Anmeldelse: "Stormfront"

For at være helt ærlig troede jeg i ført omgang, at bøgerne ville handle om Tyskland under 2. Verdenskrig. Serien hedder trods alt ”The Dresden Files”, og hvad andet kunne det være end en eller anden form for spionthriller der foregik under krigen? Jeg ved godt, jeg burde have regnet ud, at det var noget helt andet, anbefalingen kom jo fra bloggen tilhørende Patrick Rothfuss, den geniale fantasy forfatter med det ærefrygtindgydende skæg. Men sagen er den, at man ikke kan styre de associationer, man får på et givet ord, og for mig er Dresden altså lig med en tysk by, der blev bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig, ikke en amerikansk privatdetektiv/troldmand.

Men det er ham ”The Dresden Files” handler om, Harry Blackstone Copperfield Dresden (nårh, det var et navn!), troldmand og privatdetektiv. Der er efterhånden tretten bøger i serien og flere på vej (Tellerup udgav i 2009 første bind på dansk under titlen ”Stormfront”, men jeg ved ikke, om de har planer om at udgive flere bind), så der er nok at give sig i kast med, hvis man kan lide den første, ”Stormfront”, og det kunne jeg.

Romanen introducerer os for Dresden, der er både hovedperson og fortæller i historien. Som det så ofte er tilfældet, har privatdetektiven problemer med at få privatøkonomien til at hænge sammen, der er sjovt nok ikke så mange, der har brug for en troldmands assistance. Så da den smukke, men nervøse Monica beder Dresden om at finde hendes mand, som går lidt for meget op i hjemmebrygget magi, efter han mistede sit job, slår troldmanden straks til, selv om sagen ikke umiddelbart synes af meget. Kort tid efter at Dresden har talt med Monica, bliver han kaldt til et mord af politikommissær Karrin Murphy, der bruger troldmanden som konsulent på sager af overnaturlig karakter, som offentligheden måske ikke anerkender eksistensen af, men som ikke desto mindre skal opklares. I dette tilfælde er der tale om en mand og en kvinde, der ved hjælp af voodoo har fået revet deres hjerter ud af brystet, mens de har sex; kvinden sidder stadig overskrævs på manden, da Dresden dukker op.

Med de to sager har Dresden et reelt håb om at kunne betale huslejen, men kun hvis han kan holde sig i live. Både Chicagos gangsterkonge Johnny Marcone og Bianca, vampyr og ejer af et escort-bureau er overordentligt interesserede i dobbeltmordet, og nogen prøver at forhindre Dresden i at opspore Monicas mand. Sidst men ikke mindst er Dresden under mistanke for selv at stå bag dobbeltmordet, så han bliver nødt til at opklare det inden troldmændenes White Council forsamles for at idømme ham dødstraffen. Så alt i alt har Dresden nok at se til.

Jim Butchers blanding af fantasy og hårdkogt krimi fungerer overraskende godt.  Det er lykkedes ham at skabe et univers, hvor magien blander sig lydefrit både ind i vores velkendte verden og i krimi genren. Magien føles ikke påklistret, men snarere som endnu et redskab i detektivens arsenal på linje med gode kontakter og evnen til at slå en proper næve. ”Stormfront” er ikke noget dybt bekendtskab, men er god sommerferie underholdning på linje med Raymond Chandler og Dashiell Hammett, den hårdkogte krimi amerikanske Godfathers og bør nydes med en livstræt attitude og en dobbelt whisky.

Smugkig #2: "Kraken"

Jeg er ved at læse China Miévilles sci-fi roman ”Embassytown”, og der bygger han et meget fascinerende univers op. Og det har givet mig lyst til at dele den herligt syrede og inderlige bizarre måde hans hjerne fungerer på med jer, så derfor bringer jeg her et (lidt langt) citat fra hans bog ”Kraken”, som udkom i 2010. Det Miéville gør bedre end nogen anden, jeg er stødt på, er, at han giver lods for sin fantasi, der får frit spil til at skabe væsner og situationer er altid er forunderlige og som regel også temmelig foruroligende.

”Kraken” handler om Billy, der til daglig arbejder på Londons naturhistoriske museum. En dag bliver kæmpeblæksprutten fra samlingen bortført og en mand findes død i den beholder, hvor blæksprutten før var i. Billy bliver hurtigt hvirvlet ind i opklaringen af forbrydelsen, idet alle (bortset fra Billy) tilsyneladende gerne vil involvere ham.

Den følgende passage viser til fulde Miévilles intuitive forståelse af en uhygge, der ligger på grænsen mellem det hverdagsagtige og det fantastiske. Læs og nyd:

‘Billy looked at the mail that Leon had brought from downstairs. Two bills and a card and a heavy package in brown paper, tied up old-style with hairy string. He put on his glasses and cut the string.

[…] He frowned. He did not understand what he was unwrapping. Inside the package was a rectangle of black cotton. […] He prodded the cloth.

The package moved.

“Fuck…”

"What? What? What?”

They were both standing. Billy stared at the package, unmoving on the table where he had dropped it. There was a silence. Billy took a pen from his pocket and poked the cotton gently.

The cloth gave. The package opened.

It bloomed. With a gasp of air it concertinaed, expanding, outflicking and filling out, and what reached from its end was a hand. A man’s arm, in a dark jacket sleeve. The flash of white shirt at its end. The emergent hand grabbed Billy by the neck.

"Jesus –“ Leon pulled Billy away, and the package, still gripping, pulled back, braced against nothing.

Billy was held, and the package continued to unfold. Tongues of cotton flap-flapped open, black and blue and shoes now at the end of limbs bulking into presence, as if the matter of them was uncramping. More arms unrolled clumsy as fire hoses and shoved Leon hard away.

Like plants in sped-up motion, emitting grunts of release, a stale sweat-and-fart smell, and a man and a boy stood suddenly on Billy’s table. The boy stared at Leon staggering to rise. The man still gripped Billy’s throat.’

Al begyndelse er svær...

Det har kun været et spørgsmål om tid, inden jeg kastede mig over Terry Pratchetts ”Discworld”-serie. Med sine 39 bind er det en af de længste fantasy-serier nogensinde, og samtidig en af de mest ikoniske: Den verden Pratchett her har skabt er et standard referencepunkt for alle fantasy- og sci-fi nørder og er derfor helt uomgængelig.

Det første problem, når man vil i gang med serien er at finde ud af, hvor man skal starte. ”Discworld”-bøgerne hænger nemlig ikke kronologisk sammen i en nydelig række, men består af forskellige serier og enkeltbind, der har det tilfælles, at de foregår på den samme planet: The Discworld. Eftersom de forskellige serier er blevet udgivet indimellem hinanden, er det ikke helt nemt at holde redde på, og så er det rigtig skønt, at der findes fagnørder derude, som gider og sidde at kompilere komplicerede kort over rækkefølger. Krzysztof K. Kietzman er et af disse herlige individer, der har lavet et dejligt overskueligt kort over alle 39 bøger i serien og deres indbyrdes rækkefølge, kortet kan ses hér.

Men traditionalist som jeg er, endte jeg med at starte fra begyndelsen af, med Pratchetts allerførste roman på Discworld ”The Colour of Magic”. Fordelen ved at starte med etteren er, at man får bygget verden op fra starten af, så man lærer universet at kende i samme rækkefølge som forfatteren (formentlig). Ulempen er, at eftersom dette er Pratchetts første roman, er den lettere ujævn i kvaliteten med en noget episodisk opbygning og lidt for meget slapstick-humor, hvor de senere bøger skulle være skrevet af en mere sikker og erfaren hånd.

Når det er sagt, er ”The Colour of Magic” faktisk en ret sjov roman om troldmanden Rincewind, der bliver påduttet at passe på den håbløst naive og nysgerrige turist Twoflower. Faktisk er Rincewind ikke rigtigt troldmand, idet han blev smidt ud fra Det Usete Universitet, inden han blev færdig med sin uddannelse og uden en brugbar trylleformular i hovedet. Hvad han til gengæld har er en sund portion selvopholdelsesdrift (somme ville muligvis kalde ham en kujon), der som oftest får ham til at ønske sig langt væk fra de situationer, som samværet med Twoflower sætter ham i. Twoflower er til gengæld Discworlds allerførste turist og ivrig efter at opleve det kontinent, som er basis for alle fortællinger om helte og magi i hans hjemland. Troskyldig og optimistisk kaster han sig ud i alle eventyrene for at opleve så meget som muligt uden at indse, at han ofte svæver i livsfare.

Sammensætningen af de to umage figurer skaber en fin dynamik og er samtidig grobund for den satire over turisme, som romanen egentlig er. Jeg genkender i hvert fald mig selv i Twoflowers ønske om at få så autentiske oplevelser som muligt og kan kun forestille mig, hvor mange lokale der i sit indre har rystet på hovedet over dét ønske. Som for eksempel her, hvor Twoflower forklarer Rincewind, at han godt kunne tænke sig at møde nogle ægte helte:

"Good. You say this is a tough place. Frequented, you mean, by heroes and men of adventure?"
Rincewind considered this. “Yes?” he managed.
"Excellent. I would like to meet some
An explanation occurred to the wizard. “Ah,” he said. “You’ve come to hire mercenaries […]?
“Oh no. I just want to meet them. So that when I get home I can say that I did it.”
Rincewind thought that a meeting with most of the Drum’s clientele would mean that Twoflower never went home again, unless he lived downriver and happened to float past.

”The Colour of Magic” er som sagt meget episodisk, det er i virkeligheden lidt ligesom at læse en novellesamling, hvor figurerne går igen fra en historie til den næste. For mig var det lidt frustrerende, fordi det gjorde det svært at bevare koncentrationen, når der ikke rigtig var en samlende overordnet historie. På trods af den ujævne oplevelse skal jeg bestemt aflægge Discworld endnu et besøg i fremtiden.

Læs mere om serien og de enkelte bøger på Terry Pratchetts hjemmeside.

Om trilogier og evnen til at begrænse sig

Hvorfor er det så vanskeligt for fantasy forfattere at holde sig til én bog? Det ville ikke undre mig, hvis det var en del af deres hemmelige kodeks, at man ikke må begynde at skrive en historie, hvis man ikke er sikker på, at den mindst bliver til en trilogi. (Man kan lige se hemmelige agenter i lange gevandter liste sig ind på de stakkels få forfattere, der drister sig til at skrive enkeltstående romaner.)

Nu er det jo ikke, fordi jeg ikke bryder mig om trilogier, men det sker desværre lidt for tit, at især andet bind lider af ”forstrukketheds”-syndrom, eller som Bilbo forklarer det: ”som for lidt smør spredt ud over for stort et stykke brød” (eller sådan cirka, alle mine bøger er desværre pakket ned, så mere præcist bliver det ikke). Af og til kunne man godt ønske sig, at flere fantasy forfattere havde modet til at indse, at idéen ikke rækker til mere en én bog, der så til gengæld kan blive virkelig god.

Et andet problem er, at der er en grænse for hvor mange bøger man kan nå at læse i løbet af et liv, og jeg kan godt vægre mig ved at gå i gang med en serie, når det betyder, at der så er tilsvarende mange bøger, jeg aldrig får læst.

Heldigvis er der nogle forfattere, der beskæftiger sig med de enkeltstående romaner, og her har jeg fundet tre eksempler frem. Én har jeg allerede læst, de to andre står på min liste over bøger, jeg skal have læst. Klik på titlen for at se
flere anmeldelser på Goodreads.

Neil Gaiman: ”American Gods” (udgivet af Headline Review)

To dage inden Shadow bliver løsladt fra fængslet dør hans kone i et mystisk biluheld. I flyveren på vej hjem møder han Mr. Wednesday, der påstår at være en tidligere Gud og forklarer at en krig er under opsejling. Mere eller mindre villigt bliver Shadow involveret i konflikten mellem Amerikas nye og gamle guder, og i løbet af et roadtrip af mytologiske dimensioner lærer Shadow både noget om sin egen og USA's identitet. Dette er en helt fantastisk roman med en unik stemme, der slet ikke behøver tre bind for at fungere.

Daniel O’Malley: ”The Rook” (udgivet af Little, Brown and Company)

Jeg er (næsten) slet ikke flov over at indrømme, at langt størstedelen af grunden til, at jeg godt kunne tænke mig at læse ”The Rook” er det vidunderlige omslag. Men historien lyder nu også meget spændende. Myfanwy Thomas vågner i en park med en masse latexklædte mennesker liggende døde omkring sig. Hun ved ikke, hvem hun er, eller hvordan hun er kommet hen i parken, men et brev i lommen afslører, at hun er Myfanwy II, anden sjæl i den samme krop. Tricket er så, at ingen må opdage, at hun pludselig er en helt anden, heller ikke kollegerne i den tophemmelige, overnaturlige efterretningstjeneste. Det lyder lidt som Jason Bourne med overnaturlige væsner. Hvis du er interesseret, så kig her, hvor du kan læse de første par kapitler.

Nick Harkaway: ”The Angelmaker” (udgivet af Knopf Doubleday Publishing Group)

Hovedpersonen i denne blanding af noir-krimi og urban fantasy er Joe Spork, søn af en berømt London gangster og dedikeret urmager. En dag kommer han ved et uheld til at sætte gang i mekanikken i en dommedagsmaskine, han får i hænderne. Sammen med Edie Banister, der er en tidligere superspion i 80’erne, må Joe forsøge at undgå, at verden går under. Romanen lyder dejligt humoristisk og hvis den så også bare er velskrevet, bliver det ikke meget bedre. Tjek bogtraileren nedenfor, den er vældig cool.

Kan I anbefale nogle enkeltstående fantasy eller science fiction romaner?

Og de nominerede er...

Litterære priser er egentlig noget mærkeligt noget. Hvordan an man udpege noget som det bedste, når værdsættelsen af den gode historie i så høj grad er objektiv?
Alligevel har jeg altid været tiltrukket af den slags priser, netop fordi de hiver nogle bøger frem for andre og kroner dem som de bedste fra det år. Det giver et pejlemærke at læse ud fra, især hvis man ikke har tid til at følge med i, hvad der lige er udgivet, og hvad der er på vej.

The Hugo Awards er blevet uddelt hvert år siden 1955 til forskellige værker, der udemærker sig inden for science fiction genren. Den bliver uddelt i femten kategorier, der inkluderer litteratur, film, tv og illustrationer, men personligt er jeg mest interesseret i roman kategorien, selvom det altid er sjovt at se, hvad der sker inden for film og tv. Medlemmerne af World Science Fiction Society, som alle kan melde sig ind i, står både for at nominere og vælge de endelige vindere, så der er en bred demokratisk base for afgørelsen. Så kan man spørge sig selv, om demokrati er afgørende i litteratur bedømmelser, men det er en anden sag.

Prisen bliver først uddelt i starten af september, men nomineringerne blev offentliggjort i lørdags, og her bringer jeg så en lille guide til de nominerede med mine kommentarer til. Jeg har ikke læst en eneste af bøgerne, så jeg har ærlig talt ikke nogen anelse om, hvem der vinder, men jeg kan sagtens sige noget om, hvilke jeg er mest ivrig efter at læse. Klik på titlen for at gå til Goodreads siden for den pågældende bog.

Jo Walton: ”Among Others” (udgivet på Tor)
”Among Others” er en fortælling om de historier, der gør det muligt at komme igennem teenageårene, pakket ind i en fortælling om en ond heksemor og en datter, der forsøger at undgå sin arv. Jeg synes, bogen yder helt fantastisk, og jeg glæder mig næsten mere til historien om historier end til rammefortællingen, men forhåbentlig spiller de to dele sammen i en højere enhed.

George R. R. Martin: ”A Dance With Dragons” (udgivet på Bantam Spectra)
”A Dance With Dragons” er femte bind i Martins episke serie om den herskende klasse i Westeros. Så vidt jeg kan forstå på anmeldelserne på Amazon sker der ikke voldsomt meget i denne bog, hvilket egentlig ikke er så mærkeligt, når man tænker på hvor lang serien er. Tomgang i midter bøger er en af sci-fi/fantasy-genrens største fælder. Jeg skal nok få læst bogen, men jeg kan ikke påstå, at jeg glæder mig synderligt meget. Måske fordi jeg skal igennem tre andre Martin-mursten inden jeg når så langt.

Mira Grant: ”Deadline” (udgivet på Orbit)
”Deadline” er andet bind i Grants nyhedszombie trilogi ”Newsflesh”, der handler om et søskendepars forsøg på at afsløre en zombie konspiration via deres blog eftersom alle andre nyhedskanaler er censurerede. Egentlig er jeg ikke meget for zombier – det handler mest om blod og indvolde, og det i sig selv er ikke så interessant – men en god konspirationsteori giver spændende læsning, så det var måske her, jeg skulle give zombierne en chance.

China Mièville: ”Embassytown” (udgivet på Macmillan /Del Rey)
”Embassytown” handler om samspillet med det fremmede, i en roman hvor mennesket har koloniseret en planet og nu lever side om side med planetens oprindelige beboere, Ariekei, der er ligeså intelligente som menneskene, men uforståelige. Det er min erfaring, at Mièville er en af de få forfattere, der gør science fiction og fantasy til kunst, og i en genre der svømmer over i plot uden sproglig formåen, kan man ikke få for mange af dem, så ”Embassytown” kommer helt klart på min læseliste.

James S. A. Corey: ”Leviathan Wakes” (udgivet på Orbit)
”Leviathan Wakes” er science fiction af den gammeldags planethoppende slags blandet op med hårdkogte detektiver. To mænd der bliver fanget af et mysterium fra hver sin side skal manøvrere mellem det gamle dominerende statssystem i de indre planeter og rebellerne fra den anden side af asteroidebæltet. En krig er på vej, og spørgsmålet er, om de kan – og vil – stoppe den. Romanen lyder som en rigtig god knaldroman, som underholder fint lige så længe det varer, og den slags kost har alle brug for en gang imellem, så den glæder jeg mig også til at få læst ved lejlighed.

Hvis der er nogen derude, der har været i gang med nogen af bøgerne, vil jeg meget gerne høre, hvad I synes!

Om afvigelsens nødvendighed

De fleste har en genre, de foretrækker. Hvad end det er krimier, historiske romaner eller Nobel Pris vindere, findes der som regel én type bøger, man holder mere af end andre. For mig er det Fantasy og Science Fiction bøger. De eventyrlige elementer taler til min fantasi, og hvis det bliver gjort ordentlig, kan genren også sige noget om verden generelt, og om hvordan mennesker er indrettede. Men hvor glad man end er for en bestemt genre, bliver man af og til nødt til at bevæge sig uden for den ellers bliver man litterært underernæret og risikerer følgesygdomme.

Således bevægede jeg mig i denne uge ind i den mere realistiske genre. Efter at have læst den sidste del af Christopher Paolinis ”Arven”-kvartet havde jeg et akut og inderligt behov for at være langt væk fra drager, elvere og onde troldmænd. Som medicin mod min fantasy forstoppelse kastede jeg mig over Bjarne Reuters parodierende krimi ”Den iranske gartner” og Curtis Sittenfelds ”En kvinde, tre mænd og en psykolog”, der handler om en kvindes kamp med at komme overens med mændene i sit liv. Og det var en excellent kur mod min lidelse: først en tæppebombning med Reutersk humor a lá Bertram-bøgerne og så en skarp og usentimental omgang selverkendelse hos hovedpersonen i Sittenfelds roman. Tilsammen en cocktail der gav mig læselysten tilbage, og atter gav mig mod på favoritgenren.

Så nu har jeg samlet en trio af bøger af sci-fi/fantasyoverbevisningen, for det er jo påske, og hvis der er noget en forlænget weekend er godt til, så er det at få rettet op på min noget slunkne liste over læste bøger på Goodreads. For tiden er jeg 11 % bagud i forhold til mit mål for året, så det er med at få høvlet nogle bøger af.

De udvalgte bøger i denne omgang er Terry Pratchetts første bog ”The Colour of Magic”, Jim Butchers ”Storm Front” og sidst men ikke mindst Frank Herberts ”Dune”.

Alle tre er blevet udvalgt i et forsøg på at udvide min horisont: Terry Pratchetts Discworld serie er en klassiker inden for humoristisk fantasy, og det har længe været min mening at rejse til den flade verden, der hviler på ryggen af fire elefanter, der til gengæld hviler på ryggen af kæmpeskildpadden A’tuin. I ”Storm Front” byder Jim Butcher på en privatdetektiv, der samtidig er troldmand. Raymond Chandler med magi, hvordan kan det ikke ende godt? At jeg ikke har fået læst ”Dune” endnu, er helt bestemt en mangel i min sci-fi opdragelse, som jeg hurtigst muligt må få rådet bod på. Desuden kan jeg bruge det som mit ”Natur”-bidrag til Bogudfordringen 2012, som er drastisk misligholdt.

Hvad skal I læse her i påsken?

Om Bogudfordringen 2012

Et nyt år er ensbetydende med en ny Bogudfordring. De herskende magter ovre på Bogklubben Mener har ændret konceptet en smule i forhold til sidste år, idet alle temaerne er blevet annonceret på én gang, så man selv kan bestemme rækkefølgen og den kadence, hvormed man opfylder kravene for de enkelte temaer. Det synes jeg faktis er vældig smart, for der er altid nogle temaer, det er nemmere at finde bøger til end andre, og så er det godt at have tid til at gå og gruble lidt.

Og jeg har grublet en del, for temaerne er en del mere abstrakte end de var sidste år. Det burde egentlig være en hjælp, idet mulighederne så nærmest er uendelige, men det er netop dette væld af muligheder, der mere eller mindre har givet mig en læseblokade. For hvis der er 117 kvalificerede valg, hvordan finder man så ud af, hvad der er det rigtige valg?

I virkeligheden er det jo bare mit prætentiøse og små neurotiske behov for, at der er en mening med galskaben, der stikker sit velfriserede hoved frem her, og måske er det et fjollet og unødvendigt pres at lægge på sig selv. Faktum er bare, at jeg synes, det er sjovere, hvis der er en eller anden form for rød tråd i projektet. I øvrigt skal man også passe på med at udrydde alle sine neurotiske tics, det er jo egentlig bare det, der i daglig tale hedder personlighed. Så derfor besluttede jeg mig for at arbejde med et overordnet tema i årets Bogudfordring, så jeg har et grundlag at vælge ud fra.

Efter at have overvejet forskellige temaer, som prisvindere og faglitteratur, besluttede jeg mig for at vælge alle tolv bøger fra science fiction- og fantasy-genren. For det første holder jeg meget af genren, og for det andet ville jeg gerne have læst nogle flere af hovedværkerne indenfor den.

Det næste pillearbejde består så af at vælge romanerne til de enkelte temaer, men det er helt klart den sjove del af processen. Nogle emner, som ”Tid” og ”Politik”, forholdsvist nemme at vælge, mens andre, såsom ”Mode” og ”Sport”, er mere vanskelige, det er ikke lige det sci-fi romaner typisk handler om. Jeg anmelder bøgerne løbende her på bloggen, og I kan følge med i udvælgelsesprocessen her. Kom endelig med alle jeres gode forslag i kommentarfeltet.

Om fordybelsens farer

Jeg er faldet ned i et hul, og jeg har svært ved at komme op igen. Faktisk ved jeg ikke, om jeg har specielt meget lyst til at komme op igen. Det er et fantasy-hul jeg er faldet ned i, befolket med væsner og karakterer fra utallige verdener. Sagen er den, at det eneste jeg har rigtig lyst til at læse for tiden er fantasy, det startede helt tilbage i maj måned, hvor Bogudfordringen lød på at læse fantasy-værker. Siden da har jeg haft en næsten umættelig sult efter at begrave mig i genren og læse både nye værker og ældre klassikere inden for genren. Således har jeg påbegyndt en fem-seks nye serier (hvad er det i øvrigt med fantasy-genren og serier?) inden for de sidste par måneder, hvoraf flere af serierne er vel over fem romaner lange. Nu er fantasy forfattere ikke kendt for deres evne til at fatte sig i korthed, så mange af romanerne har været på den tunge side af 700 sider. Ikke at det gør noget, for de fleste af forfatterne forstår at holde læserens opmærksomhed fanget, og selv de bøger der er lige lovligt melodramatiske i tonen, eller hvor få eller ingen af karaktererne er sympatiske udvider min horisont og kendskab til denne genre, som jeg holder så meget af.

Problemet ved sådan at fortabe sig i en enkelt genre, bortset fra faren ved en morgen at vågne op og tro jeg kan zappe folk med tankens kraft, er at ens læsning bliver for ensidet, Det er ikke kun i forhold til mad, at variation i kosten er vigtig. Jeg har været så optaget af drager og magi, at jeg fuldstændig glemte Bogudfordringen i juli måned. Jeg havde endda været nede og låne et par Kim Fupz Aakeson dramaer på biblioteket, men de har bare fået lov til at samle støv på hylden. Det er i det hele taget ikke gået så godt med Bogudfordringen indtil videre i år, måske har jeg været for distraheret. Men det vil jeg straks sætte en stopper for: August bliver måneden, hvor jeg igen kommer med på Bogudfordringsvognen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad udfordringen er.

Sommerlæsning 1: Fantasy

Nu er sommeren over os (selvom man ikke umiddelbart kan se det) og sommeren kræver bøger. Bøger til stranden. Bøger til campingturen. Bøger til når det står ned i stænger og man ikke kan holde ud at spille Yatzy mere. Så derfor har jeg besluttet at yde en særlig service her på ”En læsers bekendelser” og i løbet af en række indlæg komme med forslag til læsning inden for forskellige genrer, lige fra fantasy over krimier til de gode gamle klassikere. Nogle af bøgerne har jeg læst og holder af, andre kunne jeg godt selv tænke mig at læse, hvem ved måske får jeg tid i løbet af sommeren.
Jeg starter serien i fantasy-genren med fem fantastiske forfattere (i mere end én forstand), som alle hver især har gjort mig en lille smule mere forelsket i genren.

Neil Gaiman: ”American Gods”
”American Gods” er en fantastisk fortælling om den nyligt løsladte Shadow, der møder Mr. Wednesday på et fly og pludselig bliver rodet ind i en underliggende krig af mytiske proportioner i den amerikanske kulturelle selvforståelse. Det er en udsøgt mørk og dyster historie Gaiman har komponeret, hvori det amerikanske folks sammensatte natur udrulles igennem de mange forskellige guder og religioner, de har slæbt med sig til det nye land. På én gang en fængslende historie om USA’s mytologiske baggrund og en dyster fortælling om en mands forsøg på at finde fodfæste i en fremmedgjort verden uden at lade sig slå omkuld af højere kræfter. Både velskrevet og svær at lægge fra sig.

Patrick Rothfuss: ”The Kingkiller Chronicle”
I mit sidste indlæg anbefalede jeg etteren i Rothfuss’ stort anlagte trilogi ”The Name of the Wind”, hvor toeren (”Wise Man’s Fear”) også er udkommet her i løbet er foråret, så dette er blot en gentagelse af den anbefaling. Hen mod slutningen af etteren fornemmer man, at der er en rumlen af vigtige begivenheder ude i verden, der alle har med Kvothes selvbiografi at gøre, begivenhederne er ved at indhente vor helt. Det bliver interessant at se, hvad der sker, når de gør.

Trudi Canavan: ”The Age of Five”
Trudi Canavan er en australsk forfatter og ”The Age of Five” var den første af hendes trilogier; efter min mening er den stadig den bedste af dem. Serien handler om Auraya, der bliver en af de fem ledere af Circlianerne, en af to dominerende og stridende religioner. Det er umuligt at beskrive handlingen uden at afsløre noget, men trilogien handler til dels om magtens korrumperende kraft. Canavans univers er befolket af mange interessante og sære væsner, og der er masser af kærlighed, krig og passion i romanerne, Og så kan hovedpersonen flyve, hvilket må være en af de sejeste superkræfter at have. Trilogien består af romanerne ”Priestess of the White”, ”The Last of the Wilds” og ”The Voice of the Gods”

J.K. Rowling: ”Harry Potter”-serien
Man kan næsten ikke have en af de her lister uden at inkludere ”Harry Potter”. Der er nok ikke nogen af jer derude, der ikke kender serien om den faderløse troldmand, der må så grueligt meget igennem for at overkomme ondskaben i form af Lord Voldemort. Men hvis du ikke har læst serien, fordi den er for børn, så tænk om igen. Jo, bogen handler om børn og unge. Jo, de første par bind er en smule naive i deres fremstilling af godt og ondt. Jo, Harry er helt ubeskriveligt irriterende teenager-agtig i bind fem. Men overordnet set er serien en smuk fortælling om kærlighedens subversive kraft. Og så skriver Rowling helt sublimt.

Philip Pullman: ”His Dark Materials”
Pullmans trilogi om pigen Lyra er bedre kendt i Danmark som ”Det gyldne kompas”. Her er tale om en brillant saga om at blive voksen sat i et fremmed univers fyldt med flyvende hekse, talende isbjørne og magi. ”His Dark Materials” er inspireret af John Miltons ”Det tabte Paradis”, hvor englene gør oprør mod Gud og bliver kastet ned i Helvede. I nærværende serie er det mennesket i form af Lord Asriel, Lyras far, der gør oprør ikke så meget mod Gud, men mere mod den undertrykkende kirke, der har taget Gud som gidsel og ønsker magt mere end andet. Pullman væver på smukkeste vis de to tråde, historien om at blive voksen og fortællingen menneskets ret til at bestemme over sig selv, sammen i en episk trilogi.

Et overraskende genlæs

For nogle år siden købte jeg ”The Name of the Wind” i en boghandel i Göteborg, der udelukkende sælger sci-fi og fantasy romaner. Jeg havde ikke hørt om Patrick Rothfuss’ debutroman, men bagsideteksten, denne vigtige men vanskelige disciplin, fangede min opmærksomhed. Her er et uddrag:

”My name is Kvothe.

I have stolen princesses back from sleeping barrow kings. I burned down the town of Trebon. I have spent the night with Felurian and left with both my sanity and my life. I was expelled from the University at a younger age than most people are allowed in. I tread paths by moonlight that others fear to speak of during day. I have talked to Gods, loved women, and written songs that make the minstrels weep.
You may have heard of me”

Hvordan kunne en roman med dén bagsidetekst undgå at være fantastisk? Faktum er, at romanen overhovedet ikke fangede mig første gang jeg læste den, den var langtrukken med en uendelig afstand mellem snapsene. Bogen leverede ikke halvdelen af det, der blev lovet på bagsiden, så jeg var vældig skuffet efter endt læsning. Så gik der et par år, hvor ”The Name of the Wind” lå uforstyrret hen på min reol, men så skete der to ting. For det første blev toeren i trilogien, ”Wise Man’s Fear”, udgivet 1. marts i år, og hvis der er noget jeg ikke kan stå for, så er det at færdiglæse trilogier, også selvom jeg ikke er vild med dem. Det er bare mere ordentligt på den måde. For det andet opdagede jeg Rothfuss’ blog, som åbenbarede de sære, indviklede og morsomme måder hans hjerne arbejder på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om jeg ikke skulle give serien en chance til. Men det var så længe siden, jeg havde læst etteren, at det ikke ville give mening at kaste mig over toeren uden et genlæs af ”The Name of the Wind”.

På mange måder har jeg det samme indtryk af ”The Name of the Wind”, som jeg havde første gang, jeg læste den, men hvad der forekom negativt virker nu positivt. Ja, bogen er lang og nej, der er mange af tingene fra bagsideteksten, der ikke er med i denne roman, men længden giver Rothfuss mulighed for virkelig at folde sig ud og de begivenheder der er, bliver grundigt forklaret og sat i kontekst.

Romanen handler om Kvothes udvikling fra dreng til spirende helt, fra et sigøjnerliv over hjemløshed til Universitetet, og gennem det hele svæver Chandrianerens tilstedeværelse, væsnet ansvarlig for Kvothes forældres død, over vandene som en skygge i mørket. Det bogen gør helt fremragende er at vise, hvordan virkelighed bliver til legende, at der bag enhver helt findes et mere eller mindre almindeligt menneske, der gør sit bedste i usædvanlige omstændigheder.

Så efter anden gennemlæsning må jeg sige, at ”The Name of the Wind” faktisk er anbefalelsesværdig og det skal blive interessant at se, hvor Kvothes eventyr fører hen i ”Wise Man’s Fear”.

Om kategoriseringens veje og vildveje - del 2

Maj måned er nu overstået og dermed også maj måneds Bogudfordring med fantasy genren som tema. I alt nåede jeg at læse fire romaner inden for genren, hvis jeg synes er et meget respektabelt tal, fantasy forfatteres generelle mangel på evnen til at fatte sig i korthed taget i betragtning. (Det er rigtig nok at jeg kun har anmeldt tre af dem indtil videre, den fjerde, Patrick Rothfuss’ ”The Name of the Wind”, er hverken gemt eller glemt, der kommer en anmeldelse af den om et par dage.) Statistisk set er fire romaner selvfølgelig ikke en stor nok pulje til at konkludere noget ud fra, men nu er det så heldigt, at jeg ikke er statistiker, men humanist, så det skulle ikke være noget problem.

I begyndelsen af maj lavede jeg et indlæg om de forskellige måder, man kan inddele fantasy på, hvoraf opdelingen i høj og lav fantasy måske nok er den mest basale. For de af jer der ikke kan huske det foregår høj fantasy i en verden, der er fundamentalt fremmed fra vores og omhandler oftest kampen mellem det gode og det onde. Derimod foregår lav fantasy i vores egen verden tilsat forskellige overnaturlige elementer. Her er bekymringerne lidt mere jordnære end i den høje fantasy, idet det der er på spil for det mest er hovedpersonernes egen overlevelse og velvære.

I løbet af den sidste måneds tid har jeg læst to bøger fra hver kategori: ”Alkymisten” og ”Anansi Boys” er lav fantasy, mens ”Wicked” og ”The Name of the Wind” er høj fantasy. Men man skal ikke kaste et særligt dybdeborende blik på dem, før man ser, at de ikke holder sig pænt indenfor deres respektive kategorier. ”Anansi Boys” og ”The Name of the Wind” opfører sig som man kan forvente af dem; den førstnævnte foregår i vores verden og handler i al væsentlighed om forholdet mellem to brødre og deres afdøde far. Den sidstnævnte foregår i en fremmed verden og lægger i høj grad op til et opgør mellem godt og ondt. Men både ”Wicked” og ”Alkymisten” udfordrer inddelingen, ”Wicked” ved mestendels at fremlægge en filosofisk diskussion af begrebet ”ondskab”, ”Alkymisten” ved at sætte godhed op mod ondskab i vores egen verden, med menneskeheden som indsats. Når opdelingen i høj og lav fantasy allerede mudres til med disse fire bøger, som jeg ikke engang havde udvalgt specielt til formålet, hvordan skal man så gøre sig forhåbninger om at inddele hele genren på en fornuftig måde?

Hvad har vi så lært af dette? For det første at selvom mange kritikere mener det modsatte, er fantasy litteratur ikke skabelon litteratur, der findes mange forskellige måder at dreje en historie på, og fantasyforfatterne er ikke bange for at overskride grænser og blande forskellige elementer sammen. For det andet er det måske nødvendigt at indse, at den bedste måde at gå til fantasy litteraturen på ikke nødvendigvis er at dele den ind i kategorier, men at se genren som et hele bestående af mange forskellige typer fortællinger, hver med sin definition.

Underholdende mytologi biksemad

Nogle bøger læser jeg, fordi venner og bekendte har anbefalet dem. Andre fordi jeg har hørt eller læst, at de minder om andre bøger, jeg godt kan lide. Af og til får jeg lyst til at læse et helt forfatterskab på baggrund af én god bog. Og så sker det også at jeg får en bog i hånden, som jeg hverken har læst eller hørt om, og som jeg bare læser, fordi forsiden er flot eller resuméet på bagsiden af bogen er spændende. Sådan en bog er ”Alkymisten” af Michael Scott. Jeg fik den i hænderne på mit arbejde og den lignede lige præcis sådan en bog jeg trængte til at læse: let at gå til, spændende historie og på alle måder ukompliceret.

”Alkymisten” er første del af en serie på seks, hvoraf fire allerede er udkommet, de er oveni købet alle oversat til dansk. Dermed behøver jeg ikke at vente så længe på resten af historien, hvilket nok er meget godt, både fordi jeg er utålmodig af natur, og fordi at selvom fortællingen er spændende, er jeg ikke sikker på, at jeg ville huske at vende tilbage til den for at få hele historien med. På trods af at romanen holder én fanget under læsningen, gælder der for denne, som for så mange andre, at den hurtigt læst og hurtigt glemt.

”Alkymisten” handler om de 15-årige tvillinger Sophie og Josh, der det ene øjeblik lever et forholdsvist almindeligt liv, men det næste er hvirvlet ind i et eventyr af enorme proportioner. Det viser sig nemlig, at Nick Fleming, i hvis boghandel Josh arbejder, i virkeligheden er den udødelige alkymist Nicholas Flamel. Han er beskytter for en magisk bog skrevet af Abraham Magikeren, kaldet Codex, som i de forkerte hænder ville bringe død og ødelæggelse over verden og gøre mennesket til slaver af de magtfulde Mørke Ældste. I starten af ”Alkymisten” lykkes det den onde dr. John Dee at kidnappe Nicholas’ kone og stjæle Codex, bortset fra to vigtige sider som Josh får revet ud af den. Og går den gensidige jagt, for dr. John Dee vil have de manglende sider, men Flamel vil have bogen og sin kone igen og i øvrigt forhindre De Mørke Ældste i at sejre. Josh og Sophie bliver ufrivilligt en del af den store kamp, og måske har de også en vigtig rolle at spille, for er de de tvillinger, som omtales i Codex?

Michael Scott har i denne serie taget en lang række sagn og mytologier, puttet dem ned i blenderen og trykket på knappen. Resultatet er måske en smule rodet, men også veludført, og det er en spændende præmis, at alle guder i verdens forskellige mytologier i virkeligheden blot er en race forskelligt fra mennesket, tilbedt fordi de var så uendeligt mere magtfulde. Scott har med denne historie om kampen mellem godt og ondt sat i vores verden skabt en underholdende tjubang-roman af en ungdoms-fantasy.

Om ondskab og relativisme

Som I sikkert ved, findes der noget der hedder ”kontrafaktisk historieskrivning”, hvilket er en historisk øvelse, der går ud på at sige ”Hvad nu hvis?”. Hvad nu hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig? Hvad nu hvis russerne ikke havde forladt Bornholm dengang i 1946? Hvad nu hvis Stavnsbåndet aldrig var blevet ophævet? I ved, den slags spørgsmål. Gregory Maguires roman ”Wicked”, som er baggrunden for musicalen af samme navn, der går på Det Ny Teater for tiden, kunne man kalde for en form for ”kontrafaktisk romanskrivning”. Romanen baserer sig nemlig på L. Frank Baums klassiske børnefortælling ”Troldmanden fra Oz”, men Maguire vender landet Oz på hovedet, så man må opgive alle fordomme om, hvem der er gode og hvem der er onde. Nu er ”Troldmanden fra Oz” selvfølgelig fiktion og ikke fakta, så der er nok snarere kalde det ”kontrafiktionel romanskrivning”. Man kunne selvfølgelig også bare kalde det ”intertekstualitet”, men nu skal vi ikke blive for akademiske.

Faktum er, at Maguire har skabt en rigtig interessant roman ved at tage en historie de fleste kender, sætte spørgsmålet ved det grundlæggende præmis om godt og ondt og dermed dreje hele univers, så det på trods af sin genkendelighed, bliver helt fremmed.

I romanen følger man Elphaba, ”The Wicked Witch of the West”, lige fra hun til sin forældres forfærdelse bliver født grøn, over skoletiden i Shiz, hvor Elphaba selv bliver forfærdet over samfundets behandling af Dyr (besjælede dyr) og beslutter at kæmpe mod Troldmanden til hun til sidst dør for menneskepigen Dorothys hånd. Elphaba forsøger at kæmpe mod troldmandens fornedrelse af både Dyr og befolkningsgrupper, som han ikke kan kontrollere, men igen og igen oplever hun blot sin egen magtesløshed, hvilket gør hende mere og mere frustreret. Det er en blanding af hendes anderledes udseende og aktivisme, der gør at hun i sidste ende bliver kendt som Vestens Onde Heks, på trods af at hun egentlig ikke udøver voldsomt meget magi. Således er Oz i Maguires fortolkning præget af fordomme og overtro.

I det hele taget er det Oz, man ser i ”Wicked” et ubehageligt, gråt og utrygt sted, hvor al anderledes tænkning eller opførsel hurtigt bliver undertrykt af den despotiske Troldmand. Således fremstår ”Wicked” nærmest som en dystopi, især fordi Elphaba, i modsætning til mangen en helt, ikke formår at vælte despoten. Selvom den berømte Troldmand fra Oz her bliver portrætteret som magtsyg og ond, er der ikke mange andre karakterer, bortset fra Madame Morrible, der gennemgående er onde. Til gengæld er der heller ikke så mange ”gode” karakterer. Derfor er ”Wicked” på mange måder en deprimerende, men spændende undersøgelse af ondskab, og hvad der egentlig skal til før nogen er direkte onde.

”Wicked” bruger altså temaet om godt og ondt, som det sig hør og bør for høj fantasi, men i modsætning til hvad traditionen foreskriver, er der ikke nogen endegyldig kamp mellem de to sider, eller for den sags skyld en afklaring af, hvem der tilhører hvilken side, og på den måde forekommer romanen noget uforløst, hvilket har ekko i Elphabas liv, der også ender uforløst. Fordi romanen ikke har nogen sejr over ondskaben, er ”Wicked en noget anderledes fantasy roman, men den er absolut anbefalelsesværdig og giver lejlighed til at tænke over, hvad ondskab er og om det overhovedet er en størrelse, der kan defineres entydigt.

Om familier og deres genvordigheder

Alles familier er problematiske og alle mennesker, selv dem der kommer fra velfungerende og helt og aldeles normale hjem, skal finde en måde at løsrive sig fra familien og blive individer, selvfølgelig med den indflydelse der uvægerligt kommer fra søskende og forældre. I Neil Gaimans roman ”Anansi Boys” er temaet netop at blive individ, ikke automatisk en forlængelse af sine forældre, men heller ikke en fuldstændig afvisning af dem. Desværre for Charlie Nancy, der står med problemet er hans familie alt andet end normal.

Romanen indledes med at Charlies far dør. Denne mand er den pinligste af alle pinlige forældre (bortset selvfølgelig fra moren i ”Max Pinlig), og han har brugt hele Charlies barndom på at gøre ham til grin på tusind forskellige måder. Så da Charlie hører, at hans far er død, føler han, udover en voldsom pinlighed over måden Charlies far dør på, ikke så meget sorg som en svag lettelse. Men Charlies trængsler er kun lige begyndt, for det viser sig, at hans far var ingen ringere end edderkoppeguden Anansi, hvis største fornøjelse er at narre andre, både guder og dødelige, gennem forskellige practical jokes. Derfor bliver Anansis død startskuddet for en omvæltning af Charlies liv, heriblandt introduktionen af broderen han ikke vidste han havde, men som viser sig at være mindst lige så besværligt et bekendtskab som faderen.

Romanen følger Charlie efterhånden som han lærer at komme overens med sig selv og sin familie og erkender at han er en del af sin familie på godt og ondt. Gaiman gør dette rigtig godt og det er et interessant tema for hvem er ikke blevet flov over sine forældre eller har følt sig tilsidesat af sine søskende. ”Anansi Boys” handler ikke om den store kamp mellem godt og ondt, men udnytter fantasy formen til at fortælle en historie om en udfordring, de fleste kan nikke genkendende til.

”Anansi Boys” falder ind under kategorien ”lav” fantasy, idet den foregår i vores velkendte verden, tilsat en smule magi. Her har Gaiman ladet sig inspirere af den caribiske mytologikreds, som bogen giver en interessant, uden dog at være udtømmende, indføring i. Gaiman gør mytologien levende gennem guderne, der på samme tid er dyr og menneske, og på en eller anden måde formår han at introducere denne gamle sagnverden i den moderne verden på en både naturlig og interessant måde, uden at tabe den underliggende historie af syne. Selv om jeg normalt foretrækker fantasyromaner, der foregår i fremmede verdener, viser ”Anansi Boys”, at det er fuldt ud muligt at lave fascinerende og vedkommende fantasy, der finder sted i vores ”normale” verden, uden at det bliver prosaisk og mister magien.

Neil Gaiman: "Anansi Boys", 2005

Svar på anden runde

Deltagelsen i alletiders mest fantastiske quiz har været noget sløj - for slet ikke at sige ikke-eksisterende, men derfor skal I jo ikke snydes for svaret. Og det er selvfølgelig, at citatet stammer fra fantasy klassikeren Ringenes Herre, nærmere bestemt "Eventyret om ringen", hvor Gandalf belærer Frodo, om at selv om Gollum er en grimmer en, der har forrådt Bilbo, kan man ikke bare gå rundt og ønske ham død. Jeg indrømmer, at Gandalf er noget mere veltalende end jeg er, men meningen er den samme.

Imorgen vender jeg tilbage, ikke med en ny omgang quiz, men derimod med en anmeldelse af Ally Condies bog "Matched", der spås en fremtid på linje med "Twilight"-serien, se mere i morgen.

Fantasy citatquiz

Så er dagen endelig omrunden, det vi alle har ventet på. Det er blevet tid til at prale skamløst med sin overvældende viden indenfor fantasy litteratur. Nu skal vi nemlig lege fantasy citatquiz, eller "gæt-en-fantasy-roman-udfra-et-citat"-legen, hvad end der er mest mundret.

Reglerne er simple: Nedenfor kommer med et citat fra en fantasyroman og det er så op til jer at gætte, hvilken roman der er tale om. Det er absolut ingen præmier, men man vinder æren, og det er slet heller ikke nogen dårlig præmie.

Så hvis alle er klar, kommer nu det citatet:

"Han gik over til sit skrivebord, trak en skuffe ud og tog en lille bylt svøbt i sort fløjl. Da han tog klædet af, kom noget, der lignede et stort lommeur til syne: Det havde en tyk skive af messing og krystal. Det kunne godt ligne et kompas eller noget i den stil.

'Hvad er det?' spurgte hun.
'Det er et alethiometer. Det er det ene af seks, der nogensinde er fremstillet [...]'"

Så skriv en kommentar og kom med jeres bud på hvilken roman citatet stammer fra. I morgen aften kl ni afslører jeg det rigtige svar, så det er bare med at komme i gang. Til årerne folkens!

I'm back!

Nøj, hvor er det længe siden jeg sidst har fået lavet et indlæg herinde, men det er åbenbart lidt ligesom motion: Hvis man springer en træningsgang over, går der gerne et par måneder eller tolv inden man kommer i gang igen. Behøver jeg at sige, at mine motionsvaner ikke ligefrem er regelmæssige?

Det startede alt sammen med, at jeg tog tre uger til USA, hvor jeg ikke lige fik skrevet nogen indlæg (men fik dog købt nogle bøger, og det er jo det vigtigste), så kom jeg hjem og havde ambitioner om, at nu skulle jeg helt bestemt finde mig et forlagsjob (for det er jo så nemt), og så gled bloggen desværre i baggrunden. Det helt nødvendige spark i bagdelen kom fra Bogklubben mener, der har bedt mig om at skrive et indlæg til deres serie ”Min bogverden”, men så bliver jeg jo næsten nødt til at have min blog op at køre igen, hvilket bringer os frem til nutiden.

Det eneste problem med at starte bloggen op nu er, at jeg har haft travlt med at læse de bøger, jeg skal anmelde til BogMagasinet, Arnold Buscks gratis magasin (prøv at se nederst side 54, bare et forslag), at jeg ikke rigtig har nogen jeg kan anmelde her, men så kan jeg jo fortælle lidt om, hvad der er på tapetet det næste stykke tid her på siden. Men lad os først kaste et blik på min bogfangst ovre fra den anden side af Atlanterhavet, hvor bogindkøbsmulighederne er rigelige og priserne er dejligt lave:

Som I kan se er der lidt af hvert: et par tøsebøger af Jill Mansell (noget bedre end Katie Ffordes bøger), Kraken af China Miéville og Wicked af Gregory Maguire er begge fantasy bøger, som jeg endnu ikke fået læst, og så er der de amerikanske klassikere To Kill a Mockingbird af Harper Lee og en samling af Hemingways avisreporter. Alt i alt en temmelig god fangst og hvis det ikke var så forbandet dyrt at sende bøger hjem fra Florida, ville jeg nok have købt et par stykker til.

Det er ikke kun min blog, jeg har forsømt på det sidste, også Bogudfordringen 2011 er blevet fuldstændig negligeret de sidste to måneder, men nu skal det være slut skal det, og det bringer os samtidig frem til, hvad jeg vil fylde bloggen med den næste måneds tid. I anledning af maj udfordringen erklærer jeg nemlig hermed (trompetfanfare) maj måned for fantasy måned her på En læsers bekendelser. Ikke blot vil jeg anmelde disse to bøger:

Der vil også være små essays om fantasygenrens mange ansigter, forslag til læsning inden for genren og mine favorit fantasy romaner. Så glæd og husk at følge med, for denne gang kan det ikke gå galt!

Om spøgelser og moral

Tonya Hurley: Ghostgirl og Ghostgirl Homecoming, 2009 og 2010.

På det sidste har der været forskellige bølger af trends indenfor teenage fantasy litteraturen. Først kom vampyr/varulvebølgen med værker som Twillight og serien om Sookie Stackhouse. Så kom engel/spøgelsebølgen, som Ghostgirl placerer sig solidt indenfor. Bøgerne foregår i den traditionelle, amerikanske High School verden vi alle kender fra utallige film og serier, hvor cheerleaderne er populære, men lede og overfladiske og altid dater quarterback’en. Midt i denne verden finder vi Charlotte, der er så usynlig for omverdenen at selv pedellen overser hende, noget hun er fast besluttet på at ændre. Charlotte vil simpelthen bruge skoleåret på at blive ligesom cheerleaderen Petula og score den lækre football-spiller Damen, så hun endelig kan blive anerkendt som et medmenneske. Desværre kommer der nogen i vejen for hendes plan, hun bliver nemlig kvalt i en vingummibamse. Charlotte vågner op på skolen igen som spøgelse, men i stedet for at koncentrere sig om at være spøgelse og komme over på ”den anden side”, insisterer hun på at blande sig i de levendes verden i et fortsat forsøg på at blive accepteret. Det afstedkommer selvfølgelig en masse problemer inden Charlotte indser, hvor hun nu hører hjemme og redder sine medspøgelser samtidig med at den lede Petula får sin bekomst.

I toeren er Charlotte og medspøgelserne kommet videre til, hvad der ser ud til at være et enormt, himmelsk telefoncenter, hvor de døde teenagere skal hjælpe de levende i en slags underbevidsthedens Børnetelefon. Også i dette bind handler konflikten om sammenblandingen af de dødes og de levendes verdener, idet Scarlet (Charlottes ven fra etteren) overskrider tærsklen mellem død og levende i et forsøg på at redde sin søster Petula, der svæver i livsfare efter en fejlslået pedicure. Men udover den helt åbenlyse konflikt, der bunder i at få oprettet balancen, så de døde og de levende holdes adskilt, er der også en gennemgående morale, omkring nødvendigheden af at stole på andres troskab, både i venskab og i kærlighed.

Der er en tyk og synlig morale i begge bøger, det skulle jo nødigt være sådan, at læseren ikke forstod meningen, men der er til gengæld også en befriende humor til at skylle moralen ned med. Det er den satiriske tilgang til teenage-livet, der gør serien værd at læse, på trods af stiliserede karakterer og forudsigeligt plot. Men hvor børnefantasy af og til stiller så store spørgsmål, at det også bliver interessant for voksne, holder Ghostgirl sig på et niveau, der trods alt nok er mest interessant for unge.

Om humor og jordens undergang

Terry Pratchett & Neil Gaiman: Good Omens, 1990.

Lige siden jeg læste American Gods har Neil Gaiman været en af mine favorit forfattere indenfor fantasy-genren. Han kreerer nogle fantastisk dystre, interessante og dybt originale verdener som lige er til at fortabe sig i. Da jeg så denne bog, hvor han har slået sig sammen med Terry Pratchett, forfatteren til den humoristiske og efterhånden temmelig lange fantasyserie Discworld, kunne jeg ikke dy mig for at købe den med hjem, så jeg kunne undersøge resultatet af samspillet. For hvad sker der lige, når man kombinerer to vidt forskellige forfattere, der på hver sin måde har været nyskabende indenfor fantasy-genren? Svaret er, at man ender med en endog vældig morsom bog om jordens undergang.

Aziraphale, en engel, og Crowley, en dæmon, har været på jorden siden begyndelsen, hvilket rundt regnet vil sige seks årtusinder, og de kan egentlig ret godt lide stedet, i hvert fald meget bedre end de kan lide Himlen eller Helvedet. Og det er der sådan set kun ét problem med, nemlig at jorden snart vil gå under i den endelige kamp mellem Gud og Satan, den såkaldte Dommedag. Idet Armageddon sættes i gang af Antikrists ondskab, beslutter Aziraphale og Crowley at forsøge at udsætte den sidste dag ved at påvirke hans opvækst med både gode og onde indflydelser. En rigtig god plan, bortset fra at Antikrist bliver forbyttet én gang for meget og derfor vokser op i fred og ro med en rent menneskelig påvirkning, hvilket viser sig at have en afgørende betydning for Dommedagens udvikling. Andre karakterer er Anathema Device, der er i besiddelse af sin formoder Agnes Nutters uendeligt præcise og meget udechifrerbare forudsigelser, Newton Pulsifer, menig i Heksefindernes hær der samlet set består af to personer, samt Madam Tracy, dels løsagtig kvindemenneske, dels passende okkult medium.

Good Omens’ skøre, kaotiske og satiriske univers minder om Douglas Adams på en god dag, hvilket ikke er nogen moderat ros. I særlig grad skal forfatterne lykønskes med den lille bande børn, der både er underfundige, sjove og barnlige på den bedst mulige måde. Men nok fra mig, herfra skal kun lyde et højt: ”Læs den”!