Omslag #1: "The Mirage"

Umiddelbart virker det måske overfladisk, men forsider og omslag er virkelig vigtige sager for en bog, Jo, det kan da godt være, at bogen hverken bliver dårligere eller bedre af omslaget, ordene på papiret er trods alt de samme. Men forsiden er nu engang det første læseren møder, det første og altafgørende indtryk man får af bogen, og hvis forsiden ikke fænger, når man sandsynligvis ikke til ordene indeni, hvor velskrevne de så end er. Derfor introducerer jeg nu et nyt fast indlæg, hvor jeg viser de forsider frem, som jeg bedst kan lide og snakker lidt om, hvorfor de fungerer, eller hvorfor jeg kan lide dem (det er ikke altid det samme).

Jeg lægger ud med Matts Ruffs forholdsvist nye roman ”The Mirage”, der foregår i et alternativt univers, hvor kristne fundamentalister kidnapper fire passagerfly den 9/11 2001 og flyver dem ind i højtprofilerede mål i Mellemøsten, heriblandt de to World Trade Towers i Bagdad.

Omslaget fanger øjnene med sin fantastiske azurblå farve og de markante bogstaver, der tilsyneladende er ved at opløses til ørkenstøv. Men det der virkelig gør forsiden fantastisk er, at illustratoren har forstået at udnytte den simple, men effektive symbolik, der ligger i de to tvillingetårne, drejet over i en mellemøstlig variant. Man er på samme forvirret og helt med, for tvillingetårne betyder 11/9, men hvorfor har den ene en løgkuppel i stedet for et mere strømlinet og vestligt tag? Og netop dér går det op for én, at man befinder sig i et alternativt univers, men samtidig føler man, at historiens udgangspunkt er velkendt. Og alt det helt uden at læse på bagsiden, se dét er en vellykket forside.

Bogudfordringen 2012: Natur

At en bog er en klassiker er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er velskrevet. Således også Frank Herberts ”Dune”, der med sin fantastisk velgennemtænkte opbygning af bogens univers er en af science fiction-genrens ubestridte klassikere. Problemet er bare, at de fleste andre elementer i bogen, så som personkarakteristik, dialog og handling, er stive og uorganiske og faktisk gør bogen til noget af en udfordring at komme igennem.

Bogens hovedperson, Paul Atreides, er en dannet hertugsøn med alt hvad det indebærer af nærkamps- og strategitræning. Derudover er han synsk og har lært at kontrollere sine tanker i en ekstrem grad af sin mor, så da hans far bliver myrdet af en konkurrerende adelsslægt, og Paul flygter ud i den barske ørken på planeten Arrakis, er han klar til at opildne den barske lokalbefolkning, frimenerne, til guerillakrig.

Grunden til at jeg har valgt ”Dune” til Bogudfordringen 2012’s naturtema er, at ørkenen og dens indbyggere, både menneskelige og ikke-menneskelige, er romanens anden hovedperson. Ørkenen danner bagtæppet for en lang del af bogen, men den er også med til at skabe frimenerne, idet den dikterer de begrænsninger og muligheder folket har, og dermed hvordan de lever. På den ene side er naturen i ”Dune” hård og uforsonlig, på den anden side bærer den løftet om en rigdom, både i kraft af stoffet melange, der er kostbart på grund af dets livsforlængende og bevidsthedsudvidende egenskaber, og løftet om en mere frodig natur, som kun kan ses af dem, der lever i overensstemmelse med ørkenen.

På mange måder er ørkenen faktisk romanens mest afbalancerede og interessante karakter, måske fordi den ikke bliver overforklaret, som mange af de andre karakterer gør i lange indre monologer, men får lov at stå åben for fortolkninger.

Sproget er også både arkaisk og (melo)dramatisk, hvilket også bliver trættende i længden. Af og til bliver det så overdrevet, at man brutalt bliver revet ud af romanens illusion, som for eksempel da Pauls kæreste og moren til hans barn, siger ”I have prepared thy breakfast”. Sætningen bremsede min læsning med sin opstyltede og overformelle formulering: Hvis man har været sammen længe nok til at få et barn sammen og i øvrigt er alene, er det lidt (eller meget) unaturligt at tiltale sin mand som ”thy” (eders), hvor adelig han så end måtte være.

”Dune” er bestemt værd at læse, idet den er en klassiker inden for genren, og det er godt at have en fornemmelse af, hvilket muld den moderne science fiction er rundet af, men det er også på mange måder en frustrerende oplevelse at læse romanen. Når både personerne og dialogen bliver stiv og stiliseret, bliver det hurtigt en træg oplevelse at skulle igennem de omkring 400 sider, og det er ærgerligt, når idéen er så god.

Om trilogier og evnen til at begrænse sig

Hvorfor er det så vanskeligt for fantasy forfattere at holde sig til én bog? Det ville ikke undre mig, hvis det var en del af deres hemmelige kodeks, at man ikke må begynde at skrive en historie, hvis man ikke er sikker på, at den mindst bliver til en trilogi. (Man kan lige se hemmelige agenter i lange gevandter liste sig ind på de stakkels få forfattere, der drister sig til at skrive enkeltstående romaner.)

Nu er det jo ikke, fordi jeg ikke bryder mig om trilogier, men det sker desværre lidt for tit, at især andet bind lider af ”forstrukketheds”-syndrom, eller som Bilbo forklarer det: ”som for lidt smør spredt ud over for stort et stykke brød” (eller sådan cirka, alle mine bøger er desværre pakket ned, så mere præcist bliver det ikke). Af og til kunne man godt ønske sig, at flere fantasy forfattere havde modet til at indse, at idéen ikke rækker til mere en én bog, der så til gengæld kan blive virkelig god.

Et andet problem er, at der er en grænse for hvor mange bøger man kan nå at læse i løbet af et liv, og jeg kan godt vægre mig ved at gå i gang med en serie, når det betyder, at der så er tilsvarende mange bøger, jeg aldrig får læst.

Heldigvis er der nogle forfattere, der beskæftiger sig med de enkeltstående romaner, og her har jeg fundet tre eksempler frem. Én har jeg allerede læst, de to andre står på min liste over bøger, jeg skal have læst. Klik på titlen for at se
flere anmeldelser på Goodreads.

Neil Gaiman: ”American Gods” (udgivet af Headline Review)

To dage inden Shadow bliver løsladt fra fængslet dør hans kone i et mystisk biluheld. I flyveren på vej hjem møder han Mr. Wednesday, der påstår at være en tidligere Gud og forklarer at en krig er under opsejling. Mere eller mindre villigt bliver Shadow involveret i konflikten mellem Amerikas nye og gamle guder, og i løbet af et roadtrip af mytologiske dimensioner lærer Shadow både noget om sin egen og USA's identitet. Dette er en helt fantastisk roman med en unik stemme, der slet ikke behøver tre bind for at fungere.

Daniel O’Malley: ”The Rook” (udgivet af Little, Brown and Company)

Jeg er (næsten) slet ikke flov over at indrømme, at langt størstedelen af grunden til, at jeg godt kunne tænke mig at læse ”The Rook” er det vidunderlige omslag. Men historien lyder nu også meget spændende. Myfanwy Thomas vågner i en park med en masse latexklædte mennesker liggende døde omkring sig. Hun ved ikke, hvem hun er, eller hvordan hun er kommet hen i parken, men et brev i lommen afslører, at hun er Myfanwy II, anden sjæl i den samme krop. Tricket er så, at ingen må opdage, at hun pludselig er en helt anden, heller ikke kollegerne i den tophemmelige, overnaturlige efterretningstjeneste. Det lyder lidt som Jason Bourne med overnaturlige væsner. Hvis du er interesseret, så kig her, hvor du kan læse de første par kapitler.

Nick Harkaway: ”The Angelmaker” (udgivet af Knopf Doubleday Publishing Group)

Hovedpersonen i denne blanding af noir-krimi og urban fantasy er Joe Spork, søn af en berømt London gangster og dedikeret urmager. En dag kommer han ved et uheld til at sætte gang i mekanikken i en dommedagsmaskine, han får i hænderne. Sammen med Edie Banister, der er en tidligere superspion i 80’erne, må Joe forsøge at undgå, at verden går under. Romanen lyder dejligt humoristisk og hvis den så også bare er velskrevet, bliver det ikke meget bedre. Tjek bogtraileren nedenfor, den er vældig cool.

Kan I anbefale nogle enkeltstående fantasy eller science fiction romaner?

Smugkig # 1: "Broken"

Lad fanfarerne gjalde for nu vil jeg introducere et nyt fast indslag: ”Smugkig” også kendt som ”små-tekstuddrag-der-forhåbentlig-kan-bruges-som-inspiration-til-kendte-og-ukendte-bøger” (på trods af undertitlens akkuratesse kan man ikke kalde den mundret, så jeg degraderede den. Det er hårdt at være undertitel.). I al korthed vil jeg i disse indslag præsentere bøger, jeg godt kan lide gennem citater, der kan være sjove, dramatiske, gribende eller sørgelige, men som under alle omstændigheder er sigende for resten af bogen.

I dette første indlæg vil jeg præsentere et citat fra Susan Jane Bigelows superhelte roman ”Broken”. Jeg kendte ikke forfatteren i forvejen, men den kunne downloade gratis som e-bog fra forlaget Candlemark & Gleams hjemmeside, og gratis bøger er altid velkomne. Det var et yderst glædeligt møde
med Bigelows verden, hvor superhelte ikke nødvendigvis er heroiske. Kort fortalt handler romanen om den synske teenager Michael, der opsøger den tidligere superhelt Silwerwyng, nu Broken (hvorfor kan sci-fi/fantasy forfattere ikke bare stave navne rigtigt? Det er jo ikke, fordi navnet er genialt skjult). Han har fået ansvaret for et spædbarn, der enten kan blive menneskehedens frelser eller undergang, og ønsker Brokens hjælp til at få babyen væk fra Jorden, hvor den med sikkerhed vil blive depraveret.

Uddraget hér er fra begyndelsen af bogen, hvor Michael ved et held støder på Broken:

”Broken had been trying to kill herself again. What else could she do, after the day she’d had? She’d chosen drowning this time, because it was much more painful and took a very long time. She’d jumped off a low bridge and fought to stay under the icy water. But this time, her heart wasn’t in it. She’d just come back to life and be as miserable as ever. So she let the current bear her south, towards the sea. Maybe she’d float to Australia, or to China.

The cold numbed her, and eventually she felt like getting out. She swam to shore, and dragged herself up onto the beach.

Four men were menacing a kid and a small baby.

Staying out, she told herself forcefully. She wasn’t in the LED anymore. Everything she tried to save ended up worse off than before, like the cat.

But the kid turned to her and, pleadingly, said her name.

Her old name.

And what could she do after that? She rushed them.”

Læs bogen for dens portrætter af superhelte, som måske nok har overnaturlige kræfter, men som ikke af den grund har bedre liv end andre, snarere tværtimod. Især Brokens historie er interessant og gribende uden at miste den selvironi, som er helt grundlæggende for karakteren.

P.S.: Foromslaget er i øvrigt helt vidunderligt, men det vender jeg nok tilbage til en anden gang.

Og de nominerede er...

Litterære priser er egentlig noget mærkeligt noget. Hvordan an man udpege noget som det bedste, når værdsættelsen af den gode historie i så høj grad er objektiv?
Alligevel har jeg altid været tiltrukket af den slags priser, netop fordi de hiver nogle bøger frem for andre og kroner dem som de bedste fra det år. Det giver et pejlemærke at læse ud fra, især hvis man ikke har tid til at følge med i, hvad der lige er udgivet, og hvad der er på vej.

The Hugo Awards er blevet uddelt hvert år siden 1955 til forskellige værker, der udemærker sig inden for science fiction genren. Den bliver uddelt i femten kategorier, der inkluderer litteratur, film, tv og illustrationer, men personligt er jeg mest interesseret i roman kategorien, selvom det altid er sjovt at se, hvad der sker inden for film og tv. Medlemmerne af World Science Fiction Society, som alle kan melde sig ind i, står både for at nominere og vælge de endelige vindere, så der er en bred demokratisk base for afgørelsen. Så kan man spørge sig selv, om demokrati er afgørende i litteratur bedømmelser, men det er en anden sag.

Prisen bliver først uddelt i starten af september, men nomineringerne blev offentliggjort i lørdags, og her bringer jeg så en lille guide til de nominerede med mine kommentarer til. Jeg har ikke læst en eneste af bøgerne, så jeg har ærlig talt ikke nogen anelse om, hvem der vinder, men jeg kan sagtens sige noget om, hvilke jeg er mest ivrig efter at læse. Klik på titlen for at gå til Goodreads siden for den pågældende bog.

Jo Walton: ”Among Others” (udgivet på Tor)
”Among Others” er en fortælling om de historier, der gør det muligt at komme igennem teenageårene, pakket ind i en fortælling om en ond heksemor og en datter, der forsøger at undgå sin arv. Jeg synes, bogen yder helt fantastisk, og jeg glæder mig næsten mere til historien om historier end til rammefortællingen, men forhåbentlig spiller de to dele sammen i en højere enhed.

George R. R. Martin: ”A Dance With Dragons” (udgivet på Bantam Spectra)
”A Dance With Dragons” er femte bind i Martins episke serie om den herskende klasse i Westeros. Så vidt jeg kan forstå på anmeldelserne på Amazon sker der ikke voldsomt meget i denne bog, hvilket egentlig ikke er så mærkeligt, når man tænker på hvor lang serien er. Tomgang i midter bøger er en af sci-fi/fantasy-genrens største fælder. Jeg skal nok få læst bogen, men jeg kan ikke påstå, at jeg glæder mig synderligt meget. Måske fordi jeg skal igennem tre andre Martin-mursten inden jeg når så langt.

Mira Grant: ”Deadline” (udgivet på Orbit)
”Deadline” er andet bind i Grants nyhedszombie trilogi ”Newsflesh”, der handler om et søskendepars forsøg på at afsløre en zombie konspiration via deres blog eftersom alle andre nyhedskanaler er censurerede. Egentlig er jeg ikke meget for zombier – det handler mest om blod og indvolde, og det i sig selv er ikke så interessant – men en god konspirationsteori giver spændende læsning, så det var måske her, jeg skulle give zombierne en chance.

China Mièville: ”Embassytown” (udgivet på Macmillan /Del Rey)
”Embassytown” handler om samspillet med det fremmede, i en roman hvor mennesket har koloniseret en planet og nu lever side om side med planetens oprindelige beboere, Ariekei, der er ligeså intelligente som menneskene, men uforståelige. Det er min erfaring, at Mièville er en af de få forfattere, der gør science fiction og fantasy til kunst, og i en genre der svømmer over i plot uden sproglig formåen, kan man ikke få for mange af dem, så ”Embassytown” kommer helt klart på min læseliste.

James S. A. Corey: ”Leviathan Wakes” (udgivet på Orbit)
”Leviathan Wakes” er science fiction af den gammeldags planethoppende slags blandet op med hårdkogte detektiver. To mænd der bliver fanget af et mysterium fra hver sin side skal manøvrere mellem det gamle dominerende statssystem i de indre planeter og rebellerne fra den anden side af asteroidebæltet. En krig er på vej, og spørgsmålet er, om de kan – og vil – stoppe den. Romanen lyder som en rigtig god knaldroman, som underholder fint lige så længe det varer, og den slags kost har alle brug for en gang imellem, så den glæder jeg mig også til at få læst ved lejlighed.

Hvis der er nogen derude, der har været i gang med nogen af bøgerne, vil jeg meget gerne høre, hvad I synes!

Om afvigelsens nødvendighed

De fleste har en genre, de foretrækker. Hvad end det er krimier, historiske romaner eller Nobel Pris vindere, findes der som regel én type bøger, man holder mere af end andre. For mig er det Fantasy og Science Fiction bøger. De eventyrlige elementer taler til min fantasi, og hvis det bliver gjort ordentlig, kan genren også sige noget om verden generelt, og om hvordan mennesker er indrettede. Men hvor glad man end er for en bestemt genre, bliver man af og til nødt til at bevæge sig uden for den ellers bliver man litterært underernæret og risikerer følgesygdomme.

Således bevægede jeg mig i denne uge ind i den mere realistiske genre. Efter at have læst den sidste del af Christopher Paolinis ”Arven”-kvartet havde jeg et akut og inderligt behov for at være langt væk fra drager, elvere og onde troldmænd. Som medicin mod min fantasy forstoppelse kastede jeg mig over Bjarne Reuters parodierende krimi ”Den iranske gartner” og Curtis Sittenfelds ”En kvinde, tre mænd og en psykolog”, der handler om en kvindes kamp med at komme overens med mændene i sit liv. Og det var en excellent kur mod min lidelse: først en tæppebombning med Reutersk humor a lá Bertram-bøgerne og så en skarp og usentimental omgang selverkendelse hos hovedpersonen i Sittenfelds roman. Tilsammen en cocktail der gav mig læselysten tilbage, og atter gav mig mod på favoritgenren.

Så nu har jeg samlet en trio af bøger af sci-fi/fantasyoverbevisningen, for det er jo påske, og hvis der er noget en forlænget weekend er godt til, så er det at få rettet op på min noget slunkne liste over læste bøger på Goodreads. For tiden er jeg 11 % bagud i forhold til mit mål for året, så det er med at få høvlet nogle bøger af.

De udvalgte bøger i denne omgang er Terry Pratchetts første bog ”The Colour of Magic”, Jim Butchers ”Storm Front” og sidst men ikke mindst Frank Herberts ”Dune”.

Alle tre er blevet udvalgt i et forsøg på at udvide min horisont: Terry Pratchetts Discworld serie er en klassiker inden for humoristisk fantasy, og det har længe været min mening at rejse til den flade verden, der hviler på ryggen af fire elefanter, der til gengæld hviler på ryggen af kæmpeskildpadden A’tuin. I ”Storm Front” byder Jim Butcher på en privatdetektiv, der samtidig er troldmand. Raymond Chandler med magi, hvordan kan det ikke ende godt? At jeg ikke har fået læst ”Dune” endnu, er helt bestemt en mangel i min sci-fi opdragelse, som jeg hurtigst muligt må få rådet bod på. Desuden kan jeg bruge det som mit ”Natur”-bidrag til Bogudfordringen 2012, som er drastisk misligholdt.

Hvad skal I læse her i påsken?