De fleste har en genre, de foretrækker. Hvad end det er krimier, historiske romaner eller Nobel Pris vindere, findes der som regel én type bøger, man holder mere af end andre. For mig er det Fantasy og Science Fiction bøger. De eventyrlige elementer taler til min fantasi, og hvis det bliver gjort ordentlig, kan genren også sige noget om verden generelt, og om hvordan mennesker er indrettede. Men hvor glad man end er for en bestemt genre, bliver man af og til nødt til at bevæge sig uden for den ellers bliver man litterært underernæret og risikerer følgesygdomme.


Så nu har jeg samlet en trio af bøger af sci-fi/fantasyoverbevisningen, for det er jo påske, og hvis der er noget en forlænget weekend er godt til, så er det at få rettet op på min noget slunkne liste over læste bøger på Goodreads. For tiden er jeg 11 % bagud i forhold til mit mål for året, så det er med at få høvlet nogle bøger af.
De udvalgte bøger i denne omgang er Terry Pratchetts første bog ”The Colour of Magic”, Jim Butchers ”Storm Front” og sidst men ikke mindst Frank Herberts ”Dune”.



Alle tre er blevet udvalgt i et forsøg på at udvide min horisont: Terry Pratchetts Discworld serie er en klassiker inden for humoristisk fantasy, og det har længe været min mening at rejse til den flade verden, der hviler på ryggen af fire elefanter, der til gengæld hviler på ryggen af kæmpeskildpadden A’tuin. I ”Storm Front” byder Jim Butcher på en privatdetektiv, der samtidig er troldmand. Raymond Chandler med magi, hvordan kan det ikke ende godt? At jeg ikke har fået læst ”Dune” endnu, er helt bestemt en mangel i min sci-fi opdragelse, som jeg hurtigst muligt må få rådet bod på. Desuden kan jeg bruge det som mit ”Natur”-bidrag til Bogudfordringen 2012, som er drastisk misligholdt.
Hvad skal I læse her i påsken?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar