Smugkig #2: "Kraken"

Jeg er ved at læse China Miévilles sci-fi roman ”Embassytown”, og der bygger han et meget fascinerende univers op. Og det har givet mig lyst til at dele den herligt syrede og inderlige bizarre måde hans hjerne fungerer på med jer, så derfor bringer jeg her et (lidt langt) citat fra hans bog ”Kraken”, som udkom i 2010. Det Miéville gør bedre end nogen anden, jeg er stødt på, er, at han giver lods for sin fantasi, der får frit spil til at skabe væsner og situationer er altid er forunderlige og som regel også temmelig foruroligende.

”Kraken” handler om Billy, der til daglig arbejder på Londons naturhistoriske museum. En dag bliver kæmpeblæksprutten fra samlingen bortført og en mand findes død i den beholder, hvor blæksprutten før var i. Billy bliver hurtigt hvirvlet ind i opklaringen af forbrydelsen, idet alle (bortset fra Billy) tilsyneladende gerne vil involvere ham.

Den følgende passage viser til fulde Miévilles intuitive forståelse af en uhygge, der ligger på grænsen mellem det hverdagsagtige og det fantastiske. Læs og nyd:

‘Billy looked at the mail that Leon had brought from downstairs. Two bills and a card and a heavy package in brown paper, tied up old-style with hairy string. He put on his glasses and cut the string.

[…] He frowned. He did not understand what he was unwrapping. Inside the package was a rectangle of black cotton. […] He prodded the cloth.

The package moved.

“Fuck…”

"What? What? What?”

They were both standing. Billy stared at the package, unmoving on the table where he had dropped it. There was a silence. Billy took a pen from his pocket and poked the cotton gently.

The cloth gave. The package opened.

It bloomed. With a gasp of air it concertinaed, expanding, outflicking and filling out, and what reached from its end was a hand. A man’s arm, in a dark jacket sleeve. The flash of white shirt at its end. The emergent hand grabbed Billy by the neck.

"Jesus –“ Leon pulled Billy away, and the package, still gripping, pulled back, braced against nothing.

Billy was held, and the package continued to unfold. Tongues of cotton flap-flapped open, black and blue and shoes now at the end of limbs bulking into presence, as if the matter of them was uncramping. More arms unrolled clumsy as fire hoses and shoved Leon hard away.

Like plants in sped-up motion, emitting grunts of release, a stale sweat-and-fart smell, and a man and a boy stood suddenly on Billy’s table. The boy stared at Leon staggering to rise. The man still gripped Billy’s throat.’

Smugkig # 1: "Broken"

Lad fanfarerne gjalde for nu vil jeg introducere et nyt fast indslag: ”Smugkig” også kendt som ”små-tekstuddrag-der-forhåbentlig-kan-bruges-som-inspiration-til-kendte-og-ukendte-bøger” (på trods af undertitlens akkuratesse kan man ikke kalde den mundret, så jeg degraderede den. Det er hårdt at være undertitel.). I al korthed vil jeg i disse indslag præsentere bøger, jeg godt kan lide gennem citater, der kan være sjove, dramatiske, gribende eller sørgelige, men som under alle omstændigheder er sigende for resten af bogen.

I dette første indlæg vil jeg præsentere et citat fra Susan Jane Bigelows superhelte roman ”Broken”. Jeg kendte ikke forfatteren i forvejen, men den kunne downloade gratis som e-bog fra forlaget Candlemark & Gleams hjemmeside, og gratis bøger er altid velkomne. Det var et yderst glædeligt møde
med Bigelows verden, hvor superhelte ikke nødvendigvis er heroiske. Kort fortalt handler romanen om den synske teenager Michael, der opsøger den tidligere superhelt Silwerwyng, nu Broken (hvorfor kan sci-fi/fantasy forfattere ikke bare stave navne rigtigt? Det er jo ikke, fordi navnet er genialt skjult). Han har fået ansvaret for et spædbarn, der enten kan blive menneskehedens frelser eller undergang, og ønsker Brokens hjælp til at få babyen væk fra Jorden, hvor den med sikkerhed vil blive depraveret.

Uddraget hér er fra begyndelsen af bogen, hvor Michael ved et held støder på Broken:

”Broken had been trying to kill herself again. What else could she do, after the day she’d had? She’d chosen drowning this time, because it was much more painful and took a very long time. She’d jumped off a low bridge and fought to stay under the icy water. But this time, her heart wasn’t in it. She’d just come back to life and be as miserable as ever. So she let the current bear her south, towards the sea. Maybe she’d float to Australia, or to China.

The cold numbed her, and eventually she felt like getting out. She swam to shore, and dragged herself up onto the beach.

Four men were menacing a kid and a small baby.

Staying out, she told herself forcefully. She wasn’t in the LED anymore. Everything she tried to save ended up worse off than before, like the cat.

But the kid turned to her and, pleadingly, said her name.

Her old name.

And what could she do after that? She rushed them.”

Læs bogen for dens portrætter af superhelte, som måske nok har overnaturlige kræfter, men som ikke af den grund har bedre liv end andre, snarere tværtimod. Især Brokens historie er interessant og gribende uden at miste den selvironi, som er helt grundlæggende for karakteren.

P.S.: Foromslaget er i øvrigt helt vidunderligt, men det vender jeg nok tilbage til en anden gang.

Læsestof til Valentinsdag

Valentinsdag har længe fået på puklen for at være en falsk mærkedag, der kun er blevet genopfundet for at tjene bunkevis af penge ind til firmaer som Interflora, Hallmark og Anthon Berg. Og helt ærligt, hvis der faktisk er så mange penge i at give folk dårlig samvittighed, synes jeg, det er på tide, at bogbranchen kommer ind i kampen: Hvorfor ikke give en romantisk oplevelse, der varer længere end blot én aften?

Så her kommer en række forslag til bøger, der er oplagte til Valentinsgaver eller som underholdning Valentinsdag, hvis man ikke lige har en fræk aftale stående klar i kulissen.

Til den ulykkeligt forelskede:

William Shakespeares tidløse tragedie "Romeo og Julie" kan praler af et kærlighedsdilemma, der får de fleste andre til at blegne ved siden af, så sæt dig godt til rette og glæd dig over, at er findes mennesker, der har større problemer med Amor, end du har.

Til den der har behov for et skud happy ending:

Jill Mansells bøger er chick lit, når det er bedst: De vrimler med sjove, kvindelige hovedpersoner, der af ukendte årsager ikke kan indse, hvem prinsen på den hvide hest er, selv om det er mere end tydeligt for læseren. Selv om der jævnligt sker sørgelige ting i bogen, ved man, at det kun er for, at den lykkelige slutning kan se så meget mere rosa ud. De perfekte bøger til en smule eskapisme med en varm kop te og et rart stykke kage.

Til den der kun læser klassikere:

Hvis man behov for lidt romantik og samtidig gerne vil have krydset noget af klassiker listen, kan man passende kaste sig over Jane Austens: ”Stolthed og fordom”. Her kan man møde den intelligente proto-feminist Elizabeth Bennett og hendes herligt forfærdelige mor, for slet ikke at tale om den figur som alle andre mandlige hovedpersoner i chick lit-genren kun kan drømme om at leve op til: den sexede og mutte Mr. Darcy.

Kunsten at fortælle en historie

Bøger er fantastiske. Det rum de giver til at udfolde ens fantasi og opleve andre liv og verdener, er helt uundværligt for mig. Men nogen gange bliver en historie endnu mere fantastisk, hvis den bliver fortalt, så fortællerens timing og mimik løfter den op på et højere niveau. Et eksempel på dette er denne oplæsning af Patrick Rothfuss, hvor man får historien, om hvordan det kan gå til, at marsvin (altså dem med pels på) i virkeligheden er fisk.

Det er skørt og hylende morsomt, og man får straks lyst til at læse noget mere, der er udtænkt af samme gale hjerne. Jeg kan anbefale "Kingkiller Chronicle"-trilogien til dem, der har fået blod på tanden. Det er overhovedet ikke det samme, men det er lige så genialt.

Om hukommelsens buede spejl

Mit (ikke særlig vellykkede) forsøg på at få læst alle Man Booker Prize vinderne har ført mig hen til 2011 vinderen ”The Sense of an Ending” af Julian Barnes. Jeg har kun læst én anden bog af Barnes, nemlig ”England, England”, men det eneste jeg kan huske fra den er, at der medvirker en forretningsmogul, hvis hemmelige last er at tage ble på og lege voksenbaby. Så jeg gik til ”The Sense of an Ending” med en forsigtig respekt, lidt som man går hen til en forladt taske, der står og tikker på Nørreport. Men der var ikke nogen voksenbaby i hele bogen, til gengæld var der en rigtig fin fortælling om ungdommen set fra alderdommen og de forvrængninger, der automatisk kommer, når man ser ind i hukommelsens buede spejl.

Romanen handler om Tony, der som tilfreds pensionist ser tilbage på sine skoledage og spekulerer over sit forhold til vennen Adrian og kæresten Veronica. Tony føler sig underlegen overfor Adrians intellekt og usikker overfor den mystiske Veronica, der ikke vil gå i seng med ham. Da de to bliver kærester afskriver Tony i vrede dem begge og selv Adrians selvmord tilskriver han den luskede femme fatale Veronica. Men som Tony i sin alderdom opdager findes der sjældent en sandhed, og den er aldrig objektiv. Kun ved at lægge andres erindringer hen over ens egne begynder et mere sandt billede at træde frem.

”The Sense of an Ending” er en melankolsk og gribende, men humoristisk fortælling om erkendelsen af hukommelsens fejlbarlighed og om at komme overens med sin fortid. Det eneste problem med bogen er, at visse meget centrale dele af Tonys fortid ikke bliver undersøgt fra Veronicas synspunkt og som derfor kommer til at hænge og flapre til sidst. Det er synd, for ”The Sense of an Ending” er en både smuk og poetisk historie, som virkelig er værd at læse.

Sommerlæsning 1: Fantasy

Nu er sommeren over os (selvom man ikke umiddelbart kan se det) og sommeren kræver bøger. Bøger til stranden. Bøger til campingturen. Bøger til når det står ned i stænger og man ikke kan holde ud at spille Yatzy mere. Så derfor har jeg besluttet at yde en særlig service her på ”En læsers bekendelser” og i løbet af en række indlæg komme med forslag til læsning inden for forskellige genrer, lige fra fantasy over krimier til de gode gamle klassikere. Nogle af bøgerne har jeg læst og holder af, andre kunne jeg godt selv tænke mig at læse, hvem ved måske får jeg tid i løbet af sommeren.
Jeg starter serien i fantasy-genren med fem fantastiske forfattere (i mere end én forstand), som alle hver især har gjort mig en lille smule mere forelsket i genren.

Neil Gaiman: ”American Gods”
”American Gods” er en fantastisk fortælling om den nyligt løsladte Shadow, der møder Mr. Wednesday på et fly og pludselig bliver rodet ind i en underliggende krig af mytiske proportioner i den amerikanske kulturelle selvforståelse. Det er en udsøgt mørk og dyster historie Gaiman har komponeret, hvori det amerikanske folks sammensatte natur udrulles igennem de mange forskellige guder og religioner, de har slæbt med sig til det nye land. På én gang en fængslende historie om USA’s mytologiske baggrund og en dyster fortælling om en mands forsøg på at finde fodfæste i en fremmedgjort verden uden at lade sig slå omkuld af højere kræfter. Både velskrevet og svær at lægge fra sig.

Patrick Rothfuss: ”The Kingkiller Chronicle”
I mit sidste indlæg anbefalede jeg etteren i Rothfuss’ stort anlagte trilogi ”The Name of the Wind”, hvor toeren (”Wise Man’s Fear”) også er udkommet her i løbet er foråret, så dette er blot en gentagelse af den anbefaling. Hen mod slutningen af etteren fornemmer man, at der er en rumlen af vigtige begivenheder ude i verden, der alle har med Kvothes selvbiografi at gøre, begivenhederne er ved at indhente vor helt. Det bliver interessant at se, hvad der sker, når de gør.

Trudi Canavan: ”The Age of Five”
Trudi Canavan er en australsk forfatter og ”The Age of Five” var den første af hendes trilogier; efter min mening er den stadig den bedste af dem. Serien handler om Auraya, der bliver en af de fem ledere af Circlianerne, en af to dominerende og stridende religioner. Det er umuligt at beskrive handlingen uden at afsløre noget, men trilogien handler til dels om magtens korrumperende kraft. Canavans univers er befolket af mange interessante og sære væsner, og der er masser af kærlighed, krig og passion i romanerne, Og så kan hovedpersonen flyve, hvilket må være en af de sejeste superkræfter at have. Trilogien består af romanerne ”Priestess of the White”, ”The Last of the Wilds” og ”The Voice of the Gods”

J.K. Rowling: ”Harry Potter”-serien
Man kan næsten ikke have en af de her lister uden at inkludere ”Harry Potter”. Der er nok ikke nogen af jer derude, der ikke kender serien om den faderløse troldmand, der må så grueligt meget igennem for at overkomme ondskaben i form af Lord Voldemort. Men hvis du ikke har læst serien, fordi den er for børn, så tænk om igen. Jo, bogen handler om børn og unge. Jo, de første par bind er en smule naive i deres fremstilling af godt og ondt. Jo, Harry er helt ubeskriveligt irriterende teenager-agtig i bind fem. Men overordnet set er serien en smuk fortælling om kærlighedens subversive kraft. Og så skriver Rowling helt sublimt.

Philip Pullman: ”His Dark Materials”
Pullmans trilogi om pigen Lyra er bedre kendt i Danmark som ”Det gyldne kompas”. Her er tale om en brillant saga om at blive voksen sat i et fremmed univers fyldt med flyvende hekse, talende isbjørne og magi. ”His Dark Materials” er inspireret af John Miltons ”Det tabte Paradis”, hvor englene gør oprør mod Gud og bliver kastet ned i Helvede. I nærværende serie er det mennesket i form af Lord Asriel, Lyras far, der gør oprør ikke så meget mod Gud, men mere mod den undertrykkende kirke, der har taget Gud som gidsel og ønsker magt mere end andet. Pullman væver på smukkeste vis de to tråde, historien om at blive voksen og fortællingen menneskets ret til at bestemme over sig selv, sammen i en episk trilogi.