Kunsten at fortælle en historie

Bøger er fantastiske. Det rum de giver til at udfolde ens fantasi og opleve andre liv og verdener, er helt uundværligt for mig. Men nogen gange bliver en historie endnu mere fantastisk, hvis den bliver fortalt, så fortællerens timing og mimik løfter den op på et højere niveau. Et eksempel på dette er denne oplæsning af Patrick Rothfuss, hvor man får historien, om hvordan det kan gå til, at marsvin (altså dem med pels på) i virkeligheden er fisk.

Det er skørt og hylende morsomt, og man får straks lyst til at læse noget mere, der er udtænkt af samme gale hjerne. Jeg kan anbefale "Kingkiller Chronicle"-trilogien til dem, der har fået blod på tanden. Det er overhovedet ikke det samme, men det er lige så genialt.

Om hukommelsens buede spejl

Mit (ikke særlig vellykkede) forsøg på at få læst alle Man Booker Prize vinderne har ført mig hen til 2011 vinderen ”The Sense of an Ending” af Julian Barnes. Jeg har kun læst én anden bog af Barnes, nemlig ”England, England”, men det eneste jeg kan huske fra den er, at der medvirker en forretningsmogul, hvis hemmelige last er at tage ble på og lege voksenbaby. Så jeg gik til ”The Sense of an Ending” med en forsigtig respekt, lidt som man går hen til en forladt taske, der står og tikker på Nørreport. Men der var ikke nogen voksenbaby i hele bogen, til gengæld var der en rigtig fin fortælling om ungdommen set fra alderdommen og de forvrængninger, der automatisk kommer, når man ser ind i hukommelsens buede spejl.

Romanen handler om Tony, der som tilfreds pensionist ser tilbage på sine skoledage og spekulerer over sit forhold til vennen Adrian og kæresten Veronica. Tony føler sig underlegen overfor Adrians intellekt og usikker overfor den mystiske Veronica, der ikke vil gå i seng med ham. Da de to bliver kærester afskriver Tony i vrede dem begge og selv Adrians selvmord tilskriver han den luskede femme fatale Veronica. Men som Tony i sin alderdom opdager findes der sjældent en sandhed, og den er aldrig objektiv. Kun ved at lægge andres erindringer hen over ens egne begynder et mere sandt billede at træde frem.

”The Sense of an Ending” er en melankolsk og gribende, men humoristisk fortælling om erkendelsen af hukommelsens fejlbarlighed og om at komme overens med sin fortid. Det eneste problem med bogen er, at visse meget centrale dele af Tonys fortid ikke bliver undersøgt fra Veronicas synspunkt og som derfor kommer til at hænge og flapre til sidst. Det er synd, for ”The Sense of an Ending” er en både smuk og poetisk historie, som virkelig er værd at læse.

Om glæden ved at modtage

Med julen nys overstået ville det være nærliggende at skrive et længere indlæg, om alle de mange bøger jeg har fået i julegave, men sandheden er, at jeg ikke har fået nogen. Ikke en eneste. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Til gengæld har jeg fået noget, der er meget bedre, nemlig to løfter om fremtidige læseoplevelser.

Det første løfte består af et dejligt stort gavekort til Bog & Idé (og de andre kæder der hører til). Hvad det skal omsættes til, ved jeg endnu ikke, men jeg har kig på en lækker bagebog, som jeg længe godt har kunnet tænke mig. Jeg vender tilbage med en reportage, når jeg har spenderet gavekortet. Det kan godt være, der går et stykke tid, for jeg har en smule svært ved at bruge den slags gavekort. Der er jo det ved det, at gavekortet kun kan bruges én gang, og hvad nu hvis der kommer noget mere spændende om en uge? Jeg er ikke sikker på, at det siger noget godt om min karakter, men sådan er det altså.

Det andet løfte er dette dejlige stykke maskineri, min helt egen Kindle!

Det er jo ikke en bog som sådan, men den kan indeholde om til 3000 stk., så der skulle være nogle gode læseoplevelser forude. Jeg har faktisk allerede læst to bøger på den, og det føltes helt ligesom at læse en almindelig papir bog, bortset fra at man aldrig mister det sted, man er i bogen, samt at man kan holde og bladre med én hånd. Kindlen er skøn at sidde med, den er mindre end en iPad og så let som en paperback, men fordi skærmen fylder stort set hele forsiden, sidder man ikke med en følelse af at skulle bladre hele tiden. Det er super nemt at downloade bøger fra Amazon, lidt for nemt måske – det kan godt være, jeg skal have lavet et bogindkøbsbudget.

Det største problem med Kindle er, at det ser ud til at være svært at downloade bøger fra andre kilder end Amazon. Jeg har ikke sat mig ind i det, men umiddelbart kan man ikke bruge tjenester så som E-reolen, hvilket er fjollet fra Amazons side, for det er udelukkende med til at begrænse brugbarheden af deres e-bogslæser. De udbyder ikke danske titler fra Kindle Store, så der er ingen økonomisk grund til, at det ikke skulle være muligt at downloade bøger fra danske e-bogsforhandlere og biblioteker. Forhåbentlig viser det sig, at jeg tager fejl og der ikke er noget problem, for selvom jeg ikke læser mange danske bøger, er det jo rart at have muligheden for at kunne gøre det.

En ting er dog sikker: Min Kindle kommer til at stå for mange gode timers underholdning fremover.

Om forsæt og nye begyndelser

Jeg har egentlig ikke så meget til overs for nytårsforsætter. Det virker på mig som om deres eneste formål er at foranledige dybe skyldsfølelser. De er født af skyld til at skabe mere skyld. Over det fitnessabonnement man betaler til, men ikke har benyttet sig af de sidste fem måneder. Over de kager man spiser, fordi de ser så smukke ud bag montrens pudsede ruder, men som jo egentlig går imod den slankekur, man begyndte på i går. Over at man nu sidder på tredje time og ser dårligt tv på Kanal4, selvom det egentlig var meningen, at man skulle læse nogle flere prisbehængte romaner. Hvorfor er det, at denne tilfældige dag på året kan få en til at love os selv, at i år bliver man et meget bedre menneske, end man var sidste år, når nu man ved, at angsten for at fejle sikrer, at man heller ikke i år får gennemført sit forsæt. Men hvem ved måske næste år?

Og dog er der noget rensende, ja nærmest befriende, over skiftet fra det ene år til det næste. Tallet skifter og pludselig er det, som om alle muligheder står åbne. Som om alle fejlene og de ting man fortryder ikke at have gjort træder i baggrunden og giver plads til igen at handle. Så på trods af alle mine forbehold har jeg i år et nytårsforsæt: At holde liv i denne blog igennem hele året med minimum et indlæg om ugen. Og så at starte en pensionsopsparing.