Bogudfordringen 2012: Natur

At en bog er en klassiker er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er velskrevet. Således også Frank Herberts ”Dune”, der med sin fantastisk velgennemtænkte opbygning af bogens univers er en af science fiction-genrens ubestridte klassikere. Problemet er bare, at de fleste andre elementer i bogen, så som personkarakteristik, dialog og handling, er stive og uorganiske og faktisk gør bogen til noget af en udfordring at komme igennem.

Bogens hovedperson, Paul Atreides, er en dannet hertugsøn med alt hvad det indebærer af nærkamps- og strategitræning. Derudover er han synsk og har lært at kontrollere sine tanker i en ekstrem grad af sin mor, så da hans far bliver myrdet af en konkurrerende adelsslægt, og Paul flygter ud i den barske ørken på planeten Arrakis, er han klar til at opildne den barske lokalbefolkning, frimenerne, til guerillakrig.

Grunden til at jeg har valgt ”Dune” til Bogudfordringen 2012’s naturtema er, at ørkenen og dens indbyggere, både menneskelige og ikke-menneskelige, er romanens anden hovedperson. Ørkenen danner bagtæppet for en lang del af bogen, men den er også med til at skabe frimenerne, idet den dikterer de begrænsninger og muligheder folket har, og dermed hvordan de lever. På den ene side er naturen i ”Dune” hård og uforsonlig, på den anden side bærer den løftet om en rigdom, både i kraft af stoffet melange, der er kostbart på grund af dets livsforlængende og bevidsthedsudvidende egenskaber, og løftet om en mere frodig natur, som kun kan ses af dem, der lever i overensstemmelse med ørkenen.

På mange måder er ørkenen faktisk romanens mest afbalancerede og interessante karakter, måske fordi den ikke bliver overforklaret, som mange af de andre karakterer gør i lange indre monologer, men får lov at stå åben for fortolkninger.

Sproget er også både arkaisk og (melo)dramatisk, hvilket også bliver trættende i længden. Af og til bliver det så overdrevet, at man brutalt bliver revet ud af romanens illusion, som for eksempel da Pauls kæreste og moren til hans barn, siger ”I have prepared thy breakfast”. Sætningen bremsede min læsning med sin opstyltede og overformelle formulering: Hvis man har været sammen længe nok til at få et barn sammen og i øvrigt er alene, er det lidt (eller meget) unaturligt at tiltale sin mand som ”thy” (eders), hvor adelig han så end måtte være.

”Dune” er bestemt værd at læse, idet den er en klassiker inden for genren, og det er godt at have en fornemmelse af, hvilket muld den moderne science fiction er rundet af, men det er også på mange måder en frustrerende oplevelse at læse romanen. Når både personerne og dialogen bliver stiv og stiliseret, bliver det hurtigt en træg oplevelse at skulle igennem de omkring 400 sider, og det er ærgerligt, når idéen er så god.