Bogudfordringen 2012: "Farver"

Her, over halvanden måned inde i året, er jeg nu klar med den første bog, jeg har læst til årets bogudfordring fra ”Bogklubben Mener”. Det lækre ved 2012-udgaven er, at man selv må vælge både rækkefølgen og den rytme, man afvikler udfordringen i, så det er helt legalt at gemme de svære emner til senere. (Hvad i alverden skal jeg dog gøre med sportskategorien? Der er ikke mange sci-fi/fantasy romaner, der handler om sport…)

Egentlig havde jeg først tænkt, at ”Farver” var et mærkeligt diffust emne, men så besluttede jeg mig for, at hvis bare der indgik en farve i titlen, måtte udfordringen være opfyldt. Da jeg så sad og kiggede ”100 Must-Read Science Fiction Novels” igennem faldt jeg over ”Red Mars”, og vupti havde jeg slået to fluer med ét smæk: læst en sci-fi klassiker og opfyldt en af kategorierne i bogudfordringen. Så jeg var glad og fro over, at farven rød indgik i titlen, men det skulle snart vise sig, at farven spilled en meget større rolle i romanen.

”Tabula rasa, blank slate. A blank red slate. Anything was possible, anything could happen – in that sense they were, in just these last few days, perfectly free.”

I “Red Mars” følger man koloniseringen af Mars gennem ”de første hundredes” perspektiv. Lige fra de 50 mænd og 50 kvinder forlader jorden, til de når frem til Mars, begynder at gøre planeten beboelig og ser den oversvømmet af bølger af immigranter fra en overbefolket Jord på randen af kaos. ”Red Mars” er på mange måde en historie om det vilde vesten, om det uberørte land, der er fuld af farer og muligheder, samt rigdomme der kun kan udvindes på bekostning af naturen. Den røde farve symboliserer på mange måder det oprindelige, det ægte og uberørte i romanen, og ”reds” er da også den betegnelse, som den politiske gruppering, der går ind for at minimere de fysiske forandringer på Mars, går under. For alle de bestræbelser, der sker for at gøre Mars mere som Jorden, ændrer ved planetens farve, hvad end det er de grønne alger, der skal ændre atmosfæren, eller de sorte partikler, der spredes over gletsjerne for at absorbere sollyset og gøre planeten varmere.

Romanen excellerer i fremstillingen af de politiske idéer og problemer, som Kim Stanley Robinson tydeligvis finder vigtige. Robinson knytter de hensynsløse, profitjagende multinationale firmaer med en katastrofal ligegyldighed overfor naturen i et gribende og dystopisk vue over en meget nært forestående fremtid.

Hvad Robinson har i lidenskab overfor sine idéer, mangler han fuldstændigt i forhold til opbygning og udvikling af sine karakterer. Mange af Robinsons karakterer er flade og især en af fortællerne (perspektivet skifter i løbet af romanen) drev mig til vanvid, fordi han var så bund usympatisk, selvom det vist egentlig var meningen, at han skulle være helten, om end en fejlbarlig en af slagsen. Så på trods af nogle meget spændende idéer, ender ”Red Mars” med at blive en MEGET lang fornøjelse, fordi det simpelthen er for svært at engagere sig i karaktererne. Men den er trods alt værd at læse, som en realistisk mulighed for en eventuel fremtidig kolonisering af Mars.

Læsestof til Valentinsdag

Valentinsdag har længe fået på puklen for at være en falsk mærkedag, der kun er blevet genopfundet for at tjene bunkevis af penge ind til firmaer som Interflora, Hallmark og Anthon Berg. Og helt ærligt, hvis der faktisk er så mange penge i at give folk dårlig samvittighed, synes jeg, det er på tide, at bogbranchen kommer ind i kampen: Hvorfor ikke give en romantisk oplevelse, der varer længere end blot én aften?

Så her kommer en række forslag til bøger, der er oplagte til Valentinsgaver eller som underholdning Valentinsdag, hvis man ikke lige har en fræk aftale stående klar i kulissen.

Til den ulykkeligt forelskede:

William Shakespeares tidløse tragedie "Romeo og Julie" kan praler af et kærlighedsdilemma, der får de fleste andre til at blegne ved siden af, så sæt dig godt til rette og glæd dig over, at er findes mennesker, der har større problemer med Amor, end du har.

Til den der har behov for et skud happy ending:

Jill Mansells bøger er chick lit, når det er bedst: De vrimler med sjove, kvindelige hovedpersoner, der af ukendte årsager ikke kan indse, hvem prinsen på den hvide hest er, selv om det er mere end tydeligt for læseren. Selv om der jævnligt sker sørgelige ting i bogen, ved man, at det kun er for, at den lykkelige slutning kan se så meget mere rosa ud. De perfekte bøger til en smule eskapisme med en varm kop te og et rart stykke kage.

Til den der kun læser klassikere:

Hvis man behov for lidt romantik og samtidig gerne vil have krydset noget af klassiker listen, kan man passende kaste sig over Jane Austens: ”Stolthed og fordom”. Her kan man møde den intelligente proto-feminist Elizabeth Bennett og hendes herligt forfærdelige mor, for slet ikke at tale om den figur som alle andre mandlige hovedpersoner i chick lit-genren kun kan drømme om at leve op til: den sexede og mutte Mr. Darcy.

Om Bogudfordringen 2012

Et nyt år er ensbetydende med en ny Bogudfordring. De herskende magter ovre på Bogklubben Mener har ændret konceptet en smule i forhold til sidste år, idet alle temaerne er blevet annonceret på én gang, så man selv kan bestemme rækkefølgen og den kadence, hvormed man opfylder kravene for de enkelte temaer. Det synes jeg faktis er vældig smart, for der er altid nogle temaer, det er nemmere at finde bøger til end andre, og så er det godt at have tid til at gå og gruble lidt.

Og jeg har grublet en del, for temaerne er en del mere abstrakte end de var sidste år. Det burde egentlig være en hjælp, idet mulighederne så nærmest er uendelige, men det er netop dette væld af muligheder, der mere eller mindre har givet mig en læseblokade. For hvis der er 117 kvalificerede valg, hvordan finder man så ud af, hvad der er det rigtige valg?

I virkeligheden er det jo bare mit prætentiøse og små neurotiske behov for, at der er en mening med galskaben, der stikker sit velfriserede hoved frem her, og måske er det et fjollet og unødvendigt pres at lægge på sig selv. Faktum er bare, at jeg synes, det er sjovere, hvis der er en eller anden form for rød tråd i projektet. I øvrigt skal man også passe på med at udrydde alle sine neurotiske tics, det er jo egentlig bare det, der i daglig tale hedder personlighed. Så derfor besluttede jeg mig for at arbejde med et overordnet tema i årets Bogudfordring, så jeg har et grundlag at vælge ud fra.

Efter at have overvejet forskellige temaer, som prisvindere og faglitteratur, besluttede jeg mig for at vælge alle tolv bøger fra science fiction- og fantasy-genren. For det første holder jeg meget af genren, og for det andet ville jeg gerne have læst nogle flere af hovedværkerne indenfor den.

Det næste pillearbejde består så af at vælge romanerne til de enkelte temaer, men det er helt klart den sjove del af processen. Nogle emner, som ”Tid” og ”Politik”, forholdsvist nemme at vælge, mens andre, såsom ”Mode” og ”Sport”, er mere vanskelige, det er ikke lige det sci-fi romaner typisk handler om. Jeg anmelder bøgerne løbende her på bloggen, og I kan følge med i udvælgelsesprocessen her. Kom endelig med alle jeres gode forslag i kommentarfeltet.

Kunsten at fortælle en historie

Bøger er fantastiske. Det rum de giver til at udfolde ens fantasi og opleve andre liv og verdener, er helt uundværligt for mig. Men nogen gange bliver en historie endnu mere fantastisk, hvis den bliver fortalt, så fortællerens timing og mimik løfter den op på et højere niveau. Et eksempel på dette er denne oplæsning af Patrick Rothfuss, hvor man får historien, om hvordan det kan gå til, at marsvin (altså dem med pels på) i virkeligheden er fisk.

Det er skørt og hylende morsomt, og man får straks lyst til at læse noget mere, der er udtænkt af samme gale hjerne. Jeg kan anbefale "Kingkiller Chronicle"-trilogien til dem, der har fået blod på tanden. Det er overhovedet ikke det samme, men det er lige så genialt.

Om hukommelsens buede spejl

Mit (ikke særlig vellykkede) forsøg på at få læst alle Man Booker Prize vinderne har ført mig hen til 2011 vinderen ”The Sense of an Ending” af Julian Barnes. Jeg har kun læst én anden bog af Barnes, nemlig ”England, England”, men det eneste jeg kan huske fra den er, at der medvirker en forretningsmogul, hvis hemmelige last er at tage ble på og lege voksenbaby. Så jeg gik til ”The Sense of an Ending” med en forsigtig respekt, lidt som man går hen til en forladt taske, der står og tikker på Nørreport. Men der var ikke nogen voksenbaby i hele bogen, til gengæld var der en rigtig fin fortælling om ungdommen set fra alderdommen og de forvrængninger, der automatisk kommer, når man ser ind i hukommelsens buede spejl.

Romanen handler om Tony, der som tilfreds pensionist ser tilbage på sine skoledage og spekulerer over sit forhold til vennen Adrian og kæresten Veronica. Tony føler sig underlegen overfor Adrians intellekt og usikker overfor den mystiske Veronica, der ikke vil gå i seng med ham. Da de to bliver kærester afskriver Tony i vrede dem begge og selv Adrians selvmord tilskriver han den luskede femme fatale Veronica. Men som Tony i sin alderdom opdager findes der sjældent en sandhed, og den er aldrig objektiv. Kun ved at lægge andres erindringer hen over ens egne begynder et mere sandt billede at træde frem.

”The Sense of an Ending” er en melankolsk og gribende, men humoristisk fortælling om erkendelsen af hukommelsens fejlbarlighed og om at komme overens med sin fortid. Det eneste problem med bogen er, at visse meget centrale dele af Tonys fortid ikke bliver undersøgt fra Veronicas synspunkt og som derfor kommer til at hænge og flapre til sidst. Det er synd, for ”The Sense of an Ending” er en både smuk og poetisk historie, som virkelig er værd at læse.

Om glæden ved at modtage

Med julen nys overstået ville det være nærliggende at skrive et længere indlæg, om alle de mange bøger jeg har fået i julegave, men sandheden er, at jeg ikke har fået nogen. Ikke en eneste. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Til gengæld har jeg fået noget, der er meget bedre, nemlig to løfter om fremtidige læseoplevelser.

Det første løfte består af et dejligt stort gavekort til Bog & Idé (og de andre kæder der hører til). Hvad det skal omsættes til, ved jeg endnu ikke, men jeg har kig på en lækker bagebog, som jeg længe godt har kunnet tænke mig. Jeg vender tilbage med en reportage, når jeg har spenderet gavekortet. Det kan godt være, der går et stykke tid, for jeg har en smule svært ved at bruge den slags gavekort. Der er jo det ved det, at gavekortet kun kan bruges én gang, og hvad nu hvis der kommer noget mere spændende om en uge? Jeg er ikke sikker på, at det siger noget godt om min karakter, men sådan er det altså.

Det andet løfte er dette dejlige stykke maskineri, min helt egen Kindle!

Det er jo ikke en bog som sådan, men den kan indeholde om til 3000 stk., så der skulle være nogle gode læseoplevelser forude. Jeg har faktisk allerede læst to bøger på den, og det føltes helt ligesom at læse en almindelig papir bog, bortset fra at man aldrig mister det sted, man er i bogen, samt at man kan holde og bladre med én hånd. Kindlen er skøn at sidde med, den er mindre end en iPad og så let som en paperback, men fordi skærmen fylder stort set hele forsiden, sidder man ikke med en følelse af at skulle bladre hele tiden. Det er super nemt at downloade bøger fra Amazon, lidt for nemt måske – det kan godt være, jeg skal have lavet et bogindkøbsbudget.

Det største problem med Kindle er, at det ser ud til at være svært at downloade bøger fra andre kilder end Amazon. Jeg har ikke sat mig ind i det, men umiddelbart kan man ikke bruge tjenester så som E-reolen, hvilket er fjollet fra Amazons side, for det er udelukkende med til at begrænse brugbarheden af deres e-bogslæser. De udbyder ikke danske titler fra Kindle Store, så der er ingen økonomisk grund til, at det ikke skulle være muligt at downloade bøger fra danske e-bogsforhandlere og biblioteker. Forhåbentlig viser det sig, at jeg tager fejl og der ikke er noget problem, for selvom jeg ikke læser mange danske bøger, er det jo rart at have muligheden for at kunne gøre det.

En ting er dog sikker: Min Kindle kommer til at stå for mange gode timers underholdning fremover.

Om forsæt og nye begyndelser

Jeg har egentlig ikke så meget til overs for nytårsforsætter. Det virker på mig som om deres eneste formål er at foranledige dybe skyldsfølelser. De er født af skyld til at skabe mere skyld. Over det fitnessabonnement man betaler til, men ikke har benyttet sig af de sidste fem måneder. Over de kager man spiser, fordi de ser så smukke ud bag montrens pudsede ruder, men som jo egentlig går imod den slankekur, man begyndte på i går. Over at man nu sidder på tredje time og ser dårligt tv på Kanal4, selvom det egentlig var meningen, at man skulle læse nogle flere prisbehængte romaner. Hvorfor er det, at denne tilfældige dag på året kan få en til at love os selv, at i år bliver man et meget bedre menneske, end man var sidste år, når nu man ved, at angsten for at fejle sikrer, at man heller ikke i år får gennemført sit forsæt. Men hvem ved måske næste år?

Og dog er der noget rensende, ja nærmest befriende, over skiftet fra det ene år til det næste. Tallet skifter og pludselig er det, som om alle muligheder står åbne. Som om alle fejlene og de ting man fortryder ikke at have gjort træder i baggrunden og giver plads til igen at handle. Så på trods af alle mine forbehold har jeg i år et nytårsforsæt: At holde liv i denne blog igennem hele året med minimum et indlæg om ugen. Og så at starte en pensionsopsparing.