. ”Discworld”-bøgerne hænger nemlig ikke kronologisk sammen i en nydelig række, men består af forskellige serier og enkeltbind, der har det tilfælles, at de foregår på den samme planet: The Discworld. Eftersom de forskellige serier er blevet udgivet indimellem hinanden, er det ikke helt nemt at holde redde på, og så er det rigtig skønt, at der findes fagnørder derude, som gider og sidde at kompilere komplicerede kort over rækkefølger. Krzysztof K. Kietzman er et af disse herlige individer, der har lavet et dejligt overskueligt kort over alle 39 bøger i serien og deres indbyrdes rækkefølge, kortet kan ses hér.

Men traditionalist som jeg er, endte jeg med at starte fra begyndelsen af, med Pratchetts allerførste roman på Discworld ”The Colour of Magic”. Fordelen ved at starte med etteren er, at man får bygget verden op fra starten af, så man lærer universet at kende i samme rækkefølge som forfatteren (formentlig). Ulempen er, at eftersom dette er Pratchetts første roman, er den lettere ujævn i kvaliteten med en noget episodisk opbygning og lidt for meget slapstick-humor, hvor de senere bøger skulle være skrevet af en mere sikker og erfaren hånd.

Når det er sagt, er ”The Colour of Magic” faktisk en ret sjov roman om troldmanden Rincewind, der bliver påduttet at passe på den håbløst naive og nysgerrige turist Twoflower. Faktisk er Rincewind ikke rigtigt troldmand, idet han blev smidt ud fra Det Usete Universitet, inden han blev færdig med sin uddannelse og uden en brugbar trylleformular i hovedet. Hvad han til gengæld har er en sund portion selvopholdelsesdrift (somme ville muligvis kalde ham en kujon), der som oftest får ham til at ønske sig langt væk fra de situationer, som samværet med Twoflower sætter ham i. Twoflower er til gengæld Discworlds allerførste turist og ivrig efter at opleve det kontinent, som er basis for alle fortællinger om helte og magi i hans hjemland. Troskyldig og optimistisk kaster han sig ud i alle eventyrene for at opleve så meget som muligt uden at indse, at han ofte svæver i livsfare.

Sammensætningen af de to umage figurer skaber en fin dynamik og er samtidig grobund for den satire over turisme, som romanen egentlig er. Jeg genkender i hvert fald mig selv i Twoflowers ønske om at få så autentiske oplevelser som muligt og kan kun forestille mig, hvor mange lokale der i sit indre har rystet på hovedet over dét ønske. Som for eksempel her, hvor Twoflower forklarer Rincewind, at han godt kunne tænke sig at møde nogle ægte helte:

"Good. You say this is a tough place. Frequented, you mean, by heroes and men of adventure?"
Rincewind considered this. “Yes?” he managed.
"Excellent. I would like to meet some
An explanation occurred to the wizard. “Ah,” he said. “You’ve come to hire mercenaries […]?
“Oh no. I just want to meet them. So that when I get home I can say that I did it.”
Rincewind thought that a meeting with most of the Drum’s clientele would mean that Twoflower never went home again, unless he lived downriver and happened to float past.

”The Colour of Magic” er som sagt meget episodisk, det er i virkeligheden lidt ligesom at læse en novellesamling, hvor figurerne går igen fra en historie til den næste. For mig var det lidt frustrerende, fordi det gjorde det svært at bevare koncentrationen, når der ikke rigtig var en samlende overordnet historie. På trods af den ujævne oplevelse skal jeg bestemt aflægge Discworld endnu et besøg i fremtiden.

Læs mere om serien og de enkelte bøger på Terry Pratchetts hjemmeside.

Omslag #1: "The Mirage"

Umiddelbart virker det måske overfladisk, men forsider og omslag er virkelig vigtige sager for en bog, Jo, det kan da godt være, at bogen hverken bliver dårligere eller bedre af omslaget, ordene på papiret er trods alt de samme. Men forsiden er nu engang det første læseren møder, det første og altafgørende indtryk man får af bogen, og hvis forsiden ikke fænger, når man sandsynligvis ikke til ordene indeni, hvor velskrevne de så end er. Derfor introducerer jeg nu et nyt fast indlæg, hvor jeg viser de forsider frem, som jeg bedst kan lide og snakker lidt om, hvorfor de fungerer, eller hvorfor jeg kan lide dem (det er ikke altid det samme).

Jeg lægger ud med Matts Ruffs forholdsvist nye roman ”The Mirage”, der foregår i et alternativt univers, hvor kristne fundamentalister kidnapper fire passagerfly den 9/11 2001 og flyver dem ind i højtprofilerede mål i Mellemøsten, heriblandt de to World Trade Towers i Bagdad.

Omslaget fanger øjnene med sin fantastiske azurblå farve og de markante bogstaver, der tilsyneladende er ved at opløses til ørkenstøv. Men det der virkelig gør forsiden fantastisk er, at illustratoren har forstået at udnytte den simple, men effektive symbolik, der ligger i de to tvillingetårne, drejet over i en mellemøstlig variant. Man er på samme forvirret og helt med, for tvillingetårne betyder 11/9, men hvorfor har den ene en løgkuppel i stedet for et mere strømlinet og vestligt tag? Og netop dér går det op for én, at man befinder sig i et alternativt univers, men samtidig føler man, at historiens udgangspunkt er velkendt. Og alt det helt uden at læse på bagsiden, se dét er en vellykket forside.

Bogudfordringen 2012: Natur

At en bog er en klassiker er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er velskrevet. Således også Frank Herberts ”Dune”, der med sin fantastisk velgennemtænkte opbygning af bogens univers er en af science fiction-genrens ubestridte klassikere. Problemet er bare, at de fleste andre elementer i bogen, så som personkarakteristik, dialog og handling, er stive og uorganiske og faktisk gør bogen til noget af en udfordring at komme igennem.

Bogens hovedperson, Paul Atreides, er en dannet hertugsøn med alt hvad det indebærer af nærkamps- og strategitræning. Derudover er han synsk og har lært at kontrollere sine tanker i en ekstrem grad af sin mor, så da hans far bliver myrdet af en konkurrerende adelsslægt, og Paul flygter ud i den barske ørken på planeten Arrakis, er han klar til at opildne den barske lokalbefolkning, frimenerne, til guerillakrig.

Grunden til at jeg har valgt ”Dune” til Bogudfordringen 2012’s naturtema er, at ørkenen og dens indbyggere, både menneskelige og ikke-menneskelige, er romanens anden hovedperson. Ørkenen danner bagtæppet for en lang del af bogen, men den er også med til at skabe frimenerne, idet den dikterer de begrænsninger og muligheder folket har, og dermed hvordan de lever. På den ene side er naturen i ”Dune” hård og uforsonlig, på den anden side bærer den løftet om en rigdom, både i kraft af stoffet melange, der er kostbart på grund af dets livsforlængende og bevidsthedsudvidende egenskaber, og løftet om en mere frodig natur, som kun kan ses af dem, der lever i overensstemmelse med ørkenen.

På mange måder er ørkenen faktisk romanens mest afbalancerede og interessante karakter, måske fordi den ikke bliver overforklaret, som mange af de andre karakterer gør i lange indre monologer, men får lov at stå åben for fortolkninger.

Sproget er også både arkaisk og (melo)dramatisk, hvilket også bliver trættende i længden. Af og til bliver det så overdrevet, at man brutalt bliver revet ud af romanens illusion, som for eksempel da Pauls kæreste og moren til hans barn, siger ”I have prepared thy breakfast”. Sætningen bremsede min læsning med sin opstyltede og overformelle formulering: Hvis man har været sammen længe nok til at få et barn sammen og i øvrigt er alene, er det lidt (eller meget) unaturligt at tiltale sin mand som ”thy” (eders), hvor adelig han så end måtte være.

”Dune” er bestemt værd at læse, idet den er en klassiker inden for genren, og det er godt at have en fornemmelse af, hvilket muld den moderne science fiction er rundet af, men det er også på mange måder en frustrerende oplevelse at læse romanen. Når både personerne og dialogen bliver stiv og stiliseret, bliver det hurtigt en træg oplevelse at skulle igennem de omkring 400 sider, og det er ærgerligt, når idéen er så god.

Om trilogier og evnen til at begrænse sig

Hvorfor er det så vanskeligt for fantasy forfattere at holde sig til én bog? Det ville ikke undre mig, hvis det var en del af deres hemmelige kodeks, at man ikke må begynde at skrive en historie, hvis man ikke er sikker på, at den mindst bliver til en trilogi. (Man kan lige se hemmelige agenter i lange gevandter liste sig ind på de stakkels få forfattere, der drister sig til at skrive enkeltstående romaner.)

Nu er det jo ikke, fordi jeg ikke bryder mig om trilogier, men det sker desværre lidt for tit, at især andet bind lider af ”forstrukketheds”-syndrom, eller som Bilbo forklarer det: ”som for lidt smør spredt ud over for stort et stykke brød” (eller sådan cirka, alle mine bøger er desværre pakket ned, så mere præcist bliver det ikke). Af og til kunne man godt ønske sig, at flere fantasy forfattere havde modet til at indse, at idéen ikke rækker til mere en én bog, der så til gengæld kan blive virkelig god.

Et andet problem er, at der er en grænse for hvor mange bøger man kan nå at læse i løbet af et liv, og jeg kan godt vægre mig ved at gå i gang med en serie, når det betyder, at der så er tilsvarende mange bøger, jeg aldrig får læst.

Heldigvis er der nogle forfattere, der beskæftiger sig med de enkeltstående romaner, og her har jeg fundet tre eksempler frem. Én har jeg allerede læst, de to andre står på min liste over bøger, jeg skal have læst. Klik på titlen for at se
flere anmeldelser på Goodreads.

Neil Gaiman: ”American Gods” (udgivet af Headline Review)

To dage inden Shadow bliver løsladt fra fængslet dør hans kone i et mystisk biluheld. I flyveren på vej hjem møder han Mr. Wednesday, der påstår at være en tidligere Gud og forklarer at en krig er under opsejling. Mere eller mindre villigt bliver Shadow involveret i konflikten mellem Amerikas nye og gamle guder, og i løbet af et roadtrip af mytologiske dimensioner lærer Shadow både noget om sin egen og USA's identitet. Dette er en helt fantastisk roman med en unik stemme, der slet ikke behøver tre bind for at fungere.

Daniel O’Malley: ”The Rook” (udgivet af Little, Brown and Company)

Jeg er (næsten) slet ikke flov over at indrømme, at langt størstedelen af grunden til, at jeg godt kunne tænke mig at læse ”The Rook” er det vidunderlige omslag. Men historien lyder nu også meget spændende. Myfanwy Thomas vågner i en park med en masse latexklædte mennesker liggende døde omkring sig. Hun ved ikke, hvem hun er, eller hvordan hun er kommet hen i parken, men et brev i lommen afslører, at hun er Myfanwy II, anden sjæl i den samme krop. Tricket er så, at ingen må opdage, at hun pludselig er en helt anden, heller ikke kollegerne i den tophemmelige, overnaturlige efterretningstjeneste. Det lyder lidt som Jason Bourne med overnaturlige væsner. Hvis du er interesseret, så kig her, hvor du kan læse de første par kapitler.

Nick Harkaway: ”The Angelmaker” (udgivet af Knopf Doubleday Publishing Group)

Hovedpersonen i denne blanding af noir-krimi og urban fantasy er Joe Spork, søn af en berømt London gangster og dedikeret urmager. En dag kommer han ved et uheld til at sætte gang i mekanikken i en dommedagsmaskine, han får i hænderne. Sammen med Edie Banister, der er en tidligere superspion i 80’erne, må Joe forsøge at undgå, at verden går under. Romanen lyder dejligt humoristisk og hvis den så også bare er velskrevet, bliver det ikke meget bedre. Tjek bogtraileren nedenfor, den er vældig cool.

Kan I anbefale nogle enkeltstående fantasy eller science fiction romaner?

Smugkig # 1: "Broken"

Lad fanfarerne gjalde for nu vil jeg introducere et nyt fast indslag: ”Smugkig” også kendt som ”små-tekstuddrag-der-forhåbentlig-kan-bruges-som-inspiration-til-kendte-og-ukendte-bøger” (på trods af undertitlens akkuratesse kan man ikke kalde den mundret, så jeg degraderede den. Det er hårdt at være undertitel.). I al korthed vil jeg i disse indslag præsentere bøger, jeg godt kan lide gennem citater, der kan være sjove, dramatiske, gribende eller sørgelige, men som under alle omstændigheder er sigende for resten af bogen.

I dette første indlæg vil jeg præsentere et citat fra Susan Jane Bigelows superhelte roman ”Broken”. Jeg kendte ikke forfatteren i forvejen, men den kunne downloade gratis som e-bog fra forlaget Candlemark & Gleams hjemmeside, og gratis bøger er altid velkomne. Det var et yderst glædeligt møde
med Bigelows verden, hvor superhelte ikke nødvendigvis er heroiske. Kort fortalt handler romanen om den synske teenager Michael, der opsøger den tidligere superhelt Silwerwyng, nu Broken (hvorfor kan sci-fi/fantasy forfattere ikke bare stave navne rigtigt? Det er jo ikke, fordi navnet er genialt skjult). Han har fået ansvaret for et spædbarn, der enten kan blive menneskehedens frelser eller undergang, og ønsker Brokens hjælp til at få babyen væk fra Jorden, hvor den med sikkerhed vil blive depraveret.

Uddraget hér er fra begyndelsen af bogen, hvor Michael ved et held støder på Broken:

”Broken had been trying to kill herself again. What else could she do, after the day she’d had? She’d chosen drowning this time, because it was much more painful and took a very long time. She’d jumped off a low bridge and fought to stay under the icy water. But this time, her heart wasn’t in it. She’d just come back to life and be as miserable as ever. So she let the current bear her south, towards the sea. Maybe she’d float to Australia, or to China.

The cold numbed her, and eventually she felt like getting out. She swam to shore, and dragged herself up onto the beach.

Four men were menacing a kid and a small baby.

Staying out, she told herself forcefully. She wasn’t in the LED anymore. Everything she tried to save ended up worse off than before, like the cat.

But the kid turned to her and, pleadingly, said her name.

Her old name.

And what could she do after that? She rushed them.”

Læs bogen for dens portrætter af superhelte, som måske nok har overnaturlige kræfter, men som ikke af den grund har bedre liv end andre, snarere tværtimod. Især Brokens historie er interessant og gribende uden at miste den selvironi, som er helt grundlæggende for karakteren.

P.S.: Foromslaget er i øvrigt helt vidunderligt, men det vender jeg nok tilbage til en anden gang.

Og de nominerede er...

Litterære priser er egentlig noget mærkeligt noget. Hvordan an man udpege noget som det bedste, når værdsættelsen af den gode historie i så høj grad er objektiv?
Alligevel har jeg altid været tiltrukket af den slags priser, netop fordi de hiver nogle bøger frem for andre og kroner dem som de bedste fra det år. Det giver et pejlemærke at læse ud fra, især hvis man ikke har tid til at følge med i, hvad der lige er udgivet, og hvad der er på vej.

The Hugo Awards er blevet uddelt hvert år siden 1955 til forskellige værker, der udemærker sig inden for science fiction genren. Den bliver uddelt i femten kategorier, der inkluderer litteratur, film, tv og illustrationer, men personligt er jeg mest interesseret i roman kategorien, selvom det altid er sjovt at se, hvad der sker inden for film og tv. Medlemmerne af World Science Fiction Society, som alle kan melde sig ind i, står både for at nominere og vælge de endelige vindere, så der er en bred demokratisk base for afgørelsen. Så kan man spørge sig selv, om demokrati er afgørende i litteratur bedømmelser, men det er en anden sag.

Prisen bliver først uddelt i starten af september, men nomineringerne blev offentliggjort i lørdags, og her bringer jeg så en lille guide til de nominerede med mine kommentarer til. Jeg har ikke læst en eneste af bøgerne, så jeg har ærlig talt ikke nogen anelse om, hvem der vinder, men jeg kan sagtens sige noget om, hvilke jeg er mest ivrig efter at læse. Klik på titlen for at gå til Goodreads siden for den pågældende bog.

Jo Walton: ”Among Others” (udgivet på Tor)
”Among Others” er en fortælling om de historier, der gør det muligt at komme igennem teenageårene, pakket ind i en fortælling om en ond heksemor og en datter, der forsøger at undgå sin arv. Jeg synes, bogen yder helt fantastisk, og jeg glæder mig næsten mere til historien om historier end til rammefortællingen, men forhåbentlig spiller de to dele sammen i en højere enhed.

George R. R. Martin: ”A Dance With Dragons” (udgivet på Bantam Spectra)
”A Dance With Dragons” er femte bind i Martins episke serie om den herskende klasse i Westeros. Så vidt jeg kan forstå på anmeldelserne på Amazon sker der ikke voldsomt meget i denne bog, hvilket egentlig ikke er så mærkeligt, når man tænker på hvor lang serien er. Tomgang i midter bøger er en af sci-fi/fantasy-genrens største fælder. Jeg skal nok få læst bogen, men jeg kan ikke påstå, at jeg glæder mig synderligt meget. Måske fordi jeg skal igennem tre andre Martin-mursten inden jeg når så langt.

Mira Grant: ”Deadline” (udgivet på Orbit)
”Deadline” er andet bind i Grants nyhedszombie trilogi ”Newsflesh”, der handler om et søskendepars forsøg på at afsløre en zombie konspiration via deres blog eftersom alle andre nyhedskanaler er censurerede. Egentlig er jeg ikke meget for zombier – det handler mest om blod og indvolde, og det i sig selv er ikke så interessant – men en god konspirationsteori giver spændende læsning, så det var måske her, jeg skulle give zombierne en chance.

China Mièville: ”Embassytown” (udgivet på Macmillan /Del Rey)
”Embassytown” handler om samspillet med det fremmede, i en roman hvor mennesket har koloniseret en planet og nu lever side om side med planetens oprindelige beboere, Ariekei, der er ligeså intelligente som menneskene, men uforståelige. Det er min erfaring, at Mièville er en af de få forfattere, der gør science fiction og fantasy til kunst, og i en genre der svømmer over i plot uden sproglig formåen, kan man ikke få for mange af dem, så ”Embassytown” kommer helt klart på min læseliste.

James S. A. Corey: ”Leviathan Wakes” (udgivet på Orbit)
”Leviathan Wakes” er science fiction af den gammeldags planethoppende slags blandet op med hårdkogte detektiver. To mænd der bliver fanget af et mysterium fra hver sin side skal manøvrere mellem det gamle dominerende statssystem i de indre planeter og rebellerne fra den anden side af asteroidebæltet. En krig er på vej, og spørgsmålet er, om de kan – og vil – stoppe den. Romanen lyder som en rigtig god knaldroman, som underholder fint lige så længe det varer, og den slags kost har alle brug for en gang imellem, så den glæder jeg mig også til at få læst ved lejlighed.

Hvis der er nogen derude, der har været i gang med nogen af bøgerne, vil jeg meget gerne høre, hvad I synes!

Om afvigelsens nødvendighed

De fleste har en genre, de foretrækker. Hvad end det er krimier, historiske romaner eller Nobel Pris vindere, findes der som regel én type bøger, man holder mere af end andre. For mig er det Fantasy og Science Fiction bøger. De eventyrlige elementer taler til min fantasi, og hvis det bliver gjort ordentlig, kan genren også sige noget om verden generelt, og om hvordan mennesker er indrettede. Men hvor glad man end er for en bestemt genre, bliver man af og til nødt til at bevæge sig uden for den ellers bliver man litterært underernæret og risikerer følgesygdomme.

Således bevægede jeg mig i denne uge ind i den mere realistiske genre. Efter at have læst den sidste del af Christopher Paolinis ”Arven”-kvartet havde jeg et akut og inderligt behov for at være langt væk fra drager, elvere og onde troldmænd. Som medicin mod min fantasy forstoppelse kastede jeg mig over Bjarne Reuters parodierende krimi ”Den iranske gartner” og Curtis Sittenfelds ”En kvinde, tre mænd og en psykolog”, der handler om en kvindes kamp med at komme overens med mændene i sit liv. Og det var en excellent kur mod min lidelse: først en tæppebombning med Reutersk humor a lá Bertram-bøgerne og så en skarp og usentimental omgang selverkendelse hos hovedpersonen i Sittenfelds roman. Tilsammen en cocktail der gav mig læselysten tilbage, og atter gav mig mod på favoritgenren.

Så nu har jeg samlet en trio af bøger af sci-fi/fantasyoverbevisningen, for det er jo påske, og hvis der er noget en forlænget weekend er godt til, så er det at få rettet op på min noget slunkne liste over læste bøger på Goodreads. For tiden er jeg 11 % bagud i forhold til mit mål for året, så det er med at få høvlet nogle bøger af.

De udvalgte bøger i denne omgang er Terry Pratchetts første bog ”The Colour of Magic”, Jim Butchers ”Storm Front” og sidst men ikke mindst Frank Herberts ”Dune”.

Alle tre er blevet udvalgt i et forsøg på at udvide min horisont: Terry Pratchetts Discworld serie er en klassiker inden for humoristisk fantasy, og det har længe været min mening at rejse til den flade verden, der hviler på ryggen af fire elefanter, der til gengæld hviler på ryggen af kæmpeskildpadden A’tuin. I ”Storm Front” byder Jim Butcher på en privatdetektiv, der samtidig er troldmand. Raymond Chandler med magi, hvordan kan det ikke ende godt? At jeg ikke har fået læst ”Dune” endnu, er helt bestemt en mangel i min sci-fi opdragelse, som jeg hurtigst muligt må få rådet bod på. Desuden kan jeg bruge det som mit ”Natur”-bidrag til Bogudfordringen 2012, som er drastisk misligholdt.

Hvad skal I læse her i påsken?

Om krig og realityshows

Det er efterhånden længe siden, jeg publicerede det sidste indlæg. En del af det skyldes, at jeg snart skal flytte, så der er alt flyttebøvlet. Samtidig er min mand og jeg ved at tage stilling til en frygtelig masse detaljer, fordi det hus vi skal flytte ind i, i bund og grund er et håndværkertilbud (hvis jeg aldrig behøver at sætte mine ben i Starks fliseudstilling igen, vil jeg være et lykkeligt menneske). Summa summarum er, at der har været en del distraktioner på det sidste. Men her den sidste uges tid har distraktionen været af litterær art, jeg har nemlig været fuldstændigt opslugt af Suzanne Collins’ ”The Hunger Games”-trilogi.

Den består naturligvis af tre separate bøger, men eftersom jeg læste dem lige efter hinanden, står det i mit hoved som ét værk, og jeg vil derfor anmelde det som sådan. Det kan derfor heller ikke undgås, at jeg kommer til at afsløre lidt af den senere handling, så anse dette som en spoileradvarsel. Hvis du ikke læser videre end dette, så tag dette med: Collins’ bøger er gennemtænkte, brutale, rå, deprimerende, tankevækkende og knaldgode, så læs dem!

Ok, hvis I ikke er hoppet fra endnu, så kommer anmeldelsen hér. 16-årige Katniss Everdeen er vokset op i Panem, et land der består af en dominerende Hovedstad og tolv distrikter. For generationer tilbage gjorde distrikterne oprør mod Hovedstaden, men blev slået brutalt ned. Nu holder Hovedstaden magten ved hvert år at afholde ”The Hunger Games”, hvor hvert distrikt skal bidrage med to deltagere, en dreng og en pige i alderen 12-18 år. Reglerne i spillet er simple: Den der overlever de andre vinder. Spillet bliver vist på fjernsyn over hele landet, til underholdning for Hovedstaden og til skræk og advarsel for distrikterne.

Da Katniss melder sig frivilligt til spillet, så hendes lillesøster kan slippe for at træde ind i Arenaen, regner hun ikke med at overleve. Men ved hjælp af sineevner som jæger og sin snedighed ender Katniss med at overvinde både sine modstandere i Arenaen og arrangørerne i Hovedstaden, da hun tvinger dem til for første gang at anerkende to vindere: Katniss selv og Peeta Mellark, der ligesom hun selv kommer fra distrikt 12. Katniss’ trodsige handling ender med at sætte gang i oprøret i distrikterne, og hun bliver hurtigt symbolet for kampen mod overmagten.

Ud over et godt tempo, der forhindrer forfatteren i at dvæle for længe ved de forskellige plotelementer, er en af seriens helt store styrker den moralske kompleksitet. Selv om det står klart, at rebellerne generelt set kæmper på den rigtige side, er det helt store spørgsmål, hvordan man i en krig kender forskel på de gode og de onde, når begge sider dræber på uhyrlige måder. Bortset fra præsident Snow er der ikke nogen karakterer, der er entydigt onde, og der er slet ikke nogen, der er entydigt gode, heller ikke vor heltinde. Det taler til Collins’ ære, at hun på intet tidspunkt advokerer for den noble krig, det er muligt, at der er sager, der er værd at slås for, siger hun med denne trilogi, men det betyder ikke, at kamphandlingerne er mindre grumme eller modbydelige. Derfor er serien også utrolig trist og deprimerende at læse, men den har så meget kraft, at der alligevel er balance i fortællingen.

Serien er i øvrigt ved at blive filmatiseret og første del har premiere d. 22/3. Jeg har heldigvis allerede billetter til forpremieren, så fremtiden er sikret. Hvis I ikke har hørt om filmen før, kan I se traileren her.

May the odds be ever in your favour!

Bogudfordringen 2012: "Farver"

Her, over halvanden måned inde i året, er jeg nu klar med den første bog, jeg har læst til årets bogudfordring fra ”Bogklubben Mener”. Det lækre ved 2012-udgaven er, at man selv må vælge både rækkefølgen og den rytme, man afvikler udfordringen i, så det er helt legalt at gemme de svære emner til senere. (Hvad i alverden skal jeg dog gøre med sportskategorien? Der er ikke mange sci-fi/fantasy romaner, der handler om sport…)

Egentlig havde jeg først tænkt, at ”Farver” var et mærkeligt diffust emne, men så besluttede jeg mig for, at hvis bare der indgik en farve i titlen, måtte udfordringen være opfyldt. Da jeg så sad og kiggede ”100 Must-Read Science Fiction Novels” igennem faldt jeg over ”Red Mars”, og vupti havde jeg slået to fluer med ét smæk: læst en sci-fi klassiker og opfyldt en af kategorierne i bogudfordringen. Så jeg var glad og fro over, at farven rød indgik i titlen, men det skulle snart vise sig, at farven spilled en meget større rolle i romanen.

”Tabula rasa, blank slate. A blank red slate. Anything was possible, anything could happen – in that sense they were, in just these last few days, perfectly free.”

I “Red Mars” følger man koloniseringen af Mars gennem ”de første hundredes” perspektiv. Lige fra de 50 mænd og 50 kvinder forlader jorden, til de når frem til Mars, begynder at gøre planeten beboelig og ser den oversvømmet af bølger af immigranter fra en overbefolket Jord på randen af kaos. ”Red Mars” er på mange måde en historie om det vilde vesten, om det uberørte land, der er fuld af farer og muligheder, samt rigdomme der kun kan udvindes på bekostning af naturen. Den røde farve symboliserer på mange måder det oprindelige, det ægte og uberørte i romanen, og ”reds” er da også den betegnelse, som den politiske gruppering, der går ind for at minimere de fysiske forandringer på Mars, går under. For alle de bestræbelser, der sker for at gøre Mars mere som Jorden, ændrer ved planetens farve, hvad end det er de grønne alger, der skal ændre atmosfæren, eller de sorte partikler, der spredes over gletsjerne for at absorbere sollyset og gøre planeten varmere.

Romanen excellerer i fremstillingen af de politiske idéer og problemer, som Kim Stanley Robinson tydeligvis finder vigtige. Robinson knytter de hensynsløse, profitjagende multinationale firmaer med en katastrofal ligegyldighed overfor naturen i et gribende og dystopisk vue over en meget nært forestående fremtid.

Hvad Robinson har i lidenskab overfor sine idéer, mangler han fuldstændigt i forhold til opbygning og udvikling af sine karakterer. Mange af Robinsons karakterer er flade og især en af fortællerne (perspektivet skifter i løbet af romanen) drev mig til vanvid, fordi han var så bund usympatisk, selvom det vist egentlig var meningen, at han skulle være helten, om end en fejlbarlig en af slagsen. Så på trods af nogle meget spændende idéer, ender ”Red Mars” med at blive en MEGET lang fornøjelse, fordi det simpelthen er for svært at engagere sig i karaktererne. Men den er trods alt værd at læse, som en realistisk mulighed for en eventuel fremtidig kolonisering af Mars.

Læsestof til Valentinsdag

Valentinsdag har længe fået på puklen for at være en falsk mærkedag, der kun er blevet genopfundet for at tjene bunkevis af penge ind til firmaer som Interflora, Hallmark og Anthon Berg. Og helt ærligt, hvis der faktisk er så mange penge i at give folk dårlig samvittighed, synes jeg, det er på tide, at bogbranchen kommer ind i kampen: Hvorfor ikke give en romantisk oplevelse, der varer længere end blot én aften?

Så her kommer en række forslag til bøger, der er oplagte til Valentinsgaver eller som underholdning Valentinsdag, hvis man ikke lige har en fræk aftale stående klar i kulissen.

Til den ulykkeligt forelskede:

William Shakespeares tidløse tragedie "Romeo og Julie" kan praler af et kærlighedsdilemma, der får de fleste andre til at blegne ved siden af, så sæt dig godt til rette og glæd dig over, at er findes mennesker, der har større problemer med Amor, end du har.

Til den der har behov for et skud happy ending:

Jill Mansells bøger er chick lit, når det er bedst: De vrimler med sjove, kvindelige hovedpersoner, der af ukendte årsager ikke kan indse, hvem prinsen på den hvide hest er, selv om det er mere end tydeligt for læseren. Selv om der jævnligt sker sørgelige ting i bogen, ved man, at det kun er for, at den lykkelige slutning kan se så meget mere rosa ud. De perfekte bøger til en smule eskapisme med en varm kop te og et rart stykke kage.

Til den der kun læser klassikere:

Hvis man behov for lidt romantik og samtidig gerne vil have krydset noget af klassiker listen, kan man passende kaste sig over Jane Austens: ”Stolthed og fordom”. Her kan man møde den intelligente proto-feminist Elizabeth Bennett og hendes herligt forfærdelige mor, for slet ikke at tale om den figur som alle andre mandlige hovedpersoner i chick lit-genren kun kan drømme om at leve op til: den sexede og mutte Mr. Darcy.

Om Bogudfordringen 2012

Et nyt år er ensbetydende med en ny Bogudfordring. De herskende magter ovre på Bogklubben Mener har ændret konceptet en smule i forhold til sidste år, idet alle temaerne er blevet annonceret på én gang, så man selv kan bestemme rækkefølgen og den kadence, hvormed man opfylder kravene for de enkelte temaer. Det synes jeg faktis er vældig smart, for der er altid nogle temaer, det er nemmere at finde bøger til end andre, og så er det godt at have tid til at gå og gruble lidt.

Og jeg har grublet en del, for temaerne er en del mere abstrakte end de var sidste år. Det burde egentlig være en hjælp, idet mulighederne så nærmest er uendelige, men det er netop dette væld af muligheder, der mere eller mindre har givet mig en læseblokade. For hvis der er 117 kvalificerede valg, hvordan finder man så ud af, hvad der er det rigtige valg?

I virkeligheden er det jo bare mit prætentiøse og små neurotiske behov for, at der er en mening med galskaben, der stikker sit velfriserede hoved frem her, og måske er det et fjollet og unødvendigt pres at lægge på sig selv. Faktum er bare, at jeg synes, det er sjovere, hvis der er en eller anden form for rød tråd i projektet. I øvrigt skal man også passe på med at udrydde alle sine neurotiske tics, det er jo egentlig bare det, der i daglig tale hedder personlighed. Så derfor besluttede jeg mig for at arbejde med et overordnet tema i årets Bogudfordring, så jeg har et grundlag at vælge ud fra.

Efter at have overvejet forskellige temaer, som prisvindere og faglitteratur, besluttede jeg mig for at vælge alle tolv bøger fra science fiction- og fantasy-genren. For det første holder jeg meget af genren, og for det andet ville jeg gerne have læst nogle flere af hovedværkerne indenfor den.

Det næste pillearbejde består så af at vælge romanerne til de enkelte temaer, men det er helt klart den sjove del af processen. Nogle emner, som ”Tid” og ”Politik”, forholdsvist nemme at vælge, mens andre, såsom ”Mode” og ”Sport”, er mere vanskelige, det er ikke lige det sci-fi romaner typisk handler om. Jeg anmelder bøgerne løbende her på bloggen, og I kan følge med i udvælgelsesprocessen her. Kom endelig med alle jeres gode forslag i kommentarfeltet.

Kunsten at fortælle en historie

Bøger er fantastiske. Det rum de giver til at udfolde ens fantasi og opleve andre liv og verdener, er helt uundværligt for mig. Men nogen gange bliver en historie endnu mere fantastisk, hvis den bliver fortalt, så fortællerens timing og mimik løfter den op på et højere niveau. Et eksempel på dette er denne oplæsning af Patrick Rothfuss, hvor man får historien, om hvordan det kan gå til, at marsvin (altså dem med pels på) i virkeligheden er fisk.

Det er skørt og hylende morsomt, og man får straks lyst til at læse noget mere, der er udtænkt af samme gale hjerne. Jeg kan anbefale "Kingkiller Chronicle"-trilogien til dem, der har fået blod på tanden. Det er overhovedet ikke det samme, men det er lige så genialt.

Om hukommelsens buede spejl

Mit (ikke særlig vellykkede) forsøg på at få læst alle Man Booker Prize vinderne har ført mig hen til 2011 vinderen ”The Sense of an Ending” af Julian Barnes. Jeg har kun læst én anden bog af Barnes, nemlig ”England, England”, men det eneste jeg kan huske fra den er, at der medvirker en forretningsmogul, hvis hemmelige last er at tage ble på og lege voksenbaby. Så jeg gik til ”The Sense of an Ending” med en forsigtig respekt, lidt som man går hen til en forladt taske, der står og tikker på Nørreport. Men der var ikke nogen voksenbaby i hele bogen, til gengæld var der en rigtig fin fortælling om ungdommen set fra alderdommen og de forvrængninger, der automatisk kommer, når man ser ind i hukommelsens buede spejl.

Romanen handler om Tony, der som tilfreds pensionist ser tilbage på sine skoledage og spekulerer over sit forhold til vennen Adrian og kæresten Veronica. Tony føler sig underlegen overfor Adrians intellekt og usikker overfor den mystiske Veronica, der ikke vil gå i seng med ham. Da de to bliver kærester afskriver Tony i vrede dem begge og selv Adrians selvmord tilskriver han den luskede femme fatale Veronica. Men som Tony i sin alderdom opdager findes der sjældent en sandhed, og den er aldrig objektiv. Kun ved at lægge andres erindringer hen over ens egne begynder et mere sandt billede at træde frem.

”The Sense of an Ending” er en melankolsk og gribende, men humoristisk fortælling om erkendelsen af hukommelsens fejlbarlighed og om at komme overens med sin fortid. Det eneste problem med bogen er, at visse meget centrale dele af Tonys fortid ikke bliver undersøgt fra Veronicas synspunkt og som derfor kommer til at hænge og flapre til sidst. Det er synd, for ”The Sense of an Ending” er en både smuk og poetisk historie, som virkelig er værd at læse.

Om glæden ved at modtage

Med julen nys overstået ville det være nærliggende at skrive et længere indlæg, om alle de mange bøger jeg har fået i julegave, men sandheden er, at jeg ikke har fået nogen. Ikke en eneste. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Til gengæld har jeg fået noget, der er meget bedre, nemlig to løfter om fremtidige læseoplevelser.

Det første løfte består af et dejligt stort gavekort til Bog & Idé (og de andre kæder der hører til). Hvad det skal omsættes til, ved jeg endnu ikke, men jeg har kig på en lækker bagebog, som jeg længe godt har kunnet tænke mig. Jeg vender tilbage med en reportage, når jeg har spenderet gavekortet. Det kan godt være, der går et stykke tid, for jeg har en smule svært ved at bruge den slags gavekort. Der er jo det ved det, at gavekortet kun kan bruges én gang, og hvad nu hvis der kommer noget mere spændende om en uge? Jeg er ikke sikker på, at det siger noget godt om min karakter, men sådan er det altså.

Det andet løfte er dette dejlige stykke maskineri, min helt egen Kindle!

Det er jo ikke en bog som sådan, men den kan indeholde om til 3000 stk., så der skulle være nogle gode læseoplevelser forude. Jeg har faktisk allerede læst to bøger på den, og det føltes helt ligesom at læse en almindelig papir bog, bortset fra at man aldrig mister det sted, man er i bogen, samt at man kan holde og bladre med én hånd. Kindlen er skøn at sidde med, den er mindre end en iPad og så let som en paperback, men fordi skærmen fylder stort set hele forsiden, sidder man ikke med en følelse af at skulle bladre hele tiden. Det er super nemt at downloade bøger fra Amazon, lidt for nemt måske – det kan godt være, jeg skal have lavet et bogindkøbsbudget.

Det største problem med Kindle er, at det ser ud til at være svært at downloade bøger fra andre kilder end Amazon. Jeg har ikke sat mig ind i det, men umiddelbart kan man ikke bruge tjenester så som E-reolen, hvilket er fjollet fra Amazons side, for det er udelukkende med til at begrænse brugbarheden af deres e-bogslæser. De udbyder ikke danske titler fra Kindle Store, så der er ingen økonomisk grund til, at det ikke skulle være muligt at downloade bøger fra danske e-bogsforhandlere og biblioteker. Forhåbentlig viser det sig, at jeg tager fejl og der ikke er noget problem, for selvom jeg ikke læser mange danske bøger, er det jo rart at have muligheden for at kunne gøre det.

En ting er dog sikker: Min Kindle kommer til at stå for mange gode timers underholdning fremover.

Om forsæt og nye begyndelser

Jeg har egentlig ikke så meget til overs for nytårsforsætter. Det virker på mig som om deres eneste formål er at foranledige dybe skyldsfølelser. De er født af skyld til at skabe mere skyld. Over det fitnessabonnement man betaler til, men ikke har benyttet sig af de sidste fem måneder. Over de kager man spiser, fordi de ser så smukke ud bag montrens pudsede ruder, men som jo egentlig går imod den slankekur, man begyndte på i går. Over at man nu sidder på tredje time og ser dårligt tv på Kanal4, selvom det egentlig var meningen, at man skulle læse nogle flere prisbehængte romaner. Hvorfor er det, at denne tilfældige dag på året kan få en til at love os selv, at i år bliver man et meget bedre menneske, end man var sidste år, når nu man ved, at angsten for at fejle sikrer, at man heller ikke i år får gennemført sit forsæt. Men hvem ved måske næste år?

Og dog er der noget rensende, ja nærmest befriende, over skiftet fra det ene år til det næste. Tallet skifter og pludselig er det, som om alle muligheder står åbne. Som om alle fejlene og de ting man fortryder ikke at have gjort træder i baggrunden og giver plads til igen at handle. Så på trods af alle mine forbehold har jeg i år et nytårsforsæt: At holde liv i denne blog igennem hele året med minimum et indlæg om ugen. Og så at starte en pensionsopsparing.