Til sidste måneds bogudfordring skulle jeg finde en bog skrevet af en forfatter fra et land udenfor Europa og Nordamerika. Egentlig burde det ikke være så svært, jeg har læst både Haruki Murakami og Amitav Ghosh og kan godt lide det indblik romanerne giver til en fremmed kultur og fortælletradition. Men nu sad jeg lige fast i fantasy-genren og havde overhovedet ikke lyst til at læse en mere realistisk roman, og da slet ikke en mursten af den slags de to ovennævnte herrer plejer at levere. Så da jeg kiggede reolen igennem for passende læsemateriale faldt jeg over Marjane Satrapis grafiske roman ”Persepolis”, som jeg engang fik af min søster, men som siden har stået ulæst hen på reolen. Den passede kriterierne for Satrapi er iraner, og min folkeskole geografi sagde mig, at Iran helt bestemt ligger i Asien (nu er jeg selvfølgelig ikke en autoritet indenfor geografi, det tog mig en betragtelig mængde tid, før jeg uden tøven kunne sige om Oslo er hovedstad i Norge eller Sverige). Desuden er ”Persepolis” forholdsvis kort og da det er en grafisk roman (smart udtryk så intellektuelle voksne ikke behøver at skamme sig over at læse tegneserie), er den oven i købet hurtigt læst, så jeg kunne komme tilbage til fantasy’en og ”Wise Man’s Fear”. Men jeg havde forregnet mig for godt nok er ”Persepolis” både kort og hurtig at læse, men den er mere end blot en hurtig måde at opnå kvoten på i Bogudfordringen og fortjener fuld opmærksomhed under læsningen. Bogen er en selvbiografisk fortælling om Satrapis opvækst i et Iran i forandring under forskellige revolutioner i starten af 1980’erne, som barn af intellektuelle forældre. Satrapi skildrer volden og den øgede islamisering side om side med den hverdag, der fortsatte ufortrødent med skolegang og ungdomsfester. Stregen er simpel men effektfuld og medrivende, og det er umuligt ikke at leve sig ind i historien. Bogen har en dobbelt styrke, idet den på den ene side gjorde mig klogere på en del af den moderne historie, jeg ikke kender så meget til. På den anden side har tegneserien en emotionel råstyrke, som kun bliver fremhævet af det absolutte fravær af melodrama. Satrapi ligger i ord og billeder historien på bordet uden at fortælle læseren, hvordan han eller hun bør føle og netop derfor bliver de rørende scener så meget mere akutte, noget hun til fulde mestrer især i bogens sidste ramme.
Og hvad er så moralen i denne fortælling? Jo, den er helt simpel: Af og til er genvejen ikke blot nem, men også underholdende, dannende og rørende.
