Sommerlæsning 1: Fantasy

Nu er sommeren over os (selvom man ikke umiddelbart kan se det) og sommeren kræver bøger. Bøger til stranden. Bøger til campingturen. Bøger til når det står ned i stænger og man ikke kan holde ud at spille Yatzy mere. Så derfor har jeg besluttet at yde en særlig service her på ”En læsers bekendelser” og i løbet af en række indlæg komme med forslag til læsning inden for forskellige genrer, lige fra fantasy over krimier til de gode gamle klassikere. Nogle af bøgerne har jeg læst og holder af, andre kunne jeg godt selv tænke mig at læse, hvem ved måske får jeg tid i løbet af sommeren.
Jeg starter serien i fantasy-genren med fem fantastiske forfattere (i mere end én forstand), som alle hver især har gjort mig en lille smule mere forelsket i genren.

Neil Gaiman: ”American Gods”
”American Gods” er en fantastisk fortælling om den nyligt løsladte Shadow, der møder Mr. Wednesday på et fly og pludselig bliver rodet ind i en underliggende krig af mytiske proportioner i den amerikanske kulturelle selvforståelse. Det er en udsøgt mørk og dyster historie Gaiman har komponeret, hvori det amerikanske folks sammensatte natur udrulles igennem de mange forskellige guder og religioner, de har slæbt med sig til det nye land. På én gang en fængslende historie om USA’s mytologiske baggrund og en dyster fortælling om en mands forsøg på at finde fodfæste i en fremmedgjort verden uden at lade sig slå omkuld af højere kræfter. Både velskrevet og svær at lægge fra sig.

Patrick Rothfuss: ”The Kingkiller Chronicle”
I mit sidste indlæg anbefalede jeg etteren i Rothfuss’ stort anlagte trilogi ”The Name of the Wind”, hvor toeren (”Wise Man’s Fear”) også er udkommet her i løbet er foråret, så dette er blot en gentagelse af den anbefaling. Hen mod slutningen af etteren fornemmer man, at der er en rumlen af vigtige begivenheder ude i verden, der alle har med Kvothes selvbiografi at gøre, begivenhederne er ved at indhente vor helt. Det bliver interessant at se, hvad der sker, når de gør.

Trudi Canavan: ”The Age of Five”
Trudi Canavan er en australsk forfatter og ”The Age of Five” var den første af hendes trilogier; efter min mening er den stadig den bedste af dem. Serien handler om Auraya, der bliver en af de fem ledere af Circlianerne, en af to dominerende og stridende religioner. Det er umuligt at beskrive handlingen uden at afsløre noget, men trilogien handler til dels om magtens korrumperende kraft. Canavans univers er befolket af mange interessante og sære væsner, og der er masser af kærlighed, krig og passion i romanerne, Og så kan hovedpersonen flyve, hvilket må være en af de sejeste superkræfter at have. Trilogien består af romanerne ”Priestess of the White”, ”The Last of the Wilds” og ”The Voice of the Gods”

J.K. Rowling: ”Harry Potter”-serien
Man kan næsten ikke have en af de her lister uden at inkludere ”Harry Potter”. Der er nok ikke nogen af jer derude, der ikke kender serien om den faderløse troldmand, der må så grueligt meget igennem for at overkomme ondskaben i form af Lord Voldemort. Men hvis du ikke har læst serien, fordi den er for børn, så tænk om igen. Jo, bogen handler om børn og unge. Jo, de første par bind er en smule naive i deres fremstilling af godt og ondt. Jo, Harry er helt ubeskriveligt irriterende teenager-agtig i bind fem. Men overordnet set er serien en smuk fortælling om kærlighedens subversive kraft. Og så skriver Rowling helt sublimt.

Philip Pullman: ”His Dark Materials”
Pullmans trilogi om pigen Lyra er bedre kendt i Danmark som ”Det gyldne kompas”. Her er tale om en brillant saga om at blive voksen sat i et fremmed univers fyldt med flyvende hekse, talende isbjørne og magi. ”His Dark Materials” er inspireret af John Miltons ”Det tabte Paradis”, hvor englene gør oprør mod Gud og bliver kastet ned i Helvede. I nærværende serie er det mennesket i form af Lord Asriel, Lyras far, der gør oprør ikke så meget mod Gud, men mere mod den undertrykkende kirke, der har taget Gud som gidsel og ønsker magt mere end andet. Pullman væver på smukkeste vis de to tråde, historien om at blive voksen og fortællingen menneskets ret til at bestemme over sig selv, sammen i en episk trilogi.

Et overraskende genlæs

For nogle år siden købte jeg ”The Name of the Wind” i en boghandel i Göteborg, der udelukkende sælger sci-fi og fantasy romaner. Jeg havde ikke hørt om Patrick Rothfuss’ debutroman, men bagsideteksten, denne vigtige men vanskelige disciplin, fangede min opmærksomhed. Her er et uddrag:

”My name is Kvothe.

I have stolen princesses back from sleeping barrow kings. I burned down the town of Trebon. I have spent the night with Felurian and left with both my sanity and my life. I was expelled from the University at a younger age than most people are allowed in. I tread paths by moonlight that others fear to speak of during day. I have talked to Gods, loved women, and written songs that make the minstrels weep.
You may have heard of me”

Hvordan kunne en roman med dén bagsidetekst undgå at være fantastisk? Faktum er, at romanen overhovedet ikke fangede mig første gang jeg læste den, den var langtrukken med en uendelig afstand mellem snapsene. Bogen leverede ikke halvdelen af det, der blev lovet på bagsiden, så jeg var vældig skuffet efter endt læsning. Så gik der et par år, hvor ”The Name of the Wind” lå uforstyrret hen på min reol, men så skete der to ting. For det første blev toeren i trilogien, ”Wise Man’s Fear”, udgivet 1. marts i år, og hvis der er noget jeg ikke kan stå for, så er det at færdiglæse trilogier, også selvom jeg ikke er vild med dem. Det er bare mere ordentligt på den måde. For det andet opdagede jeg Rothfuss’ blog, som åbenbarede de sære, indviklede og morsomme måder hans hjerne arbejder på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om jeg ikke skulle give serien en chance til. Men det var så længe siden, jeg havde læst etteren, at det ikke ville give mening at kaste mig over toeren uden et genlæs af ”The Name of the Wind”.

På mange måder har jeg det samme indtryk af ”The Name of the Wind”, som jeg havde første gang, jeg læste den, men hvad der forekom negativt virker nu positivt. Ja, bogen er lang og nej, der er mange af tingene fra bagsideteksten, der ikke er med i denne roman, men længden giver Rothfuss mulighed for virkelig at folde sig ud og de begivenheder der er, bliver grundigt forklaret og sat i kontekst.

Romanen handler om Kvothes udvikling fra dreng til spirende helt, fra et sigøjnerliv over hjemløshed til Universitetet, og gennem det hele svæver Chandrianerens tilstedeværelse, væsnet ansvarlig for Kvothes forældres død, over vandene som en skygge i mørket. Det bogen gør helt fremragende er at vise, hvordan virkelighed bliver til legende, at der bag enhver helt findes et mere eller mindre almindeligt menneske, der gør sit bedste i usædvanlige omstændigheder.

Så efter anden gennemlæsning må jeg sige, at ”The Name of the Wind” faktisk er anbefalelsesværdig og det skal blive interessant at se, hvor Kvothes eventyr fører hen i ”Wise Man’s Fear”.

Om kategoriseringens veje og vildveje - del 2

Maj måned er nu overstået og dermed også maj måneds Bogudfordring med fantasy genren som tema. I alt nåede jeg at læse fire romaner inden for genren, hvis jeg synes er et meget respektabelt tal, fantasy forfatteres generelle mangel på evnen til at fatte sig i korthed taget i betragtning. (Det er rigtig nok at jeg kun har anmeldt tre af dem indtil videre, den fjerde, Patrick Rothfuss’ ”The Name of the Wind”, er hverken gemt eller glemt, der kommer en anmeldelse af den om et par dage.) Statistisk set er fire romaner selvfølgelig ikke en stor nok pulje til at konkludere noget ud fra, men nu er det så heldigt, at jeg ikke er statistiker, men humanist, så det skulle ikke være noget problem.

I begyndelsen af maj lavede jeg et indlæg om de forskellige måder, man kan inddele fantasy på, hvoraf opdelingen i høj og lav fantasy måske nok er den mest basale. For de af jer der ikke kan huske det foregår høj fantasy i en verden, der er fundamentalt fremmed fra vores og omhandler oftest kampen mellem det gode og det onde. Derimod foregår lav fantasy i vores egen verden tilsat forskellige overnaturlige elementer. Her er bekymringerne lidt mere jordnære end i den høje fantasy, idet det der er på spil for det mest er hovedpersonernes egen overlevelse og velvære.

I løbet af den sidste måneds tid har jeg læst to bøger fra hver kategori: ”Alkymisten” og ”Anansi Boys” er lav fantasy, mens ”Wicked” og ”The Name of the Wind” er høj fantasy. Men man skal ikke kaste et særligt dybdeborende blik på dem, før man ser, at de ikke holder sig pænt indenfor deres respektive kategorier. ”Anansi Boys” og ”The Name of the Wind” opfører sig som man kan forvente af dem; den førstnævnte foregår i vores verden og handler i al væsentlighed om forholdet mellem to brødre og deres afdøde far. Den sidstnævnte foregår i en fremmed verden og lægger i høj grad op til et opgør mellem godt og ondt. Men både ”Wicked” og ”Alkymisten” udfordrer inddelingen, ”Wicked” ved mestendels at fremlægge en filosofisk diskussion af begrebet ”ondskab”, ”Alkymisten” ved at sætte godhed op mod ondskab i vores egen verden, med menneskeheden som indsats. Når opdelingen i høj og lav fantasy allerede mudres til med disse fire bøger, som jeg ikke engang havde udvalgt specielt til formålet, hvordan skal man så gøre sig forhåbninger om at inddele hele genren på en fornuftig måde?

Hvad har vi så lært af dette? For det første at selvom mange kritikere mener det modsatte, er fantasy litteratur ikke skabelon litteratur, der findes mange forskellige måder at dreje en historie på, og fantasyforfatterne er ikke bange for at overskride grænser og blande forskellige elementer sammen. For det andet er det måske nødvendigt at indse, at den bedste måde at gå til fantasy litteraturen på ikke nødvendigvis er at dele den ind i kategorier, men at se genren som et hele bestående af mange forskellige typer fortællinger, hver med sin definition.