Om stolthed og krimier

Philip Kerr: Martsvioler, 1996. Oversat fra March Violets, 1989.
Månedens udfordring i Bogudfordringen 2011 lyder på at læse en krimi udgivet før 2000. Det i sig selv forekommer ikke så svært, jeg føler mig rimeligt velbevandret indenfor genren, og det burde ikke volde mange problemer at finde den helt rigtige krimi til udfordringen. Og der, mine damer og herrer, har vi det første problem, for af uvisse årsager fik jeg bildt mig selv ind, at den krimi jeg læste i denne sammenhæng, skulle være den helt rigtige og på en og samme gang demonstrere min fantastiske smag og sige noget om, hvem jeg er. Hvilket i sidste ende måske er lidt vel meget at forlange af én enkelt bog. Især når min smag slet ikke er så fantastisk. Men i hvert fald bevirkede min, kun halvt indrømmede, målsætning, at jeg har lånt endog vældig mange krimier og spændingsromaner hjem den sidste måneds tid (og at jeg fik læst Chabons Pittsburgh-Mysterierne). Jeg var forbi Sue Grafton, Robert Ludlum (fordi Matt Damon er så pæn i Bourne-filmene), Patricia D. Cornwall og Leif Davidsen, men jeg havde ikke rigtig lyst til at læse nogen af dem. Så kom jeg i tanke om, at jeg aldrig har fået læst Philip Kerrs Berlin Noir-trilogi, og vupti, havde jeg svaret på alle mine problemer.
Martsvioler handler om privatdetektiven Bernhard Gunther, der lever og arbejder i mellemkrigstidens Berlin, under Hitlers dystre styre. Gunther bliver hyret af en rig stål-magnat til at undersøge omstændighederne omkring hans datters død, men det viser sig at flere sager vikler sig sammen og Gunther involveres i mange ubehagelige kredse, lige fra Berlins organiserede kriminalitet til Görings hof. Martsvioler fornyer ikke Noir-genren, men udnytter den derimod fuldt ud til at beskrive angsten og håbløsheden i det korrupte styre, hvor mennesker forsvinder hver dag uden at nogen hæver et øjenbryn og opportunister melder sig under Nazi-fanen for egen vindings skyld (det er dem titlen hentyder til). Gunther selv er en typisk hårdkogt detektiv, desillusioneret og uden for mange samvittighedskvaler, men dog med moralen på det rette sted. Han er et behageligt bekendtskab, både på grund af sit sarkastisk-skarpe syn på det nazistiske styre, men også fordi han balancerer sine moralsk korrekte holdninger med en praktisk sans for overlevelse, hvilket trods alt gør ham til en rimelig realistisk karakter. Én ting der er karakteristisk for Noir-genren er, at selv om krimigåden altid løses, betyder det langt fra, at verdensordenen er genoprettet, som regel er detektiven i en værre situation ved afslutningen af romanen end i starten. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det også gælder for Martsvioler, men her er det ikke kun Gunther, men hele Berlin, hvis situation forværres gennem romanen. Eller måske er det blot udtryk for at Gunther opdager, hvor slemt det egentlig står til. Under alle omstændigheder kan Martsvioler varmt anbefales, både for krimihistorien og for indblikket i mellemkrigstidens Berlin.

Om bøger og filmatiseringer

Robert J. Sawyer: Flashforward, 1999. Så vidt vides er romanen endnu ikke oversat til dansk.
Fordi jeg havde hørt godt om tv-serien, og fordi jeg godt kan lide Dominic Monaghan, gav jeg min mand tv-serien Flashforward på DVD til jul. Efter et jævnt underholdende gennemsyn af serien, fik jeg lyst til at læse romanen bag, for som alle ved er romanen altid bedre end tv-serien/filmen, ikke sandt? Nej, det er åbenbart ikke sandt. Romanen Flashforward handler om et hold fysikere ved CERN, der i forsøget på påvise eksistensen af Higgs-bosonen (den teoretiske partikel, der giver andre partikler masse), får hele klodens befolkning til at kollapse, da deres bevidsthed transporteres over tyve år ud i fremtiden. Og romanens største plus er netop idéen bag: Hvad ville der ske, hvis hele jordens befolkning fik et glimt af deres liv 21 år ude i fremtiden, og kan fremtiden overhovedet forudsiges helt entydigt? Disse spørgsmål er interessante, men desværre står skrivningen ikke mål med idéen. Det største problem er karakterernes indre monologer, der enten er vildt melodramatiske eller kedeligt lommefilosofiske, hvilket simpelthen er for irriterende. Romanen fungerer bedst, om end ikke optimalt, i de mere handlings- og dialogprægede sekvenser, og Sawyer kunne med fordel have udvidet disse dele på bekostning af de indre monologer, der flere gange fik mig til at vende det hvide ud af øjnene og mumle utydeligt om amerikanere og deres melodrama (Sawyer er vist egentlig canadier, men man skal jo ikke diskriminere).
Det taget i betragtning undrer det mig egentlig ikke så meget at ABC, der har lavet bogen til en tv-serie, har nøjedes med at plukke præmissen og enkelte hændelser ud og ellers fuldstændig omskrive forlægget. Der er nemlig ikke meget af Sawyers værk tilbage i serien, så det var som at komme ind i et komplet anderledes univers, da jeg læste romanen. Så hatten skal af for ABC, der har skabt en serie med mere handling, bedre udviklede karakterer og mere spænding end bogforlægget. Det er da (normalt) noget af en bedrift.

Et (mestendels) glædeligt gensyn

Bill Bryson: A Short History of Nearly Everything, 2003. Findes på dansk under titlen En kort historie om næsten alt.
Efter i sidste uge at have læst to bøger, der på forskellige måder overraskede mig, trængte jeg i denne uge til noget velkendt. Til at læse en bog, som jeg vidste hvad indeholdt, og hvor jeg var klar over, at jeg ville blive underholdt. Det resulterede alt sammen i en uoverstigelig trang til at genlæse Bill Brysons mesterværk om naturvidenskabens historie. Problemet var blot, at jeg jo allerede har læst den, at det var sådan set meningen, at bloggen skulle indeholde nylæsninger, ikke genlæsninger af de samme syv bøger om og om igen. Så slog det mig, at selvom jeg har læst A Short History of Nearly Everything før, har jeg ikke skrevet om den før, og da slet ikke herinde. Denne (for mig) geniale tanke gav mig den fornødne undskyldning til at gå i gang med værket.
Genlæsningen mindede mig om alle de fantastiske ting ved Brysons bog, der udover at være et formidlingsmesterværk også er velsignet med kortfattede og underholdende biografier over alverdens excentriske videnskabsmænd. Eksempler på dedikerede videnskabsmænd er Cavendish, der gav sig selv stød for at observere påvirkningen, og J.B.S. Haldane der undervejs til at forstå, hvordan højt tryk påvirker den menneskelige organisme, var skyld i eksploderende tandfyldninger, voldsomme anfald og følelsesløshed, både hos sig selv og de venner og bekendte der agerede forsøgspersoner. Bryson formår at fortælle om udviklingen i de mange forskellige grene af naturvidenskaben klart og præcist, så jeg har følelsen af at have lært noget nyt uden for alvor at blive sat af undervejs. Selvom gennemgangen af de forskellige discipliner nødvendigvis må være overfladisk, sidder jeg tilbage med en følelse af indsigt blandet med en fornemmelse af universets kompleksitet, både i det meget store og i det meget små. Derudover informeres man som læser også om de måder mennesket gennem de sidste par hundrede år har påvirket naturen. Bryson holder disse afsnit korte og kammer aldrig over i det hellige, hvilket gør meddelelsen så meget desto mere slående.
Som den opmærksomme læser nok har bemærket, er jeg voldsomt glad for bogen, men (for selvfølgelig er der et men) jeg er muligvis nået til grænsen for hvor mange gange, jeg kan genlæse A Short History of Nearly Everything (dette må være fjerde eller femte gennemlæsning). Da jeg begyndte på bogen, var jeg fuldt af motivation og læselyst, men jo længere hen jeg nåede, desto sværere blev det at holde koncentrationen. Jeg tror, at det mestendels skyldes, at jeg trods alt har set det hele før, men det er også muligt, at fortællingen taber pusten lidt i de midterste kapitler, muligvis fordi der er færre skøre videnskabsmænd og flere kolde facts. Dette skal dog ikke afskrække nye læsere, der trygt kan regne med et velskrevet og fascinerende blik langt ud i universet og helt ind i jordens indre.

Om forventninger og fejltagelser

Når jeg starter på en bog, har jeg en forventning om, hvad jeg har i vente. Nogle gange er det en vag forestilling, udelukkende baseret på titlen og forsiden, andre gange er den helt klar, baseret på anbefalinger og anmeldelser. I denne uge blev amerikanernes udtryk ”don’t judge a book by its cover” eftervist, idet begge bøger på forskellige måder viste sig at være noget andet end det jeg havde forventet. Således troede jeg, at Martin Krasniks bog havde mere geografisk variation, samt at Michael Chabons var en krimi. Selvom bøgerne gjorde op med mine forventninger, var det alligevel nogle interessante oplevelser. Det viser bare, at det er sundt en gang i mellem at blive overrasket, og at man af og til burde læse en bog, der var valgt helt tilfældigt og uden forudgående viden. Måske.

Martin Krasnik: Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Forlaget Bianco Luno, 2008. Min amerikanske drøm består af en række interviews, som Martin Krasnik har lavet med forskellige amerikanske forfattere med det erklærede mål at genfinde den amerikanske drøm. Samtalerne knytter især an til det politiske med stort fokus på censur i forhold til Muhammed-tegningerne, invasionen af Irak og forholdet mellem det politiske højre og venstre i USA. Jeg læste bogen, fordi jeg er så heldig at skulle til Florida om en måneds tid, og hvilken bedre måde at forberede sig til en rejse, end at læse om destinationen? I den henseende var Krasniks bog nok ikke den mest velvalgte, idet hans interesseområde i bogen hovedsageligt ligger noget nordligere: i New York og Washington DC. Det sagt, så er interviewene rigtig interessante, først og fremmest fordi personerne er tegnet meget fint, så de står lyslevende under læsningen. Således krympede jeg mig under Philip Roths bryske svar (dét interview misunder jeg bestemt ikke Martin Krasnik) og holdt vejret for at høre Joan Didions sagte stemme fortælle om sin mands og datters død. Man får også en idé om, hvor bøvlet det kan være at komme tæt på litteraturens store stjerner, som da Krasnik ihærdigt forsøger at få et interview med Salman Rushdie, men i sidste ende må nøjes med et hurtigt spørgsmål til en velgørenhedsmiddag. Interviewene giver ligeledes et fascinerende indblik i den politiske situation i USA på et tidspunkt, hvor Irak-krigen bliver et mere og mere betændt emne og valget for Demokraterne står mellem Hilary Clinton og Barack Obama, et valg der bliver kogt ind til valget mellem en kvinde og en sort. Netop den fortsatte fokus på race behandler Krasnik i et medrivende og interessant interview med Bliss Broyard, hvis far først på sit dødsleje afslørede, at han var afroamerikaner, et fænomen der åbenbart har været ret almindeligt. Samlet set er Martin Krasniks fragmenterede skildring af Amerika bestemt værd at læse, både for analysen af et samfund og karakteriseringen af de mennesker, der udgør en del af den kulturelle elite på den anden side af Atlanterhavet.

Michael Chabon: Pittsburgh-Mysterierne, Lindhardt og Ringhof, 1988. Original titel: The Mysteries of Pittsburgh.
Jeg besluttede mig for at læse Pittsburgh-Mysterierne, fordi ordet ”mysterierne” indgår i titlen, hvilket fik mig til at tro, at der var tale om en krimi, hvorved jeg kunne få sat et hak i det bælte, der hedder Bogudfordringen 2011. Min fejl. For romanen er overhovedet ikke en krimi, der er godt nok gangstere med, og der bliver da også begået forbrydelser, men hele humlen i bogen ligger i, hvordan man skaber sin identitet. Arthur Bechstein, kaldet Art, er netop blevet færdig med college og imødeser en sommer fuld af sjov og kvinder, i stedet, eller måske imens, bliver sommeren en eksistentiel udfordring for Art. Spørgsmålet for hovedpersonen i løbet af sommeren er nemlig, hvem han vil være, hvilket i denne roman betyder, hvem han vil ligne. Svaret er at han i hvert fald ikke vil ligne sin gangsterfar, der i øvrigt ihærdigt forsøger at holde sin søn ude af den forbryderiske underverden. Derimod vil Art rigtig gerne være cool, aristokratisk og ovenpå som Arthur Lecomte, som først bliver hans ven og siden hans elsker. Der er nemlig også en seksuel forvirring i Art, der helt bestemt mener, at han er heteroseksuel, indtil han opdager, at han er forelsket i Arthur, samtidig er han også forelsket i den måske smukke og lettere sære Phlox, eller er han? Mysterierne som titlen henviser til, er mysterierne i at kende sig selv og andre. Spørgsmålet i romanen synes at være, om man nogensinde kan kende nogen helt, og om det overhovedet er ønskværdigt. Selv om romanen er godt skrevet og har et fint plot, fangede den mig ikke, måske fordi den tematisk er skrevet til mænd. Jeg har dog ikke opgivet forfatteren, der også har skrevet Den utrolige historie om Kavalier & Clay og Det Jiddische Politiforbund, som jeg glæder mig til at læse.

Bogprojekter til det nye år

Et nyt år er begyndt, og det er tradition i den anledning at udstikke mål for det kommende år. Normalt hopper jeg ikke på den vogn, jeg er simpelthen for glad for kage til overhovedet at forsøge at opgive de søde fristelser og fitnesscentrets kalden er nem at overhøre. I år har jeg dog opdaget indtil flere litterære projekter, jeg kan kaste mig ud i, heriblandt Bogudfordringen 2011 hos Bogklubben mener, hvor hver måned har et tema, man skal læse en bog indenfor for at gennemføre udfordringen. På den måde bliver jeg tvunget til at tænke lidt bredere end jeg måske normalt gør, jeg forudser at ”dramaer” og ”novellesamlinger” umiddelbart bliver mine største udfordringer. Andre boglige udfordringer inkluderer at læse flere bøger fra mine reoler end jeg indkøber for dermed på et tidspunkt at have læst alle bøgerne i min samling, et utopisk håb. I løbet af den sidste uge har jeg dog hjulpet det projekt en smule på vej ved blandt andet at læse den nyindskaffede Flavia de Luce og Hævneren fra Ulster af Alan Bradley, så måske det lykkes en dag.

Peter Carey: Parrot and Olivier in America, Faber and Faber, 2010.
Læsningen af Parrot and Olivier in America har været længe undervejs, ikke fordi den er kedelig eller svært tilgængelig, men simpelthen fordi jeg begyndte på den i slutfasen af mit specialeskriveri i efteråret, hvor jeg ikke havde plads i hovedet til den. Heldigvis afleverede jeg den ikke bare på biblioteket igen, men gemte den derimod til juleferien, hvor der, teoretisk set, er oceaner af tid til at fordybe sig i en god historie. Romanen handler om den franske adelsmand Olivier de Garmont, der bliver sendt til USA af sin mor for at undgå at få kappet hovedet af i den turbulente tid efter den franske revolution. Faktisk bliver han ikke så meget sendt som kidnappet, og vores aristokratiske ven vågner først op, da skibet er godt på vej til Amerika. Med sig har han englænderen Parrot, der i princippet er hans tjener, men som ikke er så nem at hundse rundt med. Bogen har en fin beskrivelse af det unge USA, dens virkelige styrke ligger dog i forholdet mellem de to umage mænd og det venskab der langsomt spirer mellem dem. Romanen er bygget af en række kapitler, der skiftevis fortælles af Parrot og Olivier, og forskellen mellem deres forskellige syn på de samme oplevelser er både tankevækkende og til tider rigtig sjov. Så vidt jeg kan se er bogen endnu ikke oversat til dansk, men måske det sker i det nye år?

Alan Bradley: Flavia de Luce og Hævneren fra Ulster, Punktum 2010. Original titel: Sweetness at the Bottom of the Pie.
Flavia de Luce og Hævneren fra Ulster er Alan Bradleys debutroman, og det er bestemt en værdig én af slagsen. Krimien handler om den elleveårige Flavia de Luce, der en tidlig morgen opdager et lig i sin fars agurkebed og beslutter sig for at opklare mordet. Nu er Flavia på mange måder ikke nogen almindelig lille pige, for det første skræmmes hun ikke af liget, men finder det derimod spændende, at der endelig sker noget i landsbyen. For det andet er hun enormt fascineret af kemi, især gifte, og i sit laboratorium destillerer hun blandt andet giftig efeu og blander det i sin ældste søsters læbestift som hævn. Flavia er måske ikke en udpræget realistisk figur, men hun er konstrueret så godt, at jeg bare læner sig tilbage og lader mig underholde. Og krimien ér virkelig underholdende både i kraft af mysteriet og hovedpersonen, men det er i Flavias forsøg på at relatere til sin mentalt fraværende far, at romanen danner et robust fundament, der gør, at jeg glæder mig til at følge Flavia på videre eventyr.

Onsdag i den kommende uge, d. 12/1, er der Onsdagsalon i Vangsgaards Antikvariat, der ligger i Fiolstræde 34-36 lige ved Nørreport station. Denne gang fortæller Birthe Lassen om bogbindets historie fra middelalderen til 1800-tallet, og som sædvanligt vil der være rødvin og kage. Arrangementet er helt gratis og starter kl. 17, så kom glad og vær med!