Om forsæt og nye begyndelser

Jeg har egentlig ikke så meget til overs for nytårsforsætter. Det virker på mig som om deres eneste formål er at foranledige dybe skyldsfølelser. De er født af skyld til at skabe mere skyld. Over det fitnessabonnement man betaler til, men ikke har benyttet sig af de sidste fem måneder. Over de kager man spiser, fordi de ser så smukke ud bag montrens pudsede ruder, men som jo egentlig går imod den slankekur, man begyndte på i går. Over at man nu sidder på tredje time og ser dårligt tv på Kanal4, selvom det egentlig var meningen, at man skulle læse nogle flere prisbehængte romaner. Hvorfor er det, at denne tilfældige dag på året kan få en til at love os selv, at i år bliver man et meget bedre menneske, end man var sidste år, når nu man ved, at angsten for at fejle sikrer, at man heller ikke i år får gennemført sit forsæt. Men hvem ved måske næste år?

Og dog er der noget rensende, ja nærmest befriende, over skiftet fra det ene år til det næste. Tallet skifter og pludselig er det, som om alle muligheder står åbne. Som om alle fejlene og de ting man fortryder ikke at have gjort træder i baggrunden og giver plads til igen at handle. Så på trods af alle mine forbehold har jeg i år et nytårsforsæt: At holde liv i denne blog igennem hele året med minimum et indlæg om ugen. Og så at starte en pensionsopsparing.