Om spøgelser og moral

Tonya Hurley: Ghostgirl og Ghostgirl Homecoming, 2009 og 2010.

På det sidste har der været forskellige bølger af trends indenfor teenage fantasy litteraturen. Først kom vampyr/varulvebølgen med værker som Twillight og serien om Sookie Stackhouse. Så kom engel/spøgelsebølgen, som Ghostgirl placerer sig solidt indenfor. Bøgerne foregår i den traditionelle, amerikanske High School verden vi alle kender fra utallige film og serier, hvor cheerleaderne er populære, men lede og overfladiske og altid dater quarterback’en. Midt i denne verden finder vi Charlotte, der er så usynlig for omverdenen at selv pedellen overser hende, noget hun er fast besluttet på at ændre. Charlotte vil simpelthen bruge skoleåret på at blive ligesom cheerleaderen Petula og score den lækre football-spiller Damen, så hun endelig kan blive anerkendt som et medmenneske. Desværre kommer der nogen i vejen for hendes plan, hun bliver nemlig kvalt i en vingummibamse. Charlotte vågner op på skolen igen som spøgelse, men i stedet for at koncentrere sig om at være spøgelse og komme over på ”den anden side”, insisterer hun på at blande sig i de levendes verden i et fortsat forsøg på at blive accepteret. Det afstedkommer selvfølgelig en masse problemer inden Charlotte indser, hvor hun nu hører hjemme og redder sine medspøgelser samtidig med at den lede Petula får sin bekomst.

I toeren er Charlotte og medspøgelserne kommet videre til, hvad der ser ud til at være et enormt, himmelsk telefoncenter, hvor de døde teenagere skal hjælpe de levende i en slags underbevidsthedens Børnetelefon. Også i dette bind handler konflikten om sammenblandingen af de dødes og de levendes verdener, idet Scarlet (Charlottes ven fra etteren) overskrider tærsklen mellem død og levende i et forsøg på at redde sin søster Petula, der svæver i livsfare efter en fejlslået pedicure. Men udover den helt åbenlyse konflikt, der bunder i at få oprettet balancen, så de døde og de levende holdes adskilt, er der også en gennemgående morale, omkring nødvendigheden af at stole på andres troskab, både i venskab og i kærlighed.

Der er en tyk og synlig morale i begge bøger, det skulle jo nødigt være sådan, at læseren ikke forstod meningen, men der er til gengæld også en befriende humor til at skylle moralen ned med. Det er den satiriske tilgang til teenage-livet, der gør serien værd at læse, på trods af stiliserede karakterer og forudsigeligt plot. Men hvor børnefantasy af og til stiller så store spørgsmål, at det også bliver interessant for voksne, holder Ghostgirl sig på et niveau, der trods alt nok er mest interessant for unge.