Al begyndelse er svær...

Det har kun været et spørgsmål om tid, inden jeg kastede mig over Terry Pratchetts ”Discworld”-serie. Med sine 39 bind er det en af de længste fantasy-serier nogensinde, og samtidig en af de mest ikoniske: Den verden Pratchett her har skabt er et standard referencepunkt for alle fantasy- og sci-fi nørder og er derfor helt uomgængelig.

Det første problem, når man vil i gang med serien er at finde ud af, hvor man skal starte. ”Discworld”-bøgerne hænger nemlig ikke kronologisk sammen i en nydelig række, men består af forskellige serier og enkeltbind, der har det tilfælles, at de foregår på den samme planet: The Discworld. Eftersom de forskellige serier er blevet udgivet indimellem hinanden, er det ikke helt nemt at holde redde på, og så er det rigtig skønt, at der findes fagnørder derude, som gider og sidde at kompilere komplicerede kort over rækkefølger. Krzysztof K. Kietzman er et af disse herlige individer, der har lavet et dejligt overskueligt kort over alle 39 bøger i serien og deres indbyrdes rækkefølge, kortet kan ses hér.

Men traditionalist som jeg er, endte jeg med at starte fra begyndelsen af, med Pratchetts allerførste roman på Discworld ”The Colour of Magic”. Fordelen ved at starte med etteren er, at man får bygget verden op fra starten af, så man lærer universet at kende i samme rækkefølge som forfatteren (formentlig). Ulempen er, at eftersom dette er Pratchetts første roman, er den lettere ujævn i kvaliteten med en noget episodisk opbygning og lidt for meget slapstick-humor, hvor de senere bøger skulle være skrevet af en mere sikker og erfaren hånd.

Når det er sagt, er ”The Colour of Magic” faktisk en ret sjov roman om troldmanden Rincewind, der bliver påduttet at passe på den håbløst naive og nysgerrige turist Twoflower. Faktisk er Rincewind ikke rigtigt troldmand, idet han blev smidt ud fra Det Usete Universitet, inden han blev færdig med sin uddannelse og uden en brugbar trylleformular i hovedet. Hvad han til gengæld har er en sund portion selvopholdelsesdrift (somme ville muligvis kalde ham en kujon), der som oftest får ham til at ønske sig langt væk fra de situationer, som samværet med Twoflower sætter ham i. Twoflower er til gengæld Discworlds allerførste turist og ivrig efter at opleve det kontinent, som er basis for alle fortællinger om helte og magi i hans hjemland. Troskyldig og optimistisk kaster han sig ud i alle eventyrene for at opleve så meget som muligt uden at indse, at han ofte svæver i livsfare.

Sammensætningen af de to umage figurer skaber en fin dynamik og er samtidig grobund for den satire over turisme, som romanen egentlig er. Jeg genkender i hvert fald mig selv i Twoflowers ønske om at få så autentiske oplevelser som muligt og kan kun forestille mig, hvor mange lokale der i sit indre har rystet på hovedet over dét ønske. Som for eksempel her, hvor Twoflower forklarer Rincewind, at han godt kunne tænke sig at møde nogle ægte helte:

"Good. You say this is a tough place. Frequented, you mean, by heroes and men of adventure?"
Rincewind considered this. “Yes?” he managed.
"Excellent. I would like to meet some
An explanation occurred to the wizard. “Ah,” he said. “You’ve come to hire mercenaries […]?
“Oh no. I just want to meet them. So that when I get home I can say that I did it.”
Rincewind thought that a meeting with most of the Drum’s clientele would mean that Twoflower never went home again, unless he lived downriver and happened to float past.

”The Colour of Magic” er som sagt meget episodisk, det er i virkeligheden lidt ligesom at læse en novellesamling, hvor figurerne går igen fra en historie til den næste. For mig var det lidt frustrerende, fordi det gjorde det svært at bevare koncentrationen, når der ikke rigtig var en samlende overordnet historie. På trods af den ujævne oplevelse skal jeg bestemt aflægge Discworld endnu et besøg i fremtiden.

Læs mere om serien og de enkelte bøger på Terry Pratchetts hjemmeside.

Kunsten at fortælle en historie

Bøger er fantastiske. Det rum de giver til at udfolde ens fantasi og opleve andre liv og verdener, er helt uundværligt for mig. Men nogen gange bliver en historie endnu mere fantastisk, hvis den bliver fortalt, så fortællerens timing og mimik løfter den op på et højere niveau. Et eksempel på dette er denne oplæsning af Patrick Rothfuss, hvor man får historien, om hvordan det kan gå til, at marsvin (altså dem med pels på) i virkeligheden er fisk.

Det er skørt og hylende morsomt, og man får straks lyst til at læse noget mere, der er udtænkt af samme gale hjerne. Jeg kan anbefale "Kingkiller Chronicle"-trilogien til dem, der har fået blod på tanden. Det er overhovedet ikke det samme, men det er lige så genialt.

Om humor og jordens undergang

Terry Pratchett & Neil Gaiman: Good Omens, 1990.

Lige siden jeg læste American Gods har Neil Gaiman været en af mine favorit forfattere indenfor fantasy-genren. Han kreerer nogle fantastisk dystre, interessante og dybt originale verdener som lige er til at fortabe sig i. Da jeg så denne bog, hvor han har slået sig sammen med Terry Pratchett, forfatteren til den humoristiske og efterhånden temmelig lange fantasyserie Discworld, kunne jeg ikke dy mig for at købe den med hjem, så jeg kunne undersøge resultatet af samspillet. For hvad sker der lige, når man kombinerer to vidt forskellige forfattere, der på hver sin måde har været nyskabende indenfor fantasy-genren? Svaret er, at man ender med en endog vældig morsom bog om jordens undergang.

Aziraphale, en engel, og Crowley, en dæmon, har været på jorden siden begyndelsen, hvilket rundt regnet vil sige seks årtusinder, og de kan egentlig ret godt lide stedet, i hvert fald meget bedre end de kan lide Himlen eller Helvedet. Og det er der sådan set kun ét problem med, nemlig at jorden snart vil gå under i den endelige kamp mellem Gud og Satan, den såkaldte Dommedag. Idet Armageddon sættes i gang af Antikrists ondskab, beslutter Aziraphale og Crowley at forsøge at udsætte den sidste dag ved at påvirke hans opvækst med både gode og onde indflydelser. En rigtig god plan, bortset fra at Antikrist bliver forbyttet én gang for meget og derfor vokser op i fred og ro med en rent menneskelig påvirkning, hvilket viser sig at have en afgørende betydning for Dommedagens udvikling. Andre karakterer er Anathema Device, der er i besiddelse af sin formoder Agnes Nutters uendeligt præcise og meget udechifrerbare forudsigelser, Newton Pulsifer, menig i Heksefindernes hær der samlet set består af to personer, samt Madam Tracy, dels løsagtig kvindemenneske, dels passende okkult medium.

Good Omens’ skøre, kaotiske og satiriske univers minder om Douglas Adams på en god dag, hvilket ikke er nogen moderat ros. I særlig grad skal forfatterne lykønskes med den lille bande børn, der både er underfundige, sjove og barnlige på den bedst mulige måde. Men nok fra mig, herfra skal kun lyde et højt: ”Læs den”!