Om ondskab og relativisme

Som I sikkert ved, findes der noget der hedder ”kontrafaktisk historieskrivning”, hvilket er en historisk øvelse, der går ud på at sige ”Hvad nu hvis?”. Hvad nu hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig? Hvad nu hvis russerne ikke havde forladt Bornholm dengang i 1946? Hvad nu hvis Stavnsbåndet aldrig var blevet ophævet? I ved, den slags spørgsmål. Gregory Maguires roman ”Wicked”, som er baggrunden for musicalen af samme navn, der går på Det Ny Teater for tiden, kunne man kalde for en form for ”kontrafaktisk romanskrivning”. Romanen baserer sig nemlig på L. Frank Baums klassiske børnefortælling ”Troldmanden fra Oz”, men Maguire vender landet Oz på hovedet, så man må opgive alle fordomme om, hvem der er gode og hvem der er onde. Nu er ”Troldmanden fra Oz” selvfølgelig fiktion og ikke fakta, så der er nok snarere kalde det ”kontrafiktionel romanskrivning”. Man kunne selvfølgelig også bare kalde det ”intertekstualitet”, men nu skal vi ikke blive for akademiske.

Faktum er, at Maguire har skabt en rigtig interessant roman ved at tage en historie de fleste kender, sætte spørgsmålet ved det grundlæggende præmis om godt og ondt og dermed dreje hele univers, så det på trods af sin genkendelighed, bliver helt fremmed.

I romanen følger man Elphaba, ”The Wicked Witch of the West”, lige fra hun til sin forældres forfærdelse bliver født grøn, over skoletiden i Shiz, hvor Elphaba selv bliver forfærdet over samfundets behandling af Dyr (besjælede dyr) og beslutter at kæmpe mod Troldmanden til hun til sidst dør for menneskepigen Dorothys hånd. Elphaba forsøger at kæmpe mod troldmandens fornedrelse af både Dyr og befolkningsgrupper, som han ikke kan kontrollere, men igen og igen oplever hun blot sin egen magtesløshed, hvilket gør hende mere og mere frustreret. Det er en blanding af hendes anderledes udseende og aktivisme, der gør at hun i sidste ende bliver kendt som Vestens Onde Heks, på trods af at hun egentlig ikke udøver voldsomt meget magi. Således er Oz i Maguires fortolkning præget af fordomme og overtro.

I det hele taget er det Oz, man ser i ”Wicked” et ubehageligt, gråt og utrygt sted, hvor al anderledes tænkning eller opførsel hurtigt bliver undertrykt af den despotiske Troldmand. Således fremstår ”Wicked” nærmest som en dystopi, især fordi Elphaba, i modsætning til mangen en helt, ikke formår at vælte despoten. Selvom den berømte Troldmand fra Oz her bliver portrætteret som magtsyg og ond, er der ikke mange andre karakterer, bortset fra Madame Morrible, der gennemgående er onde. Til gengæld er der heller ikke så mange ”gode” karakterer. Derfor er ”Wicked” på mange måder en deprimerende, men spændende undersøgelse af ondskab, og hvad der egentlig skal til før nogen er direkte onde.

”Wicked” bruger altså temaet om godt og ondt, som det sig hør og bør for høj fantasi, men i modsætning til hvad traditionen foreskriver, er der ikke nogen endegyldig kamp mellem de to sider, eller for den sags skyld en afklaring af, hvem der tilhører hvilken side, og på den måde forekommer romanen noget uforløst, hvilket har ekko i Elphabas liv, der også ender uforløst. Fordi romanen ikke har nogen sejr over ondskaben, er ”Wicked en noget anderledes fantasy roman, men den er absolut anbefalelsesværdig og giver lejlighed til at tænke over, hvad ondskab er og om det overhovedet er en størrelse, der kan defineres entydigt.