Bill Bryson: A Short History of Nearly Everything, 2003. Findes på dansk under titlen En kort historie om næsten alt.
Efter i sidste uge at have læst to bøger, der på forskellige måder overraskede mig, trængte jeg i denne uge til noget velkendt. Til at læse en bog, som jeg vidste hvad indeholdt, og hvor jeg var klar over, at jeg ville blive underholdt. Det resulterede alt sammen i en uoverstigelig trang til at genlæse Bill Brysons mesterværk om naturvidenskabens historie. Problemet var blot, at jeg jo allerede har læst den, at det var sådan set meningen, at bloggen skulle indeholde nylæsninger, ikke genlæsninger af de samme syv bøger om og om igen. Så slog det mig, at selvom jeg har læst A Short History of Nearly Everything før, har jeg ikke skrevet om den før, og da slet ikke herinde. Denne (for mig) geniale tanke gav mig den fornødne undskyldning til at gå i gang med værket.
Genlæsningen mindede mig om alle de fantastiske ting ved Brysons bog, der udover at være et formidlingsmesterværk også er velsignet med kortfattede og underholdende biografier over alverdens excentriske videnskabsmænd. Eksempler på dedikerede videnskabsmænd er Cavendish, der gav sig selv stød for at observere påvirkningen, og J.B.S. Haldane der undervejs til at forstå, hvordan højt tryk påvirker den menneskelige organisme, var skyld i eksploderende tandfyldninger, voldsomme anfald og følelsesløshed, både hos sig selv og de venner og bekendte der agerede forsøgspersoner. Bryson formår at fortælle om udviklingen i de mange forskellige grene af naturvidenskaben klart og præcist, så jeg har følelsen af at have lært noget nyt uden for alvor at blive sat af undervejs. Selvom gennemgangen af de forskellige discipliner nødvendigvis må være overfladisk, sidder jeg tilbage med en følelse af indsigt blandet med en fornemmelse af universets kompleksitet, både i det meget store og i det meget små. Derudover informeres man som læser også om de måder mennesket gennem de sidste par hundrede år har påvirket naturen. Bryson holder disse afsnit korte og kammer aldrig over i det hellige, hvilket gør meddelelsen så meget desto mere slående.
Som den opmærksomme læser nok har bemærket, er jeg voldsomt glad for bogen, men (for selvfølgelig er der et men) jeg er muligvis nået til grænsen for hvor mange gange, jeg kan genlæse A Short History of Nearly Everything (dette må være fjerde eller femte gennemlæsning). Da jeg begyndte på bogen, var jeg fuldt af motivation og læselyst, men jo længere hen jeg nåede, desto sværere blev det at holde koncentrationen. Jeg tror, at det mestendels skyldes, at jeg trods alt har set det hele før, men det er også muligt, at fortællingen taber pusten lidt i de midterste kapitler, muligvis fordi der er færre skøre videnskabsmænd og flere kolde facts. Dette skal dog ikke afskrække nye læsere, der trygt kan regne med et velskrevet og fascinerende blik langt ud i universet og helt ind i jordens indre.
Efter i sidste uge at have læst to bøger, der på forskellige måder overraskede mig, trængte jeg i denne uge til noget velkendt. Til at læse en bog, som jeg vidste hvad indeholdt, og hvor jeg var klar over, at jeg ville blive underholdt. Det resulterede alt sammen i en uoverstigelig trang til at genlæse Bill Brysons mesterværk om naturvidenskabens historie. Problemet var blot, at jeg jo allerede har læst den, at det var sådan set meningen, at bloggen skulle indeholde nylæsninger, ikke genlæsninger af de samme syv bøger om og om igen. Så slog det mig, at selvom jeg har læst A Short History of Nearly Everything før, har jeg ikke skrevet om den før, og da slet ikke herinde. Denne (for mig) geniale tanke gav mig den fornødne undskyldning til at gå i gang med værket.Genlæsningen mindede mig om alle de fantastiske ting ved Brysons bog, der udover at være et formidlingsmesterværk også er velsignet med kortfattede og underholdende biografier over alverdens excentriske videnskabsmænd. Eksempler på dedikerede videnskabsmænd er Cavendish, der gav sig selv stød for at observere påvirkningen, og J.B.S. Haldane der undervejs til at forstå, hvordan højt tryk påvirker den menneskelige organisme, var skyld i eksploderende tandfyldninger, voldsomme anfald og følelsesløshed, både hos sig selv og de venner og bekendte der agerede forsøgspersoner. Bryson formår at fortælle om udviklingen i de mange forskellige grene af naturvidenskaben klart og præcist, så jeg har følelsen af at have lært noget nyt uden for alvor at blive sat af undervejs. Selvom gennemgangen af de forskellige discipliner nødvendigvis må være overfladisk, sidder jeg tilbage med en følelse af indsigt blandet med en fornemmelse af universets kompleksitet, både i det meget store og i det meget små. Derudover informeres man som læser også om de måder mennesket gennem de sidste par hundrede år har påvirket naturen. Bryson holder disse afsnit korte og kammer aldrig over i det hellige, hvilket gør meddelelsen så meget desto mere slående.
Som den opmærksomme læser nok har bemærket, er jeg voldsomt glad for bogen, men (for selvfølgelig er der et men) jeg er muligvis nået til grænsen for hvor mange gange, jeg kan genlæse A Short History of Nearly Everything (dette må være fjerde eller femte gennemlæsning). Da jeg begyndte på bogen, var jeg fuldt af motivation og læselyst, men jo længere hen jeg nåede, desto sværere blev det at holde koncentrationen. Jeg tror, at det mestendels skyldes, at jeg trods alt har set det hele før, men det er også muligt, at fortællingen taber pusten lidt i de midterste kapitler, muligvis fordi der er færre skøre videnskabsmænd og flere kolde facts. Dette skal dog ikke afskrække nye læsere, der trygt kan regne med et velskrevet og fascinerende blik langt ud i universet og helt ind i jordens indre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar