Om krig og realityshows

Det er efterhånden længe siden, jeg publicerede det sidste indlæg. En del af det skyldes, at jeg snart skal flytte, så der er alt flyttebøvlet. Samtidig er min mand og jeg ved at tage stilling til en frygtelig masse detaljer, fordi det hus vi skal flytte ind i, i bund og grund er et håndværkertilbud (hvis jeg aldrig behøver at sætte mine ben i Starks fliseudstilling igen, vil jeg være et lykkeligt menneske). Summa summarum er, at der har været en del distraktioner på det sidste. Men her den sidste uges tid har distraktionen været af litterær art, jeg har nemlig været fuldstændigt opslugt af Suzanne Collins’ ”The Hunger Games”-trilogi.

Den består naturligvis af tre separate bøger, men eftersom jeg læste dem lige efter hinanden, står det i mit hoved som ét værk, og jeg vil derfor anmelde det som sådan. Det kan derfor heller ikke undgås, at jeg kommer til at afsløre lidt af den senere handling, så anse dette som en spoileradvarsel. Hvis du ikke læser videre end dette, så tag dette med: Collins’ bøger er gennemtænkte, brutale, rå, deprimerende, tankevækkende og knaldgode, så læs dem!

Ok, hvis I ikke er hoppet fra endnu, så kommer anmeldelsen hér. 16-årige Katniss Everdeen er vokset op i Panem, et land der består af en dominerende Hovedstad og tolv distrikter. For generationer tilbage gjorde distrikterne oprør mod Hovedstaden, men blev slået brutalt ned. Nu holder Hovedstaden magten ved hvert år at afholde ”The Hunger Games”, hvor hvert distrikt skal bidrage med to deltagere, en dreng og en pige i alderen 12-18 år. Reglerne i spillet er simple: Den der overlever de andre vinder. Spillet bliver vist på fjernsyn over hele landet, til underholdning for Hovedstaden og til skræk og advarsel for distrikterne.

Da Katniss melder sig frivilligt til spillet, så hendes lillesøster kan slippe for at træde ind i Arenaen, regner hun ikke med at overleve. Men ved hjælp af sineevner som jæger og sin snedighed ender Katniss med at overvinde både sine modstandere i Arenaen og arrangørerne i Hovedstaden, da hun tvinger dem til for første gang at anerkende to vindere: Katniss selv og Peeta Mellark, der ligesom hun selv kommer fra distrikt 12. Katniss’ trodsige handling ender med at sætte gang i oprøret i distrikterne, og hun bliver hurtigt symbolet for kampen mod overmagten.

Ud over et godt tempo, der forhindrer forfatteren i at dvæle for længe ved de forskellige plotelementer, er en af seriens helt store styrker den moralske kompleksitet. Selv om det står klart, at rebellerne generelt set kæmper på den rigtige side, er det helt store spørgsmål, hvordan man i en krig kender forskel på de gode og de onde, når begge sider dræber på uhyrlige måder. Bortset fra præsident Snow er der ikke nogen karakterer, der er entydigt onde, og der er slet ikke nogen, der er entydigt gode, heller ikke vor heltinde. Det taler til Collins’ ære, at hun på intet tidspunkt advokerer for den noble krig, det er muligt, at der er sager, der er værd at slås for, siger hun med denne trilogi, men det betyder ikke, at kamphandlingerne er mindre grumme eller modbydelige. Derfor er serien også utrolig trist og deprimerende at læse, men den har så meget kraft, at der alligevel er balance i fortællingen.

Serien er i øvrigt ved at blive filmatiseret og første del har premiere d. 22/3. Jeg har heldigvis allerede billetter til forpremieren, så fremtiden er sikret. Hvis I ikke har hørt om filmen før, kan I se traileren her.

May the odds be ever in your favour!

Underholdende mytologi biksemad

Nogle bøger læser jeg, fordi venner og bekendte har anbefalet dem. Andre fordi jeg har hørt eller læst, at de minder om andre bøger, jeg godt kan lide. Af og til får jeg lyst til at læse et helt forfatterskab på baggrund af én god bog. Og så sker det også at jeg får en bog i hånden, som jeg hverken har læst eller hørt om, og som jeg bare læser, fordi forsiden er flot eller resuméet på bagsiden af bogen er spændende. Sådan en bog er ”Alkymisten” af Michael Scott. Jeg fik den i hænderne på mit arbejde og den lignede lige præcis sådan en bog jeg trængte til at læse: let at gå til, spændende historie og på alle måder ukompliceret.

”Alkymisten” er første del af en serie på seks, hvoraf fire allerede er udkommet, de er oveni købet alle oversat til dansk. Dermed behøver jeg ikke at vente så længe på resten af historien, hvilket nok er meget godt, både fordi jeg er utålmodig af natur, og fordi at selvom fortællingen er spændende, er jeg ikke sikker på, at jeg ville huske at vende tilbage til den for at få hele historien med. På trods af at romanen holder én fanget under læsningen, gælder der for denne, som for så mange andre, at den hurtigt læst og hurtigt glemt.

”Alkymisten” handler om de 15-årige tvillinger Sophie og Josh, der det ene øjeblik lever et forholdsvist almindeligt liv, men det næste er hvirvlet ind i et eventyr af enorme proportioner. Det viser sig nemlig, at Nick Fleming, i hvis boghandel Josh arbejder, i virkeligheden er den udødelige alkymist Nicholas Flamel. Han er beskytter for en magisk bog skrevet af Abraham Magikeren, kaldet Codex, som i de forkerte hænder ville bringe død og ødelæggelse over verden og gøre mennesket til slaver af de magtfulde Mørke Ældste. I starten af ”Alkymisten” lykkes det den onde dr. John Dee at kidnappe Nicholas’ kone og stjæle Codex, bortset fra to vigtige sider som Josh får revet ud af den. Og går den gensidige jagt, for dr. John Dee vil have de manglende sider, men Flamel vil have bogen og sin kone igen og i øvrigt forhindre De Mørke Ældste i at sejre. Josh og Sophie bliver ufrivilligt en del af den store kamp, og måske har de også en vigtig rolle at spille, for er de de tvillinger, som omtales i Codex?

Michael Scott har i denne serie taget en lang række sagn og mytologier, puttet dem ned i blenderen og trykket på knappen. Resultatet er måske en smule rodet, men også veludført, og det er en spændende præmis, at alle guder i verdens forskellige mytologier i virkeligheden blot er en race forskelligt fra mennesket, tilbedt fordi de var så uendeligt mere magtfulde. Scott har med denne historie om kampen mellem godt og ondt sat i vores verden skabt en underholdende tjubang-roman af en ungdoms-fantasy.

Om spøgelser og moral

Tonya Hurley: Ghostgirl og Ghostgirl Homecoming, 2009 og 2010.

På det sidste har der været forskellige bølger af trends indenfor teenage fantasy litteraturen. Først kom vampyr/varulvebølgen med værker som Twillight og serien om Sookie Stackhouse. Så kom engel/spøgelsebølgen, som Ghostgirl placerer sig solidt indenfor. Bøgerne foregår i den traditionelle, amerikanske High School verden vi alle kender fra utallige film og serier, hvor cheerleaderne er populære, men lede og overfladiske og altid dater quarterback’en. Midt i denne verden finder vi Charlotte, der er så usynlig for omverdenen at selv pedellen overser hende, noget hun er fast besluttet på at ændre. Charlotte vil simpelthen bruge skoleåret på at blive ligesom cheerleaderen Petula og score den lækre football-spiller Damen, så hun endelig kan blive anerkendt som et medmenneske. Desværre kommer der nogen i vejen for hendes plan, hun bliver nemlig kvalt i en vingummibamse. Charlotte vågner op på skolen igen som spøgelse, men i stedet for at koncentrere sig om at være spøgelse og komme over på ”den anden side”, insisterer hun på at blande sig i de levendes verden i et fortsat forsøg på at blive accepteret. Det afstedkommer selvfølgelig en masse problemer inden Charlotte indser, hvor hun nu hører hjemme og redder sine medspøgelser samtidig med at den lede Petula får sin bekomst.

I toeren er Charlotte og medspøgelserne kommet videre til, hvad der ser ud til at være et enormt, himmelsk telefoncenter, hvor de døde teenagere skal hjælpe de levende i en slags underbevidsthedens Børnetelefon. Også i dette bind handler konflikten om sammenblandingen af de dødes og de levendes verdener, idet Scarlet (Charlottes ven fra etteren) overskrider tærsklen mellem død og levende i et forsøg på at redde sin søster Petula, der svæver i livsfare efter en fejlslået pedicure. Men udover den helt åbenlyse konflikt, der bunder i at få oprettet balancen, så de døde og de levende holdes adskilt, er der også en gennemgående morale, omkring nødvendigheden af at stole på andres troskab, både i venskab og i kærlighed.

Der er en tyk og synlig morale i begge bøger, det skulle jo nødigt være sådan, at læseren ikke forstod meningen, men der er til gengæld også en befriende humor til at skylle moralen ned med. Det er den satiriske tilgang til teenage-livet, der gør serien værd at læse, på trods af stiliserede karakterer og forudsigeligt plot. Men hvor børnefantasy af og til stiller så store spørgsmål, at det også bliver interessant for voksne, holder Ghostgirl sig på et niveau, der trods alt nok er mest interessant for unge.