Omslag #1: "The Mirage"

Umiddelbart virker det måske overfladisk, men forsider og omslag er virkelig vigtige sager for en bog, Jo, det kan da godt være, at bogen hverken bliver dårligere eller bedre af omslaget, ordene på papiret er trods alt de samme. Men forsiden er nu engang det første læseren møder, det første og altafgørende indtryk man får af bogen, og hvis forsiden ikke fænger, når man sandsynligvis ikke til ordene indeni, hvor velskrevne de så end er. Derfor introducerer jeg nu et nyt fast indlæg, hvor jeg viser de forsider frem, som jeg bedst kan lide og snakker lidt om, hvorfor de fungerer, eller hvorfor jeg kan lide dem (det er ikke altid det samme).

Jeg lægger ud med Matts Ruffs forholdsvist nye roman ”The Mirage”, der foregår i et alternativt univers, hvor kristne fundamentalister kidnapper fire passagerfly den 9/11 2001 og flyver dem ind i højtprofilerede mål i Mellemøsten, heriblandt de to World Trade Towers i Bagdad.

Omslaget fanger øjnene med sin fantastiske azurblå farve og de markante bogstaver, der tilsyneladende er ved at opløses til ørkenstøv. Men det der virkelig gør forsiden fantastisk er, at illustratoren har forstået at udnytte den simple, men effektive symbolik, der ligger i de to tvillingetårne, drejet over i en mellemøstlig variant. Man er på samme forvirret og helt med, for tvillingetårne betyder 11/9, men hvorfor har den ene en løgkuppel i stedet for et mere strømlinet og vestligt tag? Og netop dér går det op for én, at man befinder sig i et alternativt univers, men samtidig føler man, at historiens udgangspunkt er velkendt. Og alt det helt uden at læse på bagsiden, se dét er en vellykket forside.

Et overraskende genlæs

For nogle år siden købte jeg ”The Name of the Wind” i en boghandel i Göteborg, der udelukkende sælger sci-fi og fantasy romaner. Jeg havde ikke hørt om Patrick Rothfuss’ debutroman, men bagsideteksten, denne vigtige men vanskelige disciplin, fangede min opmærksomhed. Her er et uddrag:

”My name is Kvothe.

I have stolen princesses back from sleeping barrow kings. I burned down the town of Trebon. I have spent the night with Felurian and left with both my sanity and my life. I was expelled from the University at a younger age than most people are allowed in. I tread paths by moonlight that others fear to speak of during day. I have talked to Gods, loved women, and written songs that make the minstrels weep.
You may have heard of me”

Hvordan kunne en roman med dén bagsidetekst undgå at være fantastisk? Faktum er, at romanen overhovedet ikke fangede mig første gang jeg læste den, den var langtrukken med en uendelig afstand mellem snapsene. Bogen leverede ikke halvdelen af det, der blev lovet på bagsiden, så jeg var vældig skuffet efter endt læsning. Så gik der et par år, hvor ”The Name of the Wind” lå uforstyrret hen på min reol, men så skete der to ting. For det første blev toeren i trilogien, ”Wise Man’s Fear”, udgivet 1. marts i år, og hvis der er noget jeg ikke kan stå for, så er det at færdiglæse trilogier, også selvom jeg ikke er vild med dem. Det er bare mere ordentligt på den måde. For det andet opdagede jeg Rothfuss’ blog, som åbenbarede de sære, indviklede og morsomme måder hans hjerne arbejder på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om jeg ikke skulle give serien en chance til. Men det var så længe siden, jeg havde læst etteren, at det ikke ville give mening at kaste mig over toeren uden et genlæs af ”The Name of the Wind”.

På mange måder har jeg det samme indtryk af ”The Name of the Wind”, som jeg havde første gang, jeg læste den, men hvad der forekom negativt virker nu positivt. Ja, bogen er lang og nej, der er mange af tingene fra bagsideteksten, der ikke er med i denne roman, men længden giver Rothfuss mulighed for virkelig at folde sig ud og de begivenheder der er, bliver grundigt forklaret og sat i kontekst.

Romanen handler om Kvothes udvikling fra dreng til spirende helt, fra et sigøjnerliv over hjemløshed til Universitetet, og gennem det hele svæver Chandrianerens tilstedeværelse, væsnet ansvarlig for Kvothes forældres død, over vandene som en skygge i mørket. Det bogen gør helt fremragende er at vise, hvordan virkelighed bliver til legende, at der bag enhver helt findes et mere eller mindre almindeligt menneske, der gør sit bedste i usædvanlige omstændigheder.

Så efter anden gennemlæsning må jeg sige, at ”The Name of the Wind” faktisk er anbefalelsesværdig og det skal blive interessant at se, hvor Kvothes eventyr fører hen i ”Wise Man’s Fear”.

Om familier og deres genvordigheder

Alles familier er problematiske og alle mennesker, selv dem der kommer fra velfungerende og helt og aldeles normale hjem, skal finde en måde at løsrive sig fra familien og blive individer, selvfølgelig med den indflydelse der uvægerligt kommer fra søskende og forældre. I Neil Gaimans roman ”Anansi Boys” er temaet netop at blive individ, ikke automatisk en forlængelse af sine forældre, men heller ikke en fuldstændig afvisning af dem. Desværre for Charlie Nancy, der står med problemet er hans familie alt andet end normal.

Romanen indledes med at Charlies far dør. Denne mand er den pinligste af alle pinlige forældre (bortset selvfølgelig fra moren i ”Max Pinlig), og han har brugt hele Charlies barndom på at gøre ham til grin på tusind forskellige måder. Så da Charlie hører, at hans far er død, føler han, udover en voldsom pinlighed over måden Charlies far dør på, ikke så meget sorg som en svag lettelse. Men Charlies trængsler er kun lige begyndt, for det viser sig, at hans far var ingen ringere end edderkoppeguden Anansi, hvis største fornøjelse er at narre andre, både guder og dødelige, gennem forskellige practical jokes. Derfor bliver Anansis død startskuddet for en omvæltning af Charlies liv, heriblandt introduktionen af broderen han ikke vidste han havde, men som viser sig at være mindst lige så besværligt et bekendtskab som faderen.

Romanen følger Charlie efterhånden som han lærer at komme overens med sig selv og sin familie og erkender at han er en del af sin familie på godt og ondt. Gaiman gør dette rigtig godt og det er et interessant tema for hvem er ikke blevet flov over sine forældre eller har følt sig tilsidesat af sine søskende. ”Anansi Boys” handler ikke om den store kamp mellem godt og ondt, men udnytter fantasy formen til at fortælle en historie om en udfordring, de fleste kan nikke genkendende til.

”Anansi Boys” falder ind under kategorien ”lav” fantasy, idet den foregår i vores velkendte verden, tilsat en smule magi. Her har Gaiman ladet sig inspirere af den caribiske mytologikreds, som bogen giver en interessant, uden dog at være udtømmende, indføring i. Gaiman gør mytologien levende gennem guderne, der på samme tid er dyr og menneske, og på en eller anden måde formår han at introducere denne gamle sagnverden i den moderne verden på en både naturlig og interessant måde, uden at tabe den underliggende historie af syne. Selv om jeg normalt foretrækker fantasyromaner, der foregår i fremmede verdener, viser ”Anansi Boys”, at det er fuldt ud muligt at lave fascinerende og vedkommende fantasy, der finder sted i vores ”normale” verden, uden at det bliver prosaisk og mister magien.

Neil Gaiman: "Anansi Boys", 2005