Bogudfordringen 2012: Natur

At en bog er en klassiker er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er velskrevet. Således også Frank Herberts ”Dune”, der med sin fantastisk velgennemtænkte opbygning af bogens univers er en af science fiction-genrens ubestridte klassikere. Problemet er bare, at de fleste andre elementer i bogen, så som personkarakteristik, dialog og handling, er stive og uorganiske og faktisk gør bogen til noget af en udfordring at komme igennem.

Bogens hovedperson, Paul Atreides, er en dannet hertugsøn med alt hvad det indebærer af nærkamps- og strategitræning. Derudover er han synsk og har lært at kontrollere sine tanker i en ekstrem grad af sin mor, så da hans far bliver myrdet af en konkurrerende adelsslægt, og Paul flygter ud i den barske ørken på planeten Arrakis, er han klar til at opildne den barske lokalbefolkning, frimenerne, til guerillakrig.

Grunden til at jeg har valgt ”Dune” til Bogudfordringen 2012’s naturtema er, at ørkenen og dens indbyggere, både menneskelige og ikke-menneskelige, er romanens anden hovedperson. Ørkenen danner bagtæppet for en lang del af bogen, men den er også med til at skabe frimenerne, idet den dikterer de begrænsninger og muligheder folket har, og dermed hvordan de lever. På den ene side er naturen i ”Dune” hård og uforsonlig, på den anden side bærer den løftet om en rigdom, både i kraft af stoffet melange, der er kostbart på grund af dets livsforlængende og bevidsthedsudvidende egenskaber, og løftet om en mere frodig natur, som kun kan ses af dem, der lever i overensstemmelse med ørkenen.

På mange måder er ørkenen faktisk romanens mest afbalancerede og interessante karakter, måske fordi den ikke bliver overforklaret, som mange af de andre karakterer gør i lange indre monologer, men får lov at stå åben for fortolkninger.

Sproget er også både arkaisk og (melo)dramatisk, hvilket også bliver trættende i længden. Af og til bliver det så overdrevet, at man brutalt bliver revet ud af romanens illusion, som for eksempel da Pauls kæreste og moren til hans barn, siger ”I have prepared thy breakfast”. Sætningen bremsede min læsning med sin opstyltede og overformelle formulering: Hvis man har været sammen længe nok til at få et barn sammen og i øvrigt er alene, er det lidt (eller meget) unaturligt at tiltale sin mand som ”thy” (eders), hvor adelig han så end måtte være.

”Dune” er bestemt værd at læse, idet den er en klassiker inden for genren, og det er godt at have en fornemmelse af, hvilket muld den moderne science fiction er rundet af, men det er også på mange måder en frustrerende oplevelse at læse romanen. Når både personerne og dialogen bliver stiv og stiliseret, bliver det hurtigt en træg oplevelse at skulle igennem de omkring 400 sider, og det er ærgerligt, når idéen er så god.

Bogudfordringen 2012: "Farver"

Her, over halvanden måned inde i året, er jeg nu klar med den første bog, jeg har læst til årets bogudfordring fra ”Bogklubben Mener”. Det lækre ved 2012-udgaven er, at man selv må vælge både rækkefølgen og den rytme, man afvikler udfordringen i, så det er helt legalt at gemme de svære emner til senere. (Hvad i alverden skal jeg dog gøre med sportskategorien? Der er ikke mange sci-fi/fantasy romaner, der handler om sport…)

Egentlig havde jeg først tænkt, at ”Farver” var et mærkeligt diffust emne, men så besluttede jeg mig for, at hvis bare der indgik en farve i titlen, måtte udfordringen være opfyldt. Da jeg så sad og kiggede ”100 Must-Read Science Fiction Novels” igennem faldt jeg over ”Red Mars”, og vupti havde jeg slået to fluer med ét smæk: læst en sci-fi klassiker og opfyldt en af kategorierne i bogudfordringen. Så jeg var glad og fro over, at farven rød indgik i titlen, men det skulle snart vise sig, at farven spilled en meget større rolle i romanen.

”Tabula rasa, blank slate. A blank red slate. Anything was possible, anything could happen – in that sense they were, in just these last few days, perfectly free.”

I “Red Mars” følger man koloniseringen af Mars gennem ”de første hundredes” perspektiv. Lige fra de 50 mænd og 50 kvinder forlader jorden, til de når frem til Mars, begynder at gøre planeten beboelig og ser den oversvømmet af bølger af immigranter fra en overbefolket Jord på randen af kaos. ”Red Mars” er på mange måde en historie om det vilde vesten, om det uberørte land, der er fuld af farer og muligheder, samt rigdomme der kun kan udvindes på bekostning af naturen. Den røde farve symboliserer på mange måder det oprindelige, det ægte og uberørte i romanen, og ”reds” er da også den betegnelse, som den politiske gruppering, der går ind for at minimere de fysiske forandringer på Mars, går under. For alle de bestræbelser, der sker for at gøre Mars mere som Jorden, ændrer ved planetens farve, hvad end det er de grønne alger, der skal ændre atmosfæren, eller de sorte partikler, der spredes over gletsjerne for at absorbere sollyset og gøre planeten varmere.

Romanen excellerer i fremstillingen af de politiske idéer og problemer, som Kim Stanley Robinson tydeligvis finder vigtige. Robinson knytter de hensynsløse, profitjagende multinationale firmaer med en katastrofal ligegyldighed overfor naturen i et gribende og dystopisk vue over en meget nært forestående fremtid.

Hvad Robinson har i lidenskab overfor sine idéer, mangler han fuldstændigt i forhold til opbygning og udvikling af sine karakterer. Mange af Robinsons karakterer er flade og især en af fortællerne (perspektivet skifter i løbet af romanen) drev mig til vanvid, fordi han var så bund usympatisk, selvom det vist egentlig var meningen, at han skulle være helten, om end en fejlbarlig en af slagsen. Så på trods af nogle meget spændende idéer, ender ”Red Mars” med at blive en MEGET lang fornøjelse, fordi det simpelthen er for svært at engagere sig i karaktererne. Men den er trods alt værd at læse, som en realistisk mulighed for en eventuel fremtidig kolonisering af Mars.