Om spøgelser og moral

Tonya Hurley: Ghostgirl og Ghostgirl Homecoming, 2009 og 2010.

På det sidste har der været forskellige bølger af trends indenfor teenage fantasy litteraturen. Først kom vampyr/varulvebølgen med værker som Twillight og serien om Sookie Stackhouse. Så kom engel/spøgelsebølgen, som Ghostgirl placerer sig solidt indenfor. Bøgerne foregår i den traditionelle, amerikanske High School verden vi alle kender fra utallige film og serier, hvor cheerleaderne er populære, men lede og overfladiske og altid dater quarterback’en. Midt i denne verden finder vi Charlotte, der er så usynlig for omverdenen at selv pedellen overser hende, noget hun er fast besluttet på at ændre. Charlotte vil simpelthen bruge skoleåret på at blive ligesom cheerleaderen Petula og score den lækre football-spiller Damen, så hun endelig kan blive anerkendt som et medmenneske. Desværre kommer der nogen i vejen for hendes plan, hun bliver nemlig kvalt i en vingummibamse. Charlotte vågner op på skolen igen som spøgelse, men i stedet for at koncentrere sig om at være spøgelse og komme over på ”den anden side”, insisterer hun på at blande sig i de levendes verden i et fortsat forsøg på at blive accepteret. Det afstedkommer selvfølgelig en masse problemer inden Charlotte indser, hvor hun nu hører hjemme og redder sine medspøgelser samtidig med at den lede Petula får sin bekomst.

I toeren er Charlotte og medspøgelserne kommet videre til, hvad der ser ud til at være et enormt, himmelsk telefoncenter, hvor de døde teenagere skal hjælpe de levende i en slags underbevidsthedens Børnetelefon. Også i dette bind handler konflikten om sammenblandingen af de dødes og de levendes verdener, idet Scarlet (Charlottes ven fra etteren) overskrider tærsklen mellem død og levende i et forsøg på at redde sin søster Petula, der svæver i livsfare efter en fejlslået pedicure. Men udover den helt åbenlyse konflikt, der bunder i at få oprettet balancen, så de døde og de levende holdes adskilt, er der også en gennemgående morale, omkring nødvendigheden af at stole på andres troskab, både i venskab og i kærlighed.

Der er en tyk og synlig morale i begge bøger, det skulle jo nødigt være sådan, at læseren ikke forstod meningen, men der er til gengæld også en befriende humor til at skylle moralen ned med. Det er den satiriske tilgang til teenage-livet, der gør serien værd at læse, på trods af stiliserede karakterer og forudsigeligt plot. Men hvor børnefantasy af og til stiller så store spørgsmål, at det også bliver interessant for voksne, holder Ghostgirl sig på et niveau, der trods alt nok er mest interessant for unge.

Om det rare ved tomme kalorier

Katie Fforde: Practically Perfect og Thyme Out, henholdsvis 2006 og 2000.

At sammensætte sin læsning er som at sammensætte sin kost: Man skal huske det, der måske er lidt svært fordøjeligt, men til gengæld er fuldt af fibre og så skal man af og til læse det letfordøjelige, der får de andre bøger til at glide lidt lettere ned. Katie Ffordes bøger hører afgjort til den sidste kategori. Disse bøger er hverken nyskabende, udfordrende eller tankevækkende, alligevel har jeg læst samtlige værker i Ffordes oeuvre. Jeg kan ikke helt forklare det, for selv om bøgerne selvfølgelig er underholdende, kører de stort set alle sammen efter den samme, lettere reaktionære, skabelon. Bøgerne handler (stort set) altid om en kvinde der er ved at starte en virksomhed op, eller få den til at blive rentabel. Hovedpersonen går altid enormt meget op i sin selvstændighed, men på en måde der får hende til at opføre sig barnligt overfor den mandlige hovedperson, som hun uundgåeligt forelsker sig i. Selvom kvindens forretning altid kommer på benene, ender hendes selvstændighed ofte med at bringe hende i situationer, hvor hun skal reddes af den mandlige hovedperson, som hun altid ender med at gifte sig med i en endelig underkastelse af kvindelig impulsivitet overfor mandlig fornuft. Feminismen bliver slået år tilbage i hver eneste af bøgerne. Og alligevel læser jeg dem igen og igen, jeg forstår det faktisk ikke. Jeg tror måske det har noget med trygheden ved gentagelser at gøre, jeg ved, hvad der kommer, så jeg behøves ikke at være bange for overraskelser. Det kan også have noget med kvindernes foretagsomhed at gøre, de har alle som en et unikt talent, som de forstår at lave en forretning ud af. Så sidder jeg jo tilbage og tænker, at så kan jeg da også tjene penge på min kager, hvor ikke? Jeg kan ærlig talt ikke forklare det, men faktum er at Katie Ffordes bøger er min yndlings tøse litteratur. (Og bedst læst med en kop te og et stykke svumset kage).

Om humor og jordens undergang

Terry Pratchett & Neil Gaiman: Good Omens, 1990.

Lige siden jeg læste American Gods har Neil Gaiman været en af mine favorit forfattere indenfor fantasy-genren. Han kreerer nogle fantastisk dystre, interessante og dybt originale verdener som lige er til at fortabe sig i. Da jeg så denne bog, hvor han har slået sig sammen med Terry Pratchett, forfatteren til den humoristiske og efterhånden temmelig lange fantasyserie Discworld, kunne jeg ikke dy mig for at købe den med hjem, så jeg kunne undersøge resultatet af samspillet. For hvad sker der lige, når man kombinerer to vidt forskellige forfattere, der på hver sin måde har været nyskabende indenfor fantasy-genren? Svaret er, at man ender med en endog vældig morsom bog om jordens undergang.

Aziraphale, en engel, og Crowley, en dæmon, har været på jorden siden begyndelsen, hvilket rundt regnet vil sige seks årtusinder, og de kan egentlig ret godt lide stedet, i hvert fald meget bedre end de kan lide Himlen eller Helvedet. Og det er der sådan set kun ét problem med, nemlig at jorden snart vil gå under i den endelige kamp mellem Gud og Satan, den såkaldte Dommedag. Idet Armageddon sættes i gang af Antikrists ondskab, beslutter Aziraphale og Crowley at forsøge at udsætte den sidste dag ved at påvirke hans opvækst med både gode og onde indflydelser. En rigtig god plan, bortset fra at Antikrist bliver forbyttet én gang for meget og derfor vokser op i fred og ro med en rent menneskelig påvirkning, hvilket viser sig at have en afgørende betydning for Dommedagens udvikling. Andre karakterer er Anathema Device, der er i besiddelse af sin formoder Agnes Nutters uendeligt præcise og meget udechifrerbare forudsigelser, Newton Pulsifer, menig i Heksefindernes hær der samlet set består af to personer, samt Madam Tracy, dels løsagtig kvindemenneske, dels passende okkult medium.

Good Omens’ skøre, kaotiske og satiriske univers minder om Douglas Adams på en god dag, hvilket ikke er nogen moderat ros. I særlig grad skal forfatterne lykønskes med den lille bande børn, der både er underfundige, sjove og barnlige på den bedst mulige måde. Men nok fra mig, herfra skal kun lyde et højt: ”Læs den”!

Novellens vanskelighed

Vibeke Marx: Et godt ben og andre noveller, 2000.

Jeg kan ikke hitte ud af noveller. De er for korte til at gå i dybden med, hvad de nu end handler om, så de må nøjes med at vise overfladen og hentyde til det, der ligger under den, hvilket formentlig også er novellens styrke. Den kan ikke pensle det hele ud for læseren, der således bliver sat i arbejde for at finde ud af, hvad meningen egentlig er. Måske er jeg bare for doven til noveller. Jeg kan i hvert fald godt lide den langsomme og grundige udvikling, som romanen i sine bedste inkarnationer kan tilbyde. Så jeg nærmede mig Vibeke Marx’ novellesamling forsigtigt og uden nogen anelse om, hvordan man griber sådan én an. Læser man det hele på en gang, eller nøjes man med en lille bid af og til, der så fordøjes i fred og ro? Jeg endte med at læse hele samlingen i et hug, mest fordi den er så dejlig kort og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle mene om det. Og det gør jeg egentlig stadigvæk ikke.

Samlingen består af 21 korte brudstykker, de fleste ikke længere end et par sider. Det er svært samlet set at sige, hvad de handler om, bortset fra at de handler om relationer mellem nære mennesker, forældre og børn, ægtefolk, søskende, men det gør det meste jo. Størstedelen af novellerne fanger karaktererne i de valg, store eller små, der ender med at have en afgørende (ofte negativ) indflydelse på deres liv. Sproget er ligetil og dets simpelhed fungerer rigtig godt i de kortfattede brudstykker. De bedste af stykkerne, som Rekonstruktion, En fejl, Fotografiet og Alexander, sætter på fremragende vis en finger på det smertelige i relation til ens allernærmeste. Alligevel havde jeg svært ved at blive fanget af samlingen, der manglede en kontinuerlighed, som den man finder i romaner. Så det er nok bare sådan at Et godt ben og andre noveller er en rigtig fin novellesamling, men at genren ikke rigtig passer til mig.

Om vold og Haiti

Nick Stone: Mr. Clarinet, 2006. Så vidt jeg ved endnu ikke oversat til dansk.

Som jeg tidligere har skrevet, skal manden og jeg til Florida i løbet af det tidlige forår, allerede om et par uger faktisk. I forberedelse hertil har jeg lånt lidt forskelligt på biblioteket. Det drejer sig eksempelvis om fagbøger om Den Amerikanske Borgerkrig og raceforholdene i Syden, som jeg udmærket godt ved jeg aldrig får læst, og skønlitterære titler som På udkig efter Hemingway af Leif Davidsen samt Mr. Clarinet af Nick Stone som dette indlæg handler om. I min guidebog står Nick Stones thrillere nævnt underholdende læsning om Miami, men denne første i serien foregår hovedsageligt på Haiti, hvilket vidste sig at være heldigt, for hvis den faktisk havde forgået i Solskinsstaten er jeg ikke sikker på, jeg havde turdet tage af sted.

Mr. Clarinet handler om den tidligere privatdetektiv Max Mingus, hvis kone dør kort tid før han bliver løsladt fra fængslet (hvor han har opholdt sig på grund af en iboende tendens til selvtægt). For at udskyde øjeblikket, hvor han bliver nødt til at se sit gamle, nu tomme, hus og dermed konens død i øjnene indvilger Mingus i at prøve at finde Charlie Carver, en lille dreng der blev kidnappet på Haiti to år før historien begynder. Belønningen er penge. Rigtig mange penge. Ulempen er at de andre detektiver, der før har forsøgt at finde drengen enten er forsvundet, kvalt i deres egen penis eller har fået opereret deres mavesystem om, så de lider af konstant dysenteri. Ikke rart. Men vores Mingus er en hård cowboy med den rette blanding af sympati for sine medmennesker forståelse for selvtægt, der gør at han selvfølgelig er den rette mand til at opklare forbrydelsen. En opklaring der, uden at afsløre for meget, involverer en organisation, som sælger børn som velopdragne sexslaver til (indflydelses)rige mænd.

I det store og hele kan jeg godt lide Mr. Clarinet, plottet er spændende, overraskelserne kommer uventet og bogen tilbyder interessante glimt af Haitis religiøse kultur med voodoo ritualer og mørk magi uden at opklaringen af forbrydelsen på nogen måde bevæger sig over i det, for krimigenren, irriterende overnaturlige. På den anden side var romanen længe om at fange mig, måske fordi den sine steder er så udpenslet, overdrevet voldelig, måske fordi der er en implicit anerkendelse af selvtægtens nødvendighed, måske fordi den i desperat grad mangler selvironi, måske fordi der simpelthen sker mere i den anden halvdel af bogen. Læs den for underholdningens skyld, hvis du er glad for den allermest hårdkogte og voldelige del af krimigenren. Ellers er tiden bedre brugt på andre romaner.