Om krig og realityshows

Det er efterhånden længe siden, jeg publicerede det sidste indlæg. En del af det skyldes, at jeg snart skal flytte, så der er alt flyttebøvlet. Samtidig er min mand og jeg ved at tage stilling til en frygtelig masse detaljer, fordi det hus vi skal flytte ind i, i bund og grund er et håndværkertilbud (hvis jeg aldrig behøver at sætte mine ben i Starks fliseudstilling igen, vil jeg være et lykkeligt menneske). Summa summarum er, at der har været en del distraktioner på det sidste. Men her den sidste uges tid har distraktionen været af litterær art, jeg har nemlig været fuldstændigt opslugt af Suzanne Collins’ ”The Hunger Games”-trilogi.

Den består naturligvis af tre separate bøger, men eftersom jeg læste dem lige efter hinanden, står det i mit hoved som ét værk, og jeg vil derfor anmelde det som sådan. Det kan derfor heller ikke undgås, at jeg kommer til at afsløre lidt af den senere handling, så anse dette som en spoileradvarsel. Hvis du ikke læser videre end dette, så tag dette med: Collins’ bøger er gennemtænkte, brutale, rå, deprimerende, tankevækkende og knaldgode, så læs dem!

Ok, hvis I ikke er hoppet fra endnu, så kommer anmeldelsen hér. 16-årige Katniss Everdeen er vokset op i Panem, et land der består af en dominerende Hovedstad og tolv distrikter. For generationer tilbage gjorde distrikterne oprør mod Hovedstaden, men blev slået brutalt ned. Nu holder Hovedstaden magten ved hvert år at afholde ”The Hunger Games”, hvor hvert distrikt skal bidrage med to deltagere, en dreng og en pige i alderen 12-18 år. Reglerne i spillet er simple: Den der overlever de andre vinder. Spillet bliver vist på fjernsyn over hele landet, til underholdning for Hovedstaden og til skræk og advarsel for distrikterne.

Da Katniss melder sig frivilligt til spillet, så hendes lillesøster kan slippe for at træde ind i Arenaen, regner hun ikke med at overleve. Men ved hjælp af sineevner som jæger og sin snedighed ender Katniss med at overvinde både sine modstandere i Arenaen og arrangørerne i Hovedstaden, da hun tvinger dem til for første gang at anerkende to vindere: Katniss selv og Peeta Mellark, der ligesom hun selv kommer fra distrikt 12. Katniss’ trodsige handling ender med at sætte gang i oprøret i distrikterne, og hun bliver hurtigt symbolet for kampen mod overmagten.

Ud over et godt tempo, der forhindrer forfatteren i at dvæle for længe ved de forskellige plotelementer, er en af seriens helt store styrker den moralske kompleksitet. Selv om det står klart, at rebellerne generelt set kæmper på den rigtige side, er det helt store spørgsmål, hvordan man i en krig kender forskel på de gode og de onde, når begge sider dræber på uhyrlige måder. Bortset fra præsident Snow er der ikke nogen karakterer, der er entydigt onde, og der er slet ikke nogen, der er entydigt gode, heller ikke vor heltinde. Det taler til Collins’ ære, at hun på intet tidspunkt advokerer for den noble krig, det er muligt, at der er sager, der er værd at slås for, siger hun med denne trilogi, men det betyder ikke, at kamphandlingerne er mindre grumme eller modbydelige. Derfor er serien også utrolig trist og deprimerende at læse, men den har så meget kraft, at der alligevel er balance i fortællingen.

Serien er i øvrigt ved at blive filmatiseret og første del har premiere d. 22/3. Jeg har heldigvis allerede billetter til forpremieren, så fremtiden er sikret. Hvis I ikke har hørt om filmen før, kan I se traileren her.

May the odds be ever in your favour!