Om genvejens overraskende frydefuldhed

Til sidste måneds bogudfordring skulle jeg finde en bog skrevet af en forfatter fra et land udenfor Europa og Nordamerika. Egentlig burde det ikke være så svært, jeg har læst både Haruki Murakami og Amitav Ghosh og kan godt lide det indblik romanerne giver til en fremmed kultur og fortælletradition. Men nu sad jeg lige fast i fantasy-genren og havde overhovedet ikke lyst til at læse en mere realistisk roman, og da slet ikke en mursten af den slags de to ovennævnte herrer plejer at levere. Så da jeg kiggede reolen igennem for passende læsemateriale faldt jeg over Marjane Satrapis grafiske roman ”Persepolis”, som jeg engang fik af min søster, men som siden har stået ulæst hen på reolen. Den passede kriterierne for Satrapi er iraner, og min folkeskole geografi sagde mig, at Iran helt bestemt ligger i Asien (nu er jeg selvfølgelig ikke en autoritet indenfor geografi, det tog mig en betragtelig mængde tid, før jeg uden tøven kunne sige om Oslo er hovedstad i Norge eller Sverige). Desuden er ”Persepolis” forholdsvis kort og da det er en grafisk roman (smart udtryk så intellektuelle voksne ikke behøver at skamme sig over at læse tegneserie), er den oven i købet hurtigt læst, så jeg kunne komme tilbage til fantasy’en og ”Wise Man’s Fear”.

Men jeg havde forregnet mig for godt nok er ”Persepolis” både kort og hurtig at læse, men den er mere end blot en hurtig måde at opnå kvoten på i Bogudfordringen og fortjener fuld opmærksomhed under læsningen. Bogen er en selvbiografisk fortælling om Satrapis opvækst i et Iran i forandring under forskellige revolutioner i starten af 1980’erne, som barn af intellektuelle forældre. Satrapi skildrer volden og den øgede islamisering side om side med den hverdag, der fortsatte ufortrødent med skolegang og ungdomsfester. Stregen er simpel men effektfuld og medrivende, og det er umuligt ikke at leve sig ind i historien. Bogen har en dobbelt styrke, idet den på den ene side gjorde mig klogere på en del af den moderne historie, jeg ikke kender så meget til. På den anden side har tegneserien en emotionel råstyrke, som kun bliver fremhævet af det absolutte fravær af melodrama. Satrapi ligger i ord og billeder historien på bordet uden at fortælle læseren, hvordan han eller hun bør føle og netop derfor bliver de rørende scener så meget mere akutte, noget hun til fulde mestrer især i bogens sidste ramme.

Og hvad er så moralen i denne fortælling? Jo, den er helt simpel: Af og til er genvejen ikke blot nem, men også underholdende, dannende og rørende.

Sommerlæsning 1: Fantasy

Nu er sommeren over os (selvom man ikke umiddelbart kan se det) og sommeren kræver bøger. Bøger til stranden. Bøger til campingturen. Bøger til når det står ned i stænger og man ikke kan holde ud at spille Yatzy mere. Så derfor har jeg besluttet at yde en særlig service her på ”En læsers bekendelser” og i løbet af en række indlæg komme med forslag til læsning inden for forskellige genrer, lige fra fantasy over krimier til de gode gamle klassikere. Nogle af bøgerne har jeg læst og holder af, andre kunne jeg godt selv tænke mig at læse, hvem ved måske får jeg tid i løbet af sommeren.
Jeg starter serien i fantasy-genren med fem fantastiske forfattere (i mere end én forstand), som alle hver især har gjort mig en lille smule mere forelsket i genren.

Neil Gaiman: ”American Gods”
”American Gods” er en fantastisk fortælling om den nyligt løsladte Shadow, der møder Mr. Wednesday på et fly og pludselig bliver rodet ind i en underliggende krig af mytiske proportioner i den amerikanske kulturelle selvforståelse. Det er en udsøgt mørk og dyster historie Gaiman har komponeret, hvori det amerikanske folks sammensatte natur udrulles igennem de mange forskellige guder og religioner, de har slæbt med sig til det nye land. På én gang en fængslende historie om USA’s mytologiske baggrund og en dyster fortælling om en mands forsøg på at finde fodfæste i en fremmedgjort verden uden at lade sig slå omkuld af højere kræfter. Både velskrevet og svær at lægge fra sig.

Patrick Rothfuss: ”The Kingkiller Chronicle”
I mit sidste indlæg anbefalede jeg etteren i Rothfuss’ stort anlagte trilogi ”The Name of the Wind”, hvor toeren (”Wise Man’s Fear”) også er udkommet her i løbet er foråret, så dette er blot en gentagelse af den anbefaling. Hen mod slutningen af etteren fornemmer man, at der er en rumlen af vigtige begivenheder ude i verden, der alle har med Kvothes selvbiografi at gøre, begivenhederne er ved at indhente vor helt. Det bliver interessant at se, hvad der sker, når de gør.

Trudi Canavan: ”The Age of Five”
Trudi Canavan er en australsk forfatter og ”The Age of Five” var den første af hendes trilogier; efter min mening er den stadig den bedste af dem. Serien handler om Auraya, der bliver en af de fem ledere af Circlianerne, en af to dominerende og stridende religioner. Det er umuligt at beskrive handlingen uden at afsløre noget, men trilogien handler til dels om magtens korrumperende kraft. Canavans univers er befolket af mange interessante og sære væsner, og der er masser af kærlighed, krig og passion i romanerne, Og så kan hovedpersonen flyve, hvilket må være en af de sejeste superkræfter at have. Trilogien består af romanerne ”Priestess of the White”, ”The Last of the Wilds” og ”The Voice of the Gods”

J.K. Rowling: ”Harry Potter”-serien
Man kan næsten ikke have en af de her lister uden at inkludere ”Harry Potter”. Der er nok ikke nogen af jer derude, der ikke kender serien om den faderløse troldmand, der må så grueligt meget igennem for at overkomme ondskaben i form af Lord Voldemort. Men hvis du ikke har læst serien, fordi den er for børn, så tænk om igen. Jo, bogen handler om børn og unge. Jo, de første par bind er en smule naive i deres fremstilling af godt og ondt. Jo, Harry er helt ubeskriveligt irriterende teenager-agtig i bind fem. Men overordnet set er serien en smuk fortælling om kærlighedens subversive kraft. Og så skriver Rowling helt sublimt.

Philip Pullman: ”His Dark Materials”
Pullmans trilogi om pigen Lyra er bedre kendt i Danmark som ”Det gyldne kompas”. Her er tale om en brillant saga om at blive voksen sat i et fremmed univers fyldt med flyvende hekse, talende isbjørne og magi. ”His Dark Materials” er inspireret af John Miltons ”Det tabte Paradis”, hvor englene gør oprør mod Gud og bliver kastet ned i Helvede. I nærværende serie er det mennesket i form af Lord Asriel, Lyras far, der gør oprør ikke så meget mod Gud, men mere mod den undertrykkende kirke, der har taget Gud som gidsel og ønsker magt mere end andet. Pullman væver på smukkeste vis de to tråde, historien om at blive voksen og fortællingen menneskets ret til at bestemme over sig selv, sammen i en episk trilogi.

Et overraskende genlæs

For nogle år siden købte jeg ”The Name of the Wind” i en boghandel i Göteborg, der udelukkende sælger sci-fi og fantasy romaner. Jeg havde ikke hørt om Patrick Rothfuss’ debutroman, men bagsideteksten, denne vigtige men vanskelige disciplin, fangede min opmærksomhed. Her er et uddrag:

”My name is Kvothe.

I have stolen princesses back from sleeping barrow kings. I burned down the town of Trebon. I have spent the night with Felurian and left with both my sanity and my life. I was expelled from the University at a younger age than most people are allowed in. I tread paths by moonlight that others fear to speak of during day. I have talked to Gods, loved women, and written songs that make the minstrels weep.
You may have heard of me”

Hvordan kunne en roman med dén bagsidetekst undgå at være fantastisk? Faktum er, at romanen overhovedet ikke fangede mig første gang jeg læste den, den var langtrukken med en uendelig afstand mellem snapsene. Bogen leverede ikke halvdelen af det, der blev lovet på bagsiden, så jeg var vældig skuffet efter endt læsning. Så gik der et par år, hvor ”The Name of the Wind” lå uforstyrret hen på min reol, men så skete der to ting. For det første blev toeren i trilogien, ”Wise Man’s Fear”, udgivet 1. marts i år, og hvis der er noget jeg ikke kan stå for, så er det at færdiglæse trilogier, også selvom jeg ikke er vild med dem. Det er bare mere ordentligt på den måde. For det andet opdagede jeg Rothfuss’ blog, som åbenbarede de sære, indviklede og morsomme måder hans hjerne arbejder på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om jeg ikke skulle give serien en chance til. Men det var så længe siden, jeg havde læst etteren, at det ikke ville give mening at kaste mig over toeren uden et genlæs af ”The Name of the Wind”.

På mange måder har jeg det samme indtryk af ”The Name of the Wind”, som jeg havde første gang, jeg læste den, men hvad der forekom negativt virker nu positivt. Ja, bogen er lang og nej, der er mange af tingene fra bagsideteksten, der ikke er med i denne roman, men længden giver Rothfuss mulighed for virkelig at folde sig ud og de begivenheder der er, bliver grundigt forklaret og sat i kontekst.

Romanen handler om Kvothes udvikling fra dreng til spirende helt, fra et sigøjnerliv over hjemløshed til Universitetet, og gennem det hele svæver Chandrianerens tilstedeværelse, væsnet ansvarlig for Kvothes forældres død, over vandene som en skygge i mørket. Det bogen gør helt fremragende er at vise, hvordan virkelighed bliver til legende, at der bag enhver helt findes et mere eller mindre almindeligt menneske, der gør sit bedste i usædvanlige omstændigheder.

Så efter anden gennemlæsning må jeg sige, at ”The Name of the Wind” faktisk er anbefalelsesværdig og det skal blive interessant at se, hvor Kvothes eventyr fører hen i ”Wise Man’s Fear”.

Om kategoriseringens veje og vildveje - del 2

Maj måned er nu overstået og dermed også maj måneds Bogudfordring med fantasy genren som tema. I alt nåede jeg at læse fire romaner inden for genren, hvis jeg synes er et meget respektabelt tal, fantasy forfatteres generelle mangel på evnen til at fatte sig i korthed taget i betragtning. (Det er rigtig nok at jeg kun har anmeldt tre af dem indtil videre, den fjerde, Patrick Rothfuss’ ”The Name of the Wind”, er hverken gemt eller glemt, der kommer en anmeldelse af den om et par dage.) Statistisk set er fire romaner selvfølgelig ikke en stor nok pulje til at konkludere noget ud fra, men nu er det så heldigt, at jeg ikke er statistiker, men humanist, så det skulle ikke være noget problem.

I begyndelsen af maj lavede jeg et indlæg om de forskellige måder, man kan inddele fantasy på, hvoraf opdelingen i høj og lav fantasy måske nok er den mest basale. For de af jer der ikke kan huske det foregår høj fantasy i en verden, der er fundamentalt fremmed fra vores og omhandler oftest kampen mellem det gode og det onde. Derimod foregår lav fantasy i vores egen verden tilsat forskellige overnaturlige elementer. Her er bekymringerne lidt mere jordnære end i den høje fantasy, idet det der er på spil for det mest er hovedpersonernes egen overlevelse og velvære.

I løbet af den sidste måneds tid har jeg læst to bøger fra hver kategori: ”Alkymisten” og ”Anansi Boys” er lav fantasy, mens ”Wicked” og ”The Name of the Wind” er høj fantasy. Men man skal ikke kaste et særligt dybdeborende blik på dem, før man ser, at de ikke holder sig pænt indenfor deres respektive kategorier. ”Anansi Boys” og ”The Name of the Wind” opfører sig som man kan forvente af dem; den førstnævnte foregår i vores verden og handler i al væsentlighed om forholdet mellem to brødre og deres afdøde far. Den sidstnævnte foregår i en fremmed verden og lægger i høj grad op til et opgør mellem godt og ondt. Men både ”Wicked” og ”Alkymisten” udfordrer inddelingen, ”Wicked” ved mestendels at fremlægge en filosofisk diskussion af begrebet ”ondskab”, ”Alkymisten” ved at sætte godhed op mod ondskab i vores egen verden, med menneskeheden som indsats. Når opdelingen i høj og lav fantasy allerede mudres til med disse fire bøger, som jeg ikke engang havde udvalgt specielt til formålet, hvordan skal man så gøre sig forhåbninger om at inddele hele genren på en fornuftig måde?

Hvad har vi så lært af dette? For det første at selvom mange kritikere mener det modsatte, er fantasy litteratur ikke skabelon litteratur, der findes mange forskellige måder at dreje en historie på, og fantasyforfatterne er ikke bange for at overskride grænser og blande forskellige elementer sammen. For det andet er det måske nødvendigt at indse, at den bedste måde at gå til fantasy litteraturen på ikke nødvendigvis er at dele den ind i kategorier, men at se genren som et hele bestående af mange forskellige typer fortællinger, hver med sin definition.

Underholdende mytologi biksemad

Nogle bøger læser jeg, fordi venner og bekendte har anbefalet dem. Andre fordi jeg har hørt eller læst, at de minder om andre bøger, jeg godt kan lide. Af og til får jeg lyst til at læse et helt forfatterskab på baggrund af én god bog. Og så sker det også at jeg får en bog i hånden, som jeg hverken har læst eller hørt om, og som jeg bare læser, fordi forsiden er flot eller resuméet på bagsiden af bogen er spændende. Sådan en bog er ”Alkymisten” af Michael Scott. Jeg fik den i hænderne på mit arbejde og den lignede lige præcis sådan en bog jeg trængte til at læse: let at gå til, spændende historie og på alle måder ukompliceret.

”Alkymisten” er første del af en serie på seks, hvoraf fire allerede er udkommet, de er oveni købet alle oversat til dansk. Dermed behøver jeg ikke at vente så længe på resten af historien, hvilket nok er meget godt, både fordi jeg er utålmodig af natur, og fordi at selvom fortællingen er spændende, er jeg ikke sikker på, at jeg ville huske at vende tilbage til den for at få hele historien med. På trods af at romanen holder én fanget under læsningen, gælder der for denne, som for så mange andre, at den hurtigt læst og hurtigt glemt.

”Alkymisten” handler om de 15-årige tvillinger Sophie og Josh, der det ene øjeblik lever et forholdsvist almindeligt liv, men det næste er hvirvlet ind i et eventyr af enorme proportioner. Det viser sig nemlig, at Nick Fleming, i hvis boghandel Josh arbejder, i virkeligheden er den udødelige alkymist Nicholas Flamel. Han er beskytter for en magisk bog skrevet af Abraham Magikeren, kaldet Codex, som i de forkerte hænder ville bringe død og ødelæggelse over verden og gøre mennesket til slaver af de magtfulde Mørke Ældste. I starten af ”Alkymisten” lykkes det den onde dr. John Dee at kidnappe Nicholas’ kone og stjæle Codex, bortset fra to vigtige sider som Josh får revet ud af den. Og går den gensidige jagt, for dr. John Dee vil have de manglende sider, men Flamel vil have bogen og sin kone igen og i øvrigt forhindre De Mørke Ældste i at sejre. Josh og Sophie bliver ufrivilligt en del af den store kamp, og måske har de også en vigtig rolle at spille, for er de de tvillinger, som omtales i Codex?

Michael Scott har i denne serie taget en lang række sagn og mytologier, puttet dem ned i blenderen og trykket på knappen. Resultatet er måske en smule rodet, men også veludført, og det er en spændende præmis, at alle guder i verdens forskellige mytologier i virkeligheden blot er en race forskelligt fra mennesket, tilbedt fordi de var så uendeligt mere magtfulde. Scott har med denne historie om kampen mellem godt og ondt sat i vores verden skabt en underholdende tjubang-roman af en ungdoms-fantasy.

Om ondskab og relativisme

Som I sikkert ved, findes der noget der hedder ”kontrafaktisk historieskrivning”, hvilket er en historisk øvelse, der går ud på at sige ”Hvad nu hvis?”. Hvad nu hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig? Hvad nu hvis russerne ikke havde forladt Bornholm dengang i 1946? Hvad nu hvis Stavnsbåndet aldrig var blevet ophævet? I ved, den slags spørgsmål. Gregory Maguires roman ”Wicked”, som er baggrunden for musicalen af samme navn, der går på Det Ny Teater for tiden, kunne man kalde for en form for ”kontrafaktisk romanskrivning”. Romanen baserer sig nemlig på L. Frank Baums klassiske børnefortælling ”Troldmanden fra Oz”, men Maguire vender landet Oz på hovedet, så man må opgive alle fordomme om, hvem der er gode og hvem der er onde. Nu er ”Troldmanden fra Oz” selvfølgelig fiktion og ikke fakta, så der er nok snarere kalde det ”kontrafiktionel romanskrivning”. Man kunne selvfølgelig også bare kalde det ”intertekstualitet”, men nu skal vi ikke blive for akademiske.

Faktum er, at Maguire har skabt en rigtig interessant roman ved at tage en historie de fleste kender, sætte spørgsmålet ved det grundlæggende præmis om godt og ondt og dermed dreje hele univers, så det på trods af sin genkendelighed, bliver helt fremmed.

I romanen følger man Elphaba, ”The Wicked Witch of the West”, lige fra hun til sin forældres forfærdelse bliver født grøn, over skoletiden i Shiz, hvor Elphaba selv bliver forfærdet over samfundets behandling af Dyr (besjælede dyr) og beslutter at kæmpe mod Troldmanden til hun til sidst dør for menneskepigen Dorothys hånd. Elphaba forsøger at kæmpe mod troldmandens fornedrelse af både Dyr og befolkningsgrupper, som han ikke kan kontrollere, men igen og igen oplever hun blot sin egen magtesløshed, hvilket gør hende mere og mere frustreret. Det er en blanding af hendes anderledes udseende og aktivisme, der gør at hun i sidste ende bliver kendt som Vestens Onde Heks, på trods af at hun egentlig ikke udøver voldsomt meget magi. Således er Oz i Maguires fortolkning præget af fordomme og overtro.

I det hele taget er det Oz, man ser i ”Wicked” et ubehageligt, gråt og utrygt sted, hvor al anderledes tænkning eller opførsel hurtigt bliver undertrykt af den despotiske Troldmand. Således fremstår ”Wicked” nærmest som en dystopi, især fordi Elphaba, i modsætning til mangen en helt, ikke formår at vælte despoten. Selvom den berømte Troldmand fra Oz her bliver portrætteret som magtsyg og ond, er der ikke mange andre karakterer, bortset fra Madame Morrible, der gennemgående er onde. Til gengæld er der heller ikke så mange ”gode” karakterer. Derfor er ”Wicked” på mange måder en deprimerende, men spændende undersøgelse af ondskab, og hvad der egentlig skal til før nogen er direkte onde.

”Wicked” bruger altså temaet om godt og ondt, som det sig hør og bør for høj fantasi, men i modsætning til hvad traditionen foreskriver, er der ikke nogen endegyldig kamp mellem de to sider, eller for den sags skyld en afklaring af, hvem der tilhører hvilken side, og på den måde forekommer romanen noget uforløst, hvilket har ekko i Elphabas liv, der også ender uforløst. Fordi romanen ikke har nogen sejr over ondskaben, er ”Wicked en noget anderledes fantasy roman, men den er absolut anbefalelsesværdig og giver lejlighed til at tænke over, hvad ondskab er og om det overhovedet er en størrelse, der kan defineres entydigt.

Om familier og deres genvordigheder

Alles familier er problematiske og alle mennesker, selv dem der kommer fra velfungerende og helt og aldeles normale hjem, skal finde en måde at løsrive sig fra familien og blive individer, selvfølgelig med den indflydelse der uvægerligt kommer fra søskende og forældre. I Neil Gaimans roman ”Anansi Boys” er temaet netop at blive individ, ikke automatisk en forlængelse af sine forældre, men heller ikke en fuldstændig afvisning af dem. Desværre for Charlie Nancy, der står med problemet er hans familie alt andet end normal.

Romanen indledes med at Charlies far dør. Denne mand er den pinligste af alle pinlige forældre (bortset selvfølgelig fra moren i ”Max Pinlig), og han har brugt hele Charlies barndom på at gøre ham til grin på tusind forskellige måder. Så da Charlie hører, at hans far er død, føler han, udover en voldsom pinlighed over måden Charlies far dør på, ikke så meget sorg som en svag lettelse. Men Charlies trængsler er kun lige begyndt, for det viser sig, at hans far var ingen ringere end edderkoppeguden Anansi, hvis største fornøjelse er at narre andre, både guder og dødelige, gennem forskellige practical jokes. Derfor bliver Anansis død startskuddet for en omvæltning af Charlies liv, heriblandt introduktionen af broderen han ikke vidste han havde, men som viser sig at være mindst lige så besværligt et bekendtskab som faderen.

Romanen følger Charlie efterhånden som han lærer at komme overens med sig selv og sin familie og erkender at han er en del af sin familie på godt og ondt. Gaiman gør dette rigtig godt og det er et interessant tema for hvem er ikke blevet flov over sine forældre eller har følt sig tilsidesat af sine søskende. ”Anansi Boys” handler ikke om den store kamp mellem godt og ondt, men udnytter fantasy formen til at fortælle en historie om en udfordring, de fleste kan nikke genkendende til.

”Anansi Boys” falder ind under kategorien ”lav” fantasy, idet den foregår i vores velkendte verden, tilsat en smule magi. Her har Gaiman ladet sig inspirere af den caribiske mytologikreds, som bogen giver en interessant, uden dog at være udtømmende, indføring i. Gaiman gør mytologien levende gennem guderne, der på samme tid er dyr og menneske, og på en eller anden måde formår han at introducere denne gamle sagnverden i den moderne verden på en både naturlig og interessant måde, uden at tabe den underliggende historie af syne. Selv om jeg normalt foretrækker fantasyromaner, der foregår i fremmede verdener, viser ”Anansi Boys”, at det er fuldt ud muligt at lave fascinerende og vedkommende fantasy, der finder sted i vores ”normale” verden, uden at det bliver prosaisk og mister magien.

Neil Gaiman: "Anansi Boys", 2005