onsdag den 23. maj 2012

Anmeldelse: "Stormfront"

For at være helt ærlig troede jeg i ført omgang, at bøgerne ville handle om Tyskland under 2. Verdenskrig. Serien hedder trods alt ”The Dresden Files”, og hvad andet kunne det være end en eller anden form for spionthriller der foregik under krigen? Jeg ved godt, jeg burde have regnet ud, at det var noget helt andet, anbefalingen kom jo fra bloggen tilhørende Patrick Rothfuss, den geniale fantasy forfatter med det ærefrygtindgydende skæg. Men sagen er den, at man ikke kan styre de associationer, man får på et givet ord, og for mig er Dresden altså lig med en tysk by, der blev bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig, ikke en amerikansk privatdetektiv/troldmand.

Men det er ham ”The Dresden Files” handler om, Harry Blackstone Copperfield Dresden (nårh, det var et navn!), troldmand og privatdetektiv. Der er efterhånden tretten bøger i serien og flere på vej (Tellerup udgav i 2009 første bind på dansk under titlen ”Stormfront”, men jeg ved ikke, om de har planer om at udgive flere bind), så der er nok at give sig i kast med, hvis man kan lide den første, ”Stormfront”, og det kunne jeg.

Romanen introducerer os for Dresden, der er både hovedperson og fortæller i historien. Som det så ofte er tilfældet, har privatdetektiven problemer med at få privatøkonomien til at hænge sammen, der er sjovt nok ikke så mange, der har brug for en troldmands assistance. Så da den smukke, men nervøse Monica beder Dresden om at finde hendes mand, som går lidt for meget op i hjemmebrygget magi, efter han mistede sit job, slår troldmanden straks til, selv om sagen ikke umiddelbart synes af meget. Kort tid efter at Dresden har talt med Monica, bliver han kaldt til et mord af politikommissær Karrin Murphy, der bruger troldmanden som konsulent på sager af overnaturlig karakter, som offentligheden måske ikke anerkender eksistensen af, men som ikke desto mindre skal opklares. I dette tilfælde er der tale om en mand og en kvinde, der ved hjælp af voodoo har fået revet deres hjerter ud af brystet, mens de har sex; kvinden sidder stadig overskrævs på manden, da Dresden dukker op.

Med de to sager har Dresden et reelt håb om at kunne betale huslejen, men kun hvis han kan holde sig i live. Både Chicagos gangsterkonge Johnny Marcone og Bianca, vampyr og ejer af et escort-bureau er overordentligt interesserede i dobbeltmordet, og nogen prøver at forhindre Dresden i at opspore Monicas mand. Sidst men ikke mindst er Dresden under mistanke for selv at stå bag dobbeltmordet, så han bliver nødt til at opklare det inden troldmændenes White Council forsamles for at idømme ham dødstraffen. Så alt i alt har Dresden nok at se til.

Jim Butchers blanding af fantasy og hårdkogt krimi fungerer overraskende godt.  Det er lykkedes ham at skabe et univers, hvor magien blander sig lydefrit både ind i vores velkendte verden og i krimi genren. Magien føles ikke påklistret, men snarere som endnu et redskab i detektivens arsenal på linje med gode kontakter og evnen til at slå en proper næve. ”Stormfront” er ikke noget dybt bekendtskab, men er god sommerferie underholdning på linje med Raymond Chandler og Dashiell Hammett, den hårdkogte krimi amerikanske Godfathers og bør nydes med en livstræt attitude og en dobbelt whisky.

tirsdag den 8. maj 2012

Smugkig #2: "Kraken"

Jeg er ved at læse China Miévilles sci-fi roman ”Embassytown”, og der bygger han et meget fascinerende univers op. Og det har givet mig lyst til at dele den herligt syrede og inderlige bizarre måde hans hjerne fungerer på med jer, så derfor bringer jeg her et (lidt langt) citat fra hans bog ”Kraken”, som udkom i 2010. Det Miéville gør bedre end nogen anden, jeg er stødt på, er, at han giver lods for sin fantasi, der får frit spil til at skabe væsner og situationer er altid er forunderlige og som regel også temmelig foruroligende.

”Kraken” handler om Billy, der til daglig arbejder på Londons naturhistoriske museum. En dag bliver kæmpeblæksprutten fra samlingen bortført og en mand findes død i den beholder, hvor blæksprutten før var i. Billy bliver hurtigt hvirvlet ind i opklaringen af forbrydelsen, idet alle (bortset fra Billy) tilsyneladende gerne vil involvere ham.

Den følgende passage viser til fulde Miévilles intuitive forståelse af en uhygge, der ligger på grænsen mellem det hverdagsagtige og det fantastiske. Læs og nyd:

‘Billy looked at the mail that Leon had brought from downstairs. Two bills and a card and a heavy package in brown paper, tied up old-style with hairy string. He put on his glasses and cut the string.
[…] He frowned. He did not understand what he was unwrapping. Inside the package was a rectangle of black cotton. […] He prodded the cloth.
The package moved.
Fuck…”
"What? What? What?”
They were both standing. Billy stared at the package, unmoving on the table where he had dropped it. There was a silence. Billy took a pen from his pocket and poked the cotton gently.
The cloth gave. The package opened.
It bloomed. With a gasp of air it concertinaed, expanding, outflicking and filling out, and what reached from its end was a hand. A man’s arm, in a dark jacket sleeve. The flash of white shirt at its end. The emergent hand grabbed Billy by the neck.
"Jesus –“ Leon pulled Billy away, and the package, still gripping, pulled back, braced against nothing.
Billy was held, and the package continued to unfold. Tongues of cotton flap-flapped open, black and blue and shoes now at the end of limbs bulking into presence, as if the matter of them was uncramping. More arms unrolled clumsy as fire hoses and shoved Leon hard away.
Like plants in sped-up motion, emitting grunts of release, a stale sweat-and-fart smell, and a man and a boy stood suddenly on Billy’s table. The boy stared at Leon staggering to rise. The man still gripped Billy’s throat.’

søndag den 6. maj 2012

Al begyndelse er svær...

Det har kun været et spørgsmål om tid, inden jeg kastede mig over Terry Pratchetts ”Discworld”-serie. Med sine 39 bind er det en af de længste fantasy-serier nogensinde, og samtidig en af de mest ikoniske: Den verden Pratchett her har skabt er et standard referencepunkt for alle fantasy- og sci-fi nørder og er derfor helt uomgængelig.

Det første problem, når man vil i gang med serien er at finde ud af, hvor man skal starte. ”Discworld”-bøgerne hænger nemlig ikke kronologisk sammen i en nydelig række, men består af forskellige serier og enkeltbind, der har det tilfælles, at de foregår på den samme planet: The Discworld. Eftersom de forskellige serier er blevet udgivet indimellem hinanden, er det ikke helt nemt at holde redde på, og så er det rigtig skønt, at der findes fagnørder derude, som gider og sidde at kompilere komplicerede kort over rækkefølger. Krzysztof K. Kietzman er et af disse herlige individer, der har lavet et dejligt overskueligt kort over alle 39 bøger i serien og deres indbyrdes rækkefølge, kortet kan ses hér.
Men traditionalist som jeg er, endte jeg med at starte fra begyndelsen af, med Pratchetts allerførste roman på Discworld ”The Colour of Magic”. Fordelen ved at starte med etteren er, at man får bygget verden op fra starten af, så man lærer universet at kende i samme rækkefølge som forfatteren (formentlig). Ulempen er, at eftersom dette er Pratchetts første roman, er den lettere ujævn i kvaliteten med en noget episodisk opbygning og lidt for meget slapstick-humor, hvor de senere bøger skulle være skrevet af en mere sikker og erfaren hånd.
Når det er sagt, er ”The Colour of Magic” faktisk en ret sjov roman om troldmanden Rincewind, der bliver påduttet at passe på den håbløst naive og nysgerrige turist Twoflower. Faktisk er Rincewind ikke rigtigt troldmand, idet han blev smidt ud fra Det Usete Universitet, inden han blev færdig med sin uddannelse og uden en brugbar trylleformular i hovedet. Hvad han til gengæld har er en sund portion selvopholdelsesdrift (somme ville muligvis kalde ham en kujon), der som oftest får ham til at ønske sig langt væk fra de situationer, som samværet med Twoflower sætter ham i. Twoflower er til gengæld Discworlds allerførste turist og ivrig efter at opleve det kontinent, som er basis for alle fortællinger om helte og magi i hans hjemland. Troskyldig og optimistisk kaster han sig ud i alle eventyrene for at opleve så meget som muligt uden at indse, at han ofte svæver i livsfare.

Sammensætningen af de to umage figurer skaber en fin dynamik og er samtidig grobund for den satire over turisme, som romanen egentlig er. Jeg genkender i hvert fald mig selv i Twoflowers ønske om at få så autentiske oplevelser som muligt og kan kun forestille mig, hvor mange lokale der i sit indre har rystet på hovedet over dét ønske. Som for eksempel her, hvor Twoflower forklarer Rincewind, at han godt kunne tænke sig at møde nogle ægte helte:
"Good. You say this is a tough place. Frequented, you mean, by heroes and men of adventure?"
Rincewind considered this. “Yes?” he managed.
"Excellent. I would like to meet some
An explanation occurred to the wizard. “Ah,” he said. “You’ve come to hire mercenaries […]?
“Oh no. I just want to meet them. So that when I get home I can say that I did it.”
Rincewind thought that a meeting with most of the Drum’s clientele would mean that Twoflower never went home again, unless he lived downriver and happened to float past.

”The Colour of Magic” er som sagt meget episodisk, det er i virkeligheden lidt ligesom at læse en novellesamling, hvor figurerne går igen fra en historie til den næste. For mig var det lidt frustrerende, fordi det gjorde det svært at bevare koncentrationen, når der ikke rigtig var en samlende overordnet historie. På trods af den ujævne oplevelse skal jeg bestemt aflægge Discworld endnu et besøg i fremtiden.
Læs mere om serien og de enkelte bøger på Terry Pratchetts hjemmeside.