Om hukommelsens buede spejl

Mit (ikke særlig vellykkede) forsøg på at få læst alle Man Booker Prize vinderne har ført mig hen til 2011 vinderen ”The Sense of an Ending” af Julian Barnes. Jeg har kun læst én anden bog af Barnes, nemlig ”England, England”, men det eneste jeg kan huske fra den er, at der medvirker en forretningsmogul, hvis hemmelige last er at tage ble på og lege voksenbaby. Så jeg gik til ”The Sense of an Ending” med en forsigtig respekt, lidt som man går hen til en forladt taske, der står og tikker på Nørreport. Men der var ikke nogen voksenbaby i hele bogen, til gengæld var der en rigtig fin fortælling om ungdommen set fra alderdommen og de forvrængninger, der automatisk kommer, når man ser ind i hukommelsens buede spejl.

Romanen handler om Tony, der som tilfreds pensionist ser tilbage på sine skoledage og spekulerer over sit forhold til vennen Adrian og kæresten Veronica. Tony føler sig underlegen overfor Adrians intellekt og usikker overfor den mystiske Veronica, der ikke vil gå i seng med ham. Da de to bliver kærester afskriver Tony i vrede dem begge og selv Adrians selvmord tilskriver han den luskede femme fatale Veronica. Men som Tony i sin alderdom opdager findes der sjældent en sandhed, og den er aldrig objektiv. Kun ved at lægge andres erindringer hen over ens egne begynder et mere sandt billede at træde frem.

”The Sense of an Ending” er en melankolsk og gribende, men humoristisk fortælling om erkendelsen af hukommelsens fejlbarlighed og om at komme overens med sin fortid. Det eneste problem med bogen er, at visse meget centrale dele af Tonys fortid ikke bliver undersøgt fra Veronicas synspunkt og som derfor kommer til at hænge og flapre til sidst. Det er synd, for ”The Sense of an Ending” er en både smuk og poetisk historie, som virkelig er værd at læse.