Bogudfordringen 2012: "Farver"

Her, over halvanden måned inde i året, er jeg nu klar med den første bog, jeg har læst til årets bogudfordring fra ”Bogklubben Mener”. Det lækre ved 2012-udgaven er, at man selv må vælge både rækkefølgen og den rytme, man afvikler udfordringen i, så det er helt legalt at gemme de svære emner til senere. (Hvad i alverden skal jeg dog gøre med sportskategorien? Der er ikke mange sci-fi/fantasy romaner, der handler om sport…)

Egentlig havde jeg først tænkt, at ”Farver” var et mærkeligt diffust emne, men så besluttede jeg mig for, at hvis bare der indgik en farve i titlen, måtte udfordringen være opfyldt. Da jeg så sad og kiggede ”100 Must-Read Science Fiction Novels” igennem faldt jeg over ”Red Mars”, og vupti havde jeg slået to fluer med ét smæk: læst en sci-fi klassiker og opfyldt en af kategorierne i bogudfordringen. Så jeg var glad og fro over, at farven rød indgik i titlen, men det skulle snart vise sig, at farven spilled en meget større rolle i romanen.

”Tabula rasa, blank slate. A blank red slate. Anything was possible, anything could happen – in that sense they were, in just these last few days, perfectly free.”

I “Red Mars” følger man koloniseringen af Mars gennem ”de første hundredes” perspektiv. Lige fra de 50 mænd og 50 kvinder forlader jorden, til de når frem til Mars, begynder at gøre planeten beboelig og ser den oversvømmet af bølger af immigranter fra en overbefolket Jord på randen af kaos. ”Red Mars” er på mange måde en historie om det vilde vesten, om det uberørte land, der er fuld af farer og muligheder, samt rigdomme der kun kan udvindes på bekostning af naturen. Den røde farve symboliserer på mange måder det oprindelige, det ægte og uberørte i romanen, og ”reds” er da også den betegnelse, som den politiske gruppering, der går ind for at minimere de fysiske forandringer på Mars, går under. For alle de bestræbelser, der sker for at gøre Mars mere som Jorden, ændrer ved planetens farve, hvad end det er de grønne alger, der skal ændre atmosfæren, eller de sorte partikler, der spredes over gletsjerne for at absorbere sollyset og gøre planeten varmere.

Romanen excellerer i fremstillingen af de politiske idéer og problemer, som Kim Stanley Robinson tydeligvis finder vigtige. Robinson knytter de hensynsløse, profitjagende multinationale firmaer med en katastrofal ligegyldighed overfor naturen i et gribende og dystopisk vue over en meget nært forestående fremtid.

Hvad Robinson har i lidenskab overfor sine idéer, mangler han fuldstændigt i forhold til opbygning og udvikling af sine karakterer. Mange af Robinsons karakterer er flade og især en af fortællerne (perspektivet skifter i løbet af romanen) drev mig til vanvid, fordi han var så bund usympatisk, selvom det vist egentlig var meningen, at han skulle være helten, om end en fejlbarlig en af slagsen. Så på trods af nogle meget spændende idéer, ender ”Red Mars” med at blive en MEGET lang fornøjelse, fordi det simpelthen er for svært at engagere sig i karaktererne. Men den er trods alt værd at læse, som en realistisk mulighed for en eventuel fremtidig kolonisering af Mars.