Underholdende mytologi biksemad

Nogle bøger læser jeg, fordi venner og bekendte har anbefalet dem. Andre fordi jeg har hørt eller læst, at de minder om andre bøger, jeg godt kan lide. Af og til får jeg lyst til at læse et helt forfatterskab på baggrund af én god bog. Og så sker det også at jeg får en bog i hånden, som jeg hverken har læst eller hørt om, og som jeg bare læser, fordi forsiden er flot eller resuméet på bagsiden af bogen er spændende. Sådan en bog er ”Alkymisten” af Michael Scott. Jeg fik den i hænderne på mit arbejde og den lignede lige præcis sådan en bog jeg trængte til at læse: let at gå til, spændende historie og på alle måder ukompliceret.

”Alkymisten” er første del af en serie på seks, hvoraf fire allerede er udkommet, de er oveni købet alle oversat til dansk. Dermed behøver jeg ikke at vente så længe på resten af historien, hvilket nok er meget godt, både fordi jeg er utålmodig af natur, og fordi at selvom fortællingen er spændende, er jeg ikke sikker på, at jeg ville huske at vende tilbage til den for at få hele historien med. På trods af at romanen holder én fanget under læsningen, gælder der for denne, som for så mange andre, at den hurtigt læst og hurtigt glemt.

”Alkymisten” handler om de 15-årige tvillinger Sophie og Josh, der det ene øjeblik lever et forholdsvist almindeligt liv, men det næste er hvirvlet ind i et eventyr af enorme proportioner. Det viser sig nemlig, at Nick Fleming, i hvis boghandel Josh arbejder, i virkeligheden er den udødelige alkymist Nicholas Flamel. Han er beskytter for en magisk bog skrevet af Abraham Magikeren, kaldet Codex, som i de forkerte hænder ville bringe død og ødelæggelse over verden og gøre mennesket til slaver af de magtfulde Mørke Ældste. I starten af ”Alkymisten” lykkes det den onde dr. John Dee at kidnappe Nicholas’ kone og stjæle Codex, bortset fra to vigtige sider som Josh får revet ud af den. Og går den gensidige jagt, for dr. John Dee vil have de manglende sider, men Flamel vil have bogen og sin kone igen og i øvrigt forhindre De Mørke Ældste i at sejre. Josh og Sophie bliver ufrivilligt en del af den store kamp, og måske har de også en vigtig rolle at spille, for er de de tvillinger, som omtales i Codex?

Michael Scott har i denne serie taget en lang række sagn og mytologier, puttet dem ned i blenderen og trykket på knappen. Resultatet er måske en smule rodet, men også veludført, og det er en spændende præmis, at alle guder i verdens forskellige mytologier i virkeligheden blot er en race forskelligt fra mennesket, tilbedt fordi de var så uendeligt mere magtfulde. Scott har med denne historie om kampen mellem godt og ondt sat i vores verden skabt en underholdende tjubang-roman af en ungdoms-fantasy.

Om ondskab og relativisme

Som I sikkert ved, findes der noget der hedder ”kontrafaktisk historieskrivning”, hvilket er en historisk øvelse, der går ud på at sige ”Hvad nu hvis?”. Hvad nu hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig? Hvad nu hvis russerne ikke havde forladt Bornholm dengang i 1946? Hvad nu hvis Stavnsbåndet aldrig var blevet ophævet? I ved, den slags spørgsmål. Gregory Maguires roman ”Wicked”, som er baggrunden for musicalen af samme navn, der går på Det Ny Teater for tiden, kunne man kalde for en form for ”kontrafaktisk romanskrivning”. Romanen baserer sig nemlig på L. Frank Baums klassiske børnefortælling ”Troldmanden fra Oz”, men Maguire vender landet Oz på hovedet, så man må opgive alle fordomme om, hvem der er gode og hvem der er onde. Nu er ”Troldmanden fra Oz” selvfølgelig fiktion og ikke fakta, så der er nok snarere kalde det ”kontrafiktionel romanskrivning”. Man kunne selvfølgelig også bare kalde det ”intertekstualitet”, men nu skal vi ikke blive for akademiske.

Faktum er, at Maguire har skabt en rigtig interessant roman ved at tage en historie de fleste kender, sætte spørgsmålet ved det grundlæggende præmis om godt og ondt og dermed dreje hele univers, så det på trods af sin genkendelighed, bliver helt fremmed.

I romanen følger man Elphaba, ”The Wicked Witch of the West”, lige fra hun til sin forældres forfærdelse bliver født grøn, over skoletiden i Shiz, hvor Elphaba selv bliver forfærdet over samfundets behandling af Dyr (besjælede dyr) og beslutter at kæmpe mod Troldmanden til hun til sidst dør for menneskepigen Dorothys hånd. Elphaba forsøger at kæmpe mod troldmandens fornedrelse af både Dyr og befolkningsgrupper, som han ikke kan kontrollere, men igen og igen oplever hun blot sin egen magtesløshed, hvilket gør hende mere og mere frustreret. Det er en blanding af hendes anderledes udseende og aktivisme, der gør at hun i sidste ende bliver kendt som Vestens Onde Heks, på trods af at hun egentlig ikke udøver voldsomt meget magi. Således er Oz i Maguires fortolkning præget af fordomme og overtro.

I det hele taget er det Oz, man ser i ”Wicked” et ubehageligt, gråt og utrygt sted, hvor al anderledes tænkning eller opførsel hurtigt bliver undertrykt af den despotiske Troldmand. Således fremstår ”Wicked” nærmest som en dystopi, især fordi Elphaba, i modsætning til mangen en helt, ikke formår at vælte despoten. Selvom den berømte Troldmand fra Oz her bliver portrætteret som magtsyg og ond, er der ikke mange andre karakterer, bortset fra Madame Morrible, der gennemgående er onde. Til gengæld er der heller ikke så mange ”gode” karakterer. Derfor er ”Wicked” på mange måder en deprimerende, men spændende undersøgelse af ondskab, og hvad der egentlig skal til før nogen er direkte onde.

”Wicked” bruger altså temaet om godt og ondt, som det sig hør og bør for høj fantasi, men i modsætning til hvad traditionen foreskriver, er der ikke nogen endegyldig kamp mellem de to sider, eller for den sags skyld en afklaring af, hvem der tilhører hvilken side, og på den måde forekommer romanen noget uforløst, hvilket har ekko i Elphabas liv, der også ender uforløst. Fordi romanen ikke har nogen sejr over ondskaben, er ”Wicked en noget anderledes fantasy roman, men den er absolut anbefalelsesværdig og giver lejlighed til at tænke over, hvad ondskab er og om det overhovedet er en størrelse, der kan defineres entydigt.

Om familier og deres genvordigheder

Alles familier er problematiske og alle mennesker, selv dem der kommer fra velfungerende og helt og aldeles normale hjem, skal finde en måde at løsrive sig fra familien og blive individer, selvfølgelig med den indflydelse der uvægerligt kommer fra søskende og forældre. I Neil Gaimans roman ”Anansi Boys” er temaet netop at blive individ, ikke automatisk en forlængelse af sine forældre, men heller ikke en fuldstændig afvisning af dem. Desværre for Charlie Nancy, der står med problemet er hans familie alt andet end normal.

Romanen indledes med at Charlies far dør. Denne mand er den pinligste af alle pinlige forældre (bortset selvfølgelig fra moren i ”Max Pinlig), og han har brugt hele Charlies barndom på at gøre ham til grin på tusind forskellige måder. Så da Charlie hører, at hans far er død, føler han, udover en voldsom pinlighed over måden Charlies far dør på, ikke så meget sorg som en svag lettelse. Men Charlies trængsler er kun lige begyndt, for det viser sig, at hans far var ingen ringere end edderkoppeguden Anansi, hvis største fornøjelse er at narre andre, både guder og dødelige, gennem forskellige practical jokes. Derfor bliver Anansis død startskuddet for en omvæltning af Charlies liv, heriblandt introduktionen af broderen han ikke vidste han havde, men som viser sig at være mindst lige så besværligt et bekendtskab som faderen.

Romanen følger Charlie efterhånden som han lærer at komme overens med sig selv og sin familie og erkender at han er en del af sin familie på godt og ondt. Gaiman gør dette rigtig godt og det er et interessant tema for hvem er ikke blevet flov over sine forældre eller har følt sig tilsidesat af sine søskende. ”Anansi Boys” handler ikke om den store kamp mellem godt og ondt, men udnytter fantasy formen til at fortælle en historie om en udfordring, de fleste kan nikke genkendende til.

”Anansi Boys” falder ind under kategorien ”lav” fantasy, idet den foregår i vores velkendte verden, tilsat en smule magi. Her har Gaiman ladet sig inspirere af den caribiske mytologikreds, som bogen giver en interessant, uden dog at være udtømmende, indføring i. Gaiman gør mytologien levende gennem guderne, der på samme tid er dyr og menneske, og på en eller anden måde formår han at introducere denne gamle sagnverden i den moderne verden på en både naturlig og interessant måde, uden at tabe den underliggende historie af syne. Selv om jeg normalt foretrækker fantasyromaner, der foregår i fremmede verdener, viser ”Anansi Boys”, at det er fuldt ud muligt at lave fascinerende og vedkommende fantasy, der finder sted i vores ”normale” verden, uden at det bliver prosaisk og mister magien.

Neil Gaiman: "Anansi Boys", 2005

Om kategorisering veje og vildveje

Så gik der alligevel noget tid inden jeg vendte tilbage, men jeg har brugt tiden fornuftigt (hvis jeg selv skal sige det, og hvem skulle ellers?) og læst tre fantasy romaner, som jeg vender tilbage til inden for den næste uges tid. Det er dog ikke dem indlægget skal handle om i dag, jeg kunne nemlig godt tænke mig at fabulere lidt om fantasy genren som sådan og nogle af de kategorier den kan opdeles i. Udbuddet af fantasy romaner er enormt, i hvert fald hvis man regner det engelsksprogede marked med, og bøgerne er uhyre varierede og forskellige, så selv hvis man kan lide én type fantasy, er det langt fra sikkert at resten af genren taler til ens smag. Derfor ville jeg gerne tilbyde en knivskarp opdeling af genren i undergenrer og kategorier, og det er i virkeligheden derfor, det har taget mig så længe at vende tilbage, for det er slet ikke så nemt som det (måske) lyder.

Som forberedelse til indlægget søgte jeg lidt på nettet, for at se hvordan andre har inddelt genren, men i stedet for at føle afklarelsens beroligende omfavnelse blev jeg blot mere forvirret, for der er som sagt uendelig mange underinddelinger. Det største problem er dog ikke mængden af kategorier, men at afgrænsningen foregår på forskellige præmisser. Således kan man se undergenrer, der er defineret af hvilken type verden de foregår, andre kendetegnes ved deres temaer og atter andre grupperes ud fra hvilke væsner, der befolker romanerne. Problemet her er, at de forskellige præmisser gør kategorierne usammenlignelige, og desuden kan det sagtens forekomme, at én roman opfylder kriterierne for indtil flere undergenrer på én gang, og så er spørgsmålet, hvor effektive inddelingerne egentlig er.

Så sad jeg der fortvivlet og vidste slet ikke, hvad jeg skulle skrive til jer, kære læsere, og tænkte at nogen burde redde trådene ud, så de forskellige inddelinger blev klarere og mere brugbare. Og det tænker jeg sådan set stadig, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke har gjort så meget ved det endnu; det er et større stykke arbejde, som man hurtigt kunne bruge en hel bog på at udrede. Måske får jeg engang taget mig sammen til at skrive sådan en. Måske ikke.

Men for ikke at afslutte på et fuldstændigt nulpunkt, vil jeg kort forklare om én opdeling, der opdeler genren i to afgrænsede grupper (der er selvfølgelig altid undtagelser, der forsøger at unddrage sig klassifikation, men for klarhedens skyld ignorerer vi disse renegater i første omgang). Jeg taler selvfølgelig om opdelingen mellem høj og lav fantasy. Betegnelserne er ikke udtryk for en vurdering af romanerne, men hentyder derimod til om romanerne foregår i vores almindelige verden, kaldet primærverdenen (lav fantasy), eller om forfatteren lader sine karakterer rende rundt i et helt andet univers med andre naturlove og traditioner, kaldet sekundærverdenen (høj fantasy). Rigtig meget af det mest kendte fantasy er høj fantasy, lige fra ”Ringenes Herre” til serien om Narnia, men jeg synes, der er en tendens i retning af at mere og mere fantasy foregår i vores egen verden, og at den lave fantasy dermed er på vej fremad. Det ses for eksempel i de nye vampyr-serier som ”Twilight” og ”True Blood” og i flere af Neil Gaimans romaner. Selvom det igen er generalisering er der en tendens til at temaet i høj fantasy er kampen mellem godt og ondt, med menneskehedens skæbne som indsats. I lav fantasy er der som oftest ikke helt så meget på spil, her er det sædvanligvis mest hovedpersonens eget liv, der skal kæmpes for.

Det var så det første (overordentligt) forsigtige skridt i retningen af en kategorisering af fantasy genren, men som vi skal se, når jeg senere anmelder de tre fantasy romaner, jeg har læst på det sidste, er selv denne basale inddeling tåget og usikker, når det kommer til de enkelte værker. På genlæs…

Dystopisk ungdomssci-fi

Til jeres adspredelse bringer jeg her en anmeldelse af Ally Condies nye roman Matched, som jeg har prøvet at afsætte til Politiken. De bed desværre ikke på, men det kan jo så komme jer til gode.

Selvom den amerikanske forfatter Ally Condie har en længere produktion af ungdomsbøger bag sig, er Matched den første af hendes romaner, der er oversat til dansk, og i USA har den gået sin sejrsgang med fansites og rygter om kommende filmatisering til følge. Denne første del af en kommende trilogi er udråbt til Twilight-seriens efterfølger, fordi den primært henvender sig til teenagepiger og i øvrigt er ved at opnå en lignende popularitet. Men Matched er både bedre skrevet og plotmæssigt mere sofistikeret end vampyrfortællingen.

Matched er en science fiction roman, der foregår i en ikke nærmere specificeret fremtid. Her lever den 17-årige Cassia i Samfundet, hvor alt fra karriere til ægtefælle bestemmes ud fra statistiske beregninger af borgernes mest sandsynlige adfærd. Sidstnævnte offentliggøres ved store banketter, hvor unge mænd og kvinder får at vide, hvem samfundet har besluttet er deres mest optimale ”match”. Romanen begynder netop ved Cassias egen banket, hvor hun højst usandsynligt bliver sat sammen med en dreng hun kender i forvejen, hendes barndomsven Xander, og det ser ud til, at scenen er sat til en lykkelig slutning. Lige indtil Cassia kommer hjem med mikrokortet, hvor Samfundet har gemt oplysninger om hendes match, sætter det i computeren og en anden dreng, Ky, der er endnu en barndomsven, pludselig toner frem på skærmen. Denne tilsyneladende fejl fra myndighedernes side kombineret med et Dylan Thomas digt Cassia får af sin bedstefar, bliver afsættet for hendes begyndende desillusionering overfor Samfundets manipulation. Hvad der for Cassia hidtil har syntes at være et utopisk samfund, hvor alle lever behagelige, sygdomsfri liv, viser sig i stedet at være en klaustrofobisk og determineret dystopi.

Hovedintrigen i romanen består i Cassias valg mellem Xander og Ky, der er valget mellem det forudbestemte, statistisk optimale og det utæmmelige, lidenskabelige. Cassias dilemma forøges af to omstændigheder, for det første at begge fyre er sympatiske og for det andet, og mere interessant, at ingen af forholdene opstår uden indblanding fra Samfundets side. Dermed bliver spørgsmålet om, hvorvidt følelser overhovedet kan være ægte, hvis de er fremmanipuleret af en tredje part centralt for Cassia.

Trekantsdramaet forekommer måske på overfladen en smule banal, men nedenunder det umiddelbare teenagefnidder fungerer Cassias dilemma som et billede på den større konflikt i bogen, nemlig Cassias afvisning af Samfundets overherredømme og manipulation. Og det er netop i afdækningen af Samfundet og diskussionen af bekvemmelighedens pris, at romanen har sin helt store styrke.

Ally Condie lancerer bestemt ikke et frontalangreb mod problematikken omkring fri vilje og afgivelsen af samme til fordel for tryghed, men temaet ligger hele tiden under overfladen og det underspillede heri giver romanen en god dybde, som ellers ofte er fraværende i ungdomsbøger af denne type. At Condie mestrer antydningens kunst viser sig også i kærlighedsforholdet mellem Cassia og Ky, der får sin intensitet af en blanding af de to unge menneskers fælles udforskning af forbudte tanker, samt det faktum at deres kærlighed er illegal.

Matched er en velafrundet roman, der har en fin balance mellem på den ene side at være et værk i sig selv og på den anden side pege videre frem i trilogien. Faktisk er mit eneste kritikpunkt, at Condies poetiske sprog af og til bevæger sig over på den forkerte side af grænsen til det banale. Ellers er Matched i det store og hele en rigtig fin ungdomsbog, der forstår at udnytte velkendte plottråde fra science fiction-genren og gøre dem til sine egne. Tiden må vise om Condies tankevækkende værk har styrken til at vælte de seksuelt frustrerede vampyrer af blockbuster-pinden.

Svar på anden runde

Deltagelsen i alletiders mest fantastiske quiz har været noget sløj - for slet ikke at sige ikke-eksisterende, men derfor skal I jo ikke snydes for svaret. Og det er selvfølgelig, at citatet stammer fra fantasy klassikeren Ringenes Herre, nærmere bestemt "Eventyret om ringen", hvor Gandalf belærer Frodo, om at selv om Gollum er en grimmer en, der har forrådt Bilbo, kan man ikke bare gå rundt og ønske ham død. Jeg indrømmer, at Gandalf er noget mere veltalende end jeg er, men meningen er den samme.

Imorgen vender jeg tilbage, ikke med en ny omgang quiz, men derimod med en anmeldelse af Ally Condies bog "Matched", der spås en fremtid på linje med "Twilight"-serien, se mere i morgen.

Runde to

Jeg har fundet et nyt og, synes jeg selv, nemmere citat til denne anden runde i den verdensberømte citatquiz. Denne gang bringer jeg det både på originalsproget engelsk og i dansk oversættelse, så er der flere, der kan lege med.

Her er citatet på dansk:

" 'Mange levende fortjener døden, og nogle af dem, der dør, fortjener livet. Kan du skænke dem livet? Så vær dog ikke så ivrig efter at uddele dødsdomme.' "

Og på engelsk:

" 'Many that live deserve death. And some that die deserve life. Can you give it to them? Then do not be too eager to deal out death in judgement' "

Eftersom det er et meget kort citat, får I lidt bonusinfo: Romanen er oprindeligt udgivet i 1954 og er en af de mest kendte fantasyromaner nogensinde. Kom med jeres bud, svaret kommer jeg med i morgen.

Svar på citatquizzen

Selv om der ikke er nogen, der har svaret på quizzen, skal sandheden jo frem, så her kommer svaret. Citatet stammer fra Philip Pullmans roman Det Gyldne Kompas, den første bog i trilogien af samme navn, på engelsk His Dark Materials. Det er en absolut genal trilogi, som jeg vender tilbage til senere i denne majs Fantasy Festival her på bloggen. Scenen som jeg tog citatet fra er den hvor Lyra får overrakt Alethiometeret af Rektor på Jordan-kollegiet, en handling der for alvor sætter gang i fortællingen.

Nu gik det jo ikke så godt med at få nogle bud på, hvor citatet kommer fra, men kig forbi i morgen aften hvor jeg har et nyt citat klar, jeg prøver at finde et, der er lidt nemmere.

Fantasy citatquiz

Så er dagen endelig omrunden, det vi alle har ventet på. Det er blevet tid til at prale skamløst med sin overvældende viden indenfor fantasy litteratur. Nu skal vi nemlig lege fantasy citatquiz, eller "gæt-en-fantasy-roman-udfra-et-citat"-legen, hvad end der er mest mundret.

Reglerne er simple: Nedenfor kommer med et citat fra en fantasyroman og det er så op til jer at gætte, hvilken roman der er tale om. Det er absolut ingen præmier, men man vinder æren, og det er slet heller ikke nogen dårlig præmie.

Så hvis alle er klar, kommer nu det citatet:

"Han gik over til sit skrivebord, trak en skuffe ud og tog en lille bylt svøbt i sort fløjl. Da han tog klædet af, kom noget, der lignede et stort lommeur til syne: Det havde en tyk skive af messing og krystal. Det kunne godt ligne et kompas eller noget i den stil.

'Hvad er det?' spurgte hun.
'Det er et alethiometer. Det er det ene af seks, der nogensinde er fremstillet [...]'"

Så skriv en kommentar og kom med jeres bud på hvilken roman citatet stammer fra. I morgen aften kl ni afslører jeg det rigtige svar, så det er bare med at komme i gang. Til årerne folkens!

I'm back!

Nøj, hvor er det længe siden jeg sidst har fået lavet et indlæg herinde, men det er åbenbart lidt ligesom motion: Hvis man springer en træningsgang over, går der gerne et par måneder eller tolv inden man kommer i gang igen. Behøver jeg at sige, at mine motionsvaner ikke ligefrem er regelmæssige?

Det startede alt sammen med, at jeg tog tre uger til USA, hvor jeg ikke lige fik skrevet nogen indlæg (men fik dog købt nogle bøger, og det er jo det vigtigste), så kom jeg hjem og havde ambitioner om, at nu skulle jeg helt bestemt finde mig et forlagsjob (for det er jo så nemt), og så gled bloggen desværre i baggrunden. Det helt nødvendige spark i bagdelen kom fra Bogklubben mener, der har bedt mig om at skrive et indlæg til deres serie ”Min bogverden”, men så bliver jeg jo næsten nødt til at have min blog op at køre igen, hvilket bringer os frem til nutiden.

Det eneste problem med at starte bloggen op nu er, at jeg har haft travlt med at læse de bøger, jeg skal anmelde til BogMagasinet, Arnold Buscks gratis magasin (prøv at se nederst side 54, bare et forslag), at jeg ikke rigtig har nogen jeg kan anmelde her, men så kan jeg jo fortælle lidt om, hvad der er på tapetet det næste stykke tid her på siden. Men lad os først kaste et blik på min bogfangst ovre fra den anden side af Atlanterhavet, hvor bogindkøbsmulighederne er rigelige og priserne er dejligt lave:

Som I kan se er der lidt af hvert: et par tøsebøger af Jill Mansell (noget bedre end Katie Ffordes bøger), Kraken af China Miéville og Wicked af Gregory Maguire er begge fantasy bøger, som jeg endnu ikke fået læst, og så er der de amerikanske klassikere To Kill a Mockingbird af Harper Lee og en samling af Hemingways avisreporter. Alt i alt en temmelig god fangst og hvis det ikke var så forbandet dyrt at sende bøger hjem fra Florida, ville jeg nok have købt et par stykker til.

Det er ikke kun min blog, jeg har forsømt på det sidste, også Bogudfordringen 2011 er blevet fuldstændig negligeret de sidste to måneder, men nu skal det være slut skal det, og det bringer os samtidig frem til, hvad jeg vil fylde bloggen med den næste måneds tid. I anledning af maj udfordringen erklærer jeg nemlig hermed (trompetfanfare) maj måned for fantasy måned her på En læsers bekendelser. Ikke blot vil jeg anmelde disse to bøger:

Der vil også være små essays om fantasygenrens mange ansigter, forslag til læsning inden for genren og mine favorit fantasy romaner. Så glæd og husk at følge med, for denne gang kan det ikke gå galt!