Viser opslag med etiketten Diverse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Diverse. Vis alle opslag

tirsdag den 31. januar 2012

Kunsten at fortælle en historie

Bøger er fantastiske. Det rum de giver til at udfolde ens fantasi og opleve andre liv og verdener, er helt uundværligt for mig. Men nogen gange bliver en historie endnu mere fantastisk, hvis den bliver fortalt, så fortællerens timing og mimik løfter den op på et højere niveau. Et eksempel på dette er denne oplæsning af Patrick Rothfuss, hvor man får historien, om hvordan det kan gå til, at marsvin (altså dem med pels på) i virkeligheden er fisk.



Det er skørt og hylende morsomt, og man får straks lyst til at læse noget mere, der er udtænkt af samme gale hjerne. Jeg kan anbefale "Kingkiller Chronicle"-trilogien til dem, der har fået blod på tanden. Det er overhovedet ikke det samme, men det er lige så genialt.

lørdag den 14. januar 2012

Om glæden ved at modtage

Med julen nys overstået ville det være nærliggende at skrive et længere indlæg, om alle de mange bøger jeg har fået i julegave, men sandheden er, at jeg ikke har fået nogen. Ikke en eneste. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Til gengæld har jeg fået noget, der er meget bedre, nemlig to løfter om fremtidige læseoplevelser.

Det første løfte består af et dejligt stort gavekort til Bog & Idé (og de andre kæder der hører til). Hvad det skal omsættes til, ved jeg endnu ikke, men jeg har kig på en lækker bagebog, som jeg længe godt har kunnet tænke mig. Jeg vender tilbage med en reportage, når jeg har spenderet gavekortet. Det kan godt være, der går et stykke tid, for jeg har en smule svært ved at bruge den slags gavekort. Der er jo det ved det, at gavekortet kun kan bruges én gang, og hvad nu hvis der kommer noget mere spændende om en uge? Jeg er ikke sikker på, at det siger noget godt om min karakter, men sådan er det altså.

Det andet løfte er dette dejlige stykke maskineri, min helt egen Kindle!

Det er jo ikke en bog som sådan, men den kan indeholde om til 3000 stk., så der skulle være nogle gode læseoplevelser forude. Jeg har faktisk allerede læst to bøger på den, og det føltes helt ligesom at læse en almindelig papir bog, bortset fra at man aldrig mister det sted, man er i bogen, samt at man kan holde og bladre med én hånd. Kindlen er skøn at sidde med, den er mindre end en iPad og så let som en paperback, men fordi skærmen fylder stort set hele forsiden, sidder man ikke med en følelse af at skulle bladre hele tiden. Det er super nemt at downloade bøger fra Amazon, lidt for nemt måske – det kan godt være, jeg skal have lavet et bogindkøbsbudget.

Det største problem med Kindle er, at det ser ud til at være svært at downloade bøger fra andre kilder end Amazon. Jeg har ikke sat mig ind i det, men umiddelbart kan man ikke bruge tjenester så som E-reolen, hvilket er fjollet fra Amazons side, for det er udelukkende med til at begrænse brugbarheden af deres e-bogslæser. De udbyder ikke danske titler fra Kindle Store, så der er ingen økonomisk grund til, at det ikke skulle være muligt at downloade bøger fra danske e-bogsforhandlere og biblioteker. Forhåbentlig viser det sig, at jeg tager fejl og der ikke er noget problem, for selvom jeg ikke læser mange danske bøger, er det jo rart at have muligheden for at kunne gøre det.

En ting er dog sikker: Min Kindle kommer til at stå for mange gode timers underholdning fremover.

torsdag den 5. januar 2012

Om forsæt og nye begyndelser

Jeg har egentlig ikke så meget til overs for nytårsforsætter. Det virker på mig som om deres eneste formål er at foranledige dybe skyldsfølelser. De er født af skyld til at skabe mere skyld. Over det fitnessabonnement man betaler til, men ikke har benyttet sig af de sidste fem måneder. Over de kager man spiser, fordi de ser så smukke ud bag montrens pudsede ruder, men som jo egentlig går imod den slankekur, man begyndte på i går. Over at man nu sidder på tredje time og ser dårligt tv på Kanal4, selvom det egentlig var meningen, at man skulle læse nogle flere prisbehængte romaner. Hvorfor er det, at denne tilfældige dag på året kan få en til at love os selv, at i år bliver man et meget bedre menneske, end man var sidste år, når nu man ved, at angsten for at fejle sikrer, at man heller ikke i år får gennemført sit forsæt. Men hvem ved måske næste år?

Og dog er der noget rensende, ja nærmest befriende, over skiftet fra det ene år til det næste. Tallet skifter og pludselig er det, som om alle muligheder står åbne. Som om alle fejlene og de ting man fortryder ikke at have gjort træder i baggrunden og giver plads til igen at handle. Så på trods af alle mine forbehold har jeg i år et nytårsforsæt: At holde liv i denne blog igennem hele året med minimum et indlæg om ugen. Og så at starte en pensionsopsparing.

søndag den 1. maj 2011

I'm back!

Nøj, hvor er det længe siden jeg sidst har fået lavet et indlæg herinde, men det er åbenbart lidt ligesom motion: Hvis man springer en træningsgang over, går der gerne et par måneder eller tolv inden man kommer i gang igen. Behøver jeg at sige, at mine motionsvaner ikke ligefrem er regelmæssige?

Det startede alt sammen med, at jeg tog tre uger til USA, hvor jeg ikke lige fik skrevet nogen indlæg (men fik dog købt nogle bøger, og det er jo det vigtigste), så kom jeg hjem og havde ambitioner om, at nu skulle jeg helt bestemt finde mig et forlagsjob (for det er jo så nemt), og så gled bloggen desværre i baggrunden. Det helt nødvendige spark i bagdelen kom fra Bogklubben mener, der har bedt mig om at skrive et indlæg til deres serie ”Min bogverden”, men så bliver jeg jo næsten nødt til at have min blog op at køre igen, hvilket bringer os frem til nutiden.

Det eneste problem med at starte bloggen op nu er, at jeg har haft travlt med at læse de bøger, jeg skal anmelde til BogMagasinet, Arnold Buscks gratis magasin (prøv at se nederst side 54, bare et forslag), at jeg ikke rigtig har nogen jeg kan anmelde her, men så kan jeg jo fortælle lidt om, hvad der er på tapetet det næste stykke tid her på siden. Men lad os først kaste et blik på min bogfangst ovre fra den anden side af Atlanterhavet, hvor bogindkøbsmulighederne er rigelige og priserne er dejligt lave:



Som I kan se er der lidt af hvert: et par tøsebøger af Jill Mansell (noget bedre end Katie Ffordes bøger), Kraken af China Miéville og Wicked af Gregory Maguire er begge fantasy bøger, som jeg endnu ikke fået læst, og så er der de amerikanske klassikere To Kill a Mockingbird af Harper Lee og en samling af Hemingways avisreporter. Alt i alt en temmelig god fangst og hvis det ikke var så forbandet dyrt at sende bøger hjem fra Florida, ville jeg nok have købt et par stykker til.

Det er ikke kun min blog, jeg har forsømt på det sidste, også Bogudfordringen 2011 er blevet fuldstændig negligeret de sidste to måneder, men nu skal det være slut skal det, og det bringer os samtidig frem til, hvad jeg vil fylde bloggen med den næste måneds tid. I anledning af maj udfordringen erklærer jeg nemlig hermed (trompetfanfare) maj måned for fantasy måned her på En læsers bekendelser. Ikke blot vil jeg anmelde disse to bøger:


Der vil også være små essays om fantasygenrens mange ansigter, forslag til læsning inden for genren og mine favorit fantasy romaner. Så glæd og husk at følge med, for denne gang kan det ikke gå galt!